Because Of You 2: Don't You Worry - Jason McCann

*To'eren til Because Of You* ~ De troede begge at de aldrig ville se hinanden igen, men det var dog ikke hvad skæbnen havde planlagt for dem..

114Likes
139Kommentarer
7586Visninger
AA

3. 2

 

Der var gået præcis to uger siden jeg sidst havde set Jason. Siden den dag havde han ikke forladt mine tanker. Eller hvornår gjorde han det?

Jeg vidste ikke længere hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg tog i skole, men det var kun for ikke at få fravær, for jeg koncentrerede mig ikke i skolen. Jeg havde ikke humøret til det. Det eneste jeg ønskede mig var Jason, men alligevel ikke. Hvis nogen havde fortalt mig for en måned siden, at jeg ville have prøvet at virkelig glemme Jason efter at have set ham, ville jeg ikke have troet på det. Jeg var så naive, og desperat, at jeg ikke kunne se, at jeg havde spildt to år af mit liv på at vente på ham. Hvor dum kunne jeg være? Vel, det var ingen overraskelse at han kom hen til mig og faktisk forventede at jeg ville bare lade ham komme ind i mit liv igen, hvilket aldrig ville ske. Jeg kunne ikke bare lade ham ind i mit liv igen, og så blive skuffet for anden gang. Jeg havde gjort den fejl en gang, og der var ikke plads til en to’er.

”Hey Kendall!” hørte jeg en dyb stemme råbe bag mig. Jeg havde næsten lige fået fri fra den sidste time, hvilket var matematik. Heldigvis havde timen gået ret stærkt, meget hurtigere end normalt hvilket fik mig til at undrer over hvor hurtigt tiden var gået. Jeg var en af de sidste der var blevet tilbage på skolen, da jeg lige ville have snakket med læren inden jeg skulle hjemad og til at hvile mig. To dage ventede på mig, så jeg kunne slappe af og bare sove. Jeg elskede weekender.

Jeg vendte mig hurtigt om til at se Christian, en af drengene fra mit matematik hold. Han var nok en af de klogeste, men også sødeste drenge i klassen. Vi havde ikke snakket særlig meget sammen, da jeg holdte mig ret ude, men jeg kendte ham nok til at vide, at han var en flink type. Måske lidt af en player type, men stadig flink nok.

”Yeah?” spurgte jeg, og skjulte ikke at jeg var forvirret over hvorfor han havde råbt mit navn. Drengen snakkede nærmest aldrig til mig, så hvorfor nu?

”Du har glemt din bog” sagde han, og rettede sit blik mod bogen i hans hånd som tilhørte mig. Jeg tog den hurtigt, og grinte kort af min dumhed.

”Tak Christian. Hvis du ikke havde givet mig bogen, ville Mrs Sanders sikkert blive ret sur over at jeg ikke havde lavet lektierne til på mandag” mumlede jeg, og gav ham et lille smil, inden jeg vendte mig om for at gå videre, men jeg nåede ikke ret langt før jeg hørte noget. Jeg vendte mig dog ikke om.

”Vil du måske lave noget i weekend?”

Jeg fortsatte bare videre, da jeg ikke forventede at det spørgsmål var til mig. Hvorfor ville nogen overhoved spørge mig ud? Jeg var jo pigen som holdte sig ude, og nørden som de kaldte mig. Det var heller ikke fordi at det sårede mig, for det gjorde det ikke. Hvorfor skulle jeg blive ked af det over at blive kaldt for nørd? Det betød kun at jeg var klog, og at de var misundelige.

”Kendall?” jeg sukkede tungt inden jeg vendte mig om for at se Christian lige bag mig, med forvirrede blikke.

”Uh-huh?” spurgte jeg, og var overrasket over at se ham her stadig.

”Jeg spurgte om du skulle lave noget i weekenden?” jeg åbnede munden for at sige noget, men intet kom ud. Han havde spurgt mig. Vent, så blev jeg jo alligevel spurgt? Men hvordan skulle jeg afvise ham på en sød måde? Eller kunne man overhoved blive afvist på en sød måde? Han ville jo blive skuffet lige meget hvad.

