Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11786Visninger
AA

6. Fjollede drenge

Jeg havde fået tørret øjnene og fortalt dem alt omkring ansøgningen til musikskolen.

     Vi sad alle henne i sofaerne igen, og jeg sad denne gang ved siden af Harry og Louis. De kunne ikke lade være med at smile lidt af, at jeg virkelig havde givet op på grund af netop én afvisning, som jeg faktisk kun fik grundet pladsmangel. Men de forstod godt, at det skar mig i hjertet, når jeg hørte musik, da jeg savnede det så forfærdeligt meget.

     Harry lagde sin hånd på skulderen af mig. Han var faktisk helt okay.

     "Du kan begynde med musikken igen, når du er parat."

     Jeg skulede kort til ham. Nej. Jeg kunne ikke. Det var helt og aldeles umuligt nogensinde at begynde på det igen.

     Jeg rystede ulykkeligt på hovedet. Niall havde hentet en Marsbar, som han sad og tyggede i. "Hvilke instrumenter spillede du på?" spurgte han smaskende.

     De så alle undersøgende på mig, og jeg kiggede hen på Harry, der sad med et venligt blik. Jeg kunne næsten ikke få det sagt. "Jeg spillede klaver.. og sang."

     Harry rejste sig op. Han nikkede hen mod klaveret. "Du er sikker på, at du ikke vil prøve?"

     Jeg nikkede. Jeg ville faktisk gerne, men jeg kunne simpelthen ikke. 

     Louis trak på skuldrene, rejste sig og gik hen mod klaveret. Han så sig tilbage og blinkede med det højre øje til mig; charmerende og drilsk. "Jeg håber, det er i orden, at jeg så spiller lidt?" Det var et klart spørgsmål til mig, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle svare ham. Jeg kunne næsten ikke være bekendt at sige nej, selvom det var mit ærlige svar.

     "Selvfølgelig." Mit svar lød ikke ligefrem oprigtigt, og det kunne man tydeligt se på dem alle fem, at de bemærkede. Min stemme rystede en smule og knækkede til sidst over. 

     Alligevel satte Louis sig ned på klaverbænken, der så blød og lækker ud. Han spillede nogle toner fra en sang, jeg ikke kendte til overhovedet. Jeg havde aldrig hørt den før, så den måtte være ny. Eller i hvert fald ikke mere end nogle år gammel.

     Jeg fortrød hurtigt, at jeg havde givet ham lov til at spille. Endnu en gang begyndte det at gøre ondt i det flængede hjerte, jeg bar rundt på. Det var næsten ikke til at bære, men jeg gjorde ikke noget, sagde intet.

     Liam så ud som om, han ikke helt vidste, om han burde rejse sig og vippede lidt frem og tilbage i sofaen over for den, jeg sad i. Louis blev ved med at spille de samme toner, og til sidst rejste Liam sig op. Han sendte mig et skævt og halvt undskyldende smil, inden han åbnede munden og begyndte at synge.

     "It feels like we've been living in fast-forward. Another moment passing by. The party's ending but it's now or never. Nobody's going home tonight."

     Egentlig lød det ikke som om, det lige var klaver, der plejede at være den oprindelige rytmeholder, men det var kun mit gæt. Jeg vidste trods alt ingenting om musikken nutildags - og jeg vidste da slet intet om One Directions musik. 

     Harry hoppede nærmest hen ved siden af Louis, hvorefter han begyndte at synge.

     "Katy Perry's on replay, she's on replay. DJ got the floor to shake, the floor to shake.." 

     Louis havde godt styr på tangenterne og var en fremragende pianist. Det kunne man ikke sige andet end. Jeg vidste, hvad jeg snakkede om, selvom det var flere år siden, jeg sidst havde rørt et klaver.

     Harrys stemme flød let gennem rummet, og jeg sagde stadig intet til det. Jeg sad bare og kiggede ned i gulvet på mine fødder, der var lukket inde i mine Converse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige og gøre. Mit hjerte gjorde blot ondt, og jeg lyttede modvilligt til Harry, der sang.

     "People going all the way, yeah, all the way. I'm still wide awake!"

     Pludselig rejste Niall og Zayn sig også op og hoppede rundt sammen med Liam og Harry. På klaverbænken sad Louis livligt og både sprællede og dansede, mens han trykkede ned på tangenterne.

     Harry sang endnu et par ord, inden de alle begyndte at synge i munden på hinanden. "I wanna stay.."

     "Up all night and jump around until we see the sun. I wanna stay up all night and find a girl and tell her she's the one. Hold on to the feeling, and don't let it go. 'Cause we got the floor now, get out of control! I wanna stay up all night and do it all with you.. - Up all night, like this all night, hey! Up all night, like this all night, hey! Up all night!"

     Det så ud til, at drengene havde et godt forhold til hinanden. De hoppede rundt og fortsatte glædeligt med at synge, som om de var alene og fuldstændig havde glemt mig. De grinede og fjollede rundt.

     Louis rejste sig fra klaverbænken for at være med til at fjolle rundt på gulvet, idet Zayn begyndte at synge. De fortsatte dog sangen uden besvær med at holde tempoet, og det lød ærlig talt ret godt.

     Niall lukkede øjnene et kort øjeblik, mens han hoppede videre helt ustyrligt, og Louis væltede direkte ind i ham, da han hoppede baglæns. Det så ret morsomt ud, og jeg kunne ikke lade være med at le. Det kunne de andre drenge vist heller ikke, for de var alle sammen flade af grin og stoppede med at synge. Derefter smed de sig alle oven på Louis og Niall, der allerede lå på gulvet og tumlede rundt. Nu lå de alle grinende i én stor bunke.

     "Melanie! Melanie! Få mig ud herfra!" Niall var den uheldige, der lå nederst og svang vildt med sin ene frie arm, så godt han nu kunne. Det var det eneste, han kunne bevæge, da den anden arm og benene var belastet med lidt for meget vægt. Han syntes tydeligvis, det var morsomt, men man bad jo altid om hjælp i sådanne situationer.

     Jeg rejste mig og gik hen mod drengene, der alle stadig grinede helt vildt. Det var Liam, der lå øverst oven på Harry, som så ud til snart at glide ned ad siden, men det var vist ikke muligt for ham at komme helt fri fra Liam.

     Niall rakte mig sin hånd, og jeg tog fat i den. Jeg havde faktisk fået lyst til at more mig lidt for en gangs skyld, så jeg gav lige så stille slip på hans hånd igen, hvorefter jeg grinende kastede mig oven på Liam.

     Alle drengene ømmede sig kort og grinede så endnu mere.

     Det var faktisk ret sjovt at være i deres selskab, det måtte jeg indrømme. De fik mig til at tænke i andre baner, end dem jeg plejede at tænke i. Det var helt rart at få en pause fra de mere alvorlige og triste situationer derhjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...