Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11783Visninger
AA

11. Melanies første og sidste koncert

Jeg slog øjnene op.

     Sofaen, jeg havde sovet på, var faktisk ret dejlig at ligge i; super behagelig.

     Jeg gned mig træt i øjnene, eftersom vi havde brugt det meste af natten på at synge, spille og kvidre. Jeg havde fået lært sangen One Thing, og jeg var fuldstændig forelsket i teksten.

     Harry havde rost min sangstemme. Han sagde, at han havde vidst, jeg ville synge fantastisk fra det første ord, jeg delte med ham.

     Måske var det ren smiger, men det fik virkelig mit smil op på plan ét.

     Underligt nok var jeg begyndt at blive tiltrukket af ham.

     Altså, virkelig meget.

     Hans charme og hans humør.. Det hele virkede bare så utrolig fantastisk, at det næsten ikke kunne måle sig med noget andet. Hans øjne havde den her helt specielle grønne farve, som man virkelig kunne falde i staver over ved blot at kigge ind i dem. Det var svært fjerne blikket, når først det var landet på ham.

     En skramlen lød ude fra køkkenet af, hvilket hev mig ud af mine tanker.

     Jeg slog tæppet af mig, som jeg havde sovet med, og satte mig op.

     Jeg havde sovet i tøjet fra dagen før, så jeg så ikke ligefrem vidunderlig ud. Men min striktrøje så nu aldrig helt godt ud.

     Jeg fik rejst mig op og gik ud i køkkenet, hvor jeg så Harry stå med en stegepande. Han hældte noget flydende pandekagedej ned på den, inden han så over på mig.

     Han smilede varmt. "Godmorgen, sovetryne."

     Jeg gengældte hans smil, men sørgede for at slå blikket ned, da jeg satte mig på en af stolene derude. Over for mig sad Louis og lavede sad-face. "Giver du ikke 'morgenkram?"

     Han kiggede spørgende på mig, og jeg lod en nervøs latter slippe ud.

     Louis var altid i kramme-humør. Det var mest de andre drenge, der var blevet krammet af ham, da han vist godt kunne føle, at jeg ikke var vant til det, men jeg havde ikke undsluppet alle gangene.

     Jeg rejste mig op og gik rundt om bordet for at give ham et kram. Hans tag om mig var hårdt, og han pressede mig tæt ind til sig. Det var svært at få luft, og jeg kunne mærke smerten i ribbenet igen.

     "Luft.." Min stemme var svag, og han satte mig grinende ned.

     Harry vinkede mig over til ham, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre. Han ville også have et kram.. Men burde jeg gå hen til ham? Hvad nu hvis jeg ikke kunne lade være med at stirre på hans fantastisk smukke øjne. Åh, de krøller..

     Jeg bed mig usynligt i inderlæben, mens jeg gik over mod ham. Han lagde en færdig pandekage hen på tallerkenen ved siden af komfuret, hvorefter han bredte armene ud og lagde dem rundt om mig i et fast kram. Det var ikke helt så hårdt som Louis', men jeg kunne næsten bedre lide det. Jeg følte mig så tryg.

     Da han gav slip på mig, kom Niall, Liam og Zayn ind fra stuen af. De havde sovet på madrasser derinde, eftersom de ikke gad tage hjem i nat.

     Niall hoppede glad hen til Harry og indsnusede den dejlige duft af nybagte pandekager. "Mmmh!"

     Liam og Zayn begyndte at grine af ham, da han skulle til at prøvesmage en af de færdigbagte pandekager, men Harry slog ham blidt over fingrene. "Ah, ah."

     Her begyndte vi alle så at grine. - Bortset fra Niall.

     Han tog sig surt til hånden, hvorefter han irriteret satte sig ned på en stol ved siden af den, Louis havde sat sig på. Selv havde jeg sat mig over for Louis igen.

     Liam kom hen og satte sig ved siden af mig og begyndte at tromme lidt med fingrene på bordpladen.

