Because Of You 2: Don't You Worry - Jason McCann

*To'eren til Because Of You* ~ De troede begge at de aldrig ville se hinanden igen, men det var dog ikke hvad skæbnen havde planlagt for dem..

114Likes
139Kommentarer
7455Visninger
AA

2. 1

Nogen gange sker der ting i livet, som vi ville ønske ikke havde sket. Vi møder nye mennesker. Nogle vi stadig snakker med efter tre år, andre vi har mistet kontakten med, eller nogen der bare forlader dig uden et ordentlig begrund, og lader dig stå og vente som en idiot. I mit tilfælde er jeg idioten der ventede, eller stadig venter på at han en dag vil komme tilbage. Jeg ved godt at jeg burde komme videre i livet, men jeg kan ikke få mig selv til at glemme ham fuldstændig. Han var drengen jeg havde givet mig hjerte til efter Lucas, som havde udnyttet mig. Men sådan var Jason ikke. Han havde ikke tvunget mig til at gøre noget, som jeg ikke ville. Han var altid tålmodig, eller i hvert fald når han var i nærheden af mig. Var det måske dumt, at jeg følte, at jeg aldrig ville komme over ham? At jeg var villig til at vente på ham til den dag han endelig kom? Der ville måske gå flere dage, måneder eller muligvis år, men jeg var villig til at vente. Måske havde han kommet videre, hvem ved? Måske ventede jeg for ingenting? Måske burde jeg også komme videre? Der var så mange fisk i havet. Det handlede bare om at finde den gode, og jeg tror at jeg havde fundet min, inden den slap væk fra mig igen. Så hvad skulle jeg gøre nu?

”Kendall?” hørte jeg min lærer nævne mit navn. Hurtigt fik jeg skubbet mine tanker til side, og kiggede op til at se hende have et ikke så tilfreds ansigts udtryk. Ikke at jeg nogensinde så hende med et smil.

”Ja, Mrs David?” spurgte jeg spørgende og gav hende et lille smil. Hun himlede bare med øjne af mig, inden hun fortsatte hendes time igen. Jeg sukkede træt, og prøvede at følge med i resten af timen, selvom det føltes ufatteligt svært, når det eneste jeg kunne tænke på var Jason McCann.

~

”Op!” hørte jeg en stemme råbe, og fik mig til at flyve op af sofaen som jeg lige havde ligget og halv sovet på. Efter skole var jeg så træt, at jeg som det første lagde mig ned på sofaen, og selvfølgelig kunne jeg ikke engang sove, fordi at min søde bedsteveninde lige skulle vække mig op med hendes skrig.

”Hvad ...!” råbte jeg og kiggede forvirrende rundt lige indtil jeg fik øje på Emily, som havde lagt armene over kors og kiggede med et blik, der skræmte mig. Heldigvis kunne blikke ikke dræbe, for hvis de kunne, var jeg sikkert død nu. Hun var klædt i kjole med høje stilletter, og lignede ikke en der havde planlagt at gøre det samme som jeg i aften. Nemlig bare at sidde og se TV som altid.

”Det er en fredag aften, og det du gør, i stedet for at tage til en fest er at ligge på din sofa og sove? Er du fuldkommende dum? Sagde jeg ikke i går, at vi skulle til fest? Skift dit tøj” demanderede hun, og pegede i mod mit værelse. Så heldig som jeg var, havde jeg fået et hus agtig, i stedet for de klamme college værelser, som var for små. Huset var dog heller ikke større. Der var to soveværelser, det ene var mit, og det andet var ingens lige pt, da min gamle roomate droppede ud, ellers var der en stue, et badeværelse og et køkken, som ikke var det største, men det var selvfølgelig langt bedre end de værelser som man knap nok kunne bevæge sig i.

”Og hvis jeg ikke husker forkert, fortalte jeg dig klart og tydeligt, at jeg ikke ville med til den fest. Jeg er ikke i humør til det, Emily” vrissede jeg irriteret, og himlede med øjnene. Lige siden vi var begyndt på college, hvilket var for 3 år siden nu, havde hun prøvet at få mig med til en af de dumme college fest, hvor det kun handlede om at drikke og have sex, bogstaveligtalt.

”Hør, jeg har prøvet at være en rigtig bedsteveninde, og støtte dig igennem dit hårde periode, hvor du lider af kærligheds sårer, men c’mon Kendall! Det er freaking 3 år siden. Tre store år, som du har spildt på ingenting! Kom videre, og gør både dig selv og ham en tjeneste” sagde hun sukkende og kiggede med medlidende blikke på mig. De blikke jeg hadede at se på folk. De skal ikke have ondt af mig. Det er der ingen grund til, for Jason vil komme tilbage til mig. Selvom jeg ikke boede i Stradford længere, vil han komme til New York for at finde mig. Jeg ved det bare.

