Behind the mask? - One Direction

De fem populære drenge fra boybandet One Direction, har planlagt at tage til et maskebal, hvor de ikke behøver at have deres security op ad dem hele tiden, da maskerne skjuler, hvem de er. Hvad sker der, når Zoey, en helt normal Directioner, støder ind i den charmerende Louis Tomlinson, som hun blot tror er en sød fyr, der flirter med hende? Hvad sker der, når hun inviterer ham hjem til sig? Hvorfor vil den søde fyr, ikke afsløre sit ansigt for hende, nu hvor hun afslører sit?

101Likes
127Kommentarer
10009Visninger
AA

13. Forklaringen

Melanies P.O.V

 

Vi stod i en toiletbås. Zoey og jeg. Forpustede. Vi prøvede at få styr på vores vejtrækninger, og det skulle helst gøres lydløst. Vi havde fået, med held, sneget os herind i en bås på skolens toilet. Ubemærkede, heldigvis. Jeg vidste ikke, at det ville gå så hurtigt. Nyheden om at Louis havde fået en kæreste ved navn Zoey, var allerede trykt i det populæreste sladderblad, og sat ind på diverse 'sladder om kendisser'-websites. Takket være Louis' manager. Men en anden historie var også på diverse sladder-websites, og ikke fra Louis' manager, men fra en ukendt paparazzi. Han havde ligget på lur ved SME efter en tilfældig kendt, og havde fået taget et billede af Louis og Zoey, der holdt i hånden. Man kunne se deres ansigter på billedet, lidt slørede, men Zoeys frisure og måde at stå på, tog man ikke fejl af. Enhver idiot ville kunne ligge to og to sammen, den ene nyhed med Zoeys navn, og den anden med billedet, og være stensikre på at hende Louis holdt i hånden, var hans kæreste, og at det var Zoey. Jeg var også på billedet. Selv om popularitet og berømmelse lød godt, var det alligevel skræmmende. Specielt efter det, der skete lige før. De piger fra vores klasse og parallelklasse, der var Directioner,  stormede efter Zoey og jeg, da de så os. De råbte, at de ville have, at Zoey skulle forklare, hvordan det var sket, og at de ville have hendes autograf. Hendes autograf? Det var dybt latterligt. De fulgte bogstavelig talt i hælene på os, hvilket til sidst blev utrolig irriterende. Derfor skyndte vi os at smutte usete ind på toilettet og ind i en bås. Det gjorde, at vi missede den sidste time, men vi ville alligevel ikke have koncentreret os. De andre timer havde nogen af pigerne smidt papirskugler efter os, der indeholdt beskeder, og hvisket til os, der til sidst blev i et toneleje, som man talte i. Ja, det gik også ud over mig. Måske håbede de på, at jeg ville røbe noget, nu hvor Zoey intet sagde. Men der tog de fejl. Jeg sagde intet.

"Vi går en halv time efter, at klokken har ringet, okay?" hviskede Zoey og ventede på, at jeg bekræftede det. Jeg nikkede blot. Vi skulle helst undgå at sige alt for meget, så ingen opdagede, at vi sad herinde. Det eneste der røbede os, var den lille røde farve på låsen udefra, der oplyste om, at båsen var optaget. Men det var en småting, håbede vi.

Klokken ringede kort efter. lidt efter. Der gik nogen få minutter, og så kom piger ud på toilettet. Så sad vi der og lyttede til tis, der løb ned i lokummet. Ret klamt.

Efter tyve minutter havde alle forladt toilettet, og der kom ikke nye ind ad døren. Zoey og jeg åndede lettet ud. Ingen havde banket på vores dør, eller spurgt om alt var okay. Intet afsløret.

"Lad os gå. Jeg tror ikke, at der er flere." Zoey låste døren op, og trådte ud. Jeg fulgte efter hende, og hele vejen ud af skolen. De fleste havde forladt dem, og de resterende var ligeglade med os.

"Kom." Jeg stak min arm ind under hendes, så vi kunne gå veninde-gang.

"Hvor skal vi hen?" spurgte hun.

"På café. Jeg vil gerne snakke med dig om noget." Jeg kiggede på hende. Hun så pludselig nervøs ud. Jeg hev hende bare hen til busstopstedet, der stod lige ude foran skolen, og hev mit Oistercard frem fra min pung. Zoey hev også sti frem, og et kort øjeblik efter steg vi op i en af Londons karakteristiske røde busser, og steg af igen efter to stop. Zoey fulgte med mig ned af en gade, og derefter ind på en café, hvor vi fik et bord i et hjørne.

"Vi vil bare gerne bede om to kopper te, tak," sagde jeg høfligt til tjeneren, der hurtigt ekspederede os.

"Nå, hvad ville du snakke med mig om?" spurgte Zoey.

"Jo, eh..." startede jeg med et øjebliks tavshed, "det er om din måde at være på over for Louis."

Hun pressede bare sine læber sammen uden et ord.

"Jeg kender dig Zoey, og du opfører dig virkelig underligt. Du spiller falsk. Jeg forstår bare ikke hvorfor."

"Falsk?!" Man kunne se vreden skylle op i hende. Jeg vidste godt, hvordan jeg skulle tackle det hele. Jeg havde tænkt det godt igennem i går aftes, da jeg lå i min seng, og prøvede på at falde i søvn.