     "Hey, vil I sige det, eller skal jeg?" Zayn så spørgende rundt på de andre, der alle smilede hemmelighedsfuldt.

     Harry vendte sig om og gik hen mod mig. Jeg tænkte, at han nok ville have æren.

     "Hvad er det?" spurgte jeg nysgerrigt, da jeg kunne mærke, at det var mig, det omhandlede.

     De andre så blot på Harry, hvorefter deres blik blev vendt mod mig. Sådan fortsatte det.

     "Vi har tænkt lidt på.. Du har den her fantastiske englestemme. Virkelig," sagde Harry smilende, og jeg kunne mærke, at jeg rødmede. "Vi ville blive lykkelige, hvis du gad synge med os i aften til det show, vi skal opvise her i København. Du bestemmer selvfølgelig selv, men.." Jeg afbrød ham hurtigt. Jeg havde hørt nok.

     "Nej tak. Jeg tror ikke, det vil være så godt." Jeg smilede undskyldende og skyndte mig at pille ved en usynlig tråd i striktrøjen.

     Jeg var godt nok langt ude. De var så søde ved mig, men jeg turde ikke. Jeg ville ikke; Jeg var ikke klar til det.

     Harry nikkede forstående, inden han så rundt på de andre, der alle så ned.

     Jeg vidste virkelig ikke, hvad de havde regnet med. Aldrig ville jeg tillade mig selv at synge foran så mange mennesker. Jeg kunne forstå, at deres band var ret berømt, siden de kom fra England her til Danmark, og derfor ville der også være helt vildt mange mennesker til deres koncert i aften.

     "Vi ville bare bevise over for dig, at du virkelig kan synge.. Det ville i aften være et sikkert tegn på. Du ville kunne føle det gennem kroppen, når du stod på scenen og sang. Vi skulle nok have sunget sammen med dig. Men vi forstår det godt," sagde Harry, og jeg nikkede.

     Han havde måske fat i noget. Det ville med sikkerhed bevise noget for mig i aften, hvis jeg stillede mig op og sang. Men det ville ikke være, at jeg kunne synge. Det ville sikkert være, at musikskolen havde haft ret i deres afvisning, og da jeg endelig havde fået musikken tilbage i livet, orkede jeg ikke at skulle give slip på den igen, hvilket jeg helt sikkert ville gøre.

     "Vil du i det mindste ikke tage med os?" Louis så bedende på mig, og det fik Liam, Niall og Zayn til at gøre det samme. Harry var gået hen til pandekagerne igen og roste lavmælt sig selv for at nå hen til dem i tide, inden pandekagen på stegepanden var brændt på. Det havde åbenbart været et ret tæt løb mellem det, at den havde skiftet farve til sort.

     Jeg tænkte mig om et kort øjeblik.

     Jeg behøvede jo ikke at synge, bare fordi jeg tog med. Vel? Det ville der vel ikke ske det store ved.

     Jeg smilede til de fire drenge, der straks opfattede mit svar og begyndte at juble.

     Louis skyndte sig hen til mig for at give mig endnu et kram. Jeg grinte, da det var endnu et bjørneknus, men endnu en gang begyndte mit ribben at gøre ondt.

     Pokkers også! 

     Det, knæet og flængen i læben var trods alt de eneste tegn fra i går; fra den episode, jeg så inderligt ønskede at glemme.

     Harry kom hen med en tallerken fyldt op med pandekager, og Niall var den første, der grådigt tog fat om en og klaskede den ned på bordet. Undrende så han et øjeblik på den, inden han vendte blikket op mod Harry. "Hvor er tallerkenerne?"

     En høj latter gennemtrængte huset fra os alle.

 

***

 

Der var flere tusind piger, der stod og hujede og skreg nede foran scenen.

     Drengene havde sunget en fem sange indtil videre, og jeg var imponeret over deres performance. Den var fantastisk, og de sørgede for at få alle med på deres helt egen, charmerende måde.

     Jeg sad backstage og kiggede i smug ud på scenen fra en vinkel af, hvor jeg lige i øjeblikket kun kunne se Liam.

