Move on | One Direction

Afslag. Vi kender dem alle sammen, og vi kommer alle til at møde dem på vores vej gennem livet. De er ikke til at undgå, selvom de kan gøre så forfærdelig ondt.
Melanie Roselee er en pige på 16 år. Hun har talent inden for musikken, og det vidste hun som 13-årig. Hun sendte derfor en ansøgning ind til en musikskole for talentfulde unge, men hun blev afvist grundet pladsmangel. Desværre opfattede Melanie det som om, at hun ikke var god nok, og hun har derfor lagt al musikken på hylden. Hun lytter aldrig til musik, og hun kender derfor heller intet til de nye stjerner. I stedet har hun travlt med at holde styr på sin far, som er den eneste familie, hun har tilbage. Det eneste, hun bruger sin tid på, er, at finde skjulte flasker, der indeholder spiritus og alkohol, hvor hun herefter tager det fra sin alkoholiske far.
En dag støder hun tilfældigt ind i en fremmed dreng ved navn Harry Styles. Kan han få Melanie tilbage på rette spor ved at vise hende, man ikke skal give op?

139Likes
101Kommentarer
11727Visninger
AA

9. Another World

Der var en pinlig tavshed hen over middagen.

     Jeg havde accepteret at blive til i morgen, eftersom jeg ikke følte mig parat til at tage hjem. Trods alt følte jeg mig også meget mere glad her med drengene, end jeg gjorde derhjemme.

     Det virkede dog alligevel som om, jeg havde lagt en dæmper på drengenes snakken, humor og latter, som jeg ellers havde set så meget til tidligere i dag.

     Jeg lagde gaffel og kniv fra mig, som jeg før havde siddet og stikket til en kartoffel med. Kyllingebrystet lå absolut uberørt på min tallerken, præcis som den gjorde på de andre drenges. Altså, hvis man så bort fra Nialls, der næsten var tom - for anden gang.

     Mit ene ribben gjorde stadig ondt, men jeg havde ikke sagt noget om det. Jeg ville absolut ikke på hospitalet. Det ville jeg altså ikke. Det var nok, at jeg allerede havde forandret mig så utrolig meget på én dag. Det havde efterhånden været ret udmattende, selvom jeg sjovt nok ikke troede, at det havde noget med min forandrede personlighed at gøre. Mest af alt troede jeg, og jeg var faktisk sikker på, at det havde en hel del at gøre med den pointe, at jeg var blevet jagtet af min egen far.

     "Okay, hvad sker der?" Jeg lænede mig helt tilbage på stolen, jeg sad på, mens jeg afventede deres svar. Mit ene øje så ikke helt lige så godt som det andet, men Louis havde fået det til at se normalt ud ved at fjerne den smule blod, der var flydt ud af en lille revne nær øjet. Mine læber så ikke meget anderledes ud, og mit knæ havde blot fået plasteret på. Som sagt kendte de intet til ribbenet.

     Harry lagde sit bestik fra sig, da jeg pludselig udbrød mit spørgsmål. Louis, Liam og Zayn rettede blikket mod mig uden at sige et eneste ord, mens Niall lige fik proppet endnu en mundfuld mad ind i munden, inden han lod sin opmærksomhed glide hen og hvile på mig. Det hele føltes meget underligt. 

     Jeg vidste godt, at det havde noget med mig at gøre. Jeg vidste bare ikke hvad, og jeg var i starten heller ikke sikker på, at jeg behøvede vide det. Men eftersom det gjorde drengene så mundlamme og kedsommelige, måtte der klart ligge noget vigtigt og alvorligt bag det.

     Harry rømmede sig, og jeg så direkte ind i hans smukke, grønne øjne.

     Åh, hvor var han dog dejlig.

     Mine tanker ændrede drastisk retning. Den irriterende og påtrængende dreng, der i starten slet ikke havde vækket interesse, havde formået at få mit hjerte til at slå en kolbøtte hver evig eneste gang, han så på mig. Bare tanken om ham fik mig til at svæve et par centimeter over jordens overflade.

     Tænk, hvis han ikke havde været stædig nok til at få mig til at følge med ham hen til drengene? Så havde jeg aldrig forandret mig i denne retning, og jeg havde aldrig fundet ud af, hvad jeg kunne føle for ham.

     "Hør her, Melanie.." Han rynkede brynene, men jeg var stadig fuldstændig væk. Jeg var faktisk slet ikke til stede lige i øjeblikket, og han kunne vidst godt mærke det.

     Jeg stirrede på ham, og han gav et lille smil fra sig. Måske havde han gættet det? Måske var jeg bare lidt naiv? 

     Det var ikke til at vide, men jeg skyndte mig at sænke blikket ned mod min fulde tallerken. Broccolien så kedelig og grøn ud, mens guleroden ved siden af havde en mere livlig orange farve. De tre kartofler, der lå ved siden af, gav dem et velkendt look, mens kyllingebrystet fyldte resten af pladsen ud.

     "Mel? Melanie?" Harry sad ved siden af mig og ruskede let i min skulder, hvorefter han gav en lav latter fra sig.

     Jeg kunne ikke lade være med at føle mig helt ved siden af mig selv. Det her var aldrig sket før. Jeg havde aldrig før følt denne følelse, som jeg egentlig slet ikke brød mig yderligere om. Den var brændende varm og sad i brystet. Det var som om, den prøvede at stjæle mit hjerte ved først at brænde det. Som om mit hjerte lige netop i dette øjeblik var en brændende lavakugle.

     Jeg kiggede op på Harry, der endnu en gang ruskede mig i skulderen. "Hey, du må godt kigge på mig?" lo han.

     Jeg trak blot på smilebåndet, mens de fire andre drenge sad og udvekslede blikke.

