Meant to be together - One Direction - Konkurrence - Færdig

Sarah er en pige på 19 år, som lige har været i praktik i New York som sygplejske. Hun venter nu kun på at komme tilbage til England, men flyturen hjem bliver ikke som hun forventer. Hvem vidste, denne tur ville være årsagen til enden på hendes kæreste og hendes forhold? Denne tragiske oplevelse vil ændre alt.

52Likes
35Kommentarer
2883Visninger

2. One Shot

 

Jeg smed mit skod i den metal grå skraldespand, og smilede venligt til de andre rygere ude foran lufthavnen. Jeg kiggede op mod himlen og de høje, store højhuse. Det var utroligt hvordan det sidste halve år havde gået så stærkt, jeg kunne næsten ikke tro det. Jeg fik tåre i øjnene om tanken om at endelig skulle se Jonas, min kæreste, igen. Selvom hans temperament før havde gået over gevind og han havde efterladt mig med ar på grund af raserianfald, havde et helt halvt år uden ham været hårdt. Jeg elsker ham jo - trods alt. Jeg kiggede en aller sidste gang hen af New York's befolkede og travle gader; "Jeg kommer snart tilbage, New York, snart" tænkte jeg for mig selv.

 

Jeg skyndte mig at købe en kaffe, og drak den hurtigt færdigt. Jeg ville for alt i verden ikke misse det forbandede fly! Jeg satte pap-kruset på en af de bakker der lå over skraldespanden, kiggede halvt over skulderen og nikkede til damerne i cafeteriet. Jeg lavede en slap bevægelse med min hånd som skulle opfattes som et vink, og fandt med besvær mit pas og min billet frem. Nu skulle jeg bare tjekke ind.

 

Før jeg vidste af det var jeg på vej ind i flyet, fandt min plads, og satte min håndbagage på gulvet. Lige i det øjeblik jeg havde fået mast mig op fra gulvet og sat mig til rette i de tildeles bløde sæder, kom jeg netop i tanke om min bog. Nede i tasken. Normalt var "Economy class" helt fint for mig, men i dag var jeg ekstra klodset en fra hvad jeg plejede at være. Okay, måske ikke. Jeg er altid vildt klodset, det kan lige så godt indrømmes. "Årh Gud, hvor er her lidt plads" sukkede jeg for mig selv mens jeg kæmpede for at fange min bog i tasken under sædet. Endelig fik jeg fat på den, og endnu engang sad jeg med ret ryg i sædet. Dog havde jeg denne gang min bog. Nu skulle denne enorme lange flyvetur hjem til England bare overståes.

 

Jeg sad til sidst og kæmpede med at finde ud af hvilken en af linjerne på siden jeg var nået til. Jeg havde alligevel fået læst omkring 50 sider, og det var da helt fint synes jeg. Jeg lagde "Stormfulde højder" fra mig, og lukkede øjnene i. "Dette halve år i praktik som sygplejske, har nok været en af de bedste beslutninger i mit liv" tænkte jeg som det sidste inden jeg faldt lige så stille og uskyldigt i søvn.

 

Jeg vågnede et par timer efter, på grund af flyets skarpe drejning. Jeg tænkte ikke rigtigt videre over det; det var da normalt, ikke? Jeg mener, vi er på et fly.. Det næste jeg hørte var et knald, og jeg var ikke engang vågnet ordentligt op før panikken spredte sig i hele kabinen. Jeg vidste ikke hvad der var sket, men alvorligt var det, det var sikkert. Der kom råb og skrig oppe fra første klasse af, og man kunne nu hører høje stilletter gå i et rask tempo hen over gulvtæppet. Så kom en stewardesse langt om længe til syne. Hun bad os alle om at tage det roligt, men alligevel kunne jeg se på hendes kropssprog at noget var galt. "Hvad fanden er der sk-" hviskede jeg for mig selv, da hendes høje, skarpe stemmer overdøvede min egen.