     Den sang, de var i gang med at synge, havde jeg hørt før. De havde sunget den som den første sang, da jeg mødte dem. Jeg kendte ikke med sikkerhed navnet på den, men mit gæt var, at den hed Tell me a lie. Det blev i hvert fald sunget mange gange.

     Jeg følte en kriblen hele vejen ned af ryggen. Åh, hvor ville jeg dog egentlig gerne derud og prøve at synge. Bare for at.. at..

     Nej, jeg vidste ikke, hvad jeg bare ville. Jeg vidste bare, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke gjorde det. - Men sikkert også hvis jeg tog mig sammen og gik derud.

     Lige meget hvad ville jeg altså have dårlig samvittighed over enten at blive stående eller gå derud. Jeg ville måske miste musikken igen.. men ellers mistede jeg chancen. Hvad var bedst?

     Jeg betragtede drengene og fik øje på Harry fra mit synspunkt af.

     Der spredte sig et lille smil på mine læber. Han så så koncentreret ud, når han sang. Jeg kunne ikke helt beskrive for mig selv, hvad det var, der var så specielt ved ham. Det eneste, jeg vidste, var, at der helt sikkert var noget. Jeg følte mig varm i kinderne hver gang, jeg tænkte på ham og så ham. Jeg havde godt hørt om forelskelse, men jeg havde aldrig følt det. Og selvom der kun var gået en enkelt dag, følte jeg det allerede.

     Et hjerte, der stak mig i brystet.

     Der gik en kort pause, inden melodien til næste sang begyndte. Jeg genkendte den straks. One Thing.

     Jeg fik øje på en mikrofon, der lå i nærheden af mig. Jeg huskede godt, hvordan de virkede. Man trykkede blot på knappen, sværere var det ikke. Ret enkelt, faktisk. Logik for burhøns.

     Jeg blev stående og lyttede til melodien, inden jeg hørte en stemme sætte gang i sangen, og skrig fra pigerne hørtes igen. 

     Jeg tog flere dybe indåndinger, mens jeg overvejede, om jeg burde gå derud.

     Jeg kunne denne sang. Jeg kunne den. Jeg skulle.

     Nej. Nej, jeg kunne ikke.

     Liams stemme flød blot rundt i luften.

     "I've tried playing it cool - but when I'm looking at you.. I can't ever be brave, 'cause you make my heart race."

     Harrys stemme kunne pludselig høres. En fantastisk klang, der fik mig til at indse, hvad jeg skulle gøre. Hvad jeg måtte gøre - for min skyld.

     "Shot me out of the sky, you're my kryptonite. You keep making me weak, yeah, frozen and can't breathe."

     Jeg trådte ud på scenen. Musikken fortsatte med at spille, men pigerne blev ellevilde. De skreg endnu højere, og det fik min mave til at slå en kolbøtte.

     Drengene så hen på mig og smilede, da de fik øje på mikrofonen i min hånd, og Zayn lavede et hurtigt tegn til mig, der betød, at jeg bare skulle synge løs. 

     Det føltes som hundrede år, inden jeg tog mig sammen og lukkede alt ude. Jeg tog mikrofonen op til munden og begyndte at synge det, der rigtigt var Zayns replik.

     "Something’s gotta give now, 'cause I’m dying just to make you see - that I need you here with me now; 'Cause you've got that one thing."

     Drengene kom over til mig, og vi begyndte alle at synge i kor.

     Waow, det var fedt! En helt fantastisk og urealistisk oplevelse.

     Jeg sang igen. Jeg sang foran flere tusind mennesker. Jeg sang.

     "So get out, get out, get out of my head and fall into my arms instead. I don't, I don't, don't know what it is but I need that one thing and you've got that one thing!"

     Niall trådte hen ved siden af mig og begyndte at synge. Der var kun mig og drengene til stede. Pigerne og de få drenge, der stod nede i mængden af fans.. Tja, de fandtes ikke for mig lige nu. Jeg koncentrerede mig kun om en ting; Musikken. Melodien. Sangen.

