Behind the mask? - One Direction

De fem populære drenge fra boybandet One Direction, har planlagt at tage til et maskebal, hvor de ikke behøver at have deres security op ad dem hele tiden, da maskerne skjuler, hvem de er. Hvad sker der, når Zoey, en helt normal Directioner, støder ind i den charmerende Louis Tomlinson, som hun blot tror er en sød fyr, der flirter med hende? Hvad sker der, når hun inviterer ham hjem til sig? Hvorfor vil den søde fyr, ikke afsløre sit ansigt for hende, nu hvor hun afslører sit?

101Likes
127Kommentarer
10013Visninger
AA

6. Sms

Mine øjenvipper klistrede til hinanden, men jeg tvang dem op med besvær. Jeg havde glemt at tage make-uppen af fra i går. Jeg havde faktisk glemt at tage det meste af. Extensions og smykker. Det eneste jeg havde været i stand til at få af, var min maske, da jeg allerede havde taget den af til ballet, mine pumps og min kjole, men kjolen lå oppe i min seng, og ikke hængt op på en bøjle, som jeg plejede at gøre med mine kjoler. Jeg havde været for træt i går, og med mine tanker et helt andet sted end på orden. Mine tanker havde hvilet hos Louis. Hele vejen hjem i en taxi, hele vejen op og ind i mit hjem, hele vejen hen til min seng. Jeg havde til og med drømt om os sidde på en bænk, og holde i hånden. Han med maske på, og jeg uden. En følelse af irritation skyllede igennem mig, men blev blandet af en stor nysgerrighed. Det var irriterende, at han ikke havde afsløret sit ansigt, men det var alligevel spændende og mystik, at han fortsatte med at holde hemmeligheden lidt endnu. Og hvorfor ville han egentlig det?

Mine tanker blev brudt, da Melanie mumlede et eller andet i søvne. Jeg gabte kort. Jeg havde også glemt at børste tænder. Min ånde lugtede virkelig fælt.

"Melanie," sagde jeg lavt. Jeg ville bare vide, om hun var vågen. Hun åbnede det ene øje lidt på klem.

"Kyssede I i går?" spurgte hun.

"Kysse efter fire timer? Det tror jeg ikke lige." Jeg satte mig op, og gabte igen. Jeg var virkelig udkørt trods, at jeg havde fået omkring tolv timers søvn.

"Det kunne da sagtens have været et kindkys." Hun rullede op på maven.

"Jeg fik kun et kram fra ham. Intet andet," sagde jeg sukkende. Jeg kunne godt mærke, at jeg godt ville have et kys. Eller måske bare en sms. Jeg spærrede øjnene op, og greb hurtigt min mobil ved siden af min hovedpude, hvor den altid lå. Jeg klikkede på en knap, og displayet lyste op. Ingen sms. Jeg sukkede stille.

"Hvad var det?" spurgte Mel.

"Han lovede, at han ville sende en sms til mig med hans nummer i, når han havde fået penge på sin mobil igen. Klokken er snart halv et..."

Melanie lagde armene om mig. "Det går nok, skal du se. Han sender dig en sms snart."

"Det håber jeg. Jeg vil bare gerne være hans ven..."

"Måske mere end det? Er du da ikke forelsket?"

Jeg tøvede. Kunne man godt blive forelsket efter fire timer? Det var fire timer, hvor vi havde snakket om al verdens ting, leet og danset. Måske var jeg ikke forelsket, bare smålun? Men jeg fik en dejlig fornemmelse inden i, når jeg tænkte på ham, og jeg tænkte hele tiden på ham.

"Jeg ved det ikke," endte jeg med at sige.

"Det er bare fordi, at du ikke tror, at man kan blive forelsket så hurtigt, ikke? Det kan man sgu godt! Kærlighed er en stærk følelse!"

"Jeg får sommerfugle i maven, når jeg tænker på ham..."

"Ja, og du har ikke engang set hans ansigt! Dét er kærlighed!"

Jeg smilede svagt. Hun havde ret. 

"Er din mor hjemme?" spurgte hun.