”Uh.. jeg ved det ikke rigtig” mumlede jeg i mens jeg kløede mig usikkert på håret. Hvad filen skulle jeg gøre? Okay, måske skulle jeg sige ja. På den måde kunne jeg også komme over, og endelig sige, at jeg havde været på date efter Jason, også komme over ham. Men hvad hvis jeg ikke ville?

”Nej, nej jeg skal ikke noget. Hvorfor?” svarede jeg langt om længe, og fik et stort smil til at brede sig rundt om hans pinke læber, som jeg et øjeblik fik trangen til at kysse.

”Hvad med at lave noget i weekenden sammen? Tage i biografen, eller ud og spise?” spurgte han med fuld håb i stemmen. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej, så jeg nikkede svagt, og gav ham thumbs up.

”Hvad med at jeg henter dig fra dit hus i morgen kl. 18:00? Passer det dig fint?” Jeg nikkede kort.

”Kan jeg få dit, uh nummer?” alle og enhver kunne hører nervøsiteten i hans stemme, hvilket jeg fandt ret sødt. Jeg troede aldrig at Christian var typen til at blive generet, og nervøs foran nogen piger overhoved, og at jeg kunne få ham til at reagerer sådan var ret smigrende.

”Yeah, hit med din mobil” sagde jeg grinende, og rakte min hånd for at modtage hans mobil, hvilket var en sort iPhone. Selvfølgelig. Hvad skulle det ellers være? En gammel nokia? Jeg låste skærmet op, og fik hurtigt kodet mit nummer, før jeg gemte det under navnet ”Kendall” inden jeg rakte ham den tilbage. Jeg kunne dog ikke undgå og lægge mærke til antallet af de numre han havde. 478. Og jeg gættede på, at de fleste var piger. En let skuffende følelse gik igennem min krop, selvom jeg ikke burde have forventet noget andet. Han var jo som sagt en player type. Jeg skubbede hurtigt tanken væk, da jeg kunne høre ham rykke utilpas frem og tilbage.

”Men vi ses så, ikke?” endnu engang nikkede jeg, inden jeg vendte mig om og fortsatte hjemad.

~

Lørdag aften ventede jeg utålmodigt på Christian. Den var cirka kvart i seks, så det betød at der stadig var et kvarter før han skulle komme, men fordi at jeg var så hurtig, havde det ikke engang taget mig en time at gøre klar. Jeg havde bare valgt at tage et par sorte jeans på, med en sød top, der hverken var for fin, eller for hverdags agtig. Mit hår var bare glat, og som makeup havde jeg bare valgt at have lidt øjenskygge på, mascara og lipgloss. Alt i alt var jeg ret tilfreds med mit resultat. Emily var ikke hjemme. Faktisk ville hun ikke være hjemme hele weekenden, så jeg skulle være alene til i morgen, men jeg brokkede mig ikke. Jeg elskede stilheden i huset, når Emily ikke var omkring. Det var ikke fordi at hun larmede meget, men man vidste altid når hun var hjemme. Da jeg havde fortalt hende om det med Jason, havde hun nærmest flippet ud. Ikke på den gode måde selvfølgelig. Hun plaprede om, at hun ikke kunne forstå hvordan vi havde mødtes, og at det ikke var et tilfælde og bla bla. Til sidst endte jeg bare med at lade som om at jeg hørte hende, for hendes reaktion var klart værre end mit. Til gengæld var hun helt oppe og køre over at jeg skulle på date med Christian. Nærmest skulle man tro, at hun glædede sig mere end jeg gjorde, men jeg var heller ikke den bedste til at udtrykke mine følelser. Det var hun så meget bedre end jeg til.

Ding dong.

Jeg glimtede på uret som hang på mit håndled, og så at den var ti minutter i seks, hvilket fik mig til at undre mig over om han var kommet tidligere, men det ville virkelig få ham til at ligne en der var desperat, og det vidste vi alle at han ikke ville vise. Jeg rejste mig forvirret op, og åbnede døren, men idet jeg ville lukke den igen, stak han foden ind imellem hvilket gjorde sådan at jeg ikke kunne.

”Sagde jeg ikke til dig, at du skulle lade mig være?” spurgte jeg bittert, og prøvede forgæves at lukke døren.

