Behind the mask? - One Direction

De fem populære drenge fra boybandet One Direction, har planlagt at tage til et maskebal, hvor de ikke behøver at have deres security op ad dem hele tiden, da maskerne skjuler, hvem de er. Hvad sker der, når Zoey, en helt normal Directioner, støder ind i den charmerende Louis Tomlinson, som hun blot tror er en sød fyr, der flirter med hende? Hvad sker der, når hun inviterer ham hjem til sig? Hvorfor vil den søde fyr, ikke afsløre sit ansigt for hende, nu hvor hun afslører sit?

101Likes
127Kommentarer
10051Visninger
AA

8. Tårer, trøst og kærlighed

Jeg nippede til den skoldhede kop te, jeg havde imellem mine hænder. Louis sad ved siden af mig i sofaen, også med en kop te imellem hænderne. Vi havde vendt os mod hinanden, så vores rygge vendte mod hver sit armlæn. Jeg havde sat en pude ned bag min ryg, så jeg sad mere behageligt. Vi sad begge i skrædderstilling. Jeg havde et gråt tæppe over mine ben, selv om jeg ikke frøs, men det var nu meget rart alligevel. Det var med til, at skabe en hyggelig stemning.

"Er det appelsin te?" spurgte han. Jeg nikkede, og nippede til min te igen.

"Det smager godt," sagde han. Jeg nikkede igen. Der var en akavet stilhed. Det var stødt på os et par gange, og det var ret irriterende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle snakke med ham om. Jeg synes, at vi havde brugt alle emner til ballet i går.

"Det er dejligt vejr," sagde Louis med et glimt i øjet. Han brød stilheden imellem os, og jeg lo lavmælt. Emnet var klassisk. Det var noget man typisk sagde, hvis man ikke kunne finde på noget andet at snakke om.

"Fik du fortalt ham med krøllerne, at Melanie kunne lide ham?" spurgte jeg.

Louis nikkede. "Ja, men han vidste ikke hvem det var, jeg snakkede om."

Jeg jo lavmælt igen, og tog en større tår af min te, da den var kølet lidt af.

"Hvornår viser du dit ansigt?" spurgte jeg. Jeg pillede ved en løs tråd i tæppet, og rettede blikket op på Louis engang imellem. Han havde dog hele tiden sit blik på mig.

"Mh, når jeg føler, at det er det helt rette tidspunkt, at tage den af." Han smilede hemmelighedsfuldt. Jeg rakte tunge ad ham, men han rakte tunge tilbage. Jeg gav ham et himmelvendt blik.

"Hvad har du lyst til at snakke om?" Jeg stillede min kop fra mig på stuebordet, og rettede blikket op på ham igen. Jeg lod mit blik hvile på hans læber, som han fugtede kort. Jeg rettede blikket op til hans blå øjne igen.

"Hvordan fandt du frem til ballet?" spurgte han, og bundede sin kop med te, som han derefter stillede på stuebordet.

"Melanie så en brochure på et vindue, da vi var ude sent på dagen. Hvad med dig?" Jeg smilede til ham, og fulgte hans bevægelser.

"Vi fik en brochure med posten." Han løftede let på skuldrene, og tog fat i enden af tæppet, jeg havde over mig. Han hev det op over sig selv, hvilket resulterede i, at det røg af mig.

"Hey!" sagde jeg leende. Han lo lavmælt og smilede drillende, og satte sig på et stykke af tæppet, så jeg ikke havde mulighed for, at trække det tilbage igen.

"Hvor er dine forældre egentlig?" spurgte han imens han lagde tæppet over mine krydsede ben, og stadig beholdt noget på sine egne.

Jeg strammede min hestehale, og sukkede stille. "Min mor er på arbejde." 

"Og din far?"

Jeg rettede blikket væk fra Louis, da mine øjne blev tåget af tårer. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle få medlidenhed med mig. Det var lidt over syv år siden, at uheldet skete. Jeg græd stadig over det, så jeg var nok bare piget og uduelig. Det skulle Louis ikke se. Men tåren der flygtede fra min øjenkrog, og gled ned ad min kind, spolerede det hele.

