ARVINGEN 2 - Den forsvundne arving - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2012
  • Opdateret: 26 sep. 2012
  • Status: Igang
Dette er forsættelsen af Manden med sølvtårerne og skovånden.
I denne forsøger to magiske væsner at finde den forsvundne prins, selvom de er fuldkommen forskellige må de arbejde sammen.
Det viser sig at i deres søgen efter at finde prinsen fører dem til vores verden og de må gå under dække som henholdsvis pedel og udvekslings elev på en skole.
____________________________________________________________________
I er velkommen til at komme med ris og ros:) eller bare en kommentar

4Likes
20Kommentarer
1649Visninger
AA

10. Avenys møde med Blomsterbørnene

Et kvarter efter forlod de to piger skolen. Krigeren og barnet.

Faktisk havde pædagogen måtte smide dem ud, da denne faktisk gerne ville have fyraften, hun havde dog godt fanget at den store pige så lidt bleg i for hold til hvor solbrun hun var og sagde dette til hende, som om den lille pige ikke eksisterede:  "undskyld, men sådan er hun, jeg har sagt til ledelsen at der er et eller andet med det barn," kiggede så frastødt på den lille pige. Den lille pige fornemmede blikket, smilet forsvandt, hun så trist ud og bange ud. Det fik Avenys krigerinstinkt til at reagere og hun så vredt på pædagogen. Pædagogen bakkede væk fra hendes blik hun sendte denne, imens Aveny rakte den lille pige sin hånd, smilede sødt til pigen og spurgte: "hvor er din taske? Så må vi hellere gå hjemad." Pigen tog hendes hånd, svarede stille: "Jeg har den på," ganske rigtigt en pink lille rygsæk hang på hendes ryg. Aveny nikkede og sammen vendte de ryggen til den chokereret pædagog og gik ud på gangen. 

Nu var de ude på gaden, var nået et godt stykke ned ad gangen før det gik op for Aveny at hun ikke anede hvor den lille pige boede. Hun standsede brat op og skulle til at spørge, da den lille så op på hende og svarede på det spørgsmål, som hun skulle til at stille: "Det er den rigtige vej, der er ikke så langt endnu..." Pigen smilede genert til hende og skyndte sig at studere fliserne under hendes fødder. Aveny nikkede en smule stift, mens tankerne tumlede afsted. Selvfølgelig kan hun ikke læse tanker... det havde jo været tydeligt at jeg ikke vidste hvor vi skulle hen... tænkte Aveny og knugede forsigtigt den lille piges hånd. Den var blød og varm, bar ikke præg af hårdt arbejde endnu, sådan som hendes egen hånd var. Hun begyndte at gå, skævede samtidig ned til pigen, som gik hurtig afsted ved siden af hende. Når pigen ikke sagde noget lignede hun alle andre små piger i den alder. Efterhånden som de gik, åbnede den lille pige sig igen og begyndte at snakke.

Hun hed Amaryllis.

I den strøm af ord som Amaryllis fik sagt, var der især en sætning som fangede hende, især fordi den gav hende svaret på hvorfor måske den lille pige var så speciel. "Jeg har 6 storesøstre og en storebror, ham har du mødt, jeg tror alle mine søstre er hjemme idag, så kan du møde dem alle sammen, de er rigtig søde, men nogen gange er de lidt trælse. Kender du ikke det? Har du nogen søstre?" Spurgte den lille pludselig og så henvendt op på Aveny, trak vejret hurtigt. Overrasket så Aveny ned på Amaryllis, svarede uden rigtig at tænke: "jeg er enebarn... sig mig Amaryllis...." hun tøvede inden hun forsatte: "hvor mange søstre har din mor?" Amaryllis så forvirret ud et øjeblik og lyste så op i et smil, svarede glad for at hun endelig fik Aveny til at snakke: "Mor har 6 store søstre, men ingen brødre. Så hun er nr 7 ligesom jeg er, hun ved hvordan det er...." Det fik Aveny til at rynke panden en smule, hvordan det er...? Hun lagde det spørgsmål til sin mentale liste, men var glad for at løse det problem hun havde tumlet mest med siden hendes møde med hende: hvad hun egentlig var for en?

