Volden med Kasper

Dette er min egen historie som er helt 100 procent ægte, som handler om min eks kæreste Kasper, der startede med at være helt fantastisk, og dejlig, og stadig idag nok vil være min store kærlighed, til at være fuldkommen voldelig, og skadende mod andre. Mange vil nok ikke tro på det, men nu kommer den for første gang ud på skrift.
Volden begyndte fra jeg var 15 til 16, og fortsatte endda længere.

6Likes
7Kommentarer
1145Visninger
AA

3. Dumle og Kasper indbyrdes.

Branden tog hårdt på mig, eftersom jeg sad der fuldstændig forsvarsløs, og ventede. Ventede på at hjælpen ville komme, men der var ingen hjælp at hente. Dumle kom .. få timer efter, og så mig sidde der, og blev fuldstændig mundlam over situationen, men han hjalp mig så godt som han kunne. Jeg blev sendt hjem af, uden at vide hvor Dumle så ville bo og hvor han ville befinde sig derefter. Jeg sad blot i min egen verden på værelset i flere dage, uden at røre en finger, og blot være i min chokkerede egen verden. Det måtte simpelthen ende det her, på et eller andet tidspunkt skulle det da ende? Var der ikke nogen udvej? Tankerne begyndte straks, de sædvanlige tanker. Vil det her ende godt? er jeg det værd? Hvad sker der nu med mit liv? Hvordan bliver det hele bedre? og så kom tanken.. Selvmord. Jeg havde sku ingen anden udvej, der var ingen der ville hjælpe, udover Dumle, og jeg har jo intet at miste. Derfor valgte jeg at skære i mig selv, og jeg kunne jo ikke mærke smerten, og blodet begyndte at løbe. Mit håndled blev skåret op, og jeg følte det hele nok skulle blive bedre, så jeg lagde mig blot ned i sengen, og lod det bløde. Jeg begyndte tydeligt at drømme, drømme langt væk, hvor jeg egentlig ikke var til stede. Det næste jeg husker er at jeg vågner op på hospitalet, hvor jeg er blevet syet godt og grundigt sammen, så jeg slet ikke må røre mit håndled overhovedet, og jeg er blevet dopet med smertestillende. Jeg var godt nok langt væk, og det virkede som om at det var der mine forældre ligesom begyndte at gribe ind.. Eller sådan troede jeg det skulle være. Men sådan var det slet ikke, for mine forældre valgte at gøre som de altid gjorde, bare lade som ingenting. Normalt ville man også tænkte, at hvis man vågnede op på et hospital, efter at have forsøgt at slå sig selv ihjel, så ville hjælpen vel komme? - Men ingen hjælp var der at komme efter, jeg kom til psykolog, og var der 2 gange, indtil jeg overhovedet ikke kunne tolere ham, og så gik jeg ellers i min egen verden igen, uden hjælp nogen steder. Dumle havde jeg forsøgt at ringe til inde på hospitalet, eftersom jeg ikke kunne ligge derinde mere, og han tog ind og besøgte mig, hvor jeg så kom hjem derfra, mine forældre ville jo ikke kører mig hjem, de skammede sig over mig. Dumle fortalte en masse ting, i et forsøg på at muntre mig op, men altså. Opmuntring havde jeg vidst ikke brug for, for det hjalp ikke rigtig noget. Mit liv fortsatte som det skulle fortsætte, og jeg havnede i skolen igen, uden nogen gav lyd fra sig overhovedet, hverken Dumle eller Kasper kontaktede mig, og jeg følte mig igen så alene. Der gik en måneds tid, hvor jeg blot eksisterede, uden helt at eksistere, og så brød helvede løs. Kender i ikke det når man siger 'stilhed før stormen'? sådan var det lige præcis. Helvede brød løs endnu en gang, dog havde jeg intet med det at gøre. Dumle og Kasper endte med at komme op og slås flere gange om ugen, og Kaspers venner var kommet med i kampen, så det blev virkelig så voldsomt, at de begyndte at bruge knive mod hinanden. Jeg fik først fortalt det hele, efter jeg blev ringet op af Dumle, der lå på hospitalet, fordi han skulle lige pludselig operares efter de slåskampe han begav sig ud i. Tilsyneladende var Dumle blevet skudt i skulderen, og var blevet operaret 2 gange, for at sørge for han kunne bruge sin arm igen. Det viste sig så alligevel, at hans arm aldrig rigtig er blevet sig selv igen, så han kan kun løfte armen halvt, og ikke strække den helt ud. Nu var det simpelthen nok! Jeg var træt af det skulle gå så galt som det skulle gå, eftersom det tilsyneladende hele tiden skulle være min skyld, og det er jo mit værk, det var jo mig han blev forelsket i? Derfor pakkede jeg mine ting på værelset, for så at tage ud til Kasper, og fortælle ham en ting eller to, selvom det selvfølgelig var utrolig dumt, men altså sådan var det jo bare. Jeg vidste godt, eller jeg havde indset, at jeg ikke skulle hjem igen efter det her. Men jeg ville gøre forsøget. Derfor kom jeg indenfor i hans lejlighed, og han var tilsyneladende ikke alene, Kaspers venner var også på besøg, hvilket var et stort held. or not! Idet jeg kom ind og døren blev lukket bag mig, kom to af hans kammerater og sørgede for at få mig helt op af den ene væg, mens Kasper kom tilbage med en pistol, og jeg så direkte op i øjnene på ham. Mens vi begyndte at snakke. Kan ikke huske i detaljer hvad vi snakkede om, eftersom jeg har fortrængt rigtig meget af det hele, og derfor er det ikke så detaljeret. Men han plantede pistolen mod mit lår, efter at han havde bedt mig om at få Dumle til at skride af helvede til, og så trykkede han på aftrækkeren, og jeg måtte så kravle ud af lejligheden, indtil jeg blev fundet. Hospitalet hjalp mig endnu en gang, og jeg gik på krykker i en måneds tid, og der var igen yderst stille i den måned. Som mange så vil spørge om, da jeg har fået spørgsmålene så mange gange. Hvor er politiet henne i det her? - Mit svar vil hurtigt være. At ingen har turde rive politiet ind i det, eftersom alle har haft lidt af en kriminel fortid, og der simpelthen ikke ville være beviser nok på Kasper at han havde gjort alt det han havde gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...