”Jeg kan ikke bare give op, Emily. Du forstår det ikke” mumlede jeg, og gik i mod køknet for at få mig en kop te, som jeg ville nyde foran tv’et og stene Gossip Girl som altid.

”Det har han åbenbart siden han ikke engang har lagt nogen kræfter i at kontakte dig. Jeg prøver ikke at være en ond veninde, men lige meget hvad, så kommer du ud med mig i aften Kendall. Om du så gider, eller ej. Kan du bare ikke have lidt sjov for engangsskyld? Glem Jason for i aften, og nyd dit college liv. Det er ikke altid at du kommer til at gå på college, og du har allerede spildt 3 år af dit college liv på at sidde her hjemme og græde dig selv ihjel for en som ikke engang fortjener det” Jeg sank hendes ord langt i mig, inden jeg vendte mig langsomt om og kiggede på hende længe inden jeg langsomt nikkede.

Okay

”Da jeg sagde ja til det her, mente jeg ikke at du skulle få mig til at ligne en prostituerede, Emily” snappede jeg og kiggede op og ned på mig selv via spejlet. Hun havde fundet en af mine gamle kjoler, som jeg måske kun havde taget på en gang, og tvunget mig i denne kjole, som dårligt nok dækkede min røv. Men hvis jeg kendte Emily nok, ville hun ikke lade mig skifte. I følge hende var denne kjole så ih og ah pæn, men der var intet specielt ved den, udover at den var en ærmet. En sort, en ærmet simpel kjole.

”Hold kæft, okay? Du skal da vise Jason hvad han har mistet, right?” sagde hun og blinkede, inden hun begyndte med at skubbe mig ud af huset. Klokken var ikke engang ti endnu, før vi gik igennem de larmende gader, hvor der vrimlede med mennesker. Ikke kort efter stod vi foran en club. Emily begyndte med at gå i mod indgangen, inden jeg stoppede hende.

”Hvad har du gang i? Hvad laver vi her? Jeg troede at vi skulle til fest hos nogen fra skolen?” spurgte jeg forvirret og kiggede mig omkring for at se, at folk kiggede på os.

”Yeah... omkring det. Planerne er ændret! Heh, kom så!” sagde hun og tog fat i min arm og trak mig ind. Overraskende nok, kom vi uden problemer ind, selvom vi ikke engang var fyldt 21 år endnu, men nu var der heller ikke særlig lang tid længere.

”Jeg kan ikke tro, at jeg gik med til det her” mumlede jeg og så på folk stå og nærmest gøre hinanden på dansegulvet. Så meget respekt folk havde for hinanden disse dage. Smh.

”Slap lidt af. Måske trænger du til en drink” råbte Emily for at overdøve stemmen, og rakte mig pludselig en kop. Hvad der var i den, vidste jeg ikke, og det var mere end hundrede procent at jeg ikke ville drikke af den kop. Der kunne være alt i den, såsom piller.

”Jeg drikker ikke det der” Jeg rakte koppen tilbage, men Emily tog ikke i mod den. I stedet drak hun på en enkelt gang hendes færdig og lagde det på et tilfældigt sted, inden hun begyndte med at trække mig over mod baren. Vi slog os ned på et ledigt sted, og imens jeg kiggede utilpas rundt, havde Emily endnu engang skaffet drinks.

”Skal jeg proppe det i munden for dig, eller vil du gøre det?” hviskede Emily irriterende og kiggede på koppen. Jeg rykkede mig lidt væk fra hende, men tog alligevel imod den. Der var ingen udvej, og jeg måtte på en eller anden måde komme væk herfra. Hvordan jeg skulle, tænkte jeg stadig over, for hvis jeg gik, hvad skulle der så ske med Emily? Jeg kunne jo ikke bare svigte hende.

”Drik det!” kommanderede hun, og jeg gjorde langsomt som hun bad mig om.

Her, drik også det færdigt” sagde hun, og skubbede et til. Jeg tog det op til munden, og drak det hurtigt færdigt, inden jeg lagde koppen på bordet igen. Min hals var langsomt begyndt med at brænde på grund af den stærke smag i drinken, men det stoppede mig ikke. I mens Emily snakkede med fyr efter fyr, sad jeg i timevis og drak. Hvad jeg drak vidste jeg ikke, men jeg gjorde det bare. For første gang i flere måneder, følte jeg mig fri, glad og ikke ked af det. For første gang i lang tid, tænkte jeg ikke på ham.

