ARVINGEN 2 - Den forsvundne arving - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2012
  • Opdateret: 26 sep. 2012
  • Status: Igang
Dette er forsættelsen af Manden med sølvtårerne og skovånden.
I denne forsøger to magiske væsner at finde den forsvundne prins, selvom de er fuldkommen forskellige må de arbejde sammen.
Det viser sig at i deres søgen efter at finde prinsen fører dem til vores verden og de må gå under dække som henholdsvis pedel og udvekslings elev på en skole.
____________________________________________________________________
I er velkommen til at komme med ris og ros:) eller bare en kommentar

4Likes
20Kommentarer
1703Visninger
AA

9. Creepy....

Der var gået tre uger siden deres ankomst til denne verden.

Tre uger hvor de havde forsøgt at finde arvingen eller det ville sige Aveny nød missionen måske lidt for meget. 

"Jeg har den! Jeg har den!" råbte en ung mand. Han strøg det sved dryppende hår væk fra ansigtet inden han satte i løb. Mens han spurtede afsted kom der en flok andre unge mænd dundrende efter ham, ligeså sveddryppende som ham selv, hvilket man også kunne se på deres mørkerøde eller blå t-shirter, der sad klistret til deres overkrop.

De havde et fælles mål i det de løb afsted hen over græsbanen.

De forsøgte at få fat i en mærkelig rund bold, der suste hen ad jorden og kurrede hen ad småstene. Græsbanen var nemlig ikke meget andet end jord og sten, græsset var blevet slidt af, hvis man kunne sige det sådan.

På sidelinjen sad Aveny og kunne ikke se meningen i at jagte sådan rundt efter en bold, sådan som de svedene fjolser gjorde, men hun havde lovet Trine, Henry og Gitte at se på dette mærkelige sceneri sammen med dem. Det var også meningen at Matilde og Kamilla skulle have set kampen, men...  De skulle på biblioteket. Matilde og Kamilla var håbløs bagud med en opgave og havde et højlydt skænderi om: hvis skyld det var, at de glip gik af den kamp?  De havde kørt sådan helt fra om morgen til frokosten, da de opdagede at kampen var idag. De ville nok have forsat skænderiet hvis ikke Henry til sidst havde lovet dem, for at få ro i deres frokost pause, at han nok skulle filme hele kampen. Begge pigerne havde derefter sat krav til hvem og hvornår han skulle zoome ind på de forskellige spillere, havde nærmest siddet og savlet. Aveny ville først ikke, det var jo trods alt midt i undervisningstimerne, men de var jo trods alt hendes venner såå mon ikke det gik og desuden lød det til at være en vigtig kamp.

Hun smagte på ordet: venner...