”Jeg troede du kendte mig nok til at vide, at jeg ikke lytter efter folk, Kendall” svarede han med et ansigts udtryk jeg ikke kunne beskrive. Han så hverken glad, eller sur ud. Måske mere træt. Der var i hvert fald virkelig mørke rander under hans øjne, og hans hår stak ud til alle sider.

”Jeg skal på date her om ti minutter, så hvis du vil være sød og skride, ville jeg blive glad” Jeg ved ikke hvad der fik mig til at nævne ham, at jeg skulle på date, men jeg gjorde det, og da jeg så hans reaktion til det, fortrød jeg straks. Hans lyse øjne, var ikke længere lyse. De forvandlede sig til mørke, og han så ikke træt ud, men mere vågen og irriteret. Jason forsvandt i et minut, før han kom igen, og jeg havde stadig ikke forstået en dyt af hvad der foregik, inden han mig flyttet bag fra døren og trådte ind. Inden at jeg overhoved kunne nå at sige noget, tog han fat i min hånd og begyndte med at trække mig.

”Hvad har du gang i? Slip mig, Jason!” råbte jeg og prøvede at få ham til at løsrive sit greb om mig. Jason svarede ikke, men slukkede i stedet for stuens lys, og stoppede så pludseligt op. Han lukkede døren, og kiggede mig længe i øjnene, uden at sige noget. Hvad han prøvede på, vidste jeg ikke, men det hjalp i hvert fald ikke.

Kort efter hørte vi begge dør klokken, og da jeg åbnede munden for at råbe for hjælp, mærkede jeg pludselig hans læber i mod mine. Jeg prøvede at skubbe ham væk til at starte med, men jeg gav op lidt efter og begyndte med at kysse med, i mens lyden at dørklokken blev mindre og mindre. Vi blev ved i lang tid, hvor vores læber bevægede sig i takt. Det sjove var, at vi kyssede hinanden som om vi ikke havde kysset nogen i hundrede år. Sultne. Sultne af hinandens læber. Jason trak sig  væk, da han sikrede sig, at Christian endelig var gået, og jeg havde nærmest helt glemt at det kun var derfor vi var begyndte med at kysse.

”Hvad fuck har du gang i? Hvem gav dig tilladelse til at kysse mig?!” råbte jeg og skubbede ham væk fra mig, selvom jeg inderst inde brændte for at kysse ham igen. Jason himlede irriteret med øjnene.

”Det lignede ikke, at du havde noget i mod det” svarede han så endelig, og fik mig til at holde kæft, for sandheden var, at jeg slet ikke havde haft noget i mod det. Det var nemlig også problemet. Hvorfor kyssede jeg med? Den eneste grund til at han kyssede mig, var jo bare for at få mig til at holde kæft, og det havde lykkedes ham. Jeg var bare dum nok til at tro, at han kyssede mig for andre grunde.

Han bukkede sig kort efter halvt, svang hans arme rundt om mine ben og tog mig så op med et.

”Slip mig, din idiot! Er du fuldkommende dum?! Skal du nu kidnappe mig igen?” vrissede jeg og begyndte med at slå på hans ryg, men det lignede ikke at jeg gjorde ham ondt. Tværs i mod lignede han en der morede sig gevaldigt over det.

Du har gjort mig dum, Kendall. Så hvis der er en du skal beskylde for her, er det dig selv” svarede han langt om længe. Jeg himlede med øjnene og kiggede ligeud for at se en taxa foran os. Please lad det være Christian. Men til min store skuffelse var det ikke Christian. I stedet tog Jason mig ned, og åbnede døren til taxa’en. Vent, hvad skulle vi? Jeg prøvede at løbe væk, men Jason havde et godt greb omkring mit håndled, og fik mig skubbet ind i taxa’en. Jeg prøvede nu at gå ud fra det andet dør, men han gjorde det igen umuligt. Hvorfor skulle han også være så damn stærk?

”Hvor skal i hen?” manden vendte sig om og kiggede fra Jason og jeg.

”Vi skal til...” begyndte Jason, men jeg fik hurtigt afbrudt ham.

