Genforenet..

Bella er en 18 årig pige, med en masse gode venner og veninder. Hun har en masse at se til med gymnasie og arbejde. Bella har altid været lidt af en enspænder. Den eneste rigtige kæreste hun har haft, er Théo. En flot, høj og brun franskmand. Théo rejste få år tilbage, mens de stadig var nyforelskede. Selvom Bella var knust da han rejste, har hun lært at leve med at de ikke kan være sammen. Men da Théo pludselig dukker op, 2 år efter de måtte sige farvel til hinanden, ved Bella ikke hvad hun skal tage sig til. Sammentidig med Théos tilbagekomst, sker en tragisk ulykke, der vender op og ned på Bellas hverdag..

0Likes
2Kommentarer
700Visninger
AA

1. Flashback

Noget jeg tydeligt kan huske, var den aften Théo havde inviteret mig med på stranden. Han sagde, at vi skulle vente til sent på aftenen, så der ikke ville være nogle mennesker. Jeg havde altid syntes, at han var en romantisk fyr, men det her havde han dog aldrig gjort. Jeg tænkte ikke videre over det, men sminkede mig istedet færdig, så jeg kunne komme afsted. Jeg havde taget en pose med i cykelkurven, med noget frugt og et par sodavand. Det havde jeg slet ikke behøvet, for da jeg kom ned på stranden, havde Théo taget det hele med. Han havde taget et hvid- og rødternet tæppe med, hvorpå der lå en masse frugt, noget chokolade og et par Sommersby. Jeg gik ned til ham, og gav ham et kæmpe knus. Han kyssede mig på kinden, og tog min hånd. Jeg havde altid elsket, at han var sådan en gentleman, enhver piges drøm. Vi satte os på tæppet, og som den betænksomme fyr han nu var, havde han taget et ekstra tæppe med, som han slyngede om mig. Vi snakkede om alverdens ting. Lige fra hvordan det var gået i skolen, til hvad vi havde fået til frokost. Vi kunne snakke om alt. Derfor undrede det mig også, at jeg kunne se på ham, at der var noget galt, men at han ikke ville fortælle det. Jeg spurgte om der var noget galt, men som alle drenge gør, svarede han bare, at han var helt okay. Jeg kunne se, at han løj. Der var noget, der gik ham på. Jeg prøvede igen, men stadig det samme svar. Hen ad aftenen blev stemningen mere og mere trist. Han sagde intet. Han plejede at være den der snakkede mest, men ikke denne aften. Da jeg skulle til at cykle hjem, spurgte han, om jeg ikke ville blive lidt. Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg blev. Han tog min hånd, og sagde at der var noget, han skulle fortælle mig. Jeg tænkte over, hvad det kunne være, men intet faldt mig ind. Jeg kunne se hans øjne blive våde, og der gik det op for mig, at der var noget helt galt. Han kiggede mig i øjnene. Det gjorde han et stykke tid, inden han sagde noget. Jeg kan tydeligt huske, hvad han sagde:''Bella, jeg er så ked af, at det er kommet så langt, når jeg hele tiden har vidst, at vi skulle tilbage en dag..''. Jeg forstod ikke hvad han mente, men jeg nåede ikke at tænke så langt, før han fortsatte:''Ja altså, vi skal rejse tilbage til Frankrig. Den eneste grund til at vi er her, er fordi min far fik arbejde her. Nu er hans kontrakt udløbet, og så skal vi tilbage..''. Han sagde det med tårer i øjnene. Jeg kunne mærke, at han virkelig prøvede at holde sine tårer tilbage. Jeg kunne også mærke tårerne presse på. Jeg prøvede at holde dem inde, men til sidst kunne jeg ikke mere. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Vi sad bare og græd, sagde intet. Det var en frygtelig aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...