Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11730Visninger
AA

2. Mødet med Harry

Det sidste af den halvslugte vodka var næsten væk. Denne gang slugt af afløbet.

     Jeg rystede flasken grundigt, så der ingenting var tilbage. Min far skulle ikke kunne få fat i noget som helst.

     Da det så ud som om, det hele var kommet ud af den brede flaske, åbnede jeg for vandhanen. Det kolde vand skyllede hurtigt den sidste smule vodka væk fra vasken, og afløbet slugte grådigt både vand og resterne af den stærke spiritus. Herefter satte jeg flasken fra mig på køkkenbordet, hvor der allerede stod flere forskellige flasker, som jeg havde tømt her til morgen. Det mærkeligste sted, jeg i dag havde fundet en flaske, var inde i en pude, der lå på vores sofa i stuen. Hvordan, han havde båret sig ad med at få flået den op og syet den sammen igen, var ikke til at vide, men han var klart desperat for at finde et sted, hvor jeg ikke fandt hans dyrebare alkohol, der var så nødvendig for ham.

     Jeg talte langsomt flaskerne, og da jeg fik det til otte, gik jeg ud fra, at han nok ikke havde så ufatteligt mange flere tilbage. Det måtte være godt nok for gennemsøgningen i dag.

     Puden, jeg havde stukket en kniv i for at få en billig vinflaske ud af, lå trist og ødelagt på vores lige så ødelagte og triste gulv. Det var slidt, og brædderne skulle tydeligvis snart skiftes ud. Desværre var der slet ikke råd til det, så indtil videre måtte vi leve med det. Min far brokkede sig trods alt heller aldrig over det. Han lagde knap nok mærke til, hvor han gik. Det var kun mig, der kunne se rodet i vores lille lejlighed. Der stank af alkohol over alt, skrald lå spredt rundt på gulvet inde i stuen, mens der lå vasketøj rundt omkring på alle værelserne. Ja, selv ude i køkkenet.

     Jeg bukkede mig forover for at samle den massakrerede pude op fra køkkengulvet. Det var for dyrt at kyle den ud. Jeg blev nødt til at sy den sammen, så vi ikke skulle bruge den smule penge, vi havde, på en ny pude.

     Med puden hængende ned af siden, eftersom jeg kun havde et slapt tag om den med venstre hånd, gik jeg ind i stuen. Min far lå stadig på gulvet i så dyb en søvn, at han ikke ville vågne lige med det samme, selv hvis jeg skreg. Han havde fået alt for meget at drikke i går aftes.

     Selvom jeg hver morgen gik hele huset i gennem for at finde hans skjulte genstande, vidste jeg godt, at han om aftenen ville gå ned på baren lige rundt om hjørnet. Her fik han altid flere genstande med hjem, som han brugte det meste af natten på at gemme, hvorefter han hældte nogle øl i sig og faldt om på gulvet. Så havde han også fået mere end rigeligt.

     Jeg lagde puden fra mig på et lille bord, hvorefter jeg lagde armene over kors og vendte mig om mod min far. Et suk undslap fra de tørre læber. Jeg var træt af at se ham svag og fuld. Han havde været sådan lige siden, min mor døde, og det var altså snart tre år siden.

     Jeg løsnede mine arme fra hinanden, og de faldt slapt ned ad siderne på mig. Han måtte have noget kaffe, når han vågnede for at dulme smerten. Det var i hvert fald, hvad han sagde. For det meste plejede jeg at prøve på at tvinge ham til at få lidt vand ned, men det virkede sjældent. I dag havde jeg også blot brug for noget kaffe. Jeg var træt efter en hård nattesøvn. Det var svært at falde i søvn, eftersom min far blot lo, brækkede sig og råbte inde fra stuen af til langt ud på natten.

     Jeg kiggede kort tilbage på den stakkels pude, der stadig havde en kæmpe flænge fra køkkenkniven af. Den måtte vente, til jeg kom tilbage fra caféen. Det ville alligevel ikke tage lang tid, jeg ville ikke blive der. Tøj havde jeg allerede på. Jeg havde ikke meget andet at tage mig til om morgenen, inden jeg gik i gang med at undersøge huset for alkohol, så fuldt påklædt var jeg altid her om morgenen. Selv om klokken kun var syv om morgenen, vidste jeg, at caféen nogle gader væk allerede havde åbent.

     Mine sorte jeans var måske en anelse krøllede, da jeg havde haft dem på et par dage i træk nu, men sammen med min hvide løsthængende top, der hang ned over den ene skulder, så det fint nok ud. Mit hår havde jeg dog ikke sat op endnu. Det var ikke engang redt.

     Hurtigt fik jeg sat det op i en lettere uglet knold, hvorefter jeg tog fat om mine alt for slidte Converse, jeg havde købt i en genbrugsbutik. Min tynde sommerjakke lå på gulvet, selvom jeg havde hængt den op på knagen i går. Det var ikke noget nyt, at den lå på gulvet. Min far væltede for det meste alt på sin vej, når han var fuld. Derfor var han ret farlig at være i nærheden af, eftersom han altid var det, men nogen skulle jo være det.

     Jeg samlede den hurtigt op og fik mine arme gennem ærmerne. Døren var ikke blevet låst, efter min far var kommet hjem i nat, så jeg åbnede den blot og gik ud, hvorefter jeg lukkede den bag mig. Trapperne ned til stueetagen knirkede voldsomt, idet jeg løb ned ad dem, men jeg var ærlig talt ligeglad. Jeg var vant til det.

