Løvernes konge

Længe efter Uru, Kongeklippens første dronning, Mufasa, Kongeklippens stærkeste konge, og Simba, Kongeklippens største konge. Levede løverne i fred og harmoni med hinanden. Kiara og Kovus børnebørn, Malkia og Taka er små legesyge løveunger. De ved ikke at deres far, Mohatu, snart skal vælge én af dem til at blive Kongeklippens nye konge eller dronning. Mohatus kone, Malkia og Takas mor, Nyota, vil ikke have at der bliver valgt mellem hendes børn. Ikke efter det der skete med Scar og Mufasa for mange år siden. Scar blev sur fordi Mufasa blev valgt, så han endte med at slå sin egen bror ihjel.

Vil Malkia ende med at blive Kongeklippens dronning efter sin mor, eller bliver Taka den nye konge efter sin far.

24Likes
29Kommentarer
7463Visninger
AA

4. Vandhullet

Det var den varmeste dag på Kongesletten, Malkia og Taka havde brugt hele eftermiddagen på at dase ved vandhullet med deres mor og de andre løvinder. 

''Pokkers fluer.'' Sagde Malkia og snappede ud efter en flue der sværmede ved hendes øre.

''Pokkers varme.'' Stønnede Taka og drak det lunkne vand fra vandhullet.

Det lille vandhul var pladseret mellem nogle klipper som løvinderne altid lå på. Et stort træ stod i midten og spredte en mild skygge over løverne. 

''Jeg tror at dagen i dag bliver dagen jeg dør.'' Klynkede Taka. 

''Så hop i vandet.'' Sagde Malkia irriteret, hun var efterhånden godt træt af Takas brokkerier over vejret. 

''Er du sindsyg!'' Udbrød Taka. ''Vand drukner løver som os.'' Sagde han, og gik helt tæt på vandet for at dyppe sine tørre poter.

Malkia kiggede på ham og fik en idé. Hun rejste sig og lagde sig i jageposition, hun knurrede med et smil og løb så hurtigt hun kunne ind i Taka der faldt i vandet.

Taka skreg som kun Taka kan og kastede sig tilbage på bredden. Takas feminine skrig og Malkias hysteriske latter vækkede de sovende løvinder og løveunger. Nyota sukkede og hoppede ned fra sin soveplads, og gik hen til Taka for at slikke ham ren. 

''Malkia, du ved at din far har forbudt dig at gøre Taka bange.'' Sagde Nyota kærligt.

''Jeg blev ikke bange!'' Forsikrede Taka, og rystede sig.

Malkia som lige havde grinet færdig begyndte igen.

''Blev du ikke bange?'' Grinede hun.

''Du tissede næsten i din pels.'' Sagde hun, og faldt om på ryggen af grin igen.

 

''Hvad er det jeg hører, Malkia?'' Spurgte Mohatu da Malkia og Taka kom hjem til Kongeklippen.

''Gjorde du nu Taka bange igen?'' Sukkede han. 

''Jeg blev ikke bange!'' Udbrød Taka og satte sig med en sur mine.

''Det er også ligemeget nu.'' Sagde Mohatu og vendte sig for at gå ind i hulen. 

Nyola kom ud af hulen og mødte Mohatu. De sagde noget til hinanden, men hverken Taka eller Malkia kunne høre det.

''Mor ser vred ud.'' Sagde Taka og kiggede bekymret på Malkia.

Mohatu vendte sig og gik tilbage mod Malkia og Taka, Nyota fulgte efter og satte sig med Mohatu foran de to unger.

''Jeg har noget jeg skal snakke med jer om.'' Annoncerede Mohatu og sukkede.

Nyota kiggede vredt ned i jorden, hun trak vejret hårdt og hurtigt. Det var meget sjældent at Nyota blev sur, hun var normalt en meget tålmodig og kærlig løvemor.

''Jeg vil gerne snakke med jer én ad gangen.'' Sagde Mohatu, og signalerede til Malkia at hun skulle følge efter ham.

Malkia gik langsomt og nervøst med sin far. Mon han skulle forlade dem? Tænkte Malkia, men rystede hurtigt tanken væk. Det måtte ikke ske. 

Mohatu gik over til busken som Malkia og Taka kravlede under dagen før. Hvad mon de skulle på  toppen? Tænkte Malkia og kiggede på sin far der uden besvær masede sig igennem til tykke busk. 

Hun fulgte efter, men valgte at kravle under busken som hun gjorde dagen før, og sammen gik de i stilhed op af stien, op til toppen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...