Behind the mask? - One Direction

De fem populære drenge fra boybandet One Direction, har planlagt at tage til et maskebal, hvor de ikke behøver at have deres security op ad dem hele tiden, da maskerne skjuler, hvem de er. Hvad sker der, når Zoey, en helt normal Directioner, støder ind i den charmerende Louis Tomlinson, som hun blot tror er en sød fyr, der flirter med hende? Hvad sker der, når hun inviterer ham hjem til sig? Hvorfor vil den søde fyr, ikke afsløre sit ansigt for hende, nu hvor hun afslører sit?

101Likes
127Kommentarer
10011Visninger
AA

5. Afslørelse af ansigt

"Jeg henter lige to drinks. Du bliver her, ikke?" Han blinkede til mig, og forsvandt over til et langt bord, der netop var blevet fyldt nye drinks på. Melanie greb muligheden for, at snakke med mig, da jeg havde været optaget af Louis de sidste tre timer. Vi havde fået snakket og grinet rigtig meget. Han var charmerende og humoristisk. Jeg overvejede kraftigt, at give ham mit mobilnummer. Jeg ville ikke give slip på ham, og huske ham som fyren uden ansigt. Jeg ville se hans ansigt, dog ikke nu, jeg elskede hans mystiske jeg, trods at han var virkelig åben.

"Kører det for dig?" spurgte Melanie drillende. Jeg nikkede bare med et smil på læberne, uden rigtig at opfatte hendes drilleri.

"Han er virkelig dejlig..." Min stemme lød næsten som en prinsesses, der talte til alle dyrene i et eventyrland med en lys sukkersød stemme.

"En af hans venner er også ret kær." Melanie vendt ansigtet over mod en fyr med mørkt krøllet hår.

"Gå dog over til ham, Mel."

"Jamen jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme i snak med ham." Hun sukkede over sig selv. "Jeg kan jo ikke bare træde ham over foden, som du gjorde på Louis, og så komme i snak."

"Bare start en snak? Ved du hvad han hedder?" spurgte jeg. Mel rystede på hovedet, og sukkede igen, dog meget tungere.

Jeg betragtede fyren. Han havde en blå maske på. Resten af Louis venner kunne jeg ikke se så godt. Der stod nogen mennesker foran dem. Jeg kunne dog se, at en havde en lilla maske på, en havde en rød på, og en anden havde en blå på, som fyren med krøllerne, dog var den blå farve mørkere, så maskerne ikke mindede for meget om hinanden, gættede jeg på. Der var noget ved de fem farver, der fik en klokke til at ringe i mit hovede. Alligevel kunne jeg  ikke finde sammenhæng med noget.

Jeg kunne se, at Louis kom over til dem, og snakkede med dem et kort øjeblik. Derefter vendte hans næsen over imod os. Jeg blev grebet af en smule panik.

"Mel, ser jeg ordentlig ud? Ser mit hår underligt ud? Sidder min kjole forkert? Er min læbestift tværet ud?" Jeg væltede hurtigt nogen spørgsmål ud over Mel, som hurtigt tog hænderne op for at stoppe mig.

"Nej, Zoey. Du ser fin ud!"

"Er der noget galt?" Louis var nået over til os, og Mel forsvandt hurtigt. Sikkert for ikke at forstyrre os. Han rakte mig en cocktail, som jeg tog imod. Den var lyserød, og et lille spiralformet stykke appelsinskrald, var sat fast i glassets kant. Louis cocktail var derimod blå med et lille spiralformet stykke limeskrald sat fast i glassets kant.

"En coctail til kvinderne, og en cocktail til mændende," sagde Louis, da han lagde mærke til mit blik, der studerede dem.

"Hvorfor?" spurgte jeg. "Er der da mere alkohol i mændenes?"

"Jep," svarede Louis.

"Lad os bytte!" udbrød jeg ivrigt og krævende. Louis var nær ved at tabe sin cocktail af bar overraskelse. Spørgsmålet i hans blik var tydeligt: "Er hun alkoholiker?"

Jeg begyndte at le. Louis havde joket og drillet mig hele aftenen. Nu fik jeg endelig hævn over ham, og mit smil var også yderst tilfredsstillende. Der gik et øjeblik før at det så ud til, at Louis forstod det hele. Han begyndte også at le, heldigvis. Han havde lagt kommentaren om, at han elskede piger med humor.

"Drik nu bare den skide cocktail," endte han med at sige. Han nippede selv til sin blå. "Uha, ja, der er meget alkohol i."

Jeg fik stoppet mit grin, og nippet til min cocktail. "Den smager lidt af... jordbær og appelsin, samt alkohol selvfølgelig."

"Min smager... blåt." Louis rynkede sine øjenbryn svagt, og nippede lidt mere til den. "Er min tunge blå?" Han rakte sin tunge ud, der var utrolig blå. Jeg nikkede og rakte tunge tilbage. Han smilede. Et fantastisk smil, jeg hurtigt var begyndt at holde af.

"Ved du hvad klokken er?" spurgte jeg, og nippede lidt mere til min cocktail.

Louis hev sin iPhone op ad sin bukselomme, og klikkede på en lille knap, der fik skærmen til at lyse op. "11.34 pm."

"Så har jeg stadig en halv time endnu. Ballet slutter ved tolv-tiden, ikke?"

Louis nikkede, og vendte blikket mod hans fire venner, der stod lænet op ad væggen, eller hang på en eller anden ukendt person. "Jeg skal også hjem på det tidspunkt med de andre drenge. De ser ret færdige ud." Han smilede skævt ad dem.

"Vil du med udenfor i den sidste tid? Der er ret varmt herinde," spurgte jeg og fjernede mit hår der klistrede til min hals.