”Han prøver at kidnappe mig! Please hjælp mig!” prøvede jeg, men manden grinte bare kort, inden Jason fortalte ham en adresse som jeg ikke engang fik fat i. Jeg havde lyst til at skrige over hvor ondskabsfuld taxa manden var. Han lod Jason kidnappe mig. Hvad var der lige galt med ham? Et kvarter efter stoppede han foran en bygning, med massere af huse omkring. Det var ikke et øde sted, tvært i mod lignede det centrummet eller sådan noget. Jeg havde dog aldrig været i den del af byen.

Jason gav manden penge, inden han trak mig imod min vilje ud, og begyndte med at gå i mod hoveddøren til blokken.

”Du er virkelig en idiot, vidste du det?” spyttede jeg ud, og gav ham dræberblikke. Jason valgte bare at ignorere det, og fik os stoppet igen. Jeg tog det som et mulighed for at løbe væk igen, men han fik mig klemt imellem hans ben, og at føle ham så tæt på mig, fik hårene i min krop til at rejse sig. Jeg hadede det. Jeg seriøst hadede den effekt han stadig kunne give mig, efter så lang tid og trøst den had jeg havde mod ham.

Han fik låst døren op, og skubbede mig hurtigt ind, og låste så døren. Han puttede nøglerne i lommen, og begyndte med at tage hans overtøj af. Han så så rolig ud, at jeg havde lyst til at skrige. Han havde lige kidnappet mig. Og det var anden gang, også stod han og var mere end bare rolig?

”Jeg fatter ikke lige, at du har kidnappet mig igen” mumlede jeg og rystede irriteret på hovedet imens jeg havde mine arme korslagte. Jason trak ligegyldigt på skuldrene inden han begyndte med at gå i stuen, ville jeg gætte på. Jeg kiggede mig lidt omkring i huset, og jeg måtte indrømme at hans hus var ret pæn. Den var næsten pænere end mit og Emilys. Jeg gik langsomt efter ham i mens jeg kiggede nysgerrigt rundt. Jason havde sat sig på sofaen og sad bare. Tv’et var ikke tændt, men noget fik mit opmærksomhed. Hans mobil lå på bordet. Hvis jeg nu også havde min mobil på mig, ville det have været lettere, men jeg havde den i min taske derhjemme. Så dum som jeg var, havde jeg ikke lagt den i min bukselomme, nej. Jeg satte mig stille et sted, hvor mobilen stod tæt på, og lod som om jeg tænkte, i mens jeg bare ville få fat i den. Jason lagde dog intet mærke til, så da han kiggede væk, tog jeg hurtigt telefon. Inden jeg overhoved nåede længere med det, var mobilen taget ud af mine hænder, og lå nu på gulvet i flere stykker.

”Du er virkelig syg i hovedet” råbte jeg af ham.

”Du går ingen steder hen før vi har løst det her, Kendall. Siv det seriøst ind i din hjerne snart” svarede han bare, og satte sig ned igen efter at have ødelagt hans mobil som måtte have kostet ham en formue. Men Jason var jo også rig. Han fik godt penge af det shit han gjorde. Ved at dræbe mennesker. Selv tanken fik mig til at kaste op, og hade ham endnu mere end jeg i forvejen gjorde.

”Der er intet at snakke om. Der er intet os, eller noget. Bare lad mig gå hjem, også glemmer vi det her, okay? Jeg melder dig ikke til politiet, jeg lover det” prøvede jeg bedende, og Jason gav mig et blik der fortalte mig, at det var forgæves.

”Hvis der var ’intet os’, som du påstår, hvorfor har der så ikke været nogen drenge i dit liv siden jeg gik? Hva? Jeg ved godt at du ventede på mig, Kendall. Men nu når jeg er her, hvorfor kan vi så ikke være sammen som før?” spurgte han sukkende. Vent, hvordan vidste han, at jeg ikke havde haft nogen drenge i mit liv siden ham? Hvordan vidste han, at jeg havde ventet som en idiot på ham?

”Hvor ved du det fra?”

”Jeg ved alt om dig, Kendall. Jeg fulgte med i dit liv. Troede du virkelig, at jeg var her ved et tilfælde? Jeg var altid her, Kendall. I hvert fald så snart jeg fandt ud af, at du begyndte i college her” svarede han med et let skuldretræk.

