Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11733Visninger
AA

10. Det svære valg

Louis sad og trommede med fingerspidserne på glasbordet, da han vist var ved at kede sig gevaldigt.

     Jeg kunne egentlig godt forstå ham. Hvis jeg havde siddet i to timer og hørt Niall og Zayn diskutere, hvad der var bedst af mad og lækkert hår, havde jeg sikkert også været i gang med at prøve at få tiden til at gå med noget andet.

     Hov vent?

     Jeg havde jo faktisk siddet og hørt på det i to timer; og jeg var jo i gang med at prøve at bruge tiden på noget andet.

     Lige i øjeblikket sad jeg og pillede ved en løs tråd i den grimme, strikkede trøje, jeg havde taget over hovedet efter, at Harry havde spildt kaffe ud over mig tidligere.

     "Mad er bedst, basta! Det er vigtigt for, at vi kan leve, og det er vigtigt, da man ellers ikke føler sig.. fuldkommen. Man føler sig tom!" Niall blev stædigt ved med at diskutere, selvom Harry og Liam havde prøvet at få ham til at bakke ud af samtalen. Efterhånden havde Louis opgivet at prøve det samme med Zayn. Det havde ikke virket endnu, så det ville nok heller ikke virke.. tja, nu.

     Irriteret svarede Zayn ham tilbage med endnu en bemærkning og grund til, at det var vigtigere, at håret sad godt, eftersom man ellers heller ikke ville kunne leve med sig selv, og man ville langt fra føle sig hel eller fuldkommen. Han prøvede at lede efter samme ord, som Niall havde brugt, men de havde vist ikke sat sig fast i hovedet på ham. De kom i hvert fald ikke rigtig frem. 

     Jeg sukkede lavmælt og kiggede hen på Louis, der havde lagt sig ned på gulvet med fødderne oppe på bordet. Han vrikkede let med tæerne.

     "Man vil simpelthen også føle sig lost.." sluttede Zayn af. Han spærrede hurtigt øjnene op, da Niall skulle til at besvare ham, da han pludselig komme i tanke om noget. "Tom! Det var tom! Man vil altså føle sig helt og fuldstændig og aldeles.. Eh, tom, ja." Zayn nikkede som et tegn på, at nu var han færdig, men Niall ventede i et kort øjeblik, inden han fortsatte med at forsvare maden. Han ville vel lige være helt sikker i sin sag på ikke at blive afbrudt igen. Af Zayn, altså. Han blev hele tiden afbrudt af Liam og Harry.

     Det var faktisk ret underligt, at de pludselig var blevet sporet ind i sådan en diskussion omkring to så latterlige ting.

     Selv ville jeg nok holde med Niall, eftersom jeg ikke gik op i mit hår overhovedet. Jeg tænkte næsten ikke på det, men alligevel var jeg ikke helt enig med Niall. Jeg følte slet ikke lige så meget for maden, som han gjorde. Da jeg jo kun lige havde mødte drengene tidligere på dagen, kendte jeg dem knap nok, men alligevel havde nogle af deres egenskaber og interesser allerede vist sig alt for tydeligt.

     Jeg smilede kort ved tanken omkring Niall og maden ved middagsbordet, hvor han var den eneste, der spiste noget. Og han spiste ret meget, faktisk.

     Jeg vil gætte på, at diskussionen startede efter, at Harry havde foreslået, at de kunne lære mig tekst og melodi til deres sang "What makes you beautiful," hvor alle andre end Niall havde været enige. Han mente, at jeg skulle lære "More than this," da han selv syntes, at den var helt utroligt god, og han havde selv lyst til at synge den.

     Her brød Zayn dog ind og sagde, at han mere var i humør til "I wish." Hurtigt var Niall på banen igen med et andet forslag til den sang, de ville lære mig. Denne gang foreslog han "Moments."

     Sådan fortsatte de to i et stykke tid; de foreslog flere og flere sange, indtil Niall pludselig brugte et beskidt trick til at få sin vilje; Han kommenterede Zayns fisure.

     Zayn havde selvfølgelig skyndt sig at give ham igen med hans altid sultne mave, og så havde det bare udviklet sig til en mere og mere latterlig diskussion, der ingen grund til var.

     Zayns hår var måske sat lidt mere specielt end de andre drenges, men det var bestemt ikke grimt efter min mening. Men jeg måtte jo indrømme over for mig selv, at jeg ikke havde meget styr på hår og opsætning.

     Niall kunne lide mad. So what? Det var da hans problem, når køleskabet hos ham pludselig stod tomt?

     Harry rejste sig frustreret op fra sofaen af, hvorefter han gik ud på gangen og forsvandt. Han sagde ingenting, men det fik Niall og Zayn til at klappe i.

     Louis havde lukket øjnene i nede på gulvet, mens Liam blot blev siddende og kiggede lidt efter Harry. Herefter skævede han hen mod mig og sendte mig et undskyldende smil for postyret.

     Jeg gengældte hans smil og trak lidt på skuldrene. Hvor Harry gik hen, vidste jeg ikke, men jeg pillede bare lidt videre ved tråden i min trøje.

     Harry dukkede op i døråbningen ud til gangen, hvor han blev stående med et underligt lumsk smil limet fast på læberne.