Jeg rystede på hovedet. Trods det var lørdag, var hun på arbejde, da hun var sygeplejerske. Selv i morgen, en søndag, skulle hun på arbejde, selv om det var en dag, hvor stort set alle holdt fri, men det var jo klart. Man kunne ikke slippe syge personer af syne, og lade dem klare sig selv en hel dag.

"Jeg er enormt sulten, kom." Melanie rejste sig op fra sengen, men jeg rystede bare på hovedet igen med en undskyldning om, at jeg ikke var sulten. Jeg var enormt sulten, ligesom Mel, men jeg havde ikke lyst til at rejse mig op. Jeg havde ondt i hjertet fordi Louis ikke skrev til mig.

Melanie hev dynen af mig, og fik mine ben ud over sengenkanten. Hun hev mig op at stå, men jeg lod mine ben bukke sammen, så jeg dumpede ned på sengen igen.

"Kom nu, Zoey. Du ser forfærdelig ud, din mave brøler i takt med min, og jeg er virkelig sulten!" Hun hev mig op at stå igen, og videre ud af værelset inden, at jeg fik mine ben til at bukke sammen igen.

"Jeg vil ikke!" Jeg lød og opførte mig som et barn, der ikke ville i seng.

Melanie slap min arm. "Du opfører dig virkelig barnligt." Hun lo lavmælt og kort ad mig. Noget velkendt bippede fra mit værelse, min sms-tone. Der gik ikke ét sekund før at jeg var nået ind på mit værelse igen. Jeg smed mig over på min seng, greb min telefon og fik displayet til at lyse op.

Besked fra mor, "hej skat, er dig og Melanie stået op?"

"Trolled," mumlede jeg for mig selv. Jeg skrev bare et sølle 'ja' til hende idet Melanie kom ind på værelset.

"Var det ham?"

"Nope, det var min mor," sukkede jeg. Melanie kravlede op i min seng, og stak en in-ear i mit øre. Helt ligsom da hun ankom i forgårs, hvor jeg ville væk fra huset, og hun fandt brochuren, der havde ført mig til Louis. 

Melanie havde valgt 'What Makes You Beautiful' på sin iPod, da hun vidste at den gjorde mig i bedre humør, og der kom også et smil frem på mine læber. Jeg lukkede øjnene i, og lagde mig til rette på sengen. Melanie lagde sig ned ved min side.

"Er du okay igen?" spurgte hun lavt.

"Ja," svarede jeg også i et lavt tonefald. Jeg havde det bedre nu. Louis skulle nok svare. Det var jeg overbevist om. Han sov sikkert længe, og var først stået op. Eller også var han nervøs for at sende en sms. Hvad hvis han troede, at jeg havde givet ham et forkert nummer for sjov? Og så sende en sms, vente i flere timer uden at vide, at jeg aldrig ville svare tilbage, fordi sms'en var blevet sendt til et nummer, der ikke var mit?

"Lad os gå ned og få noget mad." Jeg satte mig op, hvilket fik in-ear'en til at ryge ud af mit øre. Melanie hoppede energisk op fra sengen, og skyndte sig ned i køkkenet. Drevet på tanken om mad, selv om hun ingen energi havde, da hun jo ingen mad havde fået.

Jeg fik hurtigt ristet noget brød, skåret noget frugt, og lavet to kopper te, som jeg stillede på det lille sorte spisebord i køkkenet. Vi satte os ned og begyndte at spise. Eller rettere sagt, begyndte at æde som dyr. Melanie åd i hvert fald.

"Slap af, Mel," lo jeg ad hende. Hun kiggede op fra maden, og sænkede farten.

Min sms-tone lød igen oppe fra mit værelse. Jeg spærrede øjnene op. Det samme gjorde Mel, men mine øjen blev hurtigt normal størrelse igen. Det var sikkert min mor, der havde sendt et 'ok' tilbage.

"Skal du ikke op og se sms'en?" spurgte Mel overrasket.

Jeg rystede på hovedet. "Det er helt sikkert min mor, der har skrevet tilbage."

Melanie rejste sig dog, og gik op mod værelset. "Hvad hvis det nu var ham?"

Hun var nået ind på værelset, så jeg var nød til at hæve stemmen. "Helt sikkert!"

"Zoey!" skreg hun. "Det er ham! Det er ham!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...