Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11730Visninger
AA

8. Hjælp

Det var ikke stedet, hvor jeg tidligere havde været. Dette måtte være deres rigtige adresse. Det sted, hvor de virkelig boede.

     Det tog sin tid, inden jeg faktisk fik banket på, da jeg følte, jeg ikke skulle have været kommet. Hvad kunne de gøre for at hjælpe mig? Jeg skulle have været blevet hjemme ved min far. Det var trods alt nu, han virkelig havde brug for mig til at hjælpe ham.

     Der gik nogle minutter, inden døren blev åbnet. Harry kom til syne i døråbningen, først smilende. Da han så mig, ændrede det sig dog brat. Hele hans ansigtsudtryk sagde nærmest mere end de ord, der kom ud af hans mund: 

     "Melanie.. Hvad er der sket?!"

     Han så ned ad mig, både overrasket over allerede at se mig, men også forskrækket over at se mig på denne måde. Ærlig talt, jeg forstod ham godt. Jeg havde trods alt ikke engang selv regnet med, at det nogensinde ville ske.

     I stedet for at svare ham kiggede jeg blot på ham med tårer i øjnene. Mit hår sad værre end tidligere på dagen, hvilket burde give en lysten til at rive det af mig. Jeg så forfærdelig ud.

     Mine læber skælvede kort, inden jeg fik nogle ord ud gennem dem med stor besvær. Min tand gjorde ondt, og min underlæbe var sprækket, så blodet langsomt sivede ud. "M-Må jeg komme ind?"

     Han tog hurtigt fat omkring min arm, forsigtigt. Han vidste tydeligvis ikke, hvad han helt skulle stille op med en skadet pige som mig; hvordan han helt skulle håndtere det, og hvor mange steder jeg var skadet. Langsomt hjalp han mig indenfor, selvom jeg var ret sikker på, jeg godt havde kunnet klare det selv.

     Lejligheden var stor og rummelig. Gangen, jeg gik ned ad, var hyggelig og stemningsfuld med farverige malerier på væggene.

     Der kunne høres grin inde fra et af rummene, som Harry fulgte mig ind i. Alle drengene sad med et spil kort og en halvtom skål med chips, der stod længst henne ved Niall. I starten bemærkede de os ikke og spillede blot videre.

     "Fisk!"

     Zayn grinede højt, da Louis muggent trak et kort op fra den rodede bunke på bordet, der lå imellem dem. Det så ud til, at Zayn førte. Han var den eneste, der havde fået stik.

     Niall proppede chips efter chips ind i munden, mens han grinede sammen med Zayn. Det så ud til, at de hyggede sig allesammen. Liam sad i skrædderstilling med en hulens masse kort på hånden, som han åbenbart havde svært ved at få til at passe sammen fire og fire.

     Fra min synsvinkel lignede det, at vi befandt os i stuen. I stedet for at sidde i de flotte, hvide sofaer, der stod rundt om stuebordet og over for et fladskærms TV, der hang på væggen og viste sort skærm, sad de alle fire på gulvtæppet, der dækkede hele gulvet i rummet. Op ad en af væggene stod der to reoler. Den ene var fyldt op med film, mens den anden var fyldt op med alverdens musik. Radioen, der hang ved den dør, Harry og jeg netop var trådt ind af, spillede Michael Jacksons gamle hit, 'Billie Jean'; Ja, den kendte jeg skam godt. Rundt omkring hang der billeder af de fem drenge sammen, der morede sig på hvert eneste af dem.

     Harry rømmede sig, slukkede for musikken og fik på den måde drengenes opmærksomhed - med undtagelse af Louis', der sprang op af glæde, fordi han havde fået et stik. "Yes! Ha! Tag den! Jeg fik et stik!" Pralende så han ned på især Zayn, der blot havde spærret øjnene op ved synet af mig, præcis som Liam og Niall også havde gjort, hvilket fik Louis til at vende sig om mod mig. Hans udtryk i ansigtet ændrede sig straks. "Melanie.."

     Jeg følte faktisk, at det var en smule akavet. Jeg stod bare der som en anden udstillingsdukke og vidste ikke, hvad jeg hverken skulle sige eller gøre. Mine tæer krummede sig nærmest sammen i de slidte Converse. Hvad skulle jeg sige?

     Heldigvis kom Harry mig til undsætning. "Sæt dig hen i sofaen, Melanie."

     Jeg gjorde, som han sagde og satte mig ned i en af de hvide sofaer lidt fra stedet, hvor de før havde spillet kort. Alle fem drenge fulgte efter som små hunde.

     Ved min side satte Harry sig, mens Zayn, Niall og Louis satte sig i den anden sofa. Liam fik sat sig ned i enmands sofaen.

     Jeg skar et smertefuldt udtryk, da jeg pludselig kunne mærke sparket igen, som jeg havde fået i maven.

     Liam lænede sig frem mod stuebordet, sofaerne stod omkring. Det var ovalt og ud af glas.

     Alle så de spørgende på mig, og jeg skyndte mig at kigge hen på Harry ved siden af mig, der gav et lille nik fra sig. Han prøvede at få mig til at føle mig tryg ved at fortælle dem det, da han kunne se, at jeg ikke var det. Selv vidste jeg jo ikke helt, hvad der var sket, så jeg havde svært ved at sige noget som helst.