Siden hun var kommet i den specielle gruppe, havde hun haft det sjovt og havde flere gange været ved at glemme, hvad hendes mission var. Hun sukkede tungt, betragtede de unge mænd. Hun genkendte en af tosserne ude på banen. Ham der ikke rigtig hørte til nogen gruppe, han var i alle grupperne. Der var en grund til at han var elevrådsformanden, ham der skulle sørger for at eleverne fik en stemme ved lærerbordet. Han var respekteret på alle klassetrin, selv Panoris havde nævnt ham ved aftensmaden hjemme ved Kim, at denne Mattias virkede til at have gode leder evner ifølge samtalerne han havde smug lyttet til. Når folk gik forbi pedellen ude på gangen glemte de at dæmpe stemmerne når de snakkede om vigtige ting, hvilket Panoris groft udnyttede til sin fordel, men indtil videre havde det ikke givet noget spor til deres mission. Apropo Panoris gad vide om han var tættere på at finde arvingen end hun var? Hun rystede på hovedet endnu en gang: det gik efterhånden ikke det her. Selv portalvogteren Kim sagde, at hun mindede mere og mere om disse menneskepiger. Hun børstede nogen græsstrå, hun havde siddet og revet op af græsvolden væk fra den sorte nederdel. Hun blev afbrudt i sine tanker, da Henry og Trine pludselig rejste sig op fra den lille jordvold, der var den ene sidelinje af banen, gav sig til at råbe og skrige: "ULOVLIG TACKLING!" Sammen med flere hundrede andre elever, måske overdrev Aveny antallet, men med hendes hørelse lød det sådan. Hun kiggede ud over banen, for at finde grundet, for det var tydeligvis der at folk kiggede hen og gispede. En person med chokoladefarvet hår var kommet ned at lægge på banen og så ud til at være bevidstløs. Var det blod som løb fra hans pande? Uden at tænke rejste Avenys sig op, tvang sig forbi de andre elever, der stod i vejen og løb tværs over græsbanen, ignorerede sine venners udbrud. Imens var den unge mand vågnet op og så fuldkommen okay ud, hvis man så bort fra den lille flænge i panden, hvor blodet fossede ud og forsøgte at berolige sine med- og modspillere at der intet var sket og forsøgte at komme op at stå. En af modspillerne forsøgte at undskylde, det var ikke meningen at tacklingen skulle have været så voldsom, Mattias gjorde en afværerende bevægelse nede fra sin plads på jorden mod den skyldige og sagde: "hold nu op, der skete jo ikke noget..."  Træneren og det andet holds træner var af dog begge af en anden mening, den ene af dem ringede efter en ambulance. Han havde jo trodsalt haft en knock out, og skulle garanteret syes og desuden kunne han ikke en gang komme op at stå ved egen hjælp. Her protestrede Mattias og forsøgte at komme op, men faldt tilbage på jorden og mumlede sammenbidt: "Jeg er alligevel oka om nogle timer. Det er spild af tid det her...." Aveny nåede hen til den store gruppe svedne drenge, der stod i en ring omkring den faldne og hørte det sidste. Hun løftede undrene det ene bryn inden Mattias fik øje på hende i vrimlen af drenge, vinkede til hende. Aveny skyndte sig helt hen til ham efter at give de omkringstående en albue, satte sig på ved side af ham, så hun kan høre hvad han ville sige. Hun ignorerede det faktum at hun stod mellem en flok svedne drenge, Mattias lugtede ikke bedre selv, selvom hendes lugtesans protestrerede en smule ved at komme så tæt på ham, hun hørte ham spørge: " Aveny kan du ikke hente min lille søster? Hun går i børnehaveklasse og skal have en til at følge hende hjem, det var meningen at jeg skulle det, men...." Aveny smilede til ham, svarede, mens hun lagde en hånd på hans skulder: "Det kan jeg godt Mattias, bare tag dig god tid, men hvordan ser hun ud?" Inden Mattias nåede at svare på dette, kom en mærkelig stor hvid bil ind på skolens grund, hvor nogen havde sat en blå lampe på bilens tag. Bilen hvinede og den underlige lampe lyste blå. Ambulancen var ankommet.  Den kørte faktisk ind på deres allerede ødelagte fodboldbane, lavede et fint hjulspor hen til flokken, da den standsede sprang to mænd ud. De to amubulancefolk fik flokken til at sprede sig så de kunne komme til. Der gik heller ikke længe før de havde fået basket Mattias op på en båre. Aveny kunne se at han var frygtelig flov over situationen, men inden dørene til ambulancen skar hans stemme af, lød det irriteret fra ham: "Helt ærligt mand..." Smack lød det fra dørene da en af ambulancefolkene smækkede dem i. 

Larmen fra både publikum og spillere steg igen, da ambulance kørte væk fra banen dog uden lys eller sirenen til. Trænerene fim hurtig afgjort at de måtte spille kampen færdig en anden gang, de havde mistet både spillernes og publikums koncentration. Og publikum, det ville sige de flere dusin elever, der garantererede havde pjækket fra undervisningen af, var ved at fordufte.

Aveny stilte sig så langt ud til siden som muligt på banen, så hun ikke blev fanget i mylderet, der forsøgte at komme væk og sukkede. Hvis hun troede ingen havde lagt mærke til hendes vilde løb hen til Mattias eller den korte samtale med ham, blev hun skuffet. Trines drillende stemme skar igennem hendes hoved: "ej hvor sødt!" Aveny vendte sig mod Trine, som havde fået slæbt Henry og Gitte med sig. Hun var virkelig blevet dårligere til at høre folk snige sig ind på hende. Hvis det havde været i hjemme, var hun blevet slået ihjel mindst 5 gange. Hun var nok nødt til at tage imod Kims tilbud om at træne sammen med ham og Panoris. Jeps, Panoris var blevet nysgerrig efter at se den kampsport Kim underviste i og var derefter blevet opsat på at lære det, da Kim havde fået ham slæbt med til en af hans undervisningstimer om aftnen. Aveny så på Trine, der straks lavede sine store og uskyldige øjne, så Aveny endte med at himle med øjne af hende, vendte sig mod Gitte som rystede på hovedet, gav sig til at tjekke at alle hendes plastre på fingrene, sad hvor de skulle. Der var mange plastre...  "Hjemmekundskab," svarede hun, da hun så Avenys stirren. Henry prikkede til Aveny og pegede bagud på skolen, mumlede stille. Det den generte dreng mumlede ville have gået tabt, hvis det havde været et almindelig menneske, han havde sagt det til, men Aveny var ikke almindelig og hun hørte tydeligt sætningen: "Du må hellere få hentet lille søsteren, de små havde får fri om ti min og der er altså et stykke at gå herfra til der". Aveny nikkede og smilede venligt til Henry inden hun begav sig hen imod den bygning, efterlod de tre andre.

