Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11729Visninger
AA

5. Skuffet

Forvirret kiggede jeg bare på dem. At se alle de musikinstrumenter skar mig i hjertet, samtidig med at de alle blot smilede venligt til mig.

     Den sorthårede fyr, jeg først havde set synge, hævede højre hånd som en hilsen. "Zayn."

     Herefter kom den lyshåredes hånd også op - dog den venstre. "Niall."

     Ham med de brune krøller, jeg også havde set synge, gjorde det samme. "Liam."

     Til sidst gik ham i den stribede bluse helt hen til Harry og jeg, hvor han gav Harry et lille dask på skulderen.

     "Louis," præsenterede han sig. Han smilede venligt til mig, men jeg gengældte det overhovedet ikke. Hvorfor var jeg blevet taget herhen?

     Harry så på mig med sine øjne, der var lige så charmerende som hans smil. "Vi stødte tilfældigvis ind i hinanden på en kaffebar."

     Jeg afbrød ham, inden han kunne nå at sige mere. Min stemme var næsten ikke mere end en mumlen. "Han hældte kaffe ud over mig."

     Drengene brød ud i latter omkring mig og rystede på hovedet af Harry, der prøvede at vise sin uskyld ved at tage begge hænder op, præcis som når man overgiver sig. "Hey, det var et uheld."

     Jeg kiggede surt på ham, hvorefter jeg hørte Louis hviske noget til ham. Jeg stod tæt nok på til at kunne høre det. "Hun ser ikke ligefrem ud til at bryde sig om dig."

     Harry kiggede først på mig og derefter på Louis. De andre tre drenge havde slået sig ned i en af sofaerne, der stod henne i et hjørne.

     Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede her, men jeg kunne ikke komme hjem. Jeg kendte ikke vejen. I det mindste var jeg dog ikke nødt til kun at snakke med Harry længere.

     Jeg gik med bestemte skridt hen mod Niall, Liam og Zayn, og smed mig i sofaen overfor den, de havde sat sig samlet i. Niall havde åbnet en pose chips og sad og guflede dem alle i sig ud over et af armlænene, mens Zayn desperat prøvede at få fat i posen - dog uden held.

     "Helt ærligt, Zayn. Du kender Niall. Du får først posen, når den er tom." Liam sad ved siden af ham og prøvede at få Zayn til at indse, han ikke ville få fat i chipsposen, før det alligevel kunne være lige meget. 

     Jeg trak benene op på sofaen, og på den måde skabte jeg mig åbenbart opmærksomhed. De kiggede i hvert fald alle tre hen på mig. Niall sad stadig og tog chips efter chips ind i munden, og jeg måtte indrømme, at han så ret nuttet ud. Alligevel var jeg ikke i humør til at grine eller bare tænke på at gøre det.

     "Hey, er du okay?" Bekymret så Zayn på mig, mens Liam kiggede hen mod Harry og Louis, der stadig stod og snakkede sammen, hvorefter han vendte blikket mod mig igen.

     Jeg trak på skuldrene. "Jeg vil helst bare væk. Hjem." Sukkende kiggede jeg ned i skødet på mig selv, men løftede igen blikket, idet Niall smed chipsposen hen til Zayn. Efter at have rystet den uden, en enkelt krumme kom ud, kiggede han mopset hen på Niall. Derefter begyndte han at grine.

     Niall sendte ham et drillende smil, inden han gik hen og satte sig ved min side for at se på mig med sine undersøgende, blå øjne. Det virkede som om, at han så lige gennem min sjæl.

     "Hvorfor er du her overhovedet?"

     Jeg blinkede et par gange med øjnene.

     Ganske godt spørgsmål. Hvorfor var jeg her?!

     Jeg nikkede mod Harry, hvilket ikke ændrede på, at de alle lignede tre spørgsmålstegn. Dybt sukkede jeg. "Harry ville have mig med."

     Liam smilede, som om han havde forstået det hele. "Ahh.. Og du sagde ja, fordi du som så mange andre piger er vild med ham? Eller du var, fordi han måske ikke er, som du troede, og du derfor har ændret syn på ham?" Han rynkede brynene, da det slet ikke lød rigtigt.

     Jeg måtte give ham ret. Det lød helt forkert.