     Min mave strammede sig sammen til en kæmpe knude, og smerten blev forværret. Mit øje gjorde ondt, min læbe og mine tænder skreg af smerte, og mit knæ blødte efter, at jeg var faldet.

     "Min far slog mig," endte jeg ud med at sige, næsten hviske - men det var højt nok til, at de hørte det. Alle sammen.

     Jeg havde smidt ordene ud så hurtigt som muligt, så de ikke skulle presse sig på for længe. Det gjorde næsten mere ondt at sige netop de ord end at have alle de sår, jeg tidligere havde fået. Hvad ville de ikke tro om ham?

     "Mener du.. Altså.." Niall følte sig ikke helt tryg ved situationen. Han vidste ikke, hvordan han skulle formulere sig uden at såre mig for meget, det kunne jeg tydeligt mærke.

     Jeg stirrede bare på ham, afventende. Han kunne bare spytte ordene ud i hovedet på mig, så var det vel op til mig at tygge på dem.

     Men heldigvis gjorde han det ikke. Han var betænksom. Det var de alle.

     "Han slog dig altså?" brød Liam ind for Niall, der sendte ham et taknemmeligt blik.

     Jeg gav blot et nik fra mig, mens jeg sank en klump, der havde sat sig fast i min hals. Jeg brød mig ikke yderligere om situationen heller.

     Harry sad tavs ved siden af mig, præcis som Louis og Zayn i den lidt større sofa. De var sikkert ikke vant til, at der kom en pige rendende og sagde, hendes far havde slået hende. Det var ingen vel.

     "Hvorfor..?" Zayn fik fremstammet ordet med rynkede bryn, mens han så ned på mit blødende knæ. "Hvorfor gjorde han det?"

     Jeg tog min ene hånd op til hovedet for at få lidt støtte. Langsomt lukkede jeg øjnene i. Trætheden faldt hen over mig, og det var ikke engang efter aftensmaden endnu. Nu jeg tænkte nærmere over det, havde jeg stort set intet spist i dag.

     Pludselig mærkede jeg en varm hånd blive lagt forsigtigt på min skulder. Den var beroligende, og jeg åbnede atter øjnene. Harry sad og kiggede på mig med et roligt og bekymret blik, mens hans hånd blot blev liggende.

     Jeg gav et ynkeligt, lille snøft fra mig, da jeg mærkede tårerne presse sig på. De kom heldigvis ikke til syne.

     "Han drikker for meget.. Det er ikke sket før." Jeg gav et højt suk fra mig, mens jeg så ned på mit blødende knæ. "Han troede, jeg var min mor. Han er såret over, at hun.. forlod ham." Jeg kiggede op på Harry, direkte ind i hans dybe, grønne øjne. "Ser I, h-hun døde.." Min stemme begyndte at vibrere, da gråden endnu en gang trængte sig på. Jeg ville ikke lade den slippe ud og slugte den nærmest i kampen imod den.

     Louis rejste sig op og gik. Bare sådan lige pludselig. Det så ud til, at de andre ikke var overraskede. Måske var det noget, han ofte gjorde? 

     Harry så medlidende på mig. "Du kan blive her, indtil du er klar til at komme hjem. Hvor lang tid det så end tager."

     Jeg smilede taknemmeligt til ham med et ømt smil. De var alle så søde imod mig.

     Louis kom tilbage med en lille, hvid kasse. Han satte sig ned præcis samme sted som før, hvor han herefter åbnede låget af kassen. Der lå både plastre, servietter, rens og alt andet førstehjælpsudstyr. Selv forbindinger.

     Han tog fat om kassen og rejste sig op igen for at gå hen og sætte sig på den anden side af mig, end den Harry sad på. Vi kom til at sidde en smule klemt, og Harry satte sig derfor op på armlænet.

     "Lad os se på dine skader.." Louis prøvede at smile opmuntrende til mig, men han regnede nok ikke med, at det ville hjælpe - hvilket det dog rent faktisk gjorde. Det rørte mig, at de alle fem kunne være så rolige og nærmest.. beskyttende over for mig.

     Han pegede på mit blødende knæ. "Det ser lidt voldsomt ud."

     Jeg smilede svagt og trak buksebenet op, så han kunne se andet end blot den mørke plet på buksen, der kom fra blodet. "Det var faktisk ikke min far. Jeg faldt," tilføjede jeg. 

     Louis tog fat om en klud, hvor han puttede en smule rens på til sår. Han førte det let hen over mit knæ, og jeg skar ansigt af smerten. Det sveg.

     Dybe skrammer kom til syne, da han var færdig, og han tog fat om et stort plaster, der kunne dække hele mit knæ. Han puttede det forsigtigt på.

     "Måske vil det være godt at komme på hospitalet.." Harry så bekymrende på mit ansigt, der stort set ikke lignede sig selv længere. Det var nærmest ødelagt.

     Jeg rystede bare på hovedet og smilede op til ham. "Jeg klarer mig. Jeg har jo jer."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...