”Hvis du vidste hvad jeg gjorde, hvor jeg boede, hvorfor kom du så aldrig hen til mig? Lige efter at det var sket? Hvorfor efter to år? Hvorfor nu, når jeg faktisk prøvede at komme over dig?” råbte jeg i hovedet på ham. Jason fortsatte dog med at se afslappende ud, hvilket stadig kun gjorde mig skørere. Han skulle ikke være så rolig, når han var den der ødelagde alt.

”Jeg kunne ikke” hviskede han så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det. Jeg tog dybe indåndinger for ikke at eksplodere på ham.

”Du kunne ikke? DU KUNNE IKKE?” røg det ud af mig, da jeg ikke længere kunne holde det, og jeg tog den nærmeste ting jeg kunne få fat på og kastede den mod væggen. På et kort sekund gik vasen som jeg lidt før havde hånden i itu, og lå nu på gulvet i flere dele.

”Ved du hvordan jeg havde det? Jeg havde lyst til at dø, Jason. Og du kunne ikke komme hen til mig, selvom vi boede så tæt på hinanden? Laver du fucking sjov med mig? Jeg hader dig! JEG HADER DIG! JEG HADER DIG!” jeg pressede tårerne tilbage, så jeg ikke græd foran ham, men ligemeget hvor stærk jeg prøvede at vise mig til Jason, failede jeg så meget. I alt den tid, havde vi måske mødt hinanden uden at jeg vidste, men han havde ikke kommet til mig en eneste gang, før jeg havde valgt at komme videre i mit liv. Jeg rystede på hovedet, og gav ham dræberblikke i mens jeg gik frem og tilbage inde i stuen. Jason havde forsvundet kort efter at jeg havde råbt så meget af ham, og der var måske gået to timer siden vi var ankommet. Jeg kunne ikke rigtig vide det, da jeg ikke havde nogen ur at tjekke det på. Allerede nu var jeg bange for at blive syg i hovedet her. Det eneste jeg kunne, var at tænke på alt det jeg havde oplevet de sidste tre år. Hvordan jeg havde haft det så dårligt, og hvordan jeg havde savnet ham så meget. Alt det her var måske også en joke for ham. Jeg satte mig på sofaen, hvor han sad for lidt tid siden og lænede mig godt tilpas, i mens mine øjenlåg langsomt lukkede. Selvom der ikke var gået så lang tid, var jeg allerede træt. Jeg var træt af alt. Jeg ville bare hjem til min mor, og græde i mens hun ville fortælle mig, at altid ville være okay igen, selvom det ikke passede. Lige da jeg var faldet godt i søvn, blev alt lyset pludselig slukket, og jeg sprang hurtigt op fra sofaen.

”Jason? Jason hvor er du?” spurgte jeg med en rystende stemme. Jeg kiggede rundt, men alt var helt mørk, og jeg kunne dårligt nok se mig selv.

”Jason?” blev jeg ved, i mens jeg prøvede at gå hen til døren, men det behøvede jeg ikke, da noget lys kom frem i hjørnet.

Jason stod der med et stearinlys i hånden, og begyndte med at tænde for alle stearinlysene i stuen.

”Laver du sjov med mig?” råbte jeg af ham, og skjulte ikke, at jeg var irriteret over at han prøvede at være romantisk, eller hvad det nu var han prøvede på. Han havde nærmest lige taget livet af mig.

”Ligner jeg en der prøver at lave sjov?” spurgte han med opløftede øjenbryn.

”Hvis du prøver at være romantisk lige nu, er det slet ikke det rette tidspunkt” vrissede jeg, og satte mig ned på sofaen igen, og kiggede på ham med kors lagte arme. Jason fik lidt tid efter tændt dem alle, og satte sig så i en læne sofa og kiggede tænkende på mig.

”Nah. Jeg syntes bare at stemningen ville være ret bedre” svarede han med et let skuldretræk og lukkede så øjnene og lænede sit hoved tilbage på stolen. Jeg rejste mig stille op, og gik lidt rundt i mens han halvt sov. Jeg kiggede rundt i stuen, for at se om nøglerne måske kunne være her, men kunne ikke finde dem nogen steder.