     Louis fik sat sig lidt op, men han lagde i stedet blot sin vægt hen på albuen, han støttede mod gulvet, så han lå på siden. Zayn og Liam blev siddende med et smil og et spørgende udtryk i øjnene modsat Niall, der fløj op fra sofaen af og sprang i små hop hen til Harry. Han havde fået øje på en ting, som vi andre ikke havde set. Der stak meget lidt af en guitar ud fra Harrys ryg, men det fik vi andre først øje på, da Niall flåede den ud af hænderne på Harry, der blot begyndte at grine.

     "Seriøst drenge, hvis Melanie har tid nok, kan vi jo bare starte fra en ende af og lære hende alle sangene?" Harry himlede med øjnene, mens Niall børstede guitaren en smule af, som om Harry havde haft jord på hænderne, der kunne grave sig ind og ødelægge hans dyrebare instrument.

     Ja, jeg gættede da på, at det var hans, eftersom hans reaktion var, som den nu engang var.

     Bagefter kiggede de alle hen på mig med et afventende blik, som om de forventede, jeg ville svare på Harrys spørgsmål, som jeg ærlig talt ikke havde følt var ment og rettet mod mig.

     Jeg pakkede mig usynligt ind i en masse tæpper og begravede mig selv. Argh, at grave sig ned i et musehul havde også været fint nok, men jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle svare.

     Tjo, jeg havde sikkert tid nok. Jeg vidste jo ikke helt præcist, hvornår jeg havde tænkt mig at tage hjem igen. Lige i øjeblikket havde jeg ikke den store længsel efter det. Men.. hvad nu hvis jeg var for lang tid om at lære de enkelte sange? Før i tiden havde jeg været ret lærenem, men det var trods alt flere år siden. Tænk hvis de gav op og ikke ville lære mig de enkelte sange?

     Alligevel følte jeg en glæde ved tanken om al den musik, der blev lagt op til. Al den musik, som jeg havde valgt fra og nu havde fået lysten tilbage til. Al den musik, som jeg så inderligt havde savnet og kun ønskede at føle helt ind til knoglerne som før i tiden. Mit hjerte skulle føle varmen fra stemmen, og de skulle for første gang i mange år hænge sammen igen. De skulle være et par, og min hjerne skulle blive slået fra.

     Årh, bare at tænke på den følelse det ville give..

     Jeg mærkede, at et smil havde taget bolig på de rosa læber, og reaktionen deraf blev, at drengene også smilede og klaskede hænderne sammen for at understrege, at nu var det gjort klart, at der ikke var grund til flere dumme diskussioner.

     "Godt så. Hvilken sang skal vi så starte med?," spurgte Liam, og Zayn foreslog "Taken" i munden på Niall, der foreslog, at vi startede med en sang ved navn "Gotta be you."

     Vi begyndte alle at grine, da det kunne ende ud i samme situation, som det havde gjort tidligere.

     De drenge var nu noget helt specielt.

 

***

 

De var endelig nået frem til en beslutning om at lære mig deres sang ved navn "One Thing." Selve navnet lød ret spændende. En ting.. Tja, måske lød det ikke så spændende alligevel, men der var nu noget over navnet, der gjorde mig nysgerrig og ivrig efter at komme i gang.

     Harry slog hænderne sammen, inden han rejste sig fra sofaen af og gik hen for at hjælpe Liam med at finde teksten til den, som de selvfølgelig havde beholdt fra dengang, de selv skulle lære den. Det ville også være en smule dumt at kyle sådan et vigtigt stykke papir ud. Man kunne aldrig vide, hvornår man fik desperat brug for at tjekke det igennem igen.

     Liam havde fat om en bunke papirer, som han hurtigt lagde fra sig oven på den skuffereol, han ledte i, da han fik øje på det, han netop ledte efter. Teksten til One Thing.

     Idet han skulle til at tage fat om den, fik Harry også øje på den og masede hurtigt sine hænder ned omkring papirerne, før Liam kunne nå at reagere. Han rakte sejrende dem alle op over hovedet, hvorefter han begyndte at grine.

     "Typisk dig, Harry." Liam begyndte også at grine efterfulgt af os andre henne i sofaerne. og Louis, der stadig lå på gulvet.

     De kom begge hen og satte sig ved os andre igen. Harry lagde teksten til sangen foran mig på bordet, mens han pegede på den første sætning og forklarede lidt om, hvem der plejede at synge hvad. Liam startede, og herefter kom Harry ind. Harrys finger bevægede sig længere ned af papiret, og han fortalte, at efter han selv havde sunget, var det Zayns tur.

     Jeg nikkede blot, mens jeg fulgte med hans finger ned af papiret og om på næste side. Harry fortsatte med at fortælle, hvem der sang hvilke sætninger og vers i sangen, mens jeg selv læste teksten igennem. Den virkede faktisk overraskende god.

     Jeg kunne ikke skjule det kæmpe smil, der pressede sig på, men de var vidst alle ret optaget af teksten på papiret og det at forklare mig detaljer omkring sangen.

     De sad alle overbøjede over papirene og snakkede i munden på hinanden.

     Selv følte jeg mig helt parat til at lade musikken flyde gennem mig og ud igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...