I’m never gonna leave you ✿ one direction ✿

kære dagbog

Som du nok ved skal Alexis, og jeg flytte til London. Det så mest fordi, at mit modelarbejde er blevet fuldtid, og flyttede til London. Nu hvor jeg er gået ud ad skolen bliver det hele nok letter. Det forfærdeligt at tænk på vi flytter, meste fordi Alexis skulle havde voksede op i vores hus lige som mig. Tænk at mor ikke kommer til at lære hen at gå ind i stuen, eller far kommer ikke til at få ondt i ryggen, fordi han skulle havde sætte en gynge op som hun kunne gynge på, ligesom mig. Nu det mig der skal lære hende alting, mormor & morfar er blevet for gamle til at passe på hende. Jeg kan jo godt lære hende at gå inde i vores ny stue, men jeg kan ikke sætte i gynge op, i en penthouse lejlighed, så det må hun leve uden. Jeg har allerede regnet ud at det bliver hårdt at passe hende jeg blive jo en slags teen mom, nu hvor vi har mistede hvor forælder. Men en ting er sikker hun er skal ikke i børnehave, det har vi prøvet, og hun skreg bare hel dagen.

Hilsen Alex<3

26Likes
58Kommentarer
4490Visninger
AA

2. ”har du set en lille pige?”

Flyttemændene havde lige stillede det sidst møbel ind i vores ny hjem. Jeg manglede bare at hente en sidst kasse, det stod ned i bilen. Jeg overvejede om jeg skulle tag Alexis med ned, men det blev nok for tungt med en lille baby, og en tynge flytte kasse i hånden. Jeg satte hende på nogle puder foran fjernsynet, og satte playhouse Disney på, hendes ynglings show. Jeg valgt at lade døren stå åben, da det var ret varmt der ind.

 

Jeg var på vej op ned den tynge kasse, med at Alexis' legetøj. Jeg gik langsomt ind i lejlighed, og stillede kassen ind på hendes værelse. Jeg gik tilbage i stuen, man kunne høre fjernsynet køre, men det var ikke nogle Alexis. FUCK. Skulle hun virkelig være nysgerrig nu, hvordan skulle jeg finde hende. Jeg håbede ikke hun var langt væk. Hun kunne ikke vær kravlet ned ad trappen, for så ville jeg havde set hende, og hun kunne heller ikke tag elevatoren det vat hun får lille til at kunne finde ud ad. Så enden var hun her inde eller ud på gang, eller sådan nogle. Hvordan kan man bare miste sin lillesøster, jeg mener det jo ikke lige frem normalt at miste sin søster. ”Lexi!” det plejede jeg at kalde hende ”hvor er du, kom frit frem” hun var det ikke, jeg gik ind i alle rum, men hun var det ikke. Jeg gik tilbage ind i stue, og satte mig på sofaen. Hvor kunne hun være, hvis mor & far havde været her var det aldrig sket, det her var bare et tegn på jeg ikke kunne finde udad at passe en baby. Jeg skulle lige til at græde da jeg hørte et baby grin, det var helt klart Alexis' grin, får det boede kun unge mennesker i her penthouse lejlighed, så de havde nok ikke en lille Baby boende. Jeg løb hurtigt ud på gangen, hun var der ikke. Grinede kom fra min nabo, var hun kravlede der ind? Jeg gik hurtigt der hen, døren stod åben. Jeg bankede på. bank bank. Der kom en dreng nok ca. på min alder, med brunt hår pjuskede. Røde bukser, en stribede trøje, og seler. Han så ret sød ud. ”hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte han, og smilede ret meget. Hvad var der med ham, jeg havde boede i England hele mit liv, og jeg er 18, men jeg havde aldrig set nogle smile så meget. Han måtte være glad. ”har du set en lille pige?” min stemme var ret usikker, det var også ret pinligt, og spørge om nogle havde set ens lillesøster. ”hvordan jeg vide at det er dit barn?” endelig var det jo ikke mit barn, men min søster. Så jeg ignorere det at han sagde "dit barn". ”er hun her jeg er virkelig bekymret for hende” hvorfor kunne han ikke bare svare om hun var her, var det virkelig så svært for ham. Jeg hørte igen en lille pige grine, arrrrrrrrrrrrr. Lad mig nu bare komme ind. Idiot. ”hvis du kan fortælle mig hvad tøj hun har på kan du komme ind” hvor skulle han være så irriterende. Hvad var det nu hun havde på, tænk, tænk!! Alexandra, tænk. ”øh...pink sparkedragt” jeg var ikke sikke, men jeg håbede hun havde den på. ”hvorfor pink??” sagde han, som om der lige skulle være lidt flere spørgsmål før jeg måtte komme ind. ”fordi pink er min ynglings farve” svarede jeg hurtigt. Han fjernede sig fra døren så jeg kunne komme ind, endelig. Hans lejlighed linede min bare noget mere….. rodet, og drenget. Jeg gik nogle få skridt, og kom til stuen. Der sad en dreng, med krølle, og kilede en lille pige. Jeg skyndte mig der hen. Jeg stillede mig foran ham så jeg kun se om det var Lexi. Han smilede til mig, og vendte den lille pige om så jeg kunne se hendes ansigt. OMG, pyha. ”Lexi, min lille skat, du må ikke bare gå ind til fremmede mennesker. OMG, jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen” jeg kramme hende ind til mig, Gud hvor jeg dog elskede hende højt. Hun var nok den af os to der linde vores forælder mest. Vi havde begge min mors brune øjne, og hun havde min fars lysebrune hår fave, hvor jeg bare havde en mærkebrun farve som værgen min far eller mor havde.

Hun var også ligeså leg syg som min far, han elskede at spille boldt, bygge hule, hoppe i sjippetov, og mange andre ting. ”tak fordi, i passede på hende” sagde jeg stille, og smilede til dem. ”og jeg er jeres nye nabo Alexandra, og det her er Alexis” Alexis' smil voksede da jeg sagde hendes navn, godt nok var hun kun 1 år, men hun forstod ok meget af hvad jeg sagde. ”Harry” sagde drengen der havde siddet med Alexis ”Louis” sagde ham den anden. ”når men klokken er ved at bliv mange, og jeg har en lille pige der skal sov” jeg smilede til dem og gik hen om min egen lejlighed ”men vi ses nok” var det sidste jeg hørte enden jeg gik ind til mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...