Behind the mask? - One Direction

De fem populære drenge fra boybandet One Direction, har planlagt at tage til et maskebal, hvor de ikke behøver at have deres security op ad dem hele tiden, da maskerne skjuler, hvem de er. Hvad sker der, når Zoey, en helt normal Directioner, støder ind i den charmerende Louis Tomlinson, som hun blot tror er en sød fyr, der flirter med hende? Hvad sker der, når hun inviterer ham hjem til sig? Hvorfor vil den søde fyr, ikke afsløre sit ansigt for hende, nu hvor hun afslører sit?

101Likes
127Kommentarer
10021Visninger
AA

14. Undskyldning

Louis' P.O.V

 

Jeg sad i en sofa i Harrys og mit hjem. Nyheden om Zoey og jeg var blevet spredt til højre og venstre. Jeg turde ikke gå uden for en dør. Paparazzierne lå på lur uden foran mit hjem, som de plejede, men nu var der endnu flere. Zoey havde sendt en sms om at hun skulle snakke med mig, og spurgte om hun kunne komme over til mig efter skole. Jeg havde sendt hende min adresse. Gad vide om hun kunne komme sikkert inden for husets grund. Og gad vide hvad hun skulle snakke med mig om. Hun opførte sig underligt, synes jeg. I hvert fald i forhold til, hvordan hun var til ballet. Måske var det fordi, at hun var i sin menstruationsperiode? Nej, nok ikke. Men jeg gættede på, at hun skulle snakke med mig om hendes opførsel.

Harry kom ind i stuen med en pizzabakke i hånden. "Pizza?"

Jeg kiggede på bakken. Pizzaen var fra Pizzahut. Min yndlings restaurant. "Ja tak."

Han rakte mig et stykke, som jeg satte tænderne i. Klokken var næsten 16.00. Zoey burde være på vej herover nu.

Jeg rejste mig op, og gik hen til hoveddøren med pizzastykket i hånden. Jeg lindede lidt på gardinerne, der var trukket for de store vinduer, og kiggede ud på rundkørslen uden for huset, hvor nogen paparazzier havde sat sig i midten på græsset.

Jeg sukkede.

En mørkhåret pige kom gående mod huset med et par solbriller for øjnene. Jeg kunne straks kende hende, Zoey. Jeg havde fortalt mine bodyguards, at hun ville komme, og måske var nød til at redde hende fra paparazzierne. De angreb hendes pludselig med blitz, tog billeder af hende fra alle vinkler ind til, at en stor man løftede hende op, og løb med hende inden for, hvor jeg stod.

"Louis?!" sagde hun højlydt. Min bodyguard satte hende ned, og gik ud fra huset igen.

"Jeg er her. Min bodyguard skulle lige redde dig fra paparazzierne. Er du okay?"

"Ja." Hun skubbede solbrillerne op på håret. "Dit hus er fandme større end en skole!"

Jeg lo lavmælt. En tjenestepige kom og tog imod hendes jakke og sko. Jeg hev hende med ind i stuen. Jeg undrede mig kort over, hvorfor hun ikke gav mig et kys, som hun plejede, men tanken blev hurtigt skubbet væk.

"Skal jeg vise dig rundt?"

"Det tager da for lang tid. Jeg vil bare gerne snakke med dig."

"Te?"

"Eh, ja tak."

Jeg forsvandt ud i køkkenet, og kom hurtigt tilbage igen. Jeg havde folk til at lave te. Jeg havde folk til det meste, men somme tider kunne det godt være ret irriterende, at der intet var at lave selv, som at lave mad. Det var hyggeligt nok, at lave mad selv, trods at mine kulinariske evner ikke var de bedste.

Jeg satte mig ved siden af Zoey i den store hvide sofa i stuen. Min overkrop var vendt en smule imod hendes, det samme var hendes, så vi bedre kunne se hinanden.

"Nå, hvad er det du skal sige?" Jeg smilede til hende.

Hun tog en dyb indånding. "Jeg vil gerne sige undskyld."

"Undskyld? For hvad?" spurgte jeg undrende med en rynke imellem øjenbrynene.

"For..." Det så ud som om, at hun havde svært ved at fortælle det.

Jeg rynkede mine øjenbryn endnu mere. "Zoey, hvad er det?"