”Hey” hørte jeg en stemme sige, og da jeg kiggede op, så jeg en meget lækker dreng stå foran mig.

”Hey” sagde jeg og gav ham et smil, som sikkert fik mig til at ligne en idiot. Drengen grinte lidt, inden han slog sig ned på Emilys plads, og vendte sig om mod baren.

”To vodkas til os” Og på ingen tid, stod der endnu noget jeg kunne drikke. Jeg havde ikke talt hvor meget jeg havde drukket, men det var uden tvivl første gang at jeg havde drukket så meget.

”Tak” mumlede jeg langsomt i mens jeg kiggede dødt ligeud.

”Jeg hedder Mike” sagde han, og rakte hans hånd i mod mig. Jeg tog i mod den, og strammede den godt.

”Kendalllllllllll” sagde jeg og trak i l’et, og grinte derefter af min dumhed.

”Usher, baby

Yeah, yeah we dit it again

And this time i’mma make you scream

Usher! Yeah man...”

Oh my gosh! Det er min yndlings sang!” råbte jeg og tog fat i Mike for at trække ham med på dansegulvet. Han så pænt overrasket ud over hvordan jeg bare tog fat i hans hånd, men jeg havde drukket så meget, at jeg ikke selv vidste hvad jeg havde gang i. I det øjeblik, ville jeg bare glemme alt. Kun tænkte på nu, og ikke fortiden eller nutiden.

Jeg skubbede min krop tættere mod hans, i mens vi dansede.

”Du er –hik- lækker” hviskede jeg langsomt i hans ører, og så, at jeg allerede havde kunne skabe en reaktion på ham. Mike grinte af mig, for at skjule hans nervøsitet, og dansede bare videre, inden vores ansigter var så tætte på hinanden, at jeg næsten troede at vi ville kysse. Men da jeg åbnede øjnene, så jeg ikke længere Mike foran mig.

Jeg så Jason.

~

”Kom her” Jason tog fat i min arm og trak mig ud af mængden og udenfor. På grund af mine stiletter kunne jeg i forvejen dårligt nok gå, og at Jason nærmest løb ud hjalp ikke min situation.

”Vil du gå lidt langsomt?” vrissede jeg, og prøvede at skubbe mit arm tilbage, men Jason gav ikke slip. I stedet gjorde han det mest uforventede. Han tog fat i mine ben og ryg inden jeg pludselig lå i hans arme.

”Hvad laver du? Slip mig!” prøvede jeg, og var stadig ikke kommet over at Jason stod lige foran mig. Ham jeg havde grædt næsten hverdag stod lige nu lige ved siden af mig. Jeg var i hans arme, som om intet var sket. Som om jeg slet ikke havde følt de smerter i månedsvis. Men så snart jeg så ham, var de alt væk. Vreden, hadet, alt.

Da vi langt om længe kom ud, tog han mig ned, og rystede irriteret på hovedet, inden hans bil. Manden som kørte den, steg ud og rakte Jason nøglerne. Jason nikkede og gik hen for at åbne passager døren.

”Hop ind” uden at argumentere, satte jeg mig ind, for Jason spurgte mig ikke. Han fortalte mig, at jeg skulle. Det kunne alle og enhver forstå fra hans tone, og jeg vidste bedre end at modsige ham lige nu.

Der var stilhed i bilen i mens vi kørte. Jeg sagde intet, han sagde intet. Hvad var der også at sige? Han forladte mig, og nu var han pludselig efter flere måneder foran mig? Hvorfor var jeg overhoved her? Jeg burde ikke være her. Jeg burde være hjemme og ligge i min dejlige sofa og se Gossip Girl.

”Ved du hvad der ville have sket, hvis jeg ikke var kommet?” snakkede Jason, for første gang. Han lød irriteret, hvilket fik mig til at tvivle på om jeg skulle svare eller ikke.

”Jeg ville have kysset med ham” svarede jeg endelig og himlede derefter med øjnene. Jeg skimtede hurtigt over på Jason for at se, at han havde strammet grebet om rattet, og lignede en der ville eksplodere hvert sekund. Som om jeg ikke kunne være mere ligeglad.

Efter cirka 5 minutter stoppede bilen endelig, og da jeg kiggede ud af vinduet, opdagede jeg, at vi stod lige foran mit hus. Men hvordan? Hvor vidste han fra, at jeg boede her? Det gav slet ikke mening.

”Hvordan ved du, .. at jeg bor her?” spurgte jeg, og kiggede for første gang ordentligt på Jason i aften. Han havde ikke forandret sig. Slet ikke. Han lignede stadig Jason med de hazelbrune øjne og de dejlige pinke læber. Oh shut up, Kendall. Drengen skred fra dig.