     "Now I'm climbing the walls - but you don't notice at all; that I'm going out of my mind. yeah, all day and all night."

     Louis og Zayn kom op til os, og vi begyndte alle at synge det samme, som jeg netop havde sunget før.

     "Something’s gotta give now, 'cause I’m dying just to make you see - that I need you here with me now; 'Cause you've got that one thing."

     Harry og Liam hoppede hen til os, og vi sang alle omkvædet sammen. Harry stillede sig tættest på mig og kiggede mig direkte ind i øjnene. Jeg gengældte blikket, og vi fik derved øjenkontakt. Et smil bredte sig på begge vore læber.

     "So get out, get out, get out of my head and fall into my arms instead. I don't, I don't, don't know what it is but I need that one thing."

     Vi fortsatte.

     De andre drenge var kun svage skikkelser for mig. Harry var nærmest den eneste, jeg havde i tankerne lige nu.

     "So get out, get out, get out of my mind and come on, come into my life. I don't, I don't, don't know what it is but I need that one thing and you've got that one thing!"

     Vi gik alle lidt frem på scenen, mens alle skrigende fans klappede i hænderne over hovedet. Zayn, Harry og Liam gjorde det også, hvilket nok fik dem til det.

     "Woah-oh-oh-oh-oh.. Woah-oh-oh-oh-oh-oh.. Woah-oh-oh-oh-oh.."

     Nu var det Harry, der fik lov til at synge alene. En kort sætning, der alligevel rørte mig dybt.

     Han kiggede direkte på mig igen som tidligere i sangen. "You've got that one thing."

     Musikken blev knapt så vild, og drengene byttede alle pladser med hinanden, idet Liam fik endnu en solo.

     "Get out, get out, get out of my head and fall into my arms instead.."

     Musikken blev skruet op og det samme gjaldt tempoet. Alle var klar ved mikrofonerne. Endnu en gang åbnede jeg munden og lod tonerne flyde ud.

     "So get out, get out, get out of my head and fall into my arms instead. I don't, I don't, don't know what it is but I need that one thing!

     So get out, get out, get out of my mind - out of my mind! And come on, come into my life. I don't, I don't, don't know what it is but I need that one thing and you've got that one thing!"

     Musikken stoppede og en kæmpe klapsalve lød fra publikum.

     Waow - jeg fortrød intet.

     Jeg smilede stort og mærkede at tiltroen til mig selv var kommet tilbage. Et aflsag til eller fra.. Man skulle bare komme videre.

     Harry kom hen til mig og tog fat min hånd. Hans smil varmede mig gennem øjne, hånd, sjæl og hjerte.

     Han bøjede sig ned mod mig og alle pigerne begyndte at skrige højlydt.

     Men så skete det..

     Jeg bukkede sammen af smerte. Min vejrtrækning blev hurtigere og mere desperat, da jeg kunne mærke luften fik svært ved at trænge ind til mig. Panisk tog jeg fat om Harrys skjorte for ikke at miste fodfæstet.

     Flere af pigerne enten skreg, fordi de ikke vidste, hvad der foregik, fordi de ikke kunne se noget, fordi de var lykkelige for at være til koncerten, eller fordi de havde fået et chok over at se mig sådan her.

     "Urgh.." Jeg faldt hårdt ned på knæ og kunne tydeligt mærke, at jeg stadig havde ondt i det ene efter gårsdagens episode.

     Hurtigt tog jeg mig til den ene side, der smertede noget så forfærdeligt. 

     Ribbenet.

     Jeg kunne mærke, at det var det, der forårsagede det hele. Et pokkers ribben!

     Alle drengene kom spurtende hen til mig.

     "Er du okay?"

     "Hey, hvad sker der?"

     "Melanie?!"

     "Melanie, er du okay?"

     Jeg havde ikke overskud nok til at høre, hvem der sagde hvad. Jeg havde kun overskud nok til at trække vejret hurtigere og hurtigere. Jeg vidste ikke, hvad der skete, eller hvad der ville ske med mig.

