Behind the mask? - One Direction

De fem populære drenge fra boybandet One Direction, har planlagt at tage til et maskebal, hvor de ikke behøver at have deres security op ad dem hele tiden, da maskerne skjuler, hvem de er. Hvad sker der, når Zoey, en helt normal Directioner, støder ind i den charmerende Louis Tomlinson, som hun blot tror er en sød fyr, der flirter med hende? Hvad sker der, når hun inviterer ham hjem til sig? Hvorfor vil den søde fyr, ikke afsløre sit ansigt for hende, nu hvor hun afslører sit?

101Likes
127Kommentarer
10008Visninger
AA

11. Du er falsk

Melanies P.O.V

 

Vi var inde i Sony Music Enterainment bygning. Sony Music Enterainment ejede pladeselskabet Columbia Records, som One Direction havde skrevet kontrakt med. Øvelokalet burde være i bygningen her. Jeg fulgte efter Louis, der holdt i hånden med Zoey. De havde sidder der og kysset i bilen, imens jeg kunne kigge på. Jeg følte mig overset af Zoey. Men var det nu fair? Hun var glad for Louis. Jeg kunne stadig ikke fatte, at min bedste veninde, var kæreste med et af mine største idoler. Det var gået hurtigt. Zoey var utrolig afslappet. Jeg kunne godt finde på at skrige, når jeg så Louis i øjnene. Men Zoey havde med et hårdt tonefald bedt mig om, at holde kæft.

Udover det, kunne jeg heller ikke fatte, at jeg var inde i en bygning, som man normalt ikke bare kunne komme vadende ind i, som vi gjorde, og at jeg snart skulle møde de fire andre, der var mine største idoler. Specielt Harry Styles. Søde Harry, med det charmerende smil. Jeg havde det som om, at jeg skulle kaste op, og min mave gjorde ondt. Jeg var nervøs og spændt.

Louis standsede foran en dør. Han åbnede den lidt, og stak hovedet ind. Han åbnede den helt, så Zoey også kom til syne. Jeg stod i baggrunden, og kiggede med over Zoeys skulder.

En producer kiggede sig over skulderen og smilede til Louis. De andre fra 1D stod i en lille rum over for, og snakkede. Der var glas imellem os. Der var vist spisepause. Niall havde en lille papæske med nudler i hånden. Eller også var der ikke spisepause. Det var bare Niall.

Drengene kiggede op. Niall var den første, der sprang ud af rummet.

"Hey! Er det hende fra ballet? Din kæreste?!" råbte han.

Zoey rødmede helt vildt, og Louis hev hende længere ind i rummet. Hun hilste ikke på dem ordentligt. Gav dem bare et hurtigt smil. Hun så genert ud. Men det var uhøfligt ikke at hilse. Det var det i hvert fald i mine øjne.

Jeg lukkede døren efter mig. Zayn, Niall, Liam og Harry rettede blikket mod mig. Da de kiggede på mig, udløste de en bombe. Jeg begyndte at fangirle. Ret voldsomt. Jeg hoppede rundt på gulvet og viftede energisk med mine arme, imens høje skrig slap mine læber.

"I ER ONE DIRECTION! FUCK HVOR VILDT!" skreg jeg. Jeg standsede på gulvet, og pegede på dem med strakt arm, og en strittende pegefinger.

Zoey gik over til mig, og fik mig hevet ud fra lokalet, selv om jeg kæmpede imod.

"Helt ærligt, Mel!" sagde hun irriteret. "Du er virkelig pinlig!"

"Jamen det er One Direction!"

"Ja?" Hun gav mig et himmelvendt blik.

"Jamen!"

"Du er virkelig pinlig. Kan du ikke forstå det?"

Jeg kiggede på hende med hævede øjenbryn. "Jeg har sgu da lov til, at flippe ud! Enhver anden Directioner ville flippe ud, hvis de stod tre meter fra deres idoler! Jeg forstår ikke engang, hvorfor du ikke skriger helt vildt."

"Øh, hvorfor skulle jeg?"

"Øh, fordi det er dine største idoler! På tredje dag står du bare og råsnaver en af dem! Du virker så... så falsk!"

Hun måbede og knyttede sine næver. "Hvad sagde du lige?!" Hun klemte sine øjne lidt i, drejede rundt på hælen, gik ind i lokalet igen, og lod mig være alene på gangen, hvor en del folk havde stukket hovedet ud, for at se hvem det var, der stod og skændtes på gangen.

Jeg fugtede mine læber. Kunne jeg være bekendt at gå ind til dem igen? Det prikkede i mine fingerspidser. Jeg ville gerne derind. Mine idoler var der, og de sang sikkert lige nu. Hvis jeg gik derind, ville de synge lige for næsen af mig uden piger der skreg i baggrunden, som til en koncert. Jeg lagde hånden på dørhåndtaget, men en anden åbnede døren inde fra. Det var Harry. Jeg trådte forskrækket et skridt tilbage, og begyndte at stamme, da jeg så ham direkte ind i øjnene.

"Kommer du ikke ind?" Han virkede okay, trods at jeg lige havde skreget over at se dem.

"Nej, jo, okay, fint, ja okay, ha ha, okay." Jeg lukkede munden på mig selv før, at det gik helt galt. Jeg smuttede bare rødmede forbi ham, og dumpede hurtigt ned i en stol derind. Han fortsatte videre ind i det andet rum, hvor de fem drenge skulle synge ind i en mikrofon.

"Hvorfor øver de ikke på en scene?" spurgte jeg produceren.

"Der var noget galt med scenens lyd, så deres manager spurgte, om de kunne øve her."

"Nå," nikkede jeg forstående. Han fik dem i gang med sangen, men lyden kom kun ud igennem hans høretelefoner, han havde på hovedet.

"Kan du få dem til, at synge igennem højtalerne?"

Produceren nikkede, og klikkede på en knap, der fik deres stemmer til at strømme ud igennem højtalerne.

"... would walk down the aisle, I would swim all the oceans just to see you smile!" sang Liam.

"Whatever it takes is fine!" sang Harry.

Mine øjne blev våde af glædestårer. Det var så anderledes i forhold til en koncert. Tænk at jeg fik lov til, at opleve det her!

Zoey sad i en stol på den anden side af produceren. Jeg kiggede diskret over på hende. Hun havde blikket rettet ned, og blinkede vildt med øjnene. Hun græd også af glæde. Hvorfor viste hun det ikke? Harry, Zayn, Niall, Liam og Louis ville helt sikkert blive glade over, at vi elskede det, de levede for.

Jeg rettede blikket væk fra hende igen, og smilede stort til dem. De skulle i hvert fald se, hvor glad jeg var for deres musik.

Efter to sange, bad de os om, at forlade lokalet, da der ellers ikke var noget sjov ved koncerten. Vi skulle jo stadig have spændingen efter, hvilke sange de havde valgt at synge.

Zoey var ret fraværende på gangen, da vi sad og ventede på, at de ville blive færdige. Jeg havde ikke lyst til, at undskylde for, at jeg kaldte hende falsk. Jeg kendte hende for godt. Hun var falsk. Hun spillede. Jeg var sikker på, at jeg havde ret. Men hvorfor gjorde hun det?

Jeg betragtede hende. Hun så fortrydende ud over et eller andet.

Louis åbnede døren inde fra rummet. Hendes ansigt ændrede sig straks til et sødt kærligt ansigt. Sødt, kærligt og falsk ansigt. Jeg var nød til, at finde ud af, hvorfor hun spillede. Det var synd for Louis, hvis hun faktisk ikke elskede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...