”Du leder for ingen nytte. De ligger ikke herinde” svarede han, som om han kunne læse mine tanker, men da jeg kiggede på ham, havde han stadig lukkede øjne. Kunne han bare se alt, selvom hans øjne var lukkede? Psht, vi talte om Jason, Jason McCann her.

”Forhelvede, jeg kan ikke klare det længere, Jason. Jeg vil ud!”

Jason svarede mig ikke, men blev stille siddende. Jeg himlede med øjnene, og begyndte med at tænke på en plan, så jeg kunne flygte herfra. Pludselig, kom jeg på en syg idé. Måske var det dumt, men hvis det lykkedes mig, ville jeg kunne komme ud herfra. Jeg gik hurtigt hen til bordet, hvor et af de starrinlys lå, og tog den så. Jason havde stadig lukkede øjne, og havde måske ikke engang opdaget, at jeg havde flyttet mig. Hurtigt inden han overhoved nåede at stoppe mig, satte jeg ild på gardinet, og stilte så stearinlyset på plads igen. Jeg kiggede på Jason, som åbenbart langsomt kunne lugte brand, for han slog hans øjne op, og sprang op af stolen, da han så, at der var sat ild på gardinet. Han løb indenfor, og kom tilbage kort efter med en dyne, som han prøvede at slukke ilden med. i 5 minutter kæmpede han, inden det lykkedes ham. Der røg min ellers så gode plan.

”Hvad laver du? Er du nu syg i hovedet, og prøver at få os begge til at dø?” råbte han af mig, og fik mig til at træde et skridt tilbage. Det var første gang i dag, at han overhoved havde råbt af mig, og jeg blev ærligtalt bange. Måske var det ikke det klogeste jeg havde gjort, men det var ham, der havde prøvet at skride over mine grænser ved at låse mig inde.

”Kan du ikke se, at hvad end du prøver på, ikke lykkedes Jason? Please lad mig ta’ hjem!” svarede jeg bedende, og kiggede træt på ham. Jason rystede bare kort på hovedet.

”Kan du ikke se, hvor hårdt jeg prøver? Du kommer ikke ud, Kendall. Om vi så kommer til at dø pga. mangel af ilt, eller whatever, så bliver vi herinde til vi løser vores problemet” og med det, satte han sig tilbage på sin plads. Jeg himlede igen med øjnene, og i stedet for at sætte mig tilbage på min gamle plads, begyndte jeg med at gå rundt i huset. Jeg fandt som det første Jasons værelse, hvor en dobbeltseng var placeret midt på værelset, og lidt længere nede, var der et lille hygge hjørne agtig. Han havde en walk-in-closet, og da jeg begyndte med at gå igennem hans tøj, for at finde noget, blev jeg meget overrasket over at se, at der ikke var en eneste kvinde tøj herinde. Så han havde ikke taget noget med hjem, tænkte jeg. Mærkeligt nok, fik det et lille smil til at brede sig omkring mine læber. I hvert fald vidste jeg, at han ikke tog nogen kvinder med hjem, ellers var han ret god til at rydde op efter ham selv.

Uden at tænke over det, lagde jeg mig ned på sengen og inhalerede duften af puden i mig. Den duftede så meget af ham, og det fik sommerfuglene i maven til at kilde. Jeg lukkede langsomt øjnene i mens jeg krammede puden..

 

 

Jasons POV

Der var gået ret længe hvor jeg næsten intet havde hørt fra Kendall, og jeg var et øjeblik bange for at hun var sluppet løst, men det var nærmest umuligt, for jeg boede på 3. sal, og døren var låst. Hvor nøglen lå ville hun aldrig gætte. Jeg havde lagt den sofaen inde på mit værelse, hvor Kendall sidst havde gået hen. Jeg farede med det samme op af sofaen, og det syn jeg blev mødt af, var ikke lige det jeg havde forventet.

Kendall lå i min seng, med min pude i hendes arme. Hun havde lukkede øjne, hvilket betød at hun sov, og hendes vejrtrækninger var også tunge nok til at lade mig vide, at hun var faldet dybt i søvn. Jeg gik stille på den anden side af sengen, og lagde mig ned ved siden af hende, og svang stille min arm rundt om hende. Selvom hun ville flippe shit ud på mig i morgen, ville jeg alligevel gerne risikerer det, for det her var præcist det jeg havde drømt om i de sidste tre år.

