Love me. - One Direction

Anastacia Sterling er en sytten årig teenage pige som får knust sit hjerte. Efter hendes brud med den åbenlyse hotte Jason McMorrow har hun svært ved at samle sig igen. Over et tilfældigt tweet skriver Liam P. til hende, hun ved intet om One Direction andet end at hun hader dem. Men kan Liam mon ændre hendes syn til dem? Når han gør det drastiske..

15Likes
10Kommentarer
2432Visninger
AA

9. Kapitel 7.

 

Jeg bankede på og ventede på hans svar ”Ja?” Jeg kunne høre han var ked af det, men ikke sikker på om han græd. ”Må jeg komme ind?” ”Hvem er det?” ”Anastacia” Han mumlede ja så jeg gik stille ind. Han sad med en pude foran ansigtet mens han var på twitter, han så op på mig en enkelt gang med tårer i øjnene. ”Må jeg sidde, mens vi snakker?” Jeg fik selv tårer i øjnene men holdte dem tilbage Liam nikkede og lagde telefonen fra sig. ”Liam, jeg ved at du så mig og Nathan stå derude og at du ville invitere mig ud..” En lille tåre faldt ned af min kind, hvorfor ved jeg ikke. ”Det lige meget, du er jo åbenlyst ikke interesseret..” Han vendte ryggen til mig og jeg kunne høre han var ked af det, jeg så ned i mine hænder og flere tårer trillede ned, jeg tog mod til mig og snakkede videre ”Liam, jeg ved ikke om jeg har de helt store følelser for dig.. Men jeg ved der er nogen, så jeg vil gerne give det en chance. Men kan ikke uden dig!” Jeg hulkede flere gange og bad til at Liam ville se på mig, det gjorde han bare ikke. ”Og Nathan?” Det var som om han ville have at jeg skulle være ked af det, det kunne bare ikke være sandt. ”Han er min barndomskæreste, jeg..” ”Og du har stadig følelser for ham..” Liam havde rejst sig og var mere bestemt, mere end nogensinde og før jeg vidste af det var han på vej ud af døren. Jeg stoppede ham midt i gangen ikke langt fra de andre, ved at gribe hans håndled ”Nej! Jeg har ikke følelser for ham, jeg har ikke følelser for nogen. Eller dig måske, men jeg ved det ikke! Jeg har bare brug for en chance til at opdage dem..” Jeg græd rigtigt nu ingen tvivl om det, han undgik øjenkontakt mens jeg søgte hans, hans perfekte brune øjne undgik mig. Han sukkede og vred sig løs af mit greb ”Jeg må bare være alene” Han gik lige forbi de andre uden at skænke dem et blik og fortsatte videre udenfor bussen og væk. Jeg sank samme på gulvet i gråd og gemte mit ansigt i hænderne jeg kiggede først op da jeg mærkede nogle arme om mig, jeg så Stella sidde foran mig og trøste mig mens drengene var gået ud og lede efter Liam. Stella hjalp mig ind i vores værelse og jeg lagde mig i sengen og viftede hende ud, jeg ville bare glemme alt og sove.

Jeg vågnede og kiggede på klokken, shiit! Jeg har sovet hele dagen i går væk, suk.. Jeg rejste mig op og kunne høre nogle stemmer, jeg var sikker på at Liam ikke var der ellers sagde han bare ikke noget. Jeg tog noget tøj fra skabet, en smule højtaljede mørkeblå cowboyshorts, en poset hvid strik trøje, en mørk orange/Beige halv lang cardigan og et mørkeblåt kors. Så hoppede jeg i et par af mine sorte stiletter og gik ud for at ordne hår og make up, jeg satte alt mit lange brune hår over i højre side af mit ansigt og sørgede for at det ville blive der hele dagen, så lagde jeg lidt puder og mascara samt lipgloss. Så tjekkede jeg en sidste gang i spejlet, jep man kan ikke se jeg har grædt og jeg er klar til at give Liam baghjul! Så spankulerede jeg nedenunder og idet mine stiletter kunne høres på trappen blev alt stille, jeg rullede med øjnene og så hen på fire drenge og Stella, som sagt kun FIRE! Ingen Liam.. Pokkers. Alt var helt stille og som den idiot jeg nu er smilede bare selvom jeg ikke var så glad ”Gætter på at i snakkede om mig.. Og Liam?” De så på hinanden og nikkede så ”Ikke for at være onde” Sagde Niall og lød helt uskyldig, jeg rystede på hovedet og svarede: ”Det okay, fortryder ikke det jeg sagde eller gjorde i går..” Jeg rejste mig om gik ud i køkkenet ”Håbede bare Liam ville være mere åben” Mumlede jeg for mig selv. Selvfølgelig var Harry og Louis som de fjollede dumme drenge fulgt efter mig for at få mit humør op, så da jeg vendte mig og så de to skiderikker stirrer. Jeg hoppede op i luften og spildte cornflakes ud over mig selv og gulvet ”Klods major” Grinede Harry og gik ud til de andre igen, ”IH! Det er mit yndlingssæt det her!” Råbte jeg efter Harry og kastede et hviskestykke i nakken på ham, Louis begyndte at tørre op på gulvet og så smilende op på mig. Jeg slog ham blidt i hovedet og begyndte at tørre mælk og cornflakes af mig selv, så rejste Louis sig op og smilede sødt og charmerende til mig ”Hvad så Boo Bear, er gulvet rent?” Sagde jeg og grinede, han rejste sig truende op og smilede ”Kald mig ikke det, kun Harry og Eleanor kalder mig det” Han smilede og så sjovt på mig. Jeg begyndte at gå langsomt fra ham ”Okay.. Boooooooooo Beeeeeeeeeeeeear” Louis satte i løb bag mig og det samme gjorde jeg, jeg smed stiletterne da jeg løb ud af bussen jeg grinede højt og løb ned i en park med Louis lige bag mig, den dreng kan løbe hurtigt! Jeg stoppede op ved en sø og var fanget, Louis kom løbende lige mod mig og kastede sig så over mig, jeg skreg og så ramte jeg vandet, ”Du er sindssyg!” Skreg jeg ad ham mens jeg plaskede vand på ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...