Et liv som Rebecca

Et liv som Rebecca, forklarer hvordan hendes liv har været i lang tid.
Det har været en dansk lektie, da jeg gik i sjette klasse, jeg har nu rettet den, det jeg har set, og håber den er god og forstålig!
Jeg vil sige, hvis der er små børn under 11 burde de ikke læse den. Der er flere voldsomme ord... På eget ansvar.

3Likes
4Kommentarer
849Visninger
AA

5. FEM

Vi tog Julias bil og kørte så hjem til hende. Mens vi kørte drak vi nogle af vores drinks. Da Julia steg ud af bilen, var hun ved at falde på de kolde og glatte is på vejen. Hun advarede mig mod at falde.

”Ja, ja. Jeg falder ikke,” sagde jeg, som om jeg vidste hvad jeg lavede. Jeg åbnede døren, satte mine fødder på isen og vendte mig om. Jeg syntes altså ikke, at der var glat. Jeg smækkede døren i og gik med trofaste og modige skridt hen mod Julia. Da jeg nåede til Julias bils dæk gled jeg.

”SHIT!” skreg jeg højt og skingert, hvorefter jeg susede, væltende ind under en andens bil. Jeg slog samtidig hovedet ind i Julias bil og ned i isen. Julia skreg også og løb hen mod mig og var selv ved at falde gentagende gange, men støttede sig op af sin bil. Hun så mig i øjnene og blodet som flød ud på isen.

Julia skreg igen og løb hen til det nærmeste hus. Hun hamrede, bankede og ringede på døren, en mand på omkring fyrre kom og åbnede døren for Julia.

”Skynd dig! Kom og hjælp!” råbte hun i gråd. ”Min veninde er faldet på isen , hun ligger under en fandens bil! Hun har fucking hul i hovedet!” græd hun, hun var lige glad med om hun bandede. Hun skyndte sig tilbage til mig med forsigtige, men hurtige skridt.

 

. . .

 

Der er gået noget tid nu. Jeg føler jeg har det bedre. Jeg har haft hukommelsestab og hjernerystelse. Det skete, da jeg faldt for en måned siden, i november måned. Nu er det den syttende december, jeg har det bedre end før.

Julia kom og besøgte mig hver evig eneste dag, som om hun ikke havde lektier for overhovedet. Jeg behøvede heller ikke at lave lektier. Jeg havde jo haft hjernerystelse og hukommelsestab. I dag havde jeg fået lov til at gå i skole. Jeg havde taget min hvide jeans på og en sort hættetrøje. Mit hår var vokset den måned og var nu næsten på længde med Julias. Jeg havde sat mit hår op. Da jeg kom i skole, var der en masse, der spurgte, hvor jeg havde været henne. Den sidste der kom og spurgte var Rasmus. Han kom først, da vi alle havde fri...

Han lagde armen om mig, snakkede stille og roligt med mig, om hvordan jeg havde det. Jeg fik lov at tale ud, jeg begyndte lidt efter lidt at græde over min lange historie. Jeg kunne ikke bevæge mig mere end dreje og vende mig og sidde lidt op. Min computer var dog hos mig. Men jeg var ked af det, fordi jeg var tvunget til at få uendelig meget røg i ansigtet, og blev nød til at høre på min mor og far skændes over telefonen, om hvorfor jeg ikke kom hjem til ham.

Rasmus nikkede og forstod. Han spurgte ind, hvis han var i tvivl om noget. Da jeg selv syntes, jeg var færdig med at forklare, smilede jeg. Han vendte fronten mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...