Louis nikkede. "Gerne." Han så også ud til, at have det ret varmt. De små svedperler på hans pande talte tydeligt.

Han tilbød sin arm med et smil, og jeg tog imod den med rødmende kinder. Han førte mig ud af salen og uden for dørene, hvor man kom ind. Der stod bænke rundt omkring, der allerede var væk under mennesker. Fulde og ædru. Vi smuttede over til en grøn bænk, der var tom, som vi satte os ned på. Jeg havde det allerede køligere, og det blev endnu bedre, da en brise løb ind over os. Jeg slap Louis' arm, og lænede mig tilbage mod bænkens ryglæn. Mine øjenlåg gled i, og jeg sukkede let.

"Du Louis?" sagde jeg lavt, og åbnede mine øjne.

"Ja?" spurgte han, og så spørgende på mig, med hans smukke blå blik.

"Kan jeg få dit mobilnummer?" Jeg smilede spørgende. Han så tænkende ud et øjeblik. Mit hjerte hamrede løs. Hvad hvis han sagde nej? Det ville være pinligt. Men alligevel, hvorfor skulle han sige nej? Han havde holdt mig ved selskab i snart fire timer uden, at fjerne blikket fra mig i længere tid. Vi burde godt kunne udveksle numre, som venner. Bare venner.

Jeg smilede ved tanken om, at vi var venner.

"Ja, selvfølgelig." Han rakte mig sin iPhone efter, at han havde låst den op. "Bare tilføj en ny kontakt, og skriv dit navn samt nummer. Så skal jeg nok sende dig en besked til dig med mit nummer i."

Jeg tog imod hans mobil, og tilføjede en ny kontakt, hvor jeg først skrev 'Zoey' og derefter hele mit nummer. Jeg kiggede på klokken, der viste 11.58 pm, og rakte ham mobilen igen,

"Sender du en besked nu, så?" sprugte jeg smilende.

Han tøvede kort. "Nej, jeg har ikke flere penge tilbage på min mobil."

"Nå, okay." Jeg smilede forstående, og rejste mig op. Kirkeklokkerne begyndte at larme, for at fortælle byen, at det var midnat nu. Louis rejste sig også op. 

"Vil du med ind igen? Jeg skal finde drengene, så vi kan komme hjem ad."

Jeg nikkede ja til hans spørgsmål, og fulgte efter han indenfor igen. Melanie kom os i møde. Hendes øjne svømmede rundt i hovedet på hende.

"Jeg vil hjem, Zoey." Hun kiggede sløvt på mig, hikkede en enkelt gang, og lænede sig op ad mig med en arm på min skulder.

"Jeg henter lige drengene," sagde Louis hurtigt og forsvandt. Jeg nikkede bare, og sukkede af Melanie.

"Rejs dig op, og ring efter en taxi, Mel." Jeg skubbede hende op, og lagde min mobil i hendes ene hånd. Hun vaklede over til en polstret bæml, som hun dumpede ned på. Jeg fjernede blikket fra hende, velvidende at hun ville ringe efter en taxi, så jeg kunne kigge efter Louis. Jeg håbede inderligt, at han ville sende en sms til mig i morgen. Men hvad hvis han snød mig? Løj om, at han ikke havde flere penge tilbage, så han kunne slippe for at give mig sit nummer? Måske ville han ikke holde kontakten med mig, og helst slippe for mig efter den her aften?

Han kom tilbage med de fire andre fyre. De havde ikke fjernet deres masker, selv om der var mange andre gæster, der havde fjernet deres. Jeg havde heller ikke fjernet min maske. Burde jeg fjerne den? Louis burde se mit ansigt. Jeg var godt nok ikke selv tilfreds med det, men måske ville han synes, at det var kønt?

De nåede hen til mig. Jeg ventede på, at drengene ville gå, hvilket Louis nok godt kunne mærke.

"Drenge, bare gå i forvejen," sagde han til fyrene, som forlod salen. Melanie sprang straks op, og fulgte i hælene på dem.

"Louis?" Jeg pillede ved elastikken under mine extensions.

"Ja?"

"Jeg vil gerne vise dig mit ansigt, så du virkelig ved, hvordan jeg ser ud."

Han så en smule overrasket ud. "Okay så. Det er måske også meget rart, at få et ansigt på dig." Han smilede opmuntrende, og jeg hev masken op over hovedet.

Først kiggede jeg ned. Jeg havde ikke lyst til at se han i øjnene. Hvad hvis han synes, at jeg var det grimmeste menneske på hele jorden? Måske ville jeg miste ham?

"Hvor er du smuk!" udbrød han. Jeg kiggede straks op, og skulle til at sige, at han skulle holde kæft, når det ikke passede. Jeg var aldeles ikke smuk. Men jeg kunne se ærligheden i hans øjne, og det varme smil gjorde det endnu bedre. Han synes virkelig, at jeg var smuk.

"Tak," hviskede jeg. Jeg rømmede mig dog, og sagde det lidt højere.

"Louis kom nu!" råbte en fyr med lyst hår. Louis gav ham peace-tegnet, men nok mere som et tegn på 'to minutter mere'.

"Nå, vi ses nok igen. Jeg skal nok sende dig en sms," sagde han. Jeg rakte armene ud efter ham i et kram, men tøvede, han sluttede det dog af og krammede mig farvel. Derefter begyndte han at gå mod udgangen.

"Jamen, skal du da ikke afsløre dit ansigt?!"

Han vendte sig om. "Nej! Det vil forblive en hemmelighed lidt endnu!" Han smilede hemmelighedsfuldt, og forlod salen samt mig med et hjerte, der bankede hurtigere end normalt, og med en anden betydning end overlevelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...