"Før jeg mødte dig, havde Melanie og jeg set videoer med dig og de andre drenge. Vi blev vilde med jer, selvfølgelig, ligesom de fleste andre teenage piger. Jeg var vild med din personlighed, Louis, du er jo et fantastisk menneske, som i øvrigt ikke burde blive såret, som jeg er i gang med nu, tror jeg... Ligemeget. I hvert fald, jeg faldt fuldstændig for din personlighed til ballet. Jeg vidste ikke at det var dig, Louis Tomlinson, hvis personlighed jeg i forvejen kendte fra videoerne, og da jeg så fandt ud af, at fyren fra ballet, altså dig, også var Louis Tomlinson, så smeltede to personligheder sammen til én personlighed, som blev endnu mere fantastisk. Helt igennem dejlig!"

"Hvorfor undskylder du over det? Det betyder da bare, at du kan lide mig for den jeg er, og ikke for mit udseende og min status i andres øjne."

Hun så pludselig helt paf ud.

"Det er rigtigt..." sagde hun.

"Ja?"

En tjenestepige kom ind med teen, og forsvandt hurtigt igen.

"Men det jeg undskylder for er ikke kommet endnu," sukkede hun, og så begyndte hun at ævle løs om, at hun havde ikke havde fangirlet, da hun sad i sin stue med mig for første gang, da jeg sikkert ikke brød mig om det nu hvor, at hun havde kysset mig, og at hun, dum som kaldte sig selv, gik ud fra at vi nu havde noget kørende sammen. At hun var egoistisk fordi hun ville have, at alle skulle misunde hende fordi, at hun havde kysset mig, og at hun følte sig som verdens største Diretioner på grund af det. At hun godt kunne mærke, at jeg måske stadig gerne ville have tid til, at få et ordentligt forhold, at vi måske skulle vente lidt endnu, fordi at jeg tit ikke gengældte kysse - hvilket jeg ikke havde tænkt over eller selv lagt mærke til. Hun ævlede videre om, at hun stadig var dum og egoistisk, og havde sagt ja til, at vores forhold skulle offentliggøres, da hun stadig ville have, at folk skulle misunde hende, og at hun alligevel ikke kunne klare presset fra dem efter kun én da, og at Melanie i går, endelig fik hende til at indse, at hun havde gjort alt galt, og havde været virkelig tarvelig over for mig.

Tårer løb ned ad hendes kinder. Jeg ignorerede dem. Jeg havde ikke trang til at tørre dem væk. Jeg følte mig tom inden i, og var en anelse irriteret.

"Så... du kan slet ikke lide mig?"

"Jo! Jeg fortalte dig jo lige før, at jeg elsker din personlighed! Men... måske skal vi bare ikke have noget kørende. Jeg var alt, alt for hurtig angående det," sagde hun.

Jeg nikkede. "Ja, men jeg sagde jo intet til det, for jeg håbede, at vores forhold sådan kunne blive et rigtigt ét."

Der blev et øjebliks stilhed imellem os.

"Louis, er du forelsket i mig?" spurgte hun så og afbrød stilheden. Jeg pressede mine læber sammen og rystede på hovedet. "Men jeg kan godt lide dig, meget endda, som en bedste ven, måske lidt mere... Er du forelsket i mig?"

Hun nikkede stille. "Jeg har jo på en måde kendt dig i meget længere tid end du har kendt mig, nu hvor jeg har siddet og set alle videoer med dig." Hun smilede skævt. Hun virkede meget mere som den Zoey fra ballet.

"Men vi er stadig venner, ikke?" spurgte hun hurtigt.

Jeg nikkede, "selvfølgelig er vi det."

Hun lagde armene omkring mit hals, og jeg lagde armene om hendes liv. Hun gav mig et hurtigt knus, og slap mig igen.

"Jeg er lidt lettet over, at du ikke blev vred," indrømmede hun.

Jeg løftede på skuldrene. "Jeg kunne ikke se noget, at blive vred over. Jeg er lidt irriteret, men ikke vred."

"Det kan jeg godt forstå. Hvad med nyheden om os?" spurgte hun.

"Det kunne ligeså godt være en falsk nyhed, ikke? Dem er der jo så mange af," svarede jeg. Hun nikkede.

"Vil du blive her lidt endnu? Paparazzierne går sikkert hjem her på aftenen."

Hun nikkede smilende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...