På beøg i Helvede

Alexandra er et vidunderbarn. I hvertfald set i de voknes øjne. I skolen er hun rigtig god og hjælpsom. Også derhjemme. Hun bliver mobbet med det, kaldt en nørd.
Men et uheld sker, og Alexandra lander i Helvede. Der finder hun hurtigt ud af hvordan tingene fungere, og hun får både venner og fjender. Desværre, kan hun jo ikke blive der for altid, og hun må skynde sig, for tiden er knap. Frygtelige ting sker, og hvis ikke Alexandra hjælper, ja, så bryder Helvede løs.

3Likes
3Kommentarer
747Visninger
AA

2. En rædsom dag

 

Jeg krøb forsigtigt sammen i fosterstilling på pigetoilettet. Længere nede af gangen, kunne jeg  høre Kia og hendes slæng. Jeg gjorde mit bedste for ikke at komme til at sige noget.”Hun er bare så barnlig, tænk, at hun samler på sten!” sagde Kia. Marmorsten, rettede jeg hende  inden i mig selv. Jeg følte et kick i maven af at høre den sætning. Det var da ikke barnligt, at samle på marmorsten, var det? Det var min mor og jegs hobby, da hun levede. Pludselig kunne jeg mærke en tør trang til at nyse. Typisk. Pludselig kunne jeg ikke styre mig længere:   ”Aaathju!” lød det fra mig. Åh, lort.                                                                                                                                                          ”Hørte I det?” spurgte Kia. De var kommet helt ned ad gangen, og standsede ved toilettet.  Jeg turde knap trække vejret. Jeg kunne se dem bag væggen jeg sad ved. ”Hun er derinde,” hviskede Kia, og pegede ind på toilettet. De andre piger fnisede. ”Totalt taber,” sagde Claire, det nyeste medlem af slænget. Faktisk kaldte jeg dem for ”Barbierne”.                                                                ”Huu, sidder du nu og græder igen, lille Alex? Bare kom frit frem! Vi skal nok trøste dig,” sagde Kia. Fnis, fnis. Ja, som om. De ville bare drille mig. Med mit hår, måske? Jeg vidste det ikke. Jeg var sådan set også ligeglad. Men jeg ville bare hjem. Vi havde fået fri for mindst en halv time siden, og jeg havde bare siddet her, bange.  Så jeg krøb frem fra mit skjul, og gik ud på gangen hvor de stod. ”Skrid, og lad mig være, Kia,” hviskede jeg tørt. Mine øjne var røde af at have grædt. ”Sødt,” sagde hun og smilede falsk. ”Killingen vil lege med tigeren.” Og så løb jeg. Ud i regnen, der styrtede ned udenfor. Hjem. Hvor jeg kunne læse i fred, lave lektier i fred, og samle sten i fred, uden at nogen mobbede mig med at jeg var en taber, eller nørd, eller var elendig. Jeg prustede og pustede, og løb hele vejen hjem til vores lille hus. Jeg var ikke helt sikker på at min far var hjemme. Men jeg havde nøgle på mig, så jeg var ligeglad. Låsen gav efter, og jeg brasede ind. Jeg stoppede op. Hvad var det for lyd? Lyden af… Vand der dryppede. Forsigtigt gik jeg ud i køkkenet, og så at vandhanen dryppede. Vasken var fuld, og der var vand på gulvet. ”Pis,” mumlede jeg. Pludselig kimede telefonen bag mig. Jeg var i gang med at tørre gulvet af, med en hel rulle pair. Det var utroligt så meget vand der var! Jeg rejste mig forsigtigt, og gik hen til telefonen.                                                                                              ”Hallo?”                                                                                                                                                           ”Alex, er det dig?” spurgte min far nervøst i telefonen.                                                                             ”Ja, hvad er der, hvor er du?”                                                                                                                                         ”Hør, Alex. Jeg er kommet i fængsel.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...