     Jeg var bange. Rædselsslagen.

     "Melanie, hør på mig!" Jeg genkendte trods alt denne ene stemme. Det var Harry.

     Jeg så direkte op i hans grønne øjne, der så tilbage i mine. Han sad på knæ og kiggede bekymret på mig. "Melanie, hvad er der galt?"

     Problemerne med vejrtrækningen gjorde det umuligt for mig at svare ham. I princippet vidste jeg heller ikke, hvad der var galt.

     I stedet for at besvare spørgsmålet, udstødte jeg et højt hyl. Der var stort set stilhed blandt publikum nu. Kun en svag mumlen kunne høres fra dem.

     I det fjerne hørte jeg Louis råbe efter hjælp og en ambulance.

     "Lad os lægge hende ned på den der.. eh, førstehjælpsmåde." Jeg gættede på, at det var Nialls stemme, men jeg var langt fra sikker. Det hele stod tåget for mig, og mit syn begyndte så småt at blive sløret.

     "Du mener, at vi skal lægge hende ned, så ilten bedre kan trænge ind gennem luftvejene?" Det var helt klart Liam denne gang. Jeg var sikker.

     Automatisk lagde jeg mig ned på siden. Jeg vidste ikke, om det var sådan, jeg burde ligge, men jeg kunne ikke længere sidde op.

     "Melanie.. Kan du høre mig?" Harrys dybe stemme trængte forbi mine pinsler, og jeg smilede svagt til ham. Jeg kunne godt høre ham, men jeg kunne ikke besvare ham. Jeg var i panik og trak vejret alt for hurtigt og vidste ikke, at mit ribben var brækket og pressede min ene lunge.

     "Har-r-yh.." Jeg prøvede desperat at sige noget. Det skulle siges. Jeg kunne mærke, at det skulle siges nu. Der var ikke tid til det senere. Det var nu, det skulle ud.

     Jeg samlede kræfter og prøvede at sige det mellem vejtrækningerne. Selvom det var svært, prøvede jeg at forholde vejtrækningen lidt mere i ro.

     "Harry.. Jeg.. kan.. Jeg er.. ble-vet.. Jeg tror.. jeg er.. forelsket.." Der gik lidt tid, inden jeg fik sagt de sidste to ord. ".. i.. dig."

     Så godt jeg kunne, smilede jeg til ham. Lige så stille blev min vejrtrækning hurtigere og hurtigere, og jeg følte mig pludselig fortabt.

     "Melanie, jeg er også faldet for dig. Jeg er forelsket i dig." Harrys stemme var stadig dyb, men den var også følelsesladet.

     Jeg mærkede hans arm omkring min nakke, inden han bøjede sig ned og gav mig et lidenskabeligt kys midt på munden. Jeg lod en tåre glide ned af kinden, da han trak sig tilbage.

     "Jeg gjorde det.." hviskede jeg svagt med et smil omkransende læberne. "Jeg kom videre."

     Med våde øjne kiggede han på mig, og han var det sidste, jeg så, inden jeg lukkede øjnene i.

     Jeg mærkede ham tage fat om min hånd og hørte ham sige de sidste tre ord to gange. "Det gjorde du. Det gjorde du."

 

 

 

     Da ambulancen nåede frem, var det for sent.

     Lægerne, der var med den, forklarede, at det var et brækket ribben, der havde siddet så forkert, at det havde vendt sig ind mod lungen, der her til sidst var blevet revet hul på, og det var ikke muligt at få liv i mig igen. Jeg var svundet bort.

     Men jeg ved, at jeg havde et smil på læberne, da det skete. Jeg ved, at jeg havde glæde og kærlighed i mit hjerte. Jeg ved, at jeg nåede at prøve at være forelsket. Jeg ved, at jeg vidste, hvordan det var at føle sig elsket i sidste ende. Jeg ved, at jeg fik lykken tilbage ved hjælp af én stædig person, der ikke lod mig være.

     Jeg ved, at jeg nåede at tage chancen og komme videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...