En, to, tre, dø * One shot *

Sofie er en ung pige, som er stum. Hun bliver dagligt slået af sin far, og ingen gør noget for at komme hende til undsætning.

17Likes
12Kommentarer
1302Visninger
AA

1. En, to, tre, dø

Minutter føltes som timer. Timer føltes som år.

Lugten af røg sivede ind i hendes næsebor. Som den havde ventet på hende. Ligget sig på lur og ventet på at angribe når hun var mest sårbar.

Hun turde ikke løfte hovedet. Turde næsten ikke trække vejret.

Hun vidste, hvor mange slag der ventede. Tolv. Slagene fra faren fulgte bornholmerurets slag. En, tro, tre. Sofie talte med. En, to, tre.

Det må have været en dårlig dag. Hendes far slog hende mere end han plejede.

 Hun stod foroverbøjet med hænderne plantet på spisebordets kant. Hendes blik var rettet på en vinplet på bordet. En vinplet som hendes onkel engang havde spildt. En vinplet som var skyld i, at hun nu var udelukket fra omverdenen. Det var derfor, der aldrig var nogen der kom og hjalp hende. Hun var stum. De kunne ikke høre hende. De kunne ikke høre alle de tåre, som trillede ned af hendes beskidte og tynde kind. Tårer er lydløse. De siger ikke meget.

 

Det skete på en sensommeraften. Det havde ellers været en god dag. Det havde været en dag uden slag og tæsk. Dage som normalt ikke eksisterer.

Familien var på besøg. Hun havde været i bad, og hendes mor havde redt hendes hår. Redt det så fint, at det næsten skinnede, når solens stråler ramte det.

Hun havde vidst i en uges tid, at onkelen ville komme. Hendes onkels personlighed var langt fra hendes mor. Hendes mor var skrøbelig. Som en vase der ville splintre, bare man kiggede på den. Hendes onkel derimod var en helt anden sag. Kraftig bygget mand hvis blik kunne få ens værste mareridt frem i en.

 

Blodpletter begyndte at danne sig på det ellers så rene gulvtæppe.

Hun kunne ane små gisp ovre fra hjørnet af stuen. Hun kiggede op og så sig selv stå ovre i hjørnet af stuen.

Hun græd. Små, fine tåre trillede langsomt gled ned af hendes barnekind. Sofie havde ondt at hende. Hvorfor græd hun? Hvad var der sket med hende?

Sofie bed sig i læben. Hun var bange for at skrige. Bange for hvad konsekvenserne ville være.

 

De spiste middag. Pasta. Hendes hals havde svulmet op og hun begyndte at få røde plamager på kroppen. Hun var allergisk over for gluten, hvilket hendes mor godt vidste. Det vidste de alle.

Tåre begyndte at trille ned på tallerkenen og gik i et med sovsen, men hun blev ved med at spise.

De sagde intet. De sagde intet, selvom de kunne se, at hun var ved at blive kvalt. Til sidst kunne hun ikke mærke sin krop. Hun huskede ikke hvad der skete efter det. Næste dag vågnede hun liggende siden af spisebordet. Stum.

 

Pigen i hjørnet begyndte at skrige. Skrige som kun en fortabt sjæl kunne skrige.

Sofie gispede. Spyttede blod ud. Hun kunne ikke rejse hovedet længere. Men hun kæmpede. Hun kæmpede for at få et glimt af pigen i hjørnet. Pigen som skreg, men samtidig så så fredfyldt ud.

Blod løb ned af pigens kinder nu. Hvorfor? Hvad var der sket med hende?

Sofies ben knækkede under hende. Hun faldt sammen. Død og færdig.

 

________

Hey! (-: Det her er min første novelle, som jeg har lagt ud, så vær god at give ris og ros! Det ville jeg være taknemlig for.(-:

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...