Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11726Visninger
AA

3. Forfulgt

Jeg kiggede undrende på hans fremstrakte hånd.

     Great. Han havde et navn. - Og hvad så?

     Hans britiske accent og det, at han snakkede engelsk, fik mig til at tænke over, hvad han lavede her i Danmark, men i sidste ende interesserede det mig slet ikke. Jeg gad ikke bruge min dyrebare tid på ham. Jeg havde så meget andet at lave. I hvert fald én ting, hvilket var at passe på min far. Han kunne vågne når som helst.

     Eftersom jeg ikke tog imod Harrys hånd, opfattede han vidst, at han bare skulle trække den til sig igen. "Jeg glemmer nogen gange, at folk for det meste kender mig. Men jeg prøvede bare at være venlig." Han sendte mig et charmerende, skævt smil, men jeg var allerede stået helt af. Kunne det virkelig passe, at han var så selvglad, at han ligefrem troede, hele verden kendte ham? Han var tydeligvis en nar af højeste kvalitet.

     Jeg drejede om på hælene og gik videre uden at sige et eneste ord. Min hvide top klistrede sig ind til maven på mig, og det var ikke længere en varm følelse fra kaffen af. Følelsen var blot blevet klam og påtrængende, mens min top var fuldstændig ødelagt. Den store brune kaffeplet var umulig at få af.

     Jeg var sådan set ligeglad med, at jeg havde ignoreret Harry fuldstændig. Han var bare en almindelig, dum dreng, der troede, han var noget særligt. Tsk.

Mine skridt var hurtige, og mine fødder vidste, hvor de skulle hen. Hjem. Jeg gad ikke bruge mere af min tid på kaffe, som jeg i det hele taget faktisk slet ikke havde råd til længere.

     Jeg trampede irriteret op ad de mange trapper fra stueetagen af, efter at jeg havde åbnet døren ind til lejlighederne. Tanker fyldt med had til denne Harry flød rundt inde i mit hoved. Bare fordi han kunne sende et noget så charmerende smil, så betød det ikke, at jeg ville hænge ud med ham. Jeg hang ikke ud med nogen. Jeg var en enspænder, og det havde jeg været de sidste mange år.

     Da jeg stod ude foran døren indtil vores lejlighed, kunne jeg høre, at min far endnu ikke var stået op. Rettere sagt kunne jeg intet høre, så det var nemt nok at gætte.

     Helt normalt åbnede jeg døren. Jeg prøvede hverken på at være stille eller højlydt. Der var ingen grund til nogen af delene, når min far sov. Han sov, og sådan forblev det, til han vågnede op om eftermiddagen.

     Jeg fik hurtigt min top over hovedet og lagde den et random sted på gulvet. Der lå alligevel så meget tøj, så jeg gad ikke til at lægge det i vasketøjskurven nu. Den var alligevel knækket ude i den ene side, så tøjet faldt ud, når man skulle bære det andetsteds.

     Jeg beholdt mine sorte bukser på og gik ind på mit værelse for at finde en ny trøje at tage på. To forskellige bluser fik jeg lov til at finde som de eneste rene i mit klædeskab: En strikket sweatshirt i farven af en underlig rosa, mens den anden var en helt almindelig blå T-shirt. Jeg valgte at smide sweatshirten ind i skabet igen, hvorefter jeg trak blusen ned over hovedet på mig - kun for at opdage den var alt for lille.

     Jeg hev den irriteret over hovedet igen for at tage min tredje bluse på den dag. Sweatshirten passede mig, men det var ikke ligefrem den kønneste. Det lignede en af dem, man fik i julegave af sin bedstemor, rynkede på næsen af, sagde tak og lod den ligge dybt inde i skabet resten af ens liv, til man kunne sige, man ikke længere kunne passe den. Men nu engang havde jeg faktisk ikke fået den af min bedstemor. Jeg havde slet ikke sådan en.

     Langsomt tog jeg hårelastikken ud, så håret faldt løst ned om skuldrene på mig. Uglet var det stadigvæk, men jeg gad ikke til at lede efter min børste.

     Pludselig bankede det på døren. Undrende og irriteret over, at vi ikke havde en dørtelefon som normale lejligheder havde, gik jeg hen for at åbne døren. Endnu en gang så jeg til min overraskelse ham, der havde ødelagt hele min morgen.

     Harry Styles.