Amaryllis var en syvende datter af en syvende datter, ikke underligt at pigen var lidt speciel. Aveny sukkede lettet, men det var nu ikke ensbetydende med at alle spørgsmål var blevet besvaret. 

De kom forbi 6 forskellige villaveje, før den lille pige trak hende ned af den 7 villavej. Aveny lavede en vantro grimasse og mumlede: "det er bare løgn det her..." da de var gået forbi 6 villaer, for at standse foran den 7 villa. En stor hvid villa, der med lidt fantasi godt kunne ligne en miniature udgave af et slot. Pigen gav slip på hendes hånd, styrtede ind af lågen som Aveny lige nåede at åbne for hende, stod kort efter oppe foran den hvide dør. Amaryllis stilte sig op på tæerne og kunne på den måde lige nå dørklokken. Hun trykkede på knappen og en høj DING lyd hørtes. Aveny gik efter hende med et lille smil, mens hun beundrede forhaven. Den var smuk, der gik en lille sti bestående af mørke fliser hele vejen op til døren. Der var 6 små bede lavet i cirkler og en lille rund dam, hvor der også flød blomster, tænkte ved sig selv, hvorfor ikke? 7 er nærmest et magisk tal... Og... 

Hendes tanker standsede da døren gik op og i døråbningen stod der en ældre udgave af Amaryllis. Aveny blev distraheret af det brune hår som sad i en stram hestehale, som fremhævede de runde ører, hvor i der sad to små sten i og de lyseblå øjne, der blev fremhævet ved hjælp af nogen briller som kvinden skubbede længere op i panden så pandehåret stod som en krone oppe på hovedet. Kvinden smilede til den forstenede teenager, der var standset lige foran døren og lo, da hun så hendes ansigts udtryk. Hun gættede sig til hvad det var Aveny blev så overrasket over, svarede med et stort smil: "bare rolig det er kun Amaryllis og jeg, der ligner hinanden så meget udover vores mor naturligvis... næsten... kom endelig ind og hils, du har vel tid til en kop the eller hvad du har lyst til?" Aveny fik aldrig mulighed for at svare, da hun i det samme mærke en puffe hende fremad, hun drejede hovedet og så ned på Amaryllis som skubbede blidt til hende. Hun gik stille fremad godt hjulpet af den lille piges insisterende puffen. Kvinden trådte til siden og lod teenageren træde ind i det mærkelige hus med dets specielle beboer. Aveny registrerede kort at kvinden kun var et hoved højere end hende, i det hun var trådt forbi hende.

Inden for blev Aveny mødt af en duft af urter og en mærkelig friskhed strømmede igennem hende. Den hvide farve var tydeligvis dominerende på væggene, hvilket tydeligvis var godt, for møblerne stod i stærk kontrast til dem. Der var ikke en farve undladt i huset konkluderede Aveny senere hen, i det hun blev vidst rundt i huset af Amaryllis og kvinden. De startede rundvisningen oppe på 1etage, hvor alle soveværelserne var. I det første soveværelse, stod der er en almindelig enkeltmandseng, dækket til af dyner og en køjeseng med hver deres farve dyne lagt hen over sengene-sort og gul. I det rum mødte hun tvillingerne, der stod midt i det hele og diskuterede hvilken musik de skulle hører. De delte værelset sammen med endnu en søster, der havde begravet sig selv under en tons af dyner og hulkede højlydt om at ægte kærlighed ikke fandtes. Åbenbart var de temmelig vant til dette for ingen af tvillingerne eller to andre søstre, som Aveny havde mødt, gjorde ikke mine til at trøste hende. Aveny kunne lige skimte noget krøllet lysebrunt hår, der stak op mellem dynerne. Hvor efter hun vendte sin opmærksomhed mod tvillingerne og stirrede. Tvillingerne ville have haft lignet hinanden som to dråber vand, hvis ikke deres hårfarve, tøj og selve deres personlighed skreg i hver deres retning. Den ene bar spraglede sommerfarver, håret var farvet knaldrødt og var sat op i en side fletning, der faldt til venstre og alt skreg munterhed, mens den anden bar sort tøj, hendes øjne var malet op med en sort streg, hendes hår var blevet farvet sort og var sat op i knold som væltede mod højre af. Hele hendes attitude brølede dysterhed. Det eneste de faktisk havde til fælles var de store lyseblå øjne og de runde ører. De hilste pænt på pigen i skoleuniformen, stadig med hænderne omkring fjernbetjeningen til musikanlægget og begyndte først at diskutere i det Amaryllis trak pigen videre for at møde de to sidste søstre, som delte værelse. I dette værelse, stod der to senge, men midt i rummet stod der et stort lærrede placeret på to stole. Lærredet ventede på at få lagt de sidste strøg med en pensel. Derfra hvor Aveny stod, det ville sige lige indenfor døråbningen, kunne hun ikke se hvad det var det skulle forstille, men det fandt hun dog hurtig ud af. For på den ene af sengene lå modellen til billedet. Hun var en skønhed. Langt krøllet brunt hår indrammede et smalt ansigt, hvor et par lyseblå øjne indrammet af mørke vipper kiggede ud på verden, et par runde ører kunne lige ses i manken af hår, hendes læber var perfekt fyldige. Hun smilede skævt til dem, da hun så dem i den åbne dør og løftede hånden, vinkede nærmest dovent til dem. Aveny blev helt rød i hovedet, da hun opdagede at den smukke kvinde var nøgen eller næsten hun lå med et tyndt lagen over sig, men det formede sig efter hendes krop og afslørede mere end skjulte. Avenys hoved fløj hid og did indtil loftet fangede hendes blik og glemt var den smukke kvinde. 