     Kort fugtede jeg mine læber. "Nej. Jeg aner ikke, hvem han er. Det eneste, jeg har fundet ud af, er, at han er en stor idiot, der har ført mig hen til hans band; Hen til musik. Jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg bør være vild med ham og for den sags skyld heller ikke, hvorfor NOGEN SOM HELST skulle være det."

     Harry kiggede hen mod mig. Han havde tydeligvis hørt det hele, og han havde fortjent hvert eneste ord. Især ordet idiot. Det passede fantastisk til ham.

     Han og Louis gik hen til os andre, hvor Harry satte sig på Nialls - nu tomme - plads ved siden af Zayn, mens Louis smed sig i enmands sofaen. Alle fem kiggede på mig.

     "Du kender altså slet ikke Harry?" Der dannede sig en fure i panden på Louis, og jeg rystede blot på hovedet som svar. 

     "Du kender slet ingen af os?" spurgte Zayn - vist mest af alt kun af ren nysgerrighed.

     "Nej. Jeg kender hverken jer eller One Direction. Som så er jer," tilføjede jeg hurtigt, da jeg huskede det. Da jeg bagefter kiggede hen på Harry, sendte han mig et lille smil.

     Jeg forstod ham ikke. For få minutter siden kaldte jeg ham idiot? Gjorde det slet ikke ondt på ham?

     Hans næste sætning gjorde mig på en eller anden måde lidt forlegen. "Det er jo derfor, jeg er blevet interesseret i at lære dig at kende."

     Alle de andre drenge stirrede forundrende på Harry, men formåede ikke at holde et smil tilbage.

     Selv sad jeg med røde kinder. Både grundet smigeren, men også grundet vrede. Han kunne sikkert få en hvilken som helst pige, og han droppede den sikkert efter en uge. Efter min mening virkede han som den type.

     Da ingen anden sagde noget, pegede han blot hen mod et klaver. "Da jeg så, du havde spillet klaver.. tænkte jeg, at du jo kunne begynde igen; sammen med os, håbede jeg på. Så kan vi måske lære hinanden at kende ud fra musikken. Den fortæller altid så meget."

     Jeg sad fuldstændig lammet.

     Musik. Han ville have mig til at spille musik. Aldrig i livet. Nej. Aldrig. Jeg skulle ikke røre det klaver, aldrig nogensinde!

     Jeg rejste mig fra sofaen og gik med hurtige skridt hen mod døren. Alle de andre drenge rejste sig også op, men kun Harry fulgte efter mig. "Hey, vent!" råbte han. "Hvorfor går du?"

     Jeg vendte mig om mod ham. Pludselig stod vi alt for tæt på hinanden. Der var kun nogle centimeter mellem os. "Jeg hader musik, okay?"

     Bag ham lavede alle fire nogle underlige grimasser for at sige 'av'. Harry rystede dog bare grinende på hovedet. "Man kan ikke hade musik. Kun være skuffet over den."

     Jeg gloede med øjne så store som tekopper på ham.

     Hvad var det lige, han stod og sagde?

     Jeg turde ikke indrømme, at det var sandt. Jeg var skuffet over musikken, skuffet over min musik, skuffet over.. mig selv. 

     Afventende kiggede han på mig. "Melanie?"

     Imens jeg tænkte det hele igennem, stirrede jeg på ham. 

     Skuffet. Var jeg bare.. skuffet? 

     Jeg faldt ned på knæ og begyndte at hulke. Han talte sandt. Jeg elskede musik, men jeg var skuffet.

     De andre drenge skyndte sig hen til mig, da de ønskede at hjælpe. Ved siden af mig satte Liam sig, hvilket Niall også gjorde på den modsatte side. Zayn og Louis blev begge stående, mens Harry derimod satte sig på hug foran mig.

     "Hvorfor græder du nu?" spurgte han med en stemme, der tydeligvis var bekymret. 

     Jeg forstod ikke engang selv, hvorfor jeg græd, og derfor vidste jeg heller ikke, hvilke ord der kom ud af munden på mig, før jeg havde sagt dem højt.

     "Fordi.." snøftede jeg med en stemme, der var alt for lys. "Fordi jeg virkelig savner musikken."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...