De tre medlemmer fra den specielle gruppe var alene ude på fodboldbane, hvis man så bort fra rygerne, der stod på hjørnet henne på skolebygningen og røg tykt. De vendte sig mod hinanden i det deres nyeste medlem gik ind i bygningen. Trine så  spørgende på Henry, spurgte bekymret, den drillende tone i stemmen var væk:  "tror du vi skulle have nævnt at Mattias aldrig aldrig nogensinde har ladet nogen andre end ham selv hente hans lille søster før idag? Det blev Gitte, der svarede: "nej, det skal vi ikke blande os i..." og Henry tilføjede til allersidst uden at mumle: "Lad os gå på Baresso... De har de lækreste coockies for tiden og jeg vil gerne nå at have en inden snob-kliken kommer.."  Trine og Gitte så på ham et øjeblik overrasket over dette emneskift, inden de begge trak på skuldrene og tog derefter hver deres arm og gik afsted med ham imellem sig, mens de snakkede om, at nu skulle han huske at lave kopier af den video med kampen. 

Aveny gik stille hen ad gangen på skolen, hun måtte spørge en lærer om vej hen til børnehaveklassen, han var blevet forfjamsket, havde vrøvlet en retning. Hendes rygte som den hårdtslående nye elev var åbenbart kommet helt op til lærerstaben. Hun trak på skuldrene og var gået i den angivne retning og standsede brat op foran en dør, der storsmilede til hende.

Den smilede virkelig til hende. Døren var blevet overklistre med små gule runde papir dimser og overtegnet med farveskridt, der alle smilede til hende. "Creepy..." sagde hun stille, hun havde hørt Matilde bruge ordet omkring dagens ret i kantinen. Henry havde påstået at den garanteret selv kunne have kravlet op af skålen. Fiskesuppen, som smagte aldeles udmærket synes Aveny og havde tilbudt at spise Matildes. Den mørke pige havde stirret på den solbrændte underlig tøs, som havde set helt hungrene ud og havde så sagt: "creepy girl. her..." mens skubbede sin skål hen til hende Aveny synes det var meget passende at prøve det af nu. Hun stirrede i et par min. på døren inden hun tog sig sammen, tog forsigtig fat håndtaget, det eneste på døren, der ikke sad et smil på. Aveny trykkede håndtaget ned og lukkede døren forsigtig op, kiggede ind og blev mødt af en eksplosion af farver. Farvestrålende glade og mærkelige tegninger strålede nærmest fra væggene inde i lokalet. Hendes stakkels øjne sveg en smule og hun blev derfor fuldkommen overrumplet af et par små og varme arme klappede sig sammen omkring hende knæ og en lille stemme hvinede: "du kom! du kom!"  Aveny blinkede et par gange, kiggede ned og fik så øjenkontakt med et par store lyseblå øjne, der sad i et lille dukkeansigt på en lille pige. Pigen måtte være omkring de 5 år, hendes hår var musebrunt sad i to små rottehaler lige over de små runde ører, pandehåret gik til bryne, dækkede for hendes pande. Hun udstrålede nærmest en jeg-er-sød aura, hvilket Avenys kriger hjerte ikke kunne stå for og den lille pige smilede. Aveny registrerede at pigen manglede en tand. Pigen gav slip på Aveny, så hun kunne sætte sig ned på hug og åbnede munden for at spørge, hvor hun kunne finde Mattias' lille søster, for den lille pige kunne umuligt være hans søster,  men den lille pige afbrød hende, inden hun overhovedet åbnede munden, med et smil og sagde: "Jeg fortalte Mattias igår, at en kriger med en mission ville hente mig, fordi han ville komme til skade idag og jeg fik ret..." Hun tilføjede glad bagefter: "som jeg altid gør..."

Avenys smil satte sig fast. Hele hendes ansigtudtryk stivnede fuldkommen. Hele hendes krop stivnede. Det eneste hun kunne gøre var at stirre ind i disse øjne som sad i det lille dukkeansigt foran hende.

Hvad hulen var hun for en?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...