Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11735Visninger
AA

4. One Direction

Hvorfor, jeg havde overgivet mig til at følge med ham, var helt uklart. Jeg vidste det ikke selv. Måske var det fordi, at jeg ikke kunne slippe af med ham, og da han stadig stod der efter fire vrissende og snerrende nej'er, måtte jeg til sidst opgive at tro på, han ville forlade lejligheden og lade mig være alene, uden jeg gav mig og gik med ham.

     Jeg havde stadig samme tøj på som før: Den grimme sweatshirt, de sorte bukser, og jeg havde ikke tænkt på at rede mit hår igennem en enkelt gang. Det havde også taget mere end en time, da det ikke var blevet redt ud i flere uger. Jeg gik bare ikke op i den slags. Jakke havde jeg dog denne gang ikke taget på. Solen var stået op og skinnede på en varm forårsdag, mens min trøje var ret så tyk. Den var derfor ikke nødvendig.

     Harry gik et par skridt foran mig. Han havde sagt, han ville vise mig noget, som han gik ud fra, jeg ville synes om. Desværre for ham, var jeg ret sikker på, at jeg ikke ville synes om det, hvad det end var. Jeg var sur på ham over, at han nærmest havde tvunget mig til at gå med ham.

     Han gik ud på vejen og piftede, hvorefter han stak højre hånd i vejret og vinkede til en taxa, der straks kørte ind til siden. Taxachaufføren så ud til at være lykkelig for at se ham, som om de kendte hinanden. Det var bare urealistisk i mit hoved, at han overhovedet kunne gøre nogen lykkelig, så irriterende han var.

     Harry åbnede døren, der vendte ind til gaden og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ind. Jeg lagde armene over kors for at protestere, men han gik blot hen og tog fat om skuldrene på mig, hvorefter han nærmest skubbede mig derhen og fik mig til at gå ind i taxaen. Herefter gik han op til chaufførens vindue, der var nedrullet og begyndte at snakke med ham om noget. Sikkert adressen vi skulle hen til. Alt andet ville være underligt, men jeg kunne ikke høre det, siden jeg sad bagi, og der ikke blev talt ind i det lille hul, der var det eneste, man kunne kommunikere med chaufføren igennem, eftersom resten var blevet adskilt med et stort stykke glas. Eller var det plastic? Hold da op, det var lang tid siden, jeg sidst havde siddet i en taxa, såvel som en helt almindelig bil. Hver gang jeg skulle et sted hen, plejede jeg at gå, hvor langt der end var. I sjældne tilfælde tog jeg måske en bus, men det var kun en gang hvert halve år.

     Harry satte sig ind ved siden af mig, stadig smilende. Det var som om, han nød, jeg ikke gad ham. Som om det var det, der gjorde ham mere interesseret i at provokere mig.

     Jeg kiggede ud af vinduet ved min side med armene lagt over kors. Jeg gad ikke kigge på ham, så i stedet kiggede jeg på landskabet, der begyndte at rulle forbi. Chaufføren havde fået startet bilen, hvilket jeg først lagde mærke til, netop da jeg kiggede ud af vinduet, hvor jeg så, at det hele bevægede sig.

 

***

 

Det tog omkring en halv time at komme derhen, var mit gæt i hvert fald. Jeg havde ikke ur på, så jeg kunne ikke vide det med sikkerhed.

     Harry steg ud af taxaen, hvorefter han gik hen til chaufførens stadigt nedrullede vindue og betalte for turen. I mellemtiden sad jeg blot og stirrede ud i den blå luft. Tomt. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, jeg lavede her. Hvorfor havde jeg ikke bare holdt fast i min stædighed?

     Kort efter vendte jeg tilbage til nuet igen. Harry snakkede stadig med chaufføren, og jeg åbnede døren, hvorefter jeg steg ud. Vi var i et område med en masse natur, dog var der lige så mange store bygninger. Det lignede kontorbygninger, hvis jeg skulle være helt ærlig, så hvad vi skulle her, kunne jeg ikke helt finde ud af.

     Harry tog fat om mit håndled for at lede mig, men jeg trak hurtigt armen til mig. Jeg kunne selv gå.

