Thought of you [1D]

Dette er en fortsættelse af "Im A Liar [1D]".

Harry og Lauras forhold, er virkelig specielt. Selvfølgelig er det normalt at skændes, men ikke så hårdt og tit som de to gør. De elsker hinanden. Men Harry viser det ikke nok. Men en dag, tager han en beslutning, om så hans fans kan lide det eller ej. Og hvad vil Laura svare?

43Likes
42Kommentarer
3877Visninger
AA

2. You need me, I don't need you.

 

Dagen var gået super. Hvis bare ikke, jeg havde gået ud i køkkenet for at hente noget mere at drikke. Jeg kan sagtens huske, hvordan Zayn stod og kiggede på mig med varme øjne. Han gjorde mig stadig en smule blød i knæene. Jeg kunne mærke at han greb mig omkring hofterne, og trak mig længere ind til sig. Jeg kunne ikke styre mig. Hans flotte, forførrende øjne borrede sig ind i mine. "Laura, jeg elsker dig stadig" hans ord, kom ud så svagt at jeg næsten ikke kunne høre det. Jeg stod stadig og stirrede ind i hans øjne. Han kunne ikke stadig elske mig. Ikke efter alt det der er sket mellem os. Det... Nej. "Zayn..." jeg kunne føle mit hoved komme tættere på hans. "Jeg har en kæreste" mumlede jeg. Vores pander mødtes, og han lænede sin på min. Jeg gik et skridt tilbage, og uden at kigge tilbage gik jeg ind til drengene. "Harry, jeg vil gerne hjem? Jeg har det ikke så godt" fik jeg mumlet. Men da jeg kiggede ordenligt, så jeg at Harry ikke engang var der.

 

"Jeg skal nok køre dig hjem" sagde Louis og smilede. Han tog mig rundt om skulderen, og vinkede farvel til drengene. "Vi ses" råbte jeg. Hele vejen hjem, kørte mine tanker rundt. Men det var kun om Zayn. Han elskede mig stadig. Jeg som troede det var så seriøst mellem ham og Leonora. Han har fucking ignoreret mig i så lang tid, også kommer han bare og siger han stadig elsker mig? altså, hvad fuck i helvede.  "Skal jeg blive?" spurgte Louis og kiggede omsorgsfuld på mig. Jeg nikkede svagt, "kun hvis du har lyst". Han smilede som et ja. Vi satte os begge i sofaen og så film. Jeg lagde forsigtigt mit hoved på hans skød, mens jeg langsomt fald i søvn. Jeg vågnede hurtigt da døren blev smækket. Mine øjne åbnede brat, og jeg så kun lige et skimt af Harry, før han var gået ind på værelset igen. Jeg lagde mærke til at jeg stadig lå på Louis skød.

 

Jeg rejste mig og smilede til ham. Jeg skyndte mig ind på værelset. "Hvor fanden har du været?" råbte jeg, hårdere end det skulle have været. "I hvert fald ikke på Louis' skød" sagde han en smule hårdt tilbage. "Harry, for helvede. Han er der for mig. Imens du sikkert bare går rundt og laver alt muligt andet. Du er der aldrig for mig mere. Du glemmer mig fuldstændig" jeg stoppede, og kiggede ind i hans øjne. Mine øjne var fuld af vrede, og sorg. Før han nåede at sige mere, var jeg ude af døren. Jeg lagde mig ud til Louis igen, og han nussede mit hår. "Hvad er der?" spurgte han. "Du kan jo gå ind og spørge ham" mumlede jeg. Uden ord, rejste han sig og gik ind til Harry. Jeg kunne høre dem råbe af hinanden. Shit, nu må de ikke blive uvenner.

 

Pludselig, kunne jeg høre hvad de råbte om. "Hvad fanden er det du laver?" råbte Louis til Harry. "Sh, ikke sig det" kunne jeg høre, Harry mumle. "Sig det til hende, på et tidspunkt. Hun fortjener dig slet ikke" sagde Louis. Jeg skyndte mig at lægge mig ned i sofaen igen, før Louis så at jeg havde været helt oppe ved døren for at høre hvad det var. "Hvad er det, du ikke må sige?" spurgte jeg. Det kom måske lidt bag på ham."Jeg kan ikke sige det til dig. Undskyld. Uanset hvor meget jeg vil, er det bedst han selv gør det" sagde han og krammede mig. "Bliver du ikke?" spurgte jeg. "Jo, det kan jeg godt" sagde han og smilede.

