Behind the mask? - One Direction

De fem populære drenge fra boybandet One Direction, har planlagt at tage til et maskebal, hvor de ikke behøver at have deres security op ad dem hele tiden, da maskerne skjuler, hvem de er. Hvad sker der, når Zoey, en helt normal Directioner, støder ind i den charmerende Louis Tomlinson, som hun blot tror er en sød fyr, der flirter med hende? Hvad sker der, når hun inviterer ham hjem til sig? Hvorfor vil den søde fyr, ikke afsløre sit ansigt for hende, nu hvor hun afslører sit?

101Likes
127Kommentarer
10020Visninger
AA

9. Louis Tomlinson

Minder. Det hele fløj igennem mit hovede. Alle de gange, hvor jeg havde skreget mit ønske med Melanie. Alle de gange, hvor jeg blev irriteret over, at det aldrig ville gå i opfyldelse. Alle de gange, hvor jeg troede at jeg så, det jeg havde ønsket. Ønsket om, at se ham, møde ham.

Masken dumpede ned på sofaen, og videre ned på gulvet, hvor den knækkede midt over i to dele. Jeg var forvirret. En underlig følelse fyldte hele min krop. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere på det her. Jeg kendte ansigtet. Lidt for godt endda. Ansigtet var på plakaterne på mit værelses vægge, på CD'erne, selv på min hovedpudes betræk. Min ønske var blevet opfyldt. En del af mig var dog fuldstændig ligeglad med, at det var ham, hvilken status han havde i alverdens teenage pigers øjne. En anden del af mig, ville fangirle om lidt. Men jeg valgte at lade være. Han ville blive trist, hvis jeg begyndte at flippe ud over, at det virkelig var ham. Jeg valgte den anden side, den der var ligeglad.

"Louis Tomlinson?" sagde jeg. Jeg kom til at måbe, og tonefaldet var chokeret. Jeg lukkede hurtigt munden.

Han nikkede. Jeg tog en dyb indånding. Jeg måtte ikke finde den anden side, der ville fangirle.

"Hvorfor har du ikke fortalt mig det?" En rynke formede sig imellem mine øjenbryn.

"Zoey, jeg undskylder virkelig, men der var en god grund til det." Han kærtegnede min kind, men jeg rykkede ansigtet lidt væk.

"Jeg vil have en forklaring," sagde jeg. Han nikkede og smilede forstående.

"Til ballet fortalte du mig, at du var One Direction fan. De fleste piger skriger, når de ser mig eller nogen andre fra min gruppe. Det kan være af mange forskellige ting. Om de bare synes at vi er søde, eller fordi, at vi er kendte. Da jeg havde været sammen med dig i fire timer, faldt jeg nok en smule for dig... Jeg havde ikke mulighed for, at vise mit ansigt, da der var så mange andre ved ballet, men jeg havde heller ikke lyst til, at vise det. Hvad nu, hvis jeg havde vist mit ansigt og erklæret min kærlighed. Ville du så have taget mig fordi, at jeg var kendt? Eller fordi du virkelig var forelsket i mig? Jeg vidste ikke, om du var forelsket i mig. Da du spurgte om mit nummer, løj jeg for dig, Zoey. Undskyld. Jeg sagde, at jeg ikke havde flere penge tilbage på min mobil, trods at jeg faktisk lige havde tanket den op dagen før ballet. Jeg var usikker på, om jeg skulle sende dig en sms. Så ville du have mit nummer. Kunne give det ud til alle andre piger i verden. Dagen efter ballet, i dag, tænkte jeg grundigt over, om jeg kunne stole på dig. Jeg valgte at tage chancen, og så endte jeg hjemme hos dig. Jeg ville stadig ikke vise mit ansigt. Jeg ville vente på, at se, om du kyssede mig. Hvis du kyssede mig, vidste jeg at du elskede mig, og så ville jeg afsløre mig ansigt. Hundred procent sikker på, at du ikke tog mig fordi, at jeg var kendt, men fordi at du elskede mig. For du elsker mig, ikke?"

Jeg nikkede straks. Selvfølgelig elskede jeg ham. Ellers ville jeg aldrig have kysset ham.

"Og du forstår godt, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde?" spurgte han.

Jeg nikkede igen, og smilede. "Jeg forstår det fuldt ud."

"Godt." Han smilede også. Jeg rykkede mig helt hen til ham, så vores krydsede ben rørte hinanden. Jeg lænede mig over imod ham, og lagde min hånd på hans bryst igen.

"Er det underligt?" hviskede han.

"At du er en af mine største idoler? Ja, ja det er det. Men jeg er ligeglad. Selv om jeg godt ved, at du er Louis Tomlinson, et af mine største idoler, så ser jeg dig som en almindelig fyr. Min fyr. Min kæreste."

Han smilede leende, og kyssede mine læber kort.

Jeg krammede et stykke af hans trøje, der hvor min hånd lå på hans bryst. Han kyssede mine læber igen.

"Men nu forhindrer du mig vel ikke i, at høre 1D, vel?"

Han lod som om, at han tænkte grundigt over det, og et drillende smil spillede på hans læber.

"Nej. Det kan jeg jo ikke, nu hvor jeg tilfældigvis har to billetter til vores koncert næste uge, som er nød til at blive brugt, ellers er de jo spild."

"Til den der udsolgte koncert?!" Jeg måbede.