     "Det er bare det, at.." Han blev afbrudt af en svag nynnen. Melodien var for mit vedkommende uigenkendelig, men det virkede som om, at de alle fem kendte til den.

     Louis kunne åbenbart ikke helt koncentrere sig, og han blev ved med at nynne. Alligevel så det nu ud som om, at han troede, vi andre ikke kunne høre det.

     Da vi rettede vores blik mod ham, stoppede han straks og slog forsvarende hænderne ud til siden. "Hvad?"

     Han kiggede fra hver og en af os til den næste, inden Niall brød ud i latter. Han havde netop fyldt en halv tallerken op med mad igen.

     Harry smilede og rejste sig hurtigt op.

     Pludselig kunne man høre en masse skramlende lyde fra stole, der blev trukket tilbage, hvorefter de andre drenge også rejste sig op - endnu en gang med undtagelse af Niall, der blev siddende og spiste. Han rettede dog lidt på måden han sad på, så han kunne se mod de andre drenge.

     Liam gik hen til radioen, hvor han fik skiftet CD'en med Michael Jackson ud med en anden. Han trykkede sig igennem nogle numre, man ikke engang fik hørt en enkelt tone af, hvilket måtte betyde, at han vidste nøjagtigt hvilket nummer, han ledte efter.

     Køkkenet, Niall og jeg sad i, var - udover en halv skillevæg, man kunne se over, henne ved de hvide sofaer - ét med stuen. Bag møblerne havde Harry, Louis og Zayn stillet sig op med ryggen til os, og Liam kom farende hen til dem efter at have trykket 'Play'.

     Det virkede stort set som om, at alle havde glemt alt om mit spørgende udbrud, og de havde pludselig fået energien tilbage.

     En enkelt tone startede hele sangen. Det var endnu en gang ikke en, jeg kendte, men jeg gættede på, at det måtte være endnu en af One Directions sange.

     Og ganske rigtigt.

     Liam vendte sig om som den første med front mod Niall og jeg, hvorefter han begyndte at synge. Det var kun melodierne til deres sange, der åbenbart var indspillet på denne CD, og det gjorde det vel egentlig ret nemt for dem at gå og øve sig, når de også bare var herhjemme uden de helt tunge af instrumenterne. Jeg havde nu godt lagt mærke til en guitartaske ude i gangen.

     "It's not me, it's not you, there's a reason. I'm just trying read the signals I'm receivin. - It's like a stone on fire, can you feel it?! I don't know about you girl but I believe it."

     De andre tre drenge stod og bukkede lidt ned i det ene knæ til rytmen, stadig med ryggen til Niall og jeg.

     Niall havde skyndt sig at sluge al maden og hoppede hen på en plads, der nærmest var gjort klar til ham. Melodien kørte lidt uden ord, hvilket, jeg kunne regne mig til, var fordi, at Niall skulle sluge den sidste mad.

     Det her var hans sted i sangen. Hans solo.

     ".. To life!"

     Det var ikke meget, han nåede at synge. Man kunne tydeligt høre på melodien, at der skulle have været mere sunget af ham før det, men han nåede da de sidste to ord, inden Harry vendte sig om og overtog soloen.

     "I'll lift you up, I'll never stop, you know I'll take you to another world. I'll build you up, I'll never stop, you know I'll take you to another world."

     Zayn vendte sig om, så det kun var Louis, der stod med ryggen vendt mod mig.

     Jeg sad med et smil og nød blot forestillingen, der var i gang. Det var faktisk mere eller mindre umuligt at se Louis, da de andre dækkede for ham.

     Pludselig kunne Zayns høje toner høres.

     "Everyday, in every way.. Ooohh!"

     "I'll lift you up, I'll never stop, you know I'll take you to another world." - Endnu en gang sang Harry med sin smukke klang i stemmen, hvorefter det igen var Zayn, der åbnede munden.

     "One for me, one for you, what'ya doing? Girl, the music sounds so good when you're moving. Let me take you higher, let me prove it! 'Cause hey, hey Pretty girl, I believe it."

     Nu fik Niall chancen for at synge igen. Han åbnede munden og nåede al teksten igennem, inden det var den næstes tur.

     "Words will be just words.. till you bring them to life!"

     Harry sang det samme endnu en gang. Det, der vist nok var omkvædet.

     "I'll lift you up, I'll never stop, you know I'll take you to another world. I'll build you up, I'll never stop, you know I'll take you to another world."

     "Take you to another world.." - Her sang de alle sammen denne sætning, der mere eller mindre var et ekko af det, Harry netop havde sunget alene. Fem fantastiske stemmer blev til én rørende. Derefter sang Harry igen.

     "You know I'll take you to another world."

     Der blev gjort plads til, at Louis kom frem mellem drengene og fik stillet sig forrest, da han begyndte at synge. De så alle ret koncentrerede ud, når de sang, men alligevel var det som om, de glædede sig helt vildt over, hvad de gjorde, hvilket heller ikke var så underligt. Det her var trods alt deres passion.

     "Baby, let me find out your secret. Let me in, just let me show you that I keep it. Close to my heart, jump in the deep end. Just let me in and let me show you what I'm meaning."

     Harry åbnede munden og begyndte at synge igen. Det var en utrolig smuk sang, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde ærlig talt selv glemt alt om spørgsmålet, der ikke blev besvaret og blot forsvandt.

     Da sangen var færdig, hoppede Niall hen i den største af sofaerne, hvorefter de andre fire drenge også slog sig ned rundt omkring glasbordet. De vinkede mig hen til dem, og Harry gjorde plads til mig ved hans side og sendte mig et charmerende smil.

"Nu du alligevel er her i dag, kan vi vel egentlig godt begynde at lære dig en sang allerede?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...