Behind the mask? - One Direction

De fem populære drenge fra boybandet One Direction, har planlagt at tage til et maskebal, hvor de ikke behøver at have deres security op ad dem hele tiden, da maskerne skjuler, hvem de er. Hvad sker der, når Zoey, en helt normal Directioner, støder ind i den charmerende Louis Tomlinson, som hun blot tror er en sød fyr, der flirter med hende? Hvad sker der, når hun inviterer ham hjem til sig? Hvorfor vil den søde fyr, ikke afsløre sit ansigt for hende, nu hvor hun afslører sit?

101Likes
127Kommentarer
10010Visninger
AA

10. Overrasket veninde

Da jeg vågnede, havde jeg ondt i halsen. Jeg havde skreget af lykke ned i min hovedpude i går aftes. Måske også kysset min hovedpude lidt. På dynebetrækket hvor Louis ansigt var. Lige på hans mund. Gud, hvor jeg dog savnede ham. Duften af ham, hans arme omkring mig, hans bløde læber imod mine...

Jeg kom hurtigt på benene. Jeg skulle have truffet en beslutning, om forholdet imellem Louis og jeg skulle afsløres eller ej, jeg skulle ringe til Melanie og bede hende komme herover, så jeg kunne snakke med hende om alt, der skete i går, og så skulle jeg måske med hen, og møde de andre drenge, og høre dem øve sig til koncerten næste uge.

Jeg gik ned på badeværelset, og fik en hurtig etagevask. Jeg orkede ikke, at tage et brusebad. Mit hår var heller ikke fedtet, så det behøvede ikke at blive vasket. Jeg fandt mit tøj frem fra i går. Joggingbukserne og toppen, som jeg trak i efter, at have skiftet undertøj. Jeg satte mit hår op i en hårelastik, lagde en hurtig narturlig make-up, og ringede derefter til Melanie.

"Hvorfor skrev du ikke i går?" spurgte hun i telefonen. "Jeg ventede og ventede."

"Sorry Mel. Kan du ikke bare komme herover? Det er lettere, at sige det hele face to face, for der er virkelig meget at fortælle," sagde jeg.

"Fint." Hun lagde på.

Jeg fik spist morgenmad i ventetiden på hende. Jeg rejste mig op, gik ud i gangen og lukkede hende ind, da hun ringede på døren.

"Hey søde," sagde jeg og krammede hende. Hun smed hurtigt sine sko, og fulgte med mig ud i køkkenet.

"Okay fortæl!" Hun havde sat sig på en stol ved bordet. Jeg satte mig over for hende.

"Okay," startede jeg, "jeg inviterede Louis hjem til mig, som du jo ved. Da han kom, satte vi os ind i stuen og drak te. Vi snakkede lidt. Jeg begyndte at græde, da han spurgte ind til min far. Så lænede han sig over imod mig, tørrede mine tårer af mine kinder. Han var ret tæt på, så jeg tog chancen og kyssede ham." Jeg kunne ikke lade være med at smile over hele hovedet, da jeg fortalte det. Melanie hvinede lavt, og smilede også helt vildt.

"Hvor sødt! Fortæl mere!" bad hun.

"Han havde intet imod det, og så bandt jeg masken op..." Jeg trak tiden ud.

"Hvad så? Var han lækker? Kom nu!"

"Jeg kendte fyren bag masken." Melanie hævede sine øjenbryn.

"Louis Tomlinson."

Hun så forvirret ud. "Hvordan kom han ind i billedet?"

"Louis til ballet er Louis Tomlinson fra One Direction."

Melanie begyndte at le. "Yeah, som om. Hvordan så han ud? Var han lækker?"

"Ja for satan! Du synes selv han er lækker!"

"Jeg har aldrig set ham."

"Jo, for det er Louis fra 1D! Jeg lyver sgu ikke!"

"Zoey, der er ikke engang én procent chance for, at du nogensinde møder ham til et bal!"

"Jamen det gjorde jeg altså! Og ham med det krøllede hår, du mødte til ballet, er Harry! Harry Styles!"

"Du skal bevise før jeg tror."

"Jeg lyver ikke! Vi har været bedste veninder i flere år! Du ved jeg ikke lyver!"

"Men du kan joke!"

"Jeg joker ikke!"

