Gotta be you Forever! (1D)

Emma olsen er tvillingerne Mary-kate og Ashley´s lillesøster, Emma har fået nok af sine to søstre. Hun leder efter en familie at bo hos, da hun kun er 17. Hun finder en familie, der gerne vil have en til at bo hos dem. Emma opsøger dem, de bliver gode venner. Hun får lov til at flytte ind hos, selveste familien Payne! Emma ved ikke at deres søn er berømt, da de møder hinanden danere de et tæt bånd som bror og søster! Når hun møder resten af hans band, og hun bliver håbløst forelsket i en af dem. Hvad sker der når han gengælder følserene? Vil Mary-kate og Ashley finde ud af hvor Emma er taget hen? Vil de give slip på deres kærlighed? Vil Liam nogensinde se den pige han holder af igen? Hvad sker der i det hele taget når de to forelskede finder sammen? Og hvad sker der når Emma bliver berømt?

12Likes
8Kommentarer
2082Visninger
AA

6. Den lille pige?

Jeg sad og overhørte stan og Louis samtale, det føltes lidt underligt at de kendte hinanden! "stan, hvad mener du med at du ikke kan komme?" sagde louis. "hmmm, ja okay ja. Jeg kan spørger hende?" mumlede han. "jeps det gør jeg, vi ses!" sagde han, og lagde på. Jeg fik min mobil, og kiggede lidt på den. "Emma, det er fordi tænkte på om jeg ikke måtte tage med dig. Altså hen til stan?" spurgte Louis. "øhm, det kan du vel godt? Men hvor kender du stan fra?" svarede jeg.

De andre kiggede også på Louis nu, med et undreneblik. "mig, stan og en pige der også hed Emma. Var bedste venner siden ja børnehave hun er nok på din alder nu, nå men i da hun begyndte i 4 klasse flyttede hun. Vi mistede kontakten, nogen år efter flyttede hendes familie tilbage men uden hende. Hun boede hos sine søstre, stan og Emma holdte kontakten. Mig og stan blev tættere efter hun flyttede, har aldrig set hende siden. Det er hårdt at miste en ven som hende, da Charlotte blev født tog hun selv med mig derover da jeg ikke selv turdet, hun holdte mig i hånden da jeg skulle se hende, hun var min første forelskelse. Stan og Emma, ja er vidst stadig venner, men jeg har ingen ide om hvor hun er hende længere gid jeg gjorde!" svarede han.

Jeg gik i chok, han beskrev jo noget af mit liv? Jeg havde to bedste venner der hed Stan og Louis, da jeg boede i doncaster! Vi var bedste venner siden børnehave, det er Louis min bedste ven! Jeg kastede mine arme om Louis, tårende faldt stille ned af mine kinder som de også gjorde på ham. Men ved han var det nok fordi det var hårdt at snakke om, men jeg havde fundet min Louis! "vent hvorfor græder du Emma, burdte det ikke kun være mig der græd" mumlede han. "det her er glædeståre Louis! Jeg boede i Doncaster, havde to bedste venner Louis og Stan! Dengang var jeg bare ikke særligt meget piget mere drenget, da jeg flyttede blev mit liv forfærdeligt! Jeg græd vær dag, de ville ikke have jeg flyttede tilbage til doncaster!" nu hulkede jeg.

Det var mit livs sværeste tid, faktisk var det der jeg skændes med min mor! Det holdte aldrig op, det fortsatte i flere år. "Emma, er det virkelig dig?" sagde han. Jeg nikkede, knugede ham indtil mig. Han knugede også mig indtil sig, vi havde fundet hinanden igen.

    (2 dage efter!!)

"lou, vi skal køre nu!" råbte jeg. "kommer nu! Vent hvor er det nu vi skal hen?" råbte han tilbage. "spasser" mumlede jeg for mig selv. "Hey, det hørte jeg godt! og jeg ved godt hvor vi skal hen! Vi skal til Doncaster" sagde lou. Jeg grinte bare af ham, og satte mig ind foran rettet. Han satte sig ind ved siden af mig, vores bagege lagde omme bag i min nye bil! (den er magen til den anden, bare lidt bedre)

"Emma, jeg sulten!" brokkede Louis sig for 10 gang! "Jaja, lou vi er der snart!" mumlede jeg. Vi kørte forbi en mc donalds, da jeg ikke skulle have det mad! Det var alt for billigt, heller dyrt, end billigt! Det var mig og Mary-kate og Ashely´s moto. Men selvfølgelig skulle lou brokke sig sådan: "Ej, Emma! Vi er lige kørt forbi Mc donalds, uden at køre derind! Jeg er ved at dø af sult her!" Mit blik faldt på en meget fin rasturang, kørte stille derind. Da jeg ikke orkede at høre på louis, da det var så træls! Restauranten hed ´Luxury´ den var meget fin, jeg havde spist der før! Det var virkelig god mad, og man betalte rimeligt.

"Emma, det er jo mega dyrt her!" udbrød lou. "det var da dig der var sulten, ikke?" surgte jeg. Han nikkede, og vi gik derind. Vi fik 1 bord til to. "hmm, jeg tror bare jeg tager en nummer 4" sagde jeg til tjeneren. "jeg tager også en nummer 4" sagde louis høfligt. Tjeneren gik igen, og lod os være i fred. "det er jo mega dyrt her, jeg tror ikke du skal tage Niall med herind!" sagde louis. "Hallo, det er ligesom også for rige menesker!" svarede jeg.

En lille pige kom gående hen til os, hun var nok 5 eller sådan noget. "hej, du er Emma olsen ikke?" spurgte hun. "jo, det er jeg! Er der noget jeg kan hjælpe med?" spurgte jeg hende. Man kunne ane nogen tåre i hendes øjenkrog. "ja først, så har jeg hørt du er meget venlig og flink! Så efter du har spist, vil du så hjælpe mig med at finde min mor?" En tåre gled langsomt ned af hendes kind, stakkels pige da! Jeg gik ned fra min stol, satte mig på  knæ og krammede den lille pige. "jo selfølelig, vil vi det. Men så vil vi også vide hvad du hedder!" jeg smilte da jeg sagde det, hun svarede: "mit navn er Sophie, og jeg er din største fan!" "fedt! Men hvor er din mor, og hvorfor en by bor du i?" spurgte Louis. "min mor er derhjemme, i Doncaster! Min far kørte mig herud, og sagde jeg skulle gå resten af vejen hjem til mor. Min far bor i London, han har aldrig elsket mig!" tårende gled langsomt ned af hendes kinder.

"ved du hvad, vi er faktisk på vej til Doncaster. Vi giver dig et lift, søde!" smilte jeg. "hvor lang tid har du været her?" spurgte louis. "5 timer, jeg kender ikke vejen hjem" man kunne høre nogle hulk undslippe hendes læber! Jeg kaldte på en tjener, fik hurtigt et bord til 3 i stedet og bestilt en børnemenu. 15 minutter efter kom alt vi havde bestilt, sophie var faktisk en meget sød pige. Jeg kiggede langsomt på hendes arm, et gisp undslap mine læber. Hun havde et kæmpe sår, og en masse blå mærker på sin arm.

"sophie, hvem har gjort det her ved dig?" sagde jeg trist. "d-d-d-det har m-m-min f-far" græd hun. Jeg kunne mærke en vrede skylde ind over mig, et had til en person som jeg ikke kendte! Hvordan kunne man være så ond?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...