Han nikkede, og lagde armene om mit liv. "Forreste række. Og der kan nok godt smuttes nogen VIP-pas med billetterne."

"Seriøst?!" Jeg lagde armene om hans hals "Tusind tak!"

"Er det din første 1D koncert?"

Jeg rystede på hovedet. "Nej, det vil blive min fjerde. Men VIP er første gang."

Han gav mig et himmelvendt blik, og jeg trykkede mine læber imod hans. Han tog imod kysset, og smilede kærligt til mig.

"Jeg vil invitere Melanie med, hvis det er okay?" sagde jeg. Han nikkede.

"Du må gerne fortælle Melanie hvem jeg er, hvis hun kan holde på en hemmelighed."

"Det kan hun godt." Jeg stolede hundred procent på hende. "Vent... ham med krøllerne er Harry Styles, ikke?"

Han nikkede med hævede øjenbryn. "Ja?"

Jeg lo kort. "Melanie er lun på Harry Styles, som Harry Styles i 1D, men også som en fyr bag en maske... Jeg glæder mig til, at se hendes ansigtsudtryk, når jeg fortæller at de er den samme person."

Louis smilede halvleende. Jeg gemte mit ansigt i hans hulning, der hvor hals og skulder mødes. Jeg kyssede huden blidt, og han kørte en hånd ned over min ryg.

"Du' dejlig," hviskede jeg.

"Du er mest," hviskede han. Jeg kiggede op fra hans skulder, og trykkede mine læber imod hans. Jeg skillede vores læber med min tunge, og mødte hans. Han deltog hurtigt i legen. Jeg kærtegnede ham blidt i nakken, og ændrede snavet til normale kys, der var små og hurtige. Til sidst trykkede jeg mine læber imod hans i et langt ømt kys, og trak mig så væk for at møde hans øjne. Hans kærlige øjne, som jeg kunne sidde og kigge ind i dag ud og dag ind.

"Hvad er klokken?" hviskede han.

"Snart fem..."

"Så skal jeg snart hjem, søde." Han smilede et stramt skævt smil.

"Vi ses vel bare i morgen."

"Drengene og jeg skal øve til koncerten." Han kørte forsiden af en pegefinger ned ad min kind.

"Kan jeg ikke bare komme med?"

"Jeg kan snakke med de andre i morgen. Jeg skal nok sende dig en sms samt adressen, hvis det er okay, at du ser på."

"Du skal vel også introducere din nye kæreste?" Jeg smilede drillende, og kyssede hans læber blidt.

"Det skal jeg vel." Han gav mig et kys tilbage, slap mig og rejste sig op.

"Du kan bare sove her, hvis du vil?"

"Det kan jeg ikke, søde. Jeg skal snakke med min manager om dig. Om vi skal lade offentligheden vide, at vi er kærester. Vi skal også vide, om du gerne vil ses. Du bliver jo kendt, hvis vi fortæller offentligheden om dig. Du kommer med i sladderblade og så videre. Der bliver lavet sladder om dig, der ikke passer. Det er virkelig ikke noget, man ønsker. Du skal ikke svare i dag, om du vil eller ej, for du skal tænke det igennem. Godt og grundigt, okay?" Han bøjede sig ned og kyssede min pande. Jeg rejste mig op og nikkede forstående. Han tog min hånd og trak mig ud i gangen, hvor han fik sine sko på. Jeg omfavnede ham, og kyssede ham farvel. Jeg begyndte allerede at savne ham, trods at han ikke var trådt ud af hoveddøren endnu.

"Vi ses, ikke smukke?"

Jeg smilede rødmende, og vinkede til ham, da han var på vej ud igennem forhaven, og ned ad gaden. Jeg lukkede døren efter mig, ryddede af stuebordet i stuen, og gik op på mit værelse, hvor jeg smed mig i sengen. Jeg tog min mobil. Jeg havde lovet, at skrive til Melanie, når han var gået igen. Men jeg havde ikke lyst. Det var som om, at timerne med ham i dag var en hemmelighed. Han var en hemmelighed. Min hemmelighed. Jeg måtte godt fortælle Melanie om, at han var Louis Tomlinson fra One Direction, men jeg ville helst gøre det face to face. Jeg lagde mobilen fra mig igen, satte mig op, og kiggede rundt i værelset. Savnet efter Louis blev større, da jeg kiggede på plakaterne på væggene. Burde jeg rive dem ned, nu hvor han var min kæreste? Men det var vel ligesom billeder. Mange havde billeder af deres kærester. Kunne han overhovedet lide, at jeg var fan? Jeg sukkede stille, og rejste mig op, da jeg hørte hoveddøren blive åbnet. Min mor var kommet hjem. Burde jeg fortælle hende om Louis? Ville hun overhovedet tro på mig, at jeg var kærester med en kendt? Et teenage pige idol? Mit idol? Jeg valgte at lade være. Jeg kunne ikke ævle om, at jeg havde fået mig en kæreste. Det var vel det samme med offentligheden. Jeg skulle stadig tænke igennem, om jeg kunne holde sladderen ud. Hvis jeg sagde ja, burde vi stadig vente med, at fortælle offentligheden om forholdet. Hvad hvis forholdet slet ikke holdt? Det gjorde ondt i hjertet ved tanken om, at forholdet måske ikke ville kunne holde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...