”Jeg ved alt... I hvert fald når det handler om dig” han hviskede det sidste, og steg så ud af bilen. Inden jeg nåede at åbne døren, blev den åbnet af Jason og jeg steg ud, og kunne dårligt nok stå på mine ben. Jason greb hurtigt fast i mig, inden jeg faldt ned, og da jeg vendte mit hoved, stod hans ansigt så tæt på mit, at jeg gjorde det første der kom i mine tanker. Jeg kyssede ham.

~

”Mit hoved” mumlede jeg og tog en hånd op til min pande imens små stønne lyde røg ud af mine læber af rent irritation. Hvad der skete i går havde jeg ingen anelse om. Jeg kunne overhoved intet huske, selvom jeg prøvede hårdt. I lang tid lå jeg sådan, en hånd på min pande i mens jeg brokkede mig over smerten, til jeg ikke kunne klare at sidde sådan længere. Jeg drejede til venstre i sengen, for at prøve at sove igen, men da jeg slog øjnene op et øjeblik, blev jeg mødt af et syn jeg slet ikke troede ville nogensinde ske.

 Jason ligge og sove i min seng.

 Uden at tænke over det sprang jeg ud af sengen med et skrig som slap ud af mine læber. Hvad heck gjorde han her?! Okay, jeg drømte. Hvordan kunne det ellers lade sig gøre? Ha. Stop med at hallucinere.

Jason sprang op af sengen med et forvirret blik, men dog i hans normale påklædning, som bestod af et par jeans og en T-shirt. Jeg kiggede hurtigt ned på mig selv, for at opdage at jeg havde nat bukser på og en af Jasons T-shirt. Men hvordan? Jeg husker ikke noget med at jeg skiftede min kjole til det her? Men vent, jeg huskede jo intet fra i går. i det mindste vidste jeg, at vi ikke havde gjort noget. Heldigvis.

”Hv.. hva-d laver du her?” spurgte jeg samtidig med at jeg halv stammede. Jason åbnede munden for at svarer, men ingen lyde kom.

”Hvad fuck laver du her? Huh?” råbte jeg, og fik selv store øjne af min pludselige reaktion. Jeg havde prøvet at sige til mig selv inden i, at jeg ville tage det stille og roligt, men var det muligt når ham drengen du elskede stod foran dig? Den følelse jeg havde inden i nu var umuligt at kunne beskrive. Jeg var både lettet, - lettet over at vide, at han stadig var i live, men også ked af det over den måde jeg så ham på efter to freaking år. Det var ikke bare et par måneder, nej. Det var hele to år.

Kendall, lad mig for..” bedte han, men jeg rystede på hovedet inden han overhoved kunne nå at færdiggøre hans sætning. Jeg havde ikke tid til hans latterlige undskyldninger. Hvad kunne de også være? Oh, undskyld Kendall, men det shit jeg gjorde var vigtigere end dig, så jeg blev bare nødt til at forlade dig, og dukke op igen efter to år, fordi at jeg savnede dig? Som om.

”Skrid” hørte jeg mig selv sige, uden at give ham et blik, for hvis jeg kendte mig selv nok, ville jeg give mig så snart jeg så de hazel brune som han havde. Selv fra hans tone af, kunne jeg hører at han virkelig var ked af det, men hvad hjalp det? Alle de nætter jeg havde grædt på grund af mit savn til ham, kunne jeg ikke bare glemme. Ikke en eneste dag var gået uden at jeg havde tænkt på ham. En eneste.

”Kendall...” begyndte han, men jeg afbrød ham hurtigt.

”Jeg gider ikke se på dig lige nu, eller vent, jeg vil aldrig se dig igen. Gå ud af mit hus, og aldrig kom tilbage, og gør både du og jeg en tjeneste” sagde jeg, og lukkede hurtigt øjnene. Jeg ventede længe på at høre lyden af døren lukke, men det skete aldrig.

”Jason please gå” bad jeg, i mens jeg langsomt faldt ned på knæ. Jeg havde ikke tænkt mig at græde, lige meget hvor desperat mine tårer ønskede at trille ned af mine kinder. Følelsen jeg havde i mig lige nu, var ubeskrivelig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. For det var det her, jeg havde ventet på i to år ikke? Jeg havde ventet på, at han en dag ville komme tilbage til mig. Men hvad gjorde så, at jeg ikke kunne klare at være i samme rum som ham?

Fordi at han skred.

Uden at kigge bag sig, så skred han.

Han forladte mig.

Og i det hørte jeg den velkendte lyd af vores hoveddør lukke, brød jeg ud i tårer.

Han gik igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...