 

Kendalls POV

Jeg slog langsomt øjnene op, i mod min vilje, og vendte mig om i sengen. Lidt efter tid, hvor jeg stadig ikke havde fået slået mine øjne op, kunne jeg pludselig hører en andens åndedrag, hvilket fik mig til at vågne op med det samme. Da jeg kiggede lige ud, blev jeg mødt med Jasons fejlfrie ansigt. Han havde lagt sig ved siden af mig, med en arm rundt om mig, og sov så fredeligt. Det fik mig nærmest til at glemme det jeg havde gået igennem på grund af ham i tre år, og faktisk tilgive ham, men så huskede jeg det.

Jeg skubbede hans arm irriteret væk, hvilket fik ham til at komme med irriteret lyde, og da han så endelig stod op, så han ligeså overrasket ud som jeg.

Vi sagde ikke noget til hinanden i lang tid, men kiggede bare hinanden i øjnene, til jeg brød øjenkontakten og kiggede ned.

”Jeg kunne ikke” sagde han pludseligt, og fik mig til at kigge op på ham igen. Jeg gav ham et forvirret ansigt, og var slet ikke med på hvad han mente.

”Jeg kunne ikke risikerer at sætte dit liv i fare, Kendall” begyndte han i mens han rystede halvt på hovedet. ”Du ved det shit jeg laver, og hvis de vidste at jeg havde en som jeg elskede de kunne såre, ville de gøre det uden at blinke. Jeg kunne ikke risikerer at miste dig også. Du var den eneste jeg havde tilbage, og jeg kunne ikke lade mit ego komme over mig. Ved du hvor svært det var for mig? Hver eneste dag ville jeg gå op til dit hus, og kigge på dig komme hjem fra skole. Jeg havde efterhånden lært de tider du fik fra skole. Men jeg kunne ikke komme hen til dig. Det havde jeg ikke mod nok til. Hvad hvis der skete der noget? Jeg sagde at jeg ville passe på dig, og aldrig lade dig ske noget, men shit..” mumlede han og havde i mellem tiden rejst sig op. Jason havde gået frustreret frem og tilbage inde på værelset i mens han forklarede mig.

”Ved du hvor hårdt det var for mig, at være så tæt på dig, men ikke kunne gå hen til dig?” jeg svarede ham ikke, da jeg ikke vidste hvad jeg kunne svare på det. Jeg havde ikke haft muligheden for at tænke sådan, for jeg havde aldrig vist at han var så tæt på mig, men alligevel ikke. Jeg lukkede bare øjnene i mens han fortsatte med at fortælle. Fortælle de grunde til at han ikke kunne se mig i de tre år. Hvorfor han var sådan en kujon, der bare så på langt fra.

”Hvorfor nu?” røg det ud af mig, og Jason kiggede overrasket op på mig, og lignede en der tænkte længe over svaret.

”Fordi det først var nu, at jeg opdagede, at jeg virkelig var ved at miste dig” svarede han, og fra hans tone af, vidste jeg at han var seriøst. Jeg kendte Jason nok til at vide, hvornår han løj og hvornår han sagde sandheden.

”Du mistede mig for længe siden” mumlede jeg stille, for at han ikke skulle høre det, men det gjorde han åbenbart, for det næste han gjorde, fortalte mig, at han havde hørt det. Jason tog fat i min arm. Hverken for hårdt, eller for blødt, og pressede mig så op af væggen, og i det næste sekund mærkede jeg igen hans læber på mine. Men denne gang, var jeg ikke så svag som sidst. Denne gang kunne jeg godt skubbe ham væk uden at starte med at kysse med ham.

”Jason, stop” halvt hviskede jeg, og lagde mine hænder på hans brystkasse, som var blevet mere bredt, og prøvede så at skubbe ham væk.

”Jeg stopper ikke før du er min” hviskede han i mod mine læber, med tårer i øjnene. Jeg kunne se, at han blinkede for ikke at græde, og det fik jeg tårer i øjnene af. Jeg hadede at se Jason græde. Ikke at jeg havde set ham græde særlig mange gange. Måske kun en gang.

