Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11756Visninger
AA

7. Vold mod nye Melanie

Jeg var faktisk ikke længere usikker på musikken. Mindst af alt var jeg usikker på det svar, jeg havde givet drengene: jeg havde lovet dem, at jeg ville besøge dem igen dagen efter, hvor de ville lære mig en ny sang. Det var rart endelig at få lagt fortidens sorg bag mig og komme videre. For det meste tog det flere år for folk at lade de åbne sår i sjælen hele, men ved lidt hjælp fra fem fantastiske drenge, var det hele gået glat for mit vedkommende.

     Jeg åbnede døren indtil bygningen, hvor min far og jeg boede. Harry og Louis havde fulgt mig hjem, da jeg ikke selv vidste, hvor jeg var. Derefter havde de igen fået mig til at love, at jeg ville komme igen i morgen. Havde de spurgt mig om samme spørgsmål tidligere på dagen, havde mit svar klart været et nej, præcis som det havde været til musikken. Men tingene havde ændret sig efter, at jeg havde tilbragt hele eftermiddagen med dem. Så var det til gengæld også blevet tid til, at jeg måtte hjem og se til min far.

     Trapperne så pludselig meget anderledes ud, end de plejede. De var ikke længere så triste og grå, som jeg ellers altid syntes. Grå var de stadig, men jeg kunne pludselig se noget andet ved dem også.

     Magien.

     For hvert trin, jeg tog op til lejligheden, kunne jeg se hvert trappetrin, jeg trådte på, ændre sig. Det var ikke engang løgn; de ændrede sig overraskende meget. Gnister kom til syne, og lidt efter kunne jeg også se andre forandringer ved dem.

     De skinnede. De glimtede. De sang.

     Enhver, jeg havde fortalt dette til, ville have leet af mig, men jeg vidste, hvad forandringerne kom af. Mit humør og mine drømme var kommet tilbage. Mine øjne havde åbnet sig og så pludselig magien og musikken i alting som for to år siden. Jeg havde lyst til at synge med trappen, men det blev ikke til noget. I stedet smilede jeg blot, hvorefter jeg løb op ad de sidste par trin, inden jeg nåede døren til lejligheden.

     Ærlig talt så den stadig præcis ud som før, jeg mødte drengene - eller for den sags skyld; Harry. Der var ingen musik gemt bag den, lige indtil jeg tog om håndtaget. Det var nærmest som om, et elektrisk stød skød gennem hele kroppen, da jeg åbnede døren og så det hele forandre sig på samme måde som trappetrinene. Mit liv var allerede fuldstændig ændret fra før - eller rettere sagt var det endelig blevet det samme, som det var før i tiden.

     Alt lå, som da jeg forlod det. Selv min far lå stadig og gryntede på sofaen.

     Jeg trådte hen over flere bunker af tøj, inden jeg kom hen til mit værelse, hvor det eneste ur, vi havde i huset, hang. Det viste et kvarter over fire. Det ville sige, at min far muligvis ville vågne.. ja, hvornår det så end skulle være.

     Jeg så lidt på rodet, mit værelse var begravet under. Det var næsten umuligt at se gulvet, men det var trods alt nok det mest ryddelige rum i hele huset.

     Jeg tog nu en beslutning: jeg ville rydde huset op. Jeg kunne ikke leve mit magiske og musiske liv i en svinesti som denne.

     Idet jeg bukkede mig ned for at samle bunkerne med tøj op, der lå spredt ud over gulvet, smilede jeg for mig selv. Det var ikke fordi, jeg ligefrem havde meget tøj, men det lå stort set over alt.

     En melodi begyndte at spille inde i mit hoved. Smilet på mine læber blev kun større, da jeg begyndte at nynne den, mens jeg gik ud for at hente en vasketøjskurv til at lægge alt tøjet i. Jeg kunne ikke teksten, men alligevel var der nogle få ord, der bare passede ind.

     "Na, na, na, na, na, na, na, na- Na, na, na. Another moment passing by. Na, na, na, na, na, but it's now or never. Na, na, na, na, na, na, na, na."

     Jeg blev ved med at nynne melodien og synge med på nogle af ordene, da det gik op for mig, at sangen, jeg sang, var den, drengene også havde sunget. Den, de havde sunget, da de hoppede rundt og til sidst fik lokket mig med. Jeg grinede rystende på hovedet ved tanken, mens jeg lagde vasketøjet ned i kurven, jeg netop havde fundet frem. Det hele virkede bare ret så surrealistisk, når man tænkte over det. Jeg havde virkelig ikke troet, at mit liv kunne ændre sig ved blot at støde ind i en dreng.

     Harry.

     Når jeg tænkte over det, var han faktisk en ret sød fyr. Den tanke strefjede mig ikke, før mit humør vendte sig fra bunds til tops.

     Jeg kunne faktisk godt lide ham. Han var venlig. Det var de allesammen. Der var bare noget helt særligt, der lå hos Harry. Hvad det var, kunne jeg ikke sætte min finger på.

     Jeg stillede vasketøjskurven fra mig på køkkenbordet, hvor der lige nøjagtig var plads til den, eftersom bordet ikke var specielt stort. Min far spiste alligevel næsten aldrig derude. Det var kun mig. Egentlig var det en smule ensomt, nu jeg tænkte over det. Det havde jeg heller aldrig lagt mærke til før, da alt bare var ligegyldigt. Nu havde jeg pludselig fået mere energi, mere lyst til livet.

     Jeg gik hen imod køkkenvasken, hvor der var en kæmpe opvask, eftersom vores opvaskemaskine ikke duede. Den var gået i stykker, og vi havde nu engang ikke råd til reparationen af den.

