Love me. - One Direction

Anastacia Sterling er en sytten årig teenage pige som får knust sit hjerte. Efter hendes brud med den åbenlyse hotte Jason McMorrow har hun svært ved at samle sig igen. Over et tilfældigt tweet skriver Liam P. til hende, hun ved intet om One Direction andet end at hun hader dem. Men kan Liam mon ændre hendes syn til dem? Når han gør det drastiske..

15Likes
10Kommentarer
2425Visninger
AA

5. Kapitel 3.

 

Jeg havde allerede været vågen længe og tænkt over om Liam mon kom ned på caféen i dag, jeg skulle bare sidde og skrive en job ansøgning ikke andet, men alligevel klædte jeg mig fint på. Jeg skyndte mig ud af badet og tørrede mit hår, jeg lod det falde ned i dets naturlige krøl og lagde noget mascara, rouge og lipgloss. Jeg løb ind på mit værelse og fandt nogle fede sorte stiletter, en sort top og en mørke blå højtaljet nederdel. Jeg så mig selv i spejlet og smilede, der mangler noget’ tænkte jeg og smilede da jeg åbnede mit smykke skrin. Jeg samlede en stor sølv halskæde op med en smuk blomst og tog den på, jeg tog også nogle store sølv øreringe på som Stella havde givet mig. Jeg tog mine solbriller på og gik ud i varmen, jeg smilede stort og gik så videre ud mod den lille café Moca Loco, den er rigtig hyggelig og så kan man sidde udenfor, det lige mig.

Jeg havde taget min bærbar med og sad og skrev min ansøgning og tjekkede den nyeste mode. Jeg havde skrevet til Liam at jeg ville være der fra kl. 11 i nok omkring 1 time eller 2, efter en time havde jeg næsten opgivet håbet om at han kom lige indtil.. ”Hey, jeg leder efter en pige. Hun har brunt hår og flotte grønne øjne, hun har også meget smukke ben så hun ligner faktisk en model.. Har du set hende?” Hans stemme var så sød og fin, jeg så op på ham og smilede. ”En model siger du? Nej hende har jeg ikke set.” Jeg rejste mig op og tog solbrillerne af, ”Er du Liam?” Spurgte jeg og smilede falsk. ”Ja, og så er du vel Anastacia” Han smilede flirtende og jeg gengældte ved at rulle med øjnene. ”Hvorfor kom du egentlig?” Jeg satte mig ligegyldigt ned og skrev videre på min ansøgning, ”Altså du skrev du var her.. Så jeg tog chancen?” Han satte sig overfor mig og smilede igen. ’Hmprff!’ Lød det fra mig da han prøvede at tjekke hvad jeg skrev, ”Er det normalt for popstjerner at glo på ting som ikke er deres?” Sagde jeg afvisende og så på ham, han grinede sødt og jeg kunne ikke lade være med at smile ”Beklager..” Lød det fra ham mens jeg pakkede sammen, jeg tog computer tasken på skulderen og begyndte at gå ”Så, nu følger du også efter?” Spurgte jeg grinende og så på ham ”Jeg kan ikke bare lade chancen smutte vel?” Han smilede og jeg nikkede, ”Har du noget imod shopping?” Jeg gik nu ved siden af ham og smilede som jeg havde gjort med Jason bortset fra det virkede som et ægte venskab, selvom jeg kun havde kendt ham i de par minutter det nu var. ”Jeg tror godt jeg kan nyde at se dig prøve forskelligt tøj” Han smilede lumskt og jeg skubbede til ham ”Føj” Sagde jeg og fortsatte ind i en butik ”Men altså.. Jeg kender dig stadig ikke og er ikke en fan, det skal bare være på plads!” Han nikkede og satte sig ned på en stol.

Jeg farede rundt i butikken mens han lo og kiggede op mig, jeg tror faktisk han tog billeder af mig i de forskellige sæt tøj. Der var dog et som fangede hans opmærksomhed mest. ”Wow” Han gjorde store øjne da jeg trådte ud i små shorts som så slidte ud, hvid glitter top som sad nede i shortsene men også en smule udover og en masse forskellige smykker. ”Er det godkendt” Spurgte jeg, det eneste svar jeg fik, var store øjne og åben mund mens han nikkede. Jeg så på priserne og lagde det sammen, Damn it! ”Pokkers, har ikke råd..” Jeg så lidt ned og gik så ind for at skifte igen, ”Jeg vil mere end gerne give dig det?” Spurgte han sukker sødt, ”Nej, No way! Jeg skal ikke have medlidenhed af en popstjerne som tror det er nødvendigt fordi ikke alle kan have lige så mange penge og succesrigt job” Jeg rullede øjne af ham og lagde tøjet tilbage, jeg gav ham et Glem-Det-Blik og gik ud af butikken, ”Okay jeg kan se du har et problem med at jeg er sanger, men hey! Du kender ikke mig eller de andre drenge så du skal da ikke dømme nu” Hans søde stemme var blevet en del strengere men det var mig jo også så jeg var ligeglad. ”Og hvordan vil du have jeg skal stoppe med at være fordømmende?” Jeg var stoppet op og han stod lige foran mig, han var lidt højere end mig nu jeg havde stiletter på. Han åndede mig lige på panden ”Tag med mig og drengene på ferie” Han smilede og så ned på mig ”Og hvis jeg nægter?” Jeg så direkte ind i hans øjne, fjernede dem aldrig ”Så kidnapper vi dig.” Han smilede stille og så mig i øjnene. ”Hvad er dit svar?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...