 

"Er der nogen her der mestre læge eller sygeplejskning? En ung mand her oppe på første klasse er kommet virkelig slemt til skade, og vi har brug for hjælp, med det samme". Hendes stemme var tæt på at knække men hun gjorde alligevel et fejlet forsøg på at tale professionelt og holde masken. Panikken spredte sig i hendes krop. Hun fik næsten tåre i øjnene og alle pageagerene var målløse. Jeg handlede instinktivt og før jeg opfattede noget som helst var min arm oppe i vejret, og jeg blev hevet i som aldrig før. Jeg vidste ikke hvad der ventede mig, men jeg måtte være modig. "Kom nu Sarah, du kan godt, tag dig sammen. Kom nu".

 

Og som om min angst ikke var slem nok, blev jeg mødt af et uhyggeligt syn. En som beskrevet ung mand med uglet nødde-brunt hår lå på gulvet med hoved mod tæppet. Jeg kunne ikke se hans ansigt, dog en masse blod. Mit hjerte galrorperrede derud af, og tårene trillede om kap ned af mine kinder. Jeg havde ikke længere kontrol over min krop. Selv helt ude i fingerspidserne rystede jeg og jeg lagde en skælvende hånd på hans bevidstløse krop. Jeg råbte med hæs og knækket stemme efter første hjælps udstyr og sekunder senere stod jeg med alt hvad jeg behøvede i hånden. Jeg sad med hans hoved i skødet, på gulvet, fuld af blodet strømmene fra hans ansigt. Bindet slap op i mine hænder og jeg hæftede det fast til resten af forbindingen. Suset i mig blev mindre nu og jeg mærkede en lille dosis af beroligelse sprede sig i min opkørte krop. Jeg havde i det mindste en smule styr på situationen nu og først der tog jeg mig til at kigge mig omkring. Jeg blev mødt af et par kendte ansigter. Ikke kendte som i mine veninder eller min mor. Kendte som Niall Horan, Zayn Malik, Harry Styles og Louis Tomlinson.

 

***

 

Vi havde endelig mellemlandet, og jeg kunne overhovedet ikke overskue alle fotograferne, pressen, riven og råben, og ikke mindst alle menneskerne ude på flyvebanen. Jeg var ærlig talt helt oppe at køre, og kunne ikke koncentrere mig. Jeg mærkede en arm rundt om mig, og vupti - så sad jeg inde i en ambulancen. Jeg vendte straks blikket væk da jeg blev mødt af Liam liggende på en borer. Hvorfor ham, hvorfor Liam? På vej til hospitalet sad jeg med en gigantisk klump i halsen, og havde det virkelig skidt. Niall, Louis, Harry, Zayn sad her også. Et par andre var der endda også, og den eneste derudover jeg kendte til var Paul. Paul Higgings, deres tour manager. Lidt Directioner var man vel, men det her var altså seriøst, ingen tid til at fangirle nu! 

 

Vi var langt om længe fremme og Liam blev hurtigt kørt til en akut afdeling. Vi sad alle - drengene og jeg - udenfor stuen og ventede. "Jamen.." jeg sad og prøvede at samle tankerne med hovedet nede i mit skød. "Hvordan gik alt dette til?" fik jeg endelig formdet at spørge om. Min stemme lød så klar, og gav genlyd i gennem de lange hvide gange. Hvor jeg dog hader, hader, hader hospitaler. Zayn lagde hånden på Niall's knæ, og både Louis og Harry holdt om hans skuldre. Først nu opdagede jeg hvor tæt Niall virkelig var på at bryde sammen.

 

"Jeg.." hørte jeg hans meget dybe stemme starte. Den lød helt ødelagt. Han kiggede ned på fliserne under ham. "Liam og jeg sad og dansede, for sjov. Pludselig tager Liam selen af for at vise mig et danse move, for du ved hvordan han er. Spontan, og.. Ja. Det næste jeg ved er -" hans stemme knækkede. Jeg mærkede min mave vende sig så ondt det gjorde på mig, at se ham sådan var absolut forfærdeligt. Alle drengene strammede grebet om hans knæ og skuldre. De var der virkelig for ham, præcis som alle havde forstilt sig. Han forsatte endelig. "Liam's bord på sædet foran var slået ned, og i det han skal til at danse, tager flyet en skarp drejning og han slår hovedet direkte ned i bord kanten, hårdt som aldrig før. Der.. Der var blod over det hele, jeg kan.." Han kiggede ned på sit bukseben og blev mødt af et par røde blodige, dog tørre pletter. Ikke bare blod. Hans bedsteven's blod. Liam's blod.