     Han smilede blot til mig og rystede kort sit hoved en enkelt gang, så hans krøllede hårtot, der prøvede at dække hans højre øje, fik sat sig selv på plads igen. "Værsgo. Jeg købte de her to kopper kaffe til dig som en undskyldning, da det ikke virkede som om, du tog imod min anden." Han rakte mig to kaffekrus, men jeg kiggede blot mistroisk på ham med hånden på dørhåndtaget, klar til at smække den i hovedet på ham. Han trak krusene tilbage igen, men han så ikke ud til at ville gå.

     Jeg vidste ikke helt, om han prøvede på at provokere mig. Hvis det var, hvad han gjorde, havde han i hvert fald opnået sit mål. Provokation var lige mit ord til, hvad han gjorde imod mig.

     "Hvad vil du?" Jeg kiggede spørgende på ham, idet jeg stillede ham spørgsmålet. Endnu en gang kom der et skævt, næsten drillende, smil frem på læberne af ham.

     Han trak lidt op på skuldrene. "Jeg vil måske bare gerne give en kop kaffe?"

     Jeg gav mig og tog imod de to krus, hvorefter jeg vendte om for at gå ind og stille dem på bordet ude i køkkenet. Da jeg kom ud igen, stod døren stadig åben, men Harry var forsvundet derfra.

     Jeg gik hen til døren og kiggede ud af den.

     Hmm.. Han var endelig gået sin vej.

     Jeg lukkede tilfreds døren i og gik ind i stuen for at se til min far, der sikkert stadig sov. Til min store overraskelse stod Harry derinde. Jeg skyndte mig med hastige skridt hen til ham, og tog hårdt fat i hans ene arm, han havde lagt over kors med den anden.

     "Hvad bilder du dig ind?!" Mine ord var næsten ikke højere end en hvisken, selvom jeg vidste, at min far ikke ville vågne af, at jeg talte højere. Dog var min stemme bestemt og meget hård. Jeg ville absolut ikke have en fremmed dreng inde i mit hus. Hvem ville dog have en som Harry inde i sit hjem?

     Han smilede bare til mig og pegede på det støvede klaver, der stod henne i hjørnet og fyldte det meste af vores stue, selvom det aldrig blev brugt. Det stod der bare, sørgeligt og trist. Jeg gjorde det aldrig rent, da jeg ikke havde tænkt mig nogensinde at røre det igen. Nej. Det var for hårdt og smertefuldt.

     "Spiller du?" Harry kiggede spørgende på mig, stadig med det samme smil. Sig mig, kunne han ikke andet end at smile?

     Jeg rystede blot på hovedet uden at give ham et svar, men det så ud som om, han ventede på, jeg åbnede munden for at besvare hans spørgsmål med ord - hvad jeg modvilligt blev nødt til at gøre.

     "Ikke længere." Jeg pegede først på ham med en strakt pegefinger, hvorefter den pegede i retning af døren. Han så ud ikke ud til at ville gå lige foreløbig, desværre. Han fortsatte bare sin talestrøm.

     "Hvorfor stoppede du?" Han kiggede undersøgende på mig, oprigtig nysgerrig.

     Jeg gav et suk fra mig. Hvorfor var han så interesseret i mit liv? Havde han aldrig stødt på en pige før? Eller var det fordi, han endelig havde opfattet, jeg ikke gad ham, hvilket han jo slet ikke var vant til i hans eget lille hoved. Hvis man spurgte ham, kendte alle ham jo.

     Jeg rullede opgivende med øjnene af ham. "Jeg stoppede bare, okay?" Han så ikke ud til at tro mig, men trak en smule op på skuldrene igen.

     Jeg pegede vredt mod døren som før, og det så ud til, at han endelig fattede min hentydning. Han gik i hvert fald hen mod den, uden at sige et ord om min snorkende far. Normalt ville jeg synes, det var pinligt. Men det var før i tiden. Dengang jeg rent faktisk kendte nogen.

     Jeg skulle lige til at lukke døren efter ham, da han var gået ud, men han satte en fod ind for at udelukke, at det ville lykkes mig. Endnu en gang så jeg det skæve smil, der sikkert måtte være groet fast på læberne af ham.

     Jeg lagde armene over kors i håbet om, at det ville få ham til at indse, jeg ikke var interesseret i hans selskab. Det virkede bare ikke helt som planlagt.

     "Hør.. Har du noget, du skal i dag?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...