 

***

 

Jeg åbnede døren ind til den næsten tomme café. Der var et ældre ægtepar, der sad i en krog for sig selv og drak kaffe, mens de så ud af vinduet, ud på gaden.

     Med tunge skridt trampede jeg hen imod damen i det, der kunne minde om en bar. Her fik man bare ikke øl, spiritus og alkohol som min far elskede, men man fik forskellige former for kaffe.

     Jeg kiggede på skiltet over hovedet på hende, mens jeg så noget så tænksom ud. Det så ud som om, jeg stærkt overvejede mit valg, selvom jeg allerede vidste, hvad jeg skulle have. Pludselig lød starten på en blid sang ud af højtalerne, og jeg skyndte mig at bestille to helt almindelige Cafe Latte, dog skulle den ene være med mælk og den anden uden.

     Jeg prøvede på at lukke de fristende toner ude af mit hoved, men det var som om de arbejdede sig længere og længere ind mod hjernen på mig. Hvor jeg dog hadede musik!

     Det var faktisk ikke sådan, at jeg altid havde gjort det. Engang havde jeg søgt ind på en af de mest eftersøgte pladser hos Musikskolen for Talentfulde Unge. Desværre var jeg blevet afvist.

     Jeg vidste godt, at der stod, det var på grund af pladsmangel, men jeg var ikke så dum at hoppe på den. Det var en pæn hentydning til, at mit talent ikke var stort nok. Derfor lyttede jeg ikke længere til musik, og det havde jeg ikke gjort de sidste mange år. Det var for smertefuldt, når jeg sådan længtes efter at synge og røre tangenterne på det støvede, gamle klaver derhjemme.

     Desværre betød det også, at jeg sjældent kunne være i butikker specielt længe. De havde altid musik sat til højtalerne, og den strømmede altid ud til alle mennesker, der var inde eller lige udenfor den bestemte butik.

     Jeg havde nu heller ikke behov for at gå i mange butikker. Jeg havde travlt derhjemme med min far, der havde brug for min hjælp.

     Musikken irriterede mig grænseløst, og jeg var nødt til at skynde lidt på damen, der så ud til at tage sig god tid. Hun sendte mig et 'Take-it-easy-blik,' hvorefter hun rakte mig de to papirskrus med låg på, hvor der indeni flød en lækker, varm energivæske. Jeg tog mut imod dem og betalte med de småmønter, jeg lige havde på mig, men idet jeg vendte mig om for at gå, tabte jeg et af krusene. Kaffen flød ud over gulvet som en lille pøl, og jeg så undskyldende tilbage på damen, der kom løbende med et viskestykke. Hun skubbede mig hårdt væk, så hun kunne komme til, og jeg tog mig hurtigt omkring armen. Det var forståeligt nok, det var jo trods alt min skyld.

     Hun fik tørret det nogenlunde op og gik så ud af en dør bag kaffebaren. Da hun kom ud igen så hun smilende på mig. "Du skal vel have endnu en kaffe med mælk?"

     Jeg stillede irriteret kaffekruset, jeg havde tilbage, på bordet og nikkede. "Hurtigt, tak." Jeg havde ikke tid til det her. Jeg gad ikke det her. Musikken var stadig i gang, og det pinte mig helt vildt. Hun sendte mig samme blik som før, men hun afsluttede det denne gang med et par rullende øjne.

     Hurtigt fyldte hun noget kaffe op i et nyt papirskrus, og hun skyndte sig at hælde lidt mælk i den. Herefter lagde hun låg på som det sidste og rakte mig den. Jeg tog imod den og betalte med de absolutte sidste mønter, jeg havde tilbage.

     Med et lettere blødt tag om kaffekrusene vendte jeg mig om endnu en gang. Denne gang var det ikke min skyld.

     En krølhåret fyr gik direkte ind i mig, og han maste derved krusene ind imod mig, så kaffen væltede ud over mig. Typisk.

     "Hvad har du egentlig helt præcist gang i?!" Jeg lagde ikke skjul på, at jeg var rigtig pissed-off nu. Kaffen var varm, og musikken var stadig skruet højt op.

     Mine hænder blev knyttet til to knytnæver, mens jeg skreg meget kort af den brændende fornemmelse, der langsomt begyndte at blive værre og værre. Jeg gik med hurtige og tunge skridt mod døren, åbnede den og skyndte mig ud, hen ad gaden. Sikke en dum morgen.

     Jeg kunne høre, der var en, der kaldte, men jeg vendte mig ikke om. Jeg var ikke engang sikker på, det var mig, personen ville have fat i, for der blev ikke brugt noget navn. Dog mærkede jeg pludseligt en varm hånd på skulderen af mig, og jeg kunne høre en hurtig og desperat vejrtrækning bag mig.

     Hurtigt vendte jeg mig om og så direkte ind i drengen med det krøllede hårs øjne. De havde en farve, der kunne minde om en grøn farve, men på samme tid var de også brune og grå. De tre farver var blandet sammen. Han havde et skævt smil siddende på læberne og slog ud med hænderne, idet jeg kneb øjnene sammen. Hvorfor fulgte han efter mig?

     Hurtigt kom han med en undskyldning fra før. "Undskyld. Jeg havde ikke lige set dig vende dig om. Det må du virkelig undskylde." Jeg så blot på ham med nogle øjne, der var ret så kolde.

     Undskyld? Fint nok.

     "Aha," var mit eneste svar blot.

     Han rakte hånden ud imod mig, som man nu engang gør, når man hilser på folk. "Harry Styles."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...