"Græder du?" spurgte han. Hans stemme blev blødere, trods at den var blød og dejlig normalt. Jeg rystede på hovedet af hans spørgsmål, og klemte øjnene i, men det fik bare flere tårer til at løbe ned ad mine kinder. Jeg åbnede øjnene lidt igen, og rettede blikket over på ham. Han så bekymret ud. Han fjernede hurtigt tæppet fra sine ben, og lænede sig over imod mig. Han tørrede en tårer af min kind, der ikke var nået at størkne, og kærtegnede min kind. Jeg bed mig i læben, og smilede taknemligt til ham. Han var virkelig sød. Hans kærtegning fik tårerstrømmen til at holde op. Jeg overtog hurtigt, og fik tørret resten af tårerne væk.

"Min far er død," fik jeg fremstammet efter et hulk. Han kærtegnede min kind igen, og satte sig ordentligt til rette, men tættere på mig denne gang end da vi sad og drak te.

"Hvordan døde han?" spurgte han i et lavt tonefald, men ikke så lavt at det blev til en hvisken.

"Han arbejdede som brandmand. Da han en dag, for syv år siden, var på arbejde, bevægede hans sig ind i en brændende bygning efter et lille barn og dets mor. Moren var død, da han nåede op på værelset, hvor mor og barn var. Da han var på vej ud igen med barnet, faldt noget af taget ned over ham, hvilket fik ham dræbt samt barnet." Jeg tog en dyb indånding. Et par tårer faldt igen, som Louis hurtigt fik tørret væk. Min mascara var helt sikkert løbet. Jeg var grim foran ham. Jeg gned hurtigt mine fingre under mine øjne, i håb om at mascaraen ville forsvinde.

"Jeg er ked af det på dine vegne," sagde han. Jeg rystede på hovedet.

"Det skal du ikke være."

Han løftede på skuldrene. "Han lyder som en modig mand."

Jeg smilede svagt, og nikkede. "Ja, han var en modig mand. Han var i hvert fald en af det første, der løb ind efter moren og barnet."

Jeg rettede blikket op på ham, så vores øjne mødtes. Han smilede større til mig. Der kom en stilhed imellem os. Men det var ikke akavet. Den var rar og tryg, og hjalp også som en lille trøst.

"Tag masken af," sagde jeg til ham. Tonefaldet blev næsten til en hvisken.

"Det er ikke det rette tidspunkt."

"Hvornår så?"

Han lod sit blik hvile på mine læber, og sagde ellers intet. Jeg måtte selv finde svaret. Jeg lænede mig lidt over imod ham, og lagde en hånd på hans bryst. Mit ansigt nærmede sig hans, og jeg forseglede vores læber. En bobbel af lykke sprang inden i mig, og sendte en varm, kilden fornemmelse rundt i hele min krop, der fik den til at sitre svagt. Jeg lukkede øjnene for at nyde øjeblikket endnu mere. Det samme gjorde Louis, der efter nogen sekunder roligt brød kysset. Han fugtede sine læber, og smilede til mig. Jeg smilede også. Mine fingre gled fra hans bryst op til hans maske. Jeg rørte forsigtigt ved den. Den var af gips, og ikke af plastik ligesom min egen. Han havde bånd i sin maske i stedet for elastik. Jeg tog blidt fat i masken med den anden hånd, så den ikke faldt på gulvet, når jeg løsnede båndet med den anden hånd.

Han smilede opfordrende til mig. Det var det rigtige tidspunkt, at afsløre hans ansigt.

Jeg havde en underlig fornemmelse inden i. Det var som om, at jeg godt vidste hvordan Louis så ud. Hvem han var. Jeg kendte ham, det var jeg sikker på, men alligevel kunne jeg ikke få ham bundet til et ansigt, jeg havde set før.

Jeg lindede stille på masken.

"Hvem er du?" hviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...