Thought of you [1D]

Dette er en fortsættelse af "Im A Liar [1D]".

Harry og Lauras forhold, er virkelig specielt. Selvfølgelig er det normalt at skændes, men ikke så hårdt og tit som de to gør. De elsker hinanden. Men Harry viser det ikke nok. Men en dag, tager han en beslutning, om så hans fans kan lide det eller ej. Og hvad vil Laura svare?

43Likes
42Kommentarer
3887Visninger
AA

3. Never let you go.

Jeg skyndte at gemme mig, bag sofaen. "Er Laura her?" spurgte Harry, drengene. Jeg kunne høre, de ikke rigtig vidste hvad de skulle svare men de endte med at svare "nej". "Jeg så hende, drenge. Stop det" hørte jeg Harry sige, hvilket fik mit hjerte til at springe nogen slag over. Jeg rejste mig fuld af vrede, over at høre hans stemme. "Hvorfor er jeg pludselig så vigtigt?" råbte jeg, hvilket fik ham til at vende sig mod mig. Drengene stirrede på mig og Harry. "Laura, du har altid været vigtig" sagde han og kom tættere på mig. "Rør mig igen, og jeg giver dig et slag" mumlede jeg. Men han nægtede at høre efter, så han tog fat i mig. Jeg havde advaret ham, og før nogen af os vidste af det havde jeg slået Harry. Han fortjente det. "Fuck" mumlede jeg. Jeg kunne se, at min hånd havde efterladt et rødt mærke på hans kind. Men slaget, lod ham ikke give sig. Han tog kraftedme fat i mig igen, ikke hårdt men jeg kunne sagtens mærke hans greb om mine arme. "Undskyld" sagde han. "Harry, hvad fanden bilder du dig ind? At du bare kan komme her og sige undskyld, også er alt okay?" råbte jeg hårdt af ham. Jeg var ligeglad, hvor hårdt det lød og om drengene stod og lyttede med. "Det havde du sikkert. Men ved du hvad? Uanset hvor mange gange, du siger undskyld bliver det aldrig os to igen. Er du med?" råbte jeg, fordi han ikke svarede. "Laura..." "Hold din fede kæft, Harry. Du fortjener mig ikke. Jeg vil aldrig, nogensinde se dig igen" råbte jeg af ham, mens jeg smuttede vredt ud af døren. Før jeg gik helt væk, råbte jeg til Harry, "om jeg så var ved at dø i frostvejr, ville jeg ikke tage mod din hjælp Harry. Så klam er du".  Jeg var ligeglad hvor meget drengene råbte efter mig, jeg løb. Løb i regnvejret, og blev fucking gennemblødt. Lorte vejr. 

Det var rigtig længe siden, jeg havde været hjemme. Men jeg gad ikke. Mine forældre havde ikke kontaktet mig i lang tid, så de kunne bare rende og hoppe. Hvad fanden havde jeg gjort galt? En ting som gud åbenbart ikke syntes om. Han lod mig lide. Jeg frøs, jeg frøs virkelig. Shit, drengene var sikkert ude og lede efter mig. Jeg får helt dårlig samvittighed. Jeg prøvede at ryste den af mig. Solen var gået ned, og kun gadelygterne lyste op. Jeg var og havde altid været, bange for mørke. Der var ikke mange mennesker, men jeg gik så langt væk fra dem som muligt. Det kunne være en voldtægtsmand, eller noget. jeg følte noget bag mig, men jeg har sådan en angst for at kigge bagud. Tænk hvis der virkelig var noget. Men jeg tog mig mod og heldigvis var der ingen. Jeg sukkede lettet ud, og lod mit hjerte falde på plads igen. Pludselig, blev jeg taget ind i et greb, som jeg ikke ville. Jeg kunne genkende hans lugt. Drengen jeg for en time eller to siden, havde råbt af, havde været ude og lede efter mig. "Slip mig, Harry!" råbte jeg. "Nej" mumlede han og skubbede mig op af et træ. "HÆLP, MIG. JEG BLIVER VOLD.." "Shh, hvad fanden laver du?" Harry tog sin hånd op på min mund og gjorde så jeg ikke kunne snakke. Jeg prøvede at slappe af i kroppen, for ikke at slå ham. 

Efter en lang, virkelig irritrende stilhed, sagde Harry endelig noget. "Undskyld". "Harry. Stop nu, det hjælper ikke. Skrid nu bare med dig" hvæsede jeg af ham. "Hvad vil du have jeg skal gøre?" spurgte han. "Skride fra mig. Komme ud af mit liv. Jeg vil aldrig se dig, inde for min øjenvige. Aldrig. Nogensinde, Harry" sagde jeg hårdt. Jeg lagde tryk på  ordene, hvillket fik ham til at løsne grebet om mig. "Jeg kan ikke bare lade dig gå" sagde han, hvilket fik mig til at vende mig om og kigge på ham. "Hvad mener du med det? Det har du ellers gjort her de sidste uger" sagde jeg hårdt tilbage. Jeg vendte mig væk og begyndte at gå. 

***

"Niall, hvad fanden laver du her?" spurgte jeg. "Laura. Jeg ved Harry har gjort noget af det værste han kunne, men du må ikke være sure på os andre" han tog forsigtig fat i mine arme. "Niall. Harry er den eneste, jeg er sur på. Søde Niall, jeg kunne aldrig finde på at blive sur på dig" sagde jeg, smilede og trak ham ind til et kram. "Hvad er klokken egentligt?" spurgte jeg. "Sikkert klokken lort om natten. Hør, vi har bedt Harry om at blive hjemme i hans egen lejlighed. Du kan sove hos Liam. Jeg bor der også i lidt tid" sagde han og smilede. "Fedt, tak" sagde jeg.

 

Never let you you go - Justin Bieber.

 

UNDSKYLD FOR ET DÅRLIGT KAPITEL, MEN MAGTER IKKE SKRIVE. UNDSKYLD UNDSKYLD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...