"Jeg skal have et bevis."

Jeg sukkede, og tog fat i min mobil, da en sms blev sendt til den.

"Jeg kommer og henter dig om ti minutter, hvis du stadig vil med til prøven? Kys Louis," stod der i beskeden.

"Ja selvfølgelig! Kan Melanie komme med? Kys," skrev jeg tilbage.

"Ja, okay, vi ses," skrev han. Jeg kiggede op på Melanie. "Gør dig parat til at møde dem."

"Møde hvem?"

Jeg ignorerede hende, rejste mig op, skyndte mig op på værelset, hvor jeg fik skiftet fra joggingbukser til mørkeblå jeans, og fra top til en sort sweatshirt. Jeg gik ned til Melanie igen.

"Hvem skal vi møde?"

"1D."

"Helt sikkert." Hun gav mig et himmelvendt blik, men jeg løftede bare ligegyldigt på skuldrene, fik mine sko på, og tvang Melanie til at tage sine på.

Vi gik ud på gaden. En sort Mercedes med tonede ruder, kom trillende op ad vejen. Den standsede foran os, og jeg åbnede den bagerste bildør.

"Zoey hvad fanden laver du? Du kan sgu da ikke gå ind i en fremmed bil! Er du sindssyg? Hvad hvis der sidder en voldtægtsmand derinde?!"

Jeg gav hende et himmelvendt blik, og kiggede ind i bilen. Louis sad på bagsædet. Han smilede til mig, og vinkede mig ind. Jeg satte mig ind i bilen, og prøvede at hive Melanie med, men hun kæmpede imod. Til sidst overgav hun sig, da hun godt kunne se, at jeg ikke var bange for, at sætte mig ind i en fremmed bil. Hun lukkede bildøren efter sig, og vendte ansigtet mod Louis, der sad ved den anden bildør. Hendes øjenbryn blev skudt helt op i vejret, hendes hage skrabede næsten mod bilens gulv, og hendes øjne var lige så store som tallerkner.

"Luk munden, Mel. Du begynder bare at savle," sagde jeg. Jeg fandt diskret Louis' hånd, der flettede sine fingre ind i mine.

Louis rettede sit blik fra mig, og over på Melanie, som han smilede venligt til. "Hey."

"Er du... er du... er du Louis Tomlinson?!" sagde hun. Det så ikke ud til, at hun kunne fatte, hvad der foregik. Jeg kunne heller ikke selv, men tvang mit ydre til at se rolig og afslappet ud. Inden i svævede jeg dog på en lyserød sky, og havde det som om, at jeg var i en drømme-agtig tilstand.

Melanie rakte ud efter ham, og rørte ham på næsen. "Du er virkelig!"

"Selvfølgelig er jeg virkelig," sagde han undrende, og rynkede sine øjenbryn en smule. Jeg smilede undskyldende til Louis. Hun lænede sig tilbage igen, og holdt sig for munden. Måske for at holde et skrig tilbage. Hun så stadig chokeret ud. Louis lænede sig lidt frem i sædet, og bankede på den sorte rude, der adskilte forsædet fra bagsædet. "Bare kør, Joe," sagde han. Bilen satte i gang igen, og kørte af sted mod en adresse, som hverken jeg eller Melanie kendte.

"Hvor skal vi hen?" spurgte Melanie lavt. Hendes øjne var stadig på størrelse med tallerkner.

"Vi skal hen, og se dem øve sig til koncerten næste uge. Hov, i øvrigt, vi har fået biletter og backstagepas af Louis."

Det skulle jeg aldrig have sagt. Hun begyndte at måbe igen, og snappe efter vejret.

Jeg sukkede af hende. Hun var faktisk en smule irriterende, men min reaktion ville nok være en kopi af hendes, hvis jeg ikke tvang mit ydre til, at se rolig ud. Jeg kyssede Louis på munden, og hvilede mit hovede mod hans skulder.

"Kyssede I?!"

"Ja for pokker, Mel! Vi er kæreste!" Jeg kunne høre hende tage en dyb indånding.

"Undskyld Zoey." Hendes tonefald var roligt. Jeg kiggede ud af øjenkrogen. Hun smilede til mig. "Jeg forstår ikke, hvordan du kan være så rolig."

Jeg smilede hemmelighedsfuldt til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...