Loftet.... Nej det var himlen hun så op. Den malede himmel nærmest sugede hendes øjne til sig. Hun stirrede indtil en hosten krævede hendes opmærksomhed. Hun så forvirret væk fra loftet og stirrede direkte ind i et par lyseblå øjne, forskrækket trådte hun tilbage, hvilket udløste en herlig latter fra den sidste søster. Hun var i sit malertøjet: et par store overklattede overalls, under den havde hun en sort top og i hånden stod hun med en pensel, der var fyldt med maling. hendes hår var dækket til af et blomstre tørklæde og de runde ører kom til deres ret. Selv om hun var så godt pakkede ind, var det lykkedes hende at ramme de steder på kroppen som ikke var dækket til. Hun hilste glad på Aveny for derefter at puffe dem ud. En kunstner havde brug for ro og fred, de distraherede bare Iris som var modellen hun malede.  Aveny nåede lige at få et glimt af Amaryllis og kvindens værelse,  hvor der stod to enkeltmandssenge, hun gættede sig til at det sengetøj med små kaniner på måtte være Amaryllis, for på den anden lå der en mindre stabel bøger på, der bestemt ikke var for børn, der stod også enkelte papkasser i rummet. Kvinden skulle nemlig snart flytte så ville en af de andre søstre flytte ind til den yngste. Aveny fik dog ikke lov til at se Mattias' værelse, det måtte være op til ham eller deres mors soveværelse. 

Efter denne rundvisning, der fik Avenys hoved til at snurre, blev hun plantet i køkkenet hvor hun fik stukket et krus hed Yasmin the i den ene hånd og i den anden fik hun en stor chokoladesmåkage, som i omkreds var på størrelse med en spisetallerken. Hun vidsteefterhånden ikke hvad der var mest skræmmende: pigerne eller den overdimensionerende småkage? Mattias hvor er du? 

_____________________________________________________________________________________________

Jeg remser lige alle søstrenes navne op her samt kendetegn og deres personlighed:  

Flora er den ældste, har briller og er den kloge af søstrene. (omkring de 23år)

Iris er den næstældste, hun er modellen og er den smukkeste af søstrene. (21 år)

Rose er den 3.ældste, hun er altid fyldt med malerklatter og er den kunstneriske af søstrene. (19 år)

Viola er den 4. ældste, hun er for det meste druknet i lyserøde skyer, hvis ikke hun har hjertesorger og er den romantiske af søstrene. (17år)

Tvillingerne, de er ikke helt sikre hvem af dem, der er ældst: Lotus elsker farver og sommer, er den sjoveste af søstrene. Lilje kan godt lide regnvejr, er en natteravn og er den mest pessimistiske af søstrene. (13år)

Amaryllis er den 7 og den yngste af dem, hun er en smule forkælet, fordi hun er den yngste. Hun kan fornemme og se ting andre mennesker ikke kan. (ca. 5år)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...