”Jeg .. jeg kan ikke leve uden dig, Kendall. Please ikke forlad mig” hviskede han med en grædende stemme. Jeg svarede ham ikke, men lukkede mine øjne i måske 1 minut, før jeg kiggede ham i øjnene igen, inden jeg tog fat i hans hår og pressede mine læber på hans.

”Hvis du lover ikke at forlade mig igen, så bliver jeg” svarede jeg i mens jeg kiggede ham i øjnene. Jason nikkede desperat, i mens et lille smil dukkede frem på hans læber.

”Vi skal nok komme over det her. Måske vil det tage et halvt år, eller et år, men vi skal være sammen for altid, og når vi bliver gamle og fortæller det her til vores børnebørn kommer vi bare til at grine af det. Jeg elsker dig, så meget Kendall Jones”

 

~

Jeg kiggede tilbage hvor hele min familie stod og kiggede glad på os. Jeg vendte mig tilbage, og bukkede mig halvt, og kastede så buketten jeg havde i hånden bagover, og da jeg vendte mig om, så jeg at personen der havde grebet buketten var ingen andre end Emily.

”Det er min tur næste gang, yay!” udbrød hun og alle brød ud i latter. Jeg rystede grinende på hovedet, og kiggede så til mit venstre for at se ham stå der i en sort traditionelt jakkesæt, og selvfølgelig ville han starte sit eget stil, så han havde valgt at tage sorte supras på, i stedet for normale sko. Men det gjorde ikke noget spor, for jeg elskede ham for ham. Hvad han havde på var ikke det største.

Han tog fat om min hofte og skubbede mig tættere på ham, hvis det var muligt. Jeg kunne ikke stoppe med at smile i mens alle gik hver til sit.

”Mrs McCann. Min kone. Min anden halvdel. Jeg elsker dig” hviskede han i mit ører, og kiggede mig dybt i øjnene, hvilket fik mig til at rødme. Selv efter så mange år, kunne han stadig få mig til at rødme.

”Jeg elsker også dig” hviskede jeg tilbage, i mens jeg huskede det han sagde til mig for præcist fem år siden.

Vi skal nok komme over det her. Måske vil det tage et halvt år, eller flere år, men vi skal være sammen for altid, og når vi bliver gamle og fortæller det her til vores børnebørn kommer vi bare til at grine af det. Jeg elsker dig, så meget Kendall Jones McCann” 

SLUT!!!!!!!!!!!!!!

Jeg ville først takke for jer, som faktisk stadig læser den, for at være så tålmodige. Der er gået to til tre måneder siden jeg lagde novellen ud, og i ventede alle sammen så søde på at jeg ville komme ud med et kapitel, og jeg har så endelig fået skrevet den færdig - dog med kun to kapitler, men guys, der er 8.800 i alt på de kapitler, og normalt ville det svare til 5-7 kapitler, såååå. I andres tilfælde kunne det blive helt op til 8 eller 10 kapitler, men jeg har en vane med at jeg skal have mindst 1000 ord på et kapitel. Whatever, lol. 

Når, udover det, så vil jeg også undskylde over at det er sådan et nederen slutning, og jeg havde slet ikke planlagt at lade dem blive gift til slutningen - det kom bare last minute, y'know. Og det med at låse hende inde på hans hus osv, var en idé jeg fik fra en film - det var slet ikke det jeg havde tænkt mig at gøre, da jeg skrev første del, men efter at have set afsnittet af en af mine yndlingsserier (det er en tyrkisk en, men den er så pisse god, heh) så valgte jeg, at skrive det med. 

Og og og ... Shit jeg blev så hyped da jeg kom hjem fra ferie og så at jeg havde over 100 favoritter. Er du gal, jeg var helt oppe og køre. Det er jo mega sindssygt! 

Så er det ikke mere at skrive udover det.. Men i må meget gerne skrive jeres kommentar om hvad i syntes om den osv!! Det vil gøre mig rigtig glad at få respons, da det jo også er min sidste novelle herinde. :) 

Btw, thanks igen. :)))))) XOXOXOXOXOXOX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...