     Jeg åbnede for hanen og valgte det varme vand. Det var nemmest at gøre ting rent i. Imens jeg fik de beskidte genstande op fra vasken for derefter at sætte dem på køkkenbordet, lod jeg vandet løbe. Da jeg formåede at fiske den sidste gaffel op, var der plads til en balje. På den måde gik vandet ikke til spilde ved, at det skulle løbe den næste lange tid, hvor jeg vaskede op. 

     I skabet under vasken fandt jeg en opvaskebalje frem, og jeg fyldte den op med det varme vand. Den var ikke køn, men brugbar var den forhåbentlig. Den remouladegule farve havde ikke før irriteret mig, men den var næsten uudholdelig nu.

     Jeg hældte en smule opvaskesæbe i baljen, hvorefter jeg så vandet begynde at skumme. Jeg begyndte at vaske tallerken op efterfulgt af en ny tallerken. Glassene kom bagefter, og jeg tog til sidst bestikket, havde jeg besluttet mig for.

     Pludselig kunne jeg mærke en varm ånde i nakken på mig.

     Det var min far, der var stået op.

     Jeg lagde gaflen, jeg var i færd med at vaske op, ned i opvaskebaljen, hvorefter jeg vendte mig smilende om mod ham. Han så værre ud end nogensinde før. Og det var han også.

     Han tog fat om skuldrene på mig og kiggede blot på mig med sine tomme øjne. "Lillian?" Han havde før i visse situationer troet, at jeg var min mor, men når jeg så havde afvist det, havde han troet mig.

     "Nej. Det er Melanie," forsøgte jeg at overbevise ham.

     Han kneb øjnene sammen, så man kun kunne se en lille sprække af dem. "Du forlod mig.." Selvom han hviskede det, hørte jeg det tydeligt.

     Han troede stadigvæk, at jeg var mor.

     Jeg tog fat om den ene af hans hænder, der lå på min højre skulder, men jeg nåede ikke længere end det.

     En lussing kom ud af det blå og ramte mig på min venstre kind. Jeg skreg ikke, men jeg gav en forskrækket lyd fra mig. Hvad havde han gang i?!

     "Far! Hør her! Du bliver nødt til at lytte.. Jeg er Melanie! Din datter?" Jeg gik et par skridt til siden og ind mod stuen, men han hørte tydeligvis ikke efter. Han var ved at blive voldelig imod mig. Det burde jeg have vidst ville komme med tiden. Jeg burde have sendt ham på afvænning, da det stadig var en mulighed. Der havde jeg bare ikke fået åbnet øjnene som nu.

     Endnu en hånd kom flyvende mod mig. Denne gang var det som en knytnæve, og den ramte mit øje.

     Smerten var stor. Denne gang var smerten, jeg mærkede, ikke fra hjertet af. Det var en fysisk smerte.

     Jeg tog den ene hånd op for at dække øjet, hvorefter jeg mærkede tårer løbe ned af kinderne på mig.

     Han blev ved med at gå efter mig, og endnu en gang blev jeg ramt. Hårdt sparkede han mig i maven, så jeg væltede ned på gulvet. Jeg rullede grædende om på maven, hvorefter han bukkede sig ned og slog løs på min ryg. En enkelt gang eller to ramte han mig også i ansigtet, og min ene læbe sprækkede, da han ramte den, samtidig med, at min ene fortand begyndte at gøre ondt.

     Jeg prøvede desperat at rejse mig op, men han fik væltet mig med et spark igen.

     Jeg kravlede hen mod den nærmeste væg og støttede mig grædefærdigt op af den. Min mave gjorde ondt, og jeg holdt stadig min ene hånd for det sårede øje.

     Jeg måtte væk, og jeg havde kun et sted at tage hen.

     Jeg bed smerten i mig og skyndte mig hen til døren, hvor jeg skyndte mig ud.

     Trapperne var pludselig besværlige. Jeg havde smerter i maven, mit ene ribben gjorde ondt, og jeg skulle skynde mig. Hans fodtrin kunne høres på trappen.

     Med ét faldt han, da han ikke havde styr på hverken ben eller balance. Han var for fuld.

     Jeg så chancen for mig og skyndte mig blot videre uden at se for meget tilbage.

     Idet jeg nåede til døren, der førte ud fra bygningen, trillede tårerne ned ad mine kinder.

     Jeg løb videre ud af den, men smerten i maven blev for stor.

     Jeg faldt; faldt ned på fliserne, gaden var bygget af. Mit ene knæ blev skrabet, men jeg kunne ikke stoppe nu. Han havde denne gang virkelig brug for lige at blive sig selv, og jeg havde klart brug for at komme væk fra ham en dags tid. Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke kunne forblive væk, men jeg kunne helt sikkert ikke være hos ham lige nu.

     Jeg fik med nød og næppe rejst mig op. Med besvær humpede jeg hen mod en taxa, jeg havde fået øje på lige i nærheden. Om den rent faktisk havde passagerer, vidste jeg ikke, og jeg tænkte faktisk slet ikke på det. Jeg skulle bare med den.

     Da jeg nåede hen til den, åbnede jeg stønnende døren ind til bagsædet, hvor jeg smed mig ind. Der var ingen andre end mig og chaufføren.

     Jeg gav et lavt skrig fra mig, da jeg mærkede smerten i maven endnu en gang.

     Hurtigt og bøvlet fik jeg fisket en lille sammenfoldet seddel op af bukselommen, som jeg tidligere havde fået foræret af Harry, så jeg rent faktisk kunne finde derhen igen i morgen.

     Jeg rakte hurtigt chaufføren den.

     "Vær sød at køre mig hen til denne adresse. Nu."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...