 

Et par timer var gået med drengenes selskab, de var simpelthen fantastiske. Det eneste jeg virkelig ikke fandt fantastisk var hvorfor vi alle var sammen lige nu - Liam's uheld. Han var endelig kommet til bevidstheden igen og langt om længe måtte drengene og Paul tale med ham. Jeg sad i cafeteriet og ventede på noget skulle ske, da jeg pludselig blev kaldt ind på hans stue over højtaleren. Jeg bed mig i læben, hvad nu?

 

Jeg gik gennem døren, ind til hospitals sengen. Her på stuen var der så koldt og.. Ja, ubehageligt. Jeg så den ubeskriveligt smukke Liam i sengen, med bandage rundt om panden. Den var selvfølgelig blevet skiftet et par gange. Den jeg bandt om ham ombord på flyet var forfærdelig. Typisk mig. På kinderne havde han et par rifter, de var heldigvis ikke så dybe som jeg havde frygtet. Han rørte let på sig. "Sarah?" hviskede han og gjorde tegn til jeg skulle sætte mig på sengekanten. "Hvordan kender du mit navn, Liam?" spurgte jeg i en kærlig tone og grinede en smule. "Hvordan kender du mit navn?" grinte han. Vi fniste begge to, hvor var han dog latterligt sød. OG SINGLE! 

 

Vi talte lidt frem og tilbage og fortalte historier der blev fortalt med så meget passion at jeg blev nød til at få dem fortalt engang til. Hans entusiasme fyldte ikke kun hele rummet med glæde, men også jeg. Vi endte på bænken nede i gården, hvor vi sad og så hinanden dybt i øjnene. "Sarah, jeg ved vi først lige har lært hinanden at kende, og jeg vil ikke haste med med noget, jeg mener vi har jo hele livet foran os, men jeg vil virkelig gerne lære dig bedre at kende. Indtil videre har du været enormt sød, og jeg vil gerne hænge mere ud med dig. Allerede nu føler jeg at vi kommer virkelig godt ud af det med hinanden. Du er en af de sjoveste jeg har mødt længe!". Liam tog min hånd, og hele min krop var elektrisk, helt ud til fingerspidserne. Sommerfuglene var ikke kun i min mave, men i hele min krop. Og da skete det; vi lænede os mod hinanden og hans fyldige bløde læber mødte mine. Med ham ved min side var jeg lige glad med alt andet, jeg følte mig ubeskriveligt tryg. I lige præcis det øjeblik vidste jeg at Liam og jeg var rette for hinanden, og at jeg endelig havde fundet min soulmate.

 

***

 

Som tiden gik lærte Liam og jeg hinanden bedre og bedre at kende. Vi blev til sidst begge enige om, at vi klart skulle date og selvfølgelig skulle fortælle det til min nu ex kæreste, Jonas. Som den gentleman Liam er, tog han med i frygt for at Jonas skulle blive voldelig, som han før havde gjort. Havde jeg aldrig mødt Liam, ville jeg ikke vide at jeg fortjente mere end en som Jonas, en svans der træder og bruger kvinder som det passer ham. Jonas tog det langt fra pænt, men ingen kom til skade og jeg flyttede ind hos Liam. Jeg elsker ham højere end nogen anden, og det samme gælder for mine nye bedste venner; Louis, Harry, Zayn og Niall. De er uden tvivl mændende i mit liv. Aldrig troede jeg, jeg ville blive velsignet med sådan nogle fantastiske personer omkring mig.

 

Kunne jeg gøre det hele om ville jeg for alt i verden ikke; nok har jeg mistet Jonas, men jeg ser det ikke som et tab. Jeg ser det som en lettelse, og ovenikøbet mødte jeg kærligheden i mit liv. Liam James Payne, jeg elsker dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...