"Lad nu være med at blive vred. Jeg bebrejder dig ikke. Jeg vil bare gerne have en forklaring på det hele. Jeg har set dit fortrydende blik, når du kigger på Louis. Du fortryder at du opfører dig sådan. Men hvorfor? Jeg forstår det ikke. Du blev vildt hurtigt kærester med Louis."

"Vi kyssede!"

"Det er ikke ensbetydende med, at i så er kærester. Du kaldte ham din kæreste. Jeg tror aldrig, at Louis har kaldt dig sin kæreste. Niall spurgte godt nok, om du var hans kæreste, Louis havde fortalt om, men Louis har sikkert bare fortalt, at han kyssede dig. Ikke mere."

"Han fik vores forhold offentliggjort! Hvis vi intet," Zoey blev afbrudt af tjeneren, der kom med to kopper te og en regning, "hvis vi intet forhold havde, så var der jo intet af offentliggøre?!"

"Louis håber på, at det imellem jer vil udvikle sig til det rigtigt forhold. Zoey, han fortalte mig det."

Hun pressede læberne sammen.

"Hvorfor spiller du falsk?"

"Fordi jeg ikke vil miste ham!"

"Miste ham?"

"Ja! Vi to har set videoer med One Direction, hvor man kan få et indblik på deres personlighed. Jeg blev forelsket i fyren fra ballets personlighed, og da jeg så fandt ud af, at det var Louis, blev jeg endnu mere forelsket, da to personligheder, den fra ballet og den fra videoerne, smeltede sammen til én. Jeg kyssede ham. Jeg er godt klar over, at det ikke er ensbetydende med, at vi så bare blev kærester. Jeg tvang mig selv til ikke at fangirle, da han sikkert ikke brød sig om det. Jeg kaldte ham hurtigt min kæreste fordi jeg ikke vil miste ham, fordi at han var mit idol. Jeg var egoistisk. Tanken om, at jeg havde oplevet noget ingen anden Directioner havde, gjorde mig helt vild indeni. Jeg blev ligesom verdens største Directioner, og fik lyst til, at fortælle det til alle, så alle kunne se op til mig, og misunde mig. Det var virkelig egoistisk! Det er egoistisk! Jeg kunne godt se, at det var egoistisk, og fortrød det virkelig, men jeg blev så bange for, at miste ham, hvis han så mig fangirle, så jeg rev mine plakater ned, så han ikke ville frastøde, at hans kæreste stadig kunne finde på, at fangirle og være stor fan," forklarede hun i ét væk. Hendes ord smeltede næsten sammen til ét langt. Så hurtigt talte hun, men jeg forstod det nu godt alligevel. Hendes øjne blev våde at tårer, og hun kiggede mig dybt ind i øjnene. "Jeg sagde ja til, at vores forhold skulle offentliggøres, da jeg stadig ville have, at folk skulle misunde mig. Jeg tænkte slet ikke over det!" Tårerne flød over, og løb ned ad hendes kinder, men hun ignorerede dem, og at folk ville kunne se dem, og undre sig over det. Hun trængte til at græde, og hun gav sig selv lov til at græde. "Hvad er det jeg har gjort? Hvad er det jeg har gjort? Jeg er så ked af det! Hvad tænker Louis ikke? Åh gud, Louis! Han vil aldrig kunne tilgive mig!"

"Zoey! Rolig nu!"

Hun pressede sine læber sammen, og kiggede på mig med et blik, der udtrykte tristhed og fortrydelse.

"Hvad skal jeg gøre?" sagde hun. Hun kom til at slippe et hulk.

"Sige undskyld, selvfølgelig?"

Hun sank en klump og nikkede. "Jeg må gøre det i morgen."

"Hvorfor først i morgen?"

"Jeg vil gerne have hængt mine plakater op igen..." Hun smilede skævt. Jeg gav hende et lige smil.

"Godt at du har indset, at det hele var forkert."

"Tak fordi du tog mig i armen, og fik fortalt mig det." Hun bundede sin kop med te. "Jeg betaler." Hun fandt sin pung frem, og lagde det antal penge, vores te havde kostet samt nogle drikkepenge. Vi rejste os op, og smuttede ud til bustopstedet igen, hvor vi steg på en bus, og kørte mod Zoeys hjem. Jeg gik ud fra, at jeg godt måtte komme med, trods hun ikke have inviteret mig, men hun protesterede ikke, da vi kørte forbi det stoppested, hvor jeg plejede at stige af.

Vi fandt hurtigt hjem til hende, hvor vi smed hendes sko, og gik op på hendes værelse, hvor jeg hjalp til med, at indrette hendes værelse igen, så det lignede sig selv. Endelig var hendes værelse fyldt og trykt igen, og ikke tomt og kedeligt.

"Jeg er ked af det, jeg har gjort," sukkede hun, da vi begge dumpede ned på hendes seng, hvor Louis' ansigt nu igen var. Måske var det meget praktisk at have sin kærestes ansigt på sin seng. Eller måske var det en smule gustent?

"Det bliver sikkert godt igen, når du har fortalt ham det og sagt undskyld. Og måske burde du faktisk skifte sengelagen til roserne..."

Hun rettede blikket ned på Louis og smilede leende, nikkede stille og gav mig et knus. Hun var endelig sig selv igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...