Han lagde sig i den ene ende af sofaen, og jeg i den anden. Jeg faldt hurtig i søvn.  *** Efter en uges tid, har hele mit lorte forhold ikke ændret sig med Harry. Han havde stadig ikke fortalt mig en skid, om hvad fanden det er han laver. Så jeg valgte, selv at finde ud af det. Han var lige gået ud af døren. Jeg havde allerede tøj og make-up på, men jeg lod som om jeg stadig sov. Anyway, da han gik ud af døren, ventede jeg 3 minutter, og fulgte efter ham.  Efter en lang gå tur, og op til flere omveje, for ikke at blive set af ham, så jeg ham gå ind i en lejlighed.

 

Efter nogle minutter, bankede jeg på døren. Døren blev åbnet, af en smuk pige ca. på min højde. "Hej" sagde hun. Jeg kunne se at hun var nervøs. "Du ved udmærket godt hvem jeg er. Hvad fanden laver du med min Harry?" råbte jeg af hende, mens jeg skubbede lidt til hende så jeg kunne komme indenfor. "Hvad sker der?" Harrys stemme var tæt på, og pludselig stod han i døråbningen mellem stuen og køkkenet. "Laura, hvad laver du her?" han blev en smule nervøs. "Spørgsmålet er, hvad fanden laver du her?" råbte jeg tilbage, mens jeg gik et skridt mod ham. Han mumlede noget, jeg ikke forstod. "Så har du bare bollet dig udenom vores forhold. Du er så klam, at det gør helt ondt. No way. Skrid. Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen!" råbte jeg og gik hen mod hoveddøren, hvor den pige stod. "Nu får du din vilje" mumlede jeg til hende. Jeg løb ud, og selvfølgelig var regnen begyndt. Hvor skulle jeg løbe hen? Jeg kunne ikke løbe hjem til Louis, han bor jo sammen med Harry. Zayn, måske? ... Jeg kunne prøve. Jeg løb hurtigt hen, men da jeg så gennem vinduet, at han var sammen med Leo, var det nok ikke det bedste. Hvor de klamme, nogen gange. Helt ærligt, først siger de, at de elsker en, også den anden dag har de fandme gang i en anden. De er ligesom alle andre drenge. Jeg kunne løbe hjem til Liam, han er der sikkert med Niall.

 

Jeg var begyndt at fryse min røv ud, da jeg kun havde taget en cardican ud over min top, og stramme jeans. Jeg bankede på døren, ivrigt og døren åbnede hurtigt. "Laura?" Liam kiggede på mig, men før eller siden havde jeg strammet mit greb om ham. Jeg havde virkelig brug for et kram. Men der var kun ét kram, som jeg ville føle mig tryg i. Nialls. "Niall!" råbte jeg. Niall kom løbende ud, og vi krammede hinanden. Jeg smilede ved tanken om hans arme om mig. "Laura, hvad er der galt?" spurgte Niall mens han pressede sig ind mod mig. "Harry.." jeg mumlede, og tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg pressede mit hoved, ind i hans bryst og jeg var sikkert ved at kvæle Niall. "Rolig. Alt skal nok blive okay" mumlede han. 

 

Jeg var faldet i søvn, i Nialls arme. Jeg følte mig tryg i hans arme. Niall, min bedste ven. Det skulle ingen, nogensinde komme i vejen for. Ingen skulle komme i vejen, for mig og Nialls venskab. Jeg elskede ham, af hele mit hjerte. Fuck alt og alle andre. Ja, bortset fra Louis, Liam og Zay.. Jeg vidste ikke med Zayn. Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg havde ham.  Harry, for min skyld, kan han bare rende og hoppe. Jeg ville aldrig se ham igen, i hele mit liv. Selvom det ville blive svært, da jeg jo stadig var venner med drengene. Jeg kunne høre at Louis også var kommet. "Lou!" råbte jeg nærmest. Jeg rejste mig hurtigt op fra Nialls arme og sprang ind i Louis. "Hey, er du okay?" spurgte han og trak mig ud af krammet. Jeg nikkede svagt, men han kunne se at jeg ikke var okay. "Jeg er ked af, du fik det afvide på den måde" sagde han og kiggede på mig. "Det er okay. Jeg er bare glad for at have jer" sagde jeg, så jeg var sikker på de andre kunne høre det.    Vi sad og så film, og den var røvsyg. Ingen af os, så med. Vi snakkede bare. Om alt muligt. Jeg studerede drengene i mens. Liam, sad i en hvis t-shirt, men nogle baige farvede bukser. Louis som altid, røde bukser og en hvid trøje på sorte striber. Niall havde en blå t-shirt på, og nogle hvide bukser. Og jeg, ja. En rød top, sort cardigan og nogle stramme cowboyblå jeans. Pludselig, ringede det på døren. Jeg kunne se, da der var et vindue tæt ved døren, at det var Harry. "Shit, det er Harry" mumlede jeg.   

You need me, I don't need you - Ed Sheeran.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...