     Han kiggede et par sekunder på mig, inden han accepterede det og blot gik lidt i forvejen. Jeg fulgte, med de stadigt korslagte arme, med. Der var en pige, jeg ville gætte på var en omtrent tretten år gammel, der gloede på mig. Hun stoppede brat op, som fik hun et kæmpe chok. Først stirrede hun på Harry og så på mig. Det var som om, hun var blevet lammet. Det var sikkert min sweater eller mit hår. Jeg var ligeglad. Jeg ville bare gerne hjem.

     Vi stoppede op foran en høj bygning, der så meget ny ud. Den var meget mere moderne end nogle af bygningerne i min by. Harry åbnede døren ind til den, og vi trådte ind i en stor hal, der var oplyst af de mange vinduer. Dog var den helt tom.

     Han smilede venligt til mig og gik op ad en trappe. Jeg gik langsomt med, mens jeg kiggede mig omkring. Alt var utrolig flot. Malerier hang på væggene for at give det hele lidt farve, og det måtte jeg indrømme, de gjorde. Det fik det hele til at se mere livagtigt ud.

     Da vi var nået op på tredje sal, stoppede Harry foran en brun trædør. Han åbnede den uden at banke på og gik lige ind i et stort rum, mens han lod døren forblive åben til mig.

     "As you break my heart again this time.." En sorthåret fyr stod ved mikrofonen og sang, mens der ved hans side stod tre andre parat ved mikrofonerne. Der var musikinstrumenter overalt i rummet.

     En lyshåret dreng havde guitaren i hænderne samtidig med, at han havde mikrofonen klar ved munden. Alle holdt de en kort pause, inden de i kor sang videre.

     "Tell me I'm a screwed up mess! That I never listen, listen.. Tell me you don't want my kiss.. that you need your distance, distance. Tell me everything but don't you say, he's what you're missing, baby. If he's the reason that you're leaving me tonight.. Spare me what you think and.."

     "Tell me a lie." De sidste fire ord blev sunget af en dreng med lysebrunt hår, der krøllede en smule. Lidt ligesom Harrys, men dog knapt så rodet. Hans hår var lidt lysere end den sidste af drengenes deroppe, der også havde brunt hår. Modsat den anden dreng krøllede det bare ikke spor. Han havde en stribet bluse på.

     Drengen sang roligt videre, og han havde vidst endnu ikke opdaget Harry, der stod ude i siden og betragtede dem, mens jeg stod udenfor døren.

     Musik.

     "Well, you're the charming type. That little twinkle in your eye, gets me every time.."

     Pludselig gik Harry smilende hen til dem med armene spredt ud som for at sige; her er jeg. Han gik hen til den lyshårede drengs mikrofon og begyndte at synge ind i den.

     "And well, there must've been a time, I was the reason for that smile.. So keep in mind.."

     De stod nu fem drenge og sang. Jeg kunne næsten ikke tro på, at Harry havde ført mig hen til et sted, hvor der var musik. Hvis jeg bare kunne få fat i ham, kunne jeg måske få givet ham et par slag hist og pist.

     Grinende stoppede drengene åbenbart både musikken og syngeriet, da Harry var færdig med sin del for at give ham et kram og slå ham på skulderen.

     "Godt du kom," sagde den sorthårede fyr med et smil på læben. "Så kan vi komme rigtigt i gang med at øve os!"

     Harry smilede blot det charmerende smil til mig, som han havde gjort det hele morgenen og var i nogle få korte hop henne ved min side.

     Han tog fat om min arm og trak mig tættere på de fire andre drenge, der stadig stod ved mikrofonerne. Han smilede og prøvede åbenbart på at præsentere mig.

     "Drenge, det her er.. ehm.." Han kiggede med rynkede bryn på mig, da han fandt ud af, han endnu ikke kendte mit navn.

     Jeg stod med en sur mine og kiggede på ham. Mine øjne lynede og kunne slå enhver ihjel, hvis de så alt for meget ind i dem. Alles blikke rettede sig mod mig, og jeg kunne ikke bare stå og være centrum hele dagen.

     "Melanie," overgav jeg mig.

     Harry sendte mig et taknemmeligt smil, hvorefter han nikkede op mod de fire andre drenge. "Det her er så mit band: One Direction."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...