Be Alright - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 9 aug. 2012
  • Status: Færdig
Efterladt af hende far, en stresset og alt for tit syg mor og så de seks små søskende, som hun passer. 16 årige Rose Horan lever det forfærdelige liv, hvor hun skal passe sin mor samt seks små søskende og opleve at blive forladt af hendes far til fordel for et kendt band, hvor hendes fætter er en del af bandet. Men da hendes fætter Niall Horan en dag dukker op og så pludselig meddeler at han har bestilt en 1 måned og en uges badeferie til Bahamas ændre noget sig. Men han glemte vist at nævne at hans band kommer med. Rose får uventet følelser for den tre år ældre Zayn, men gengælder han dem eller leger han blot med hende?

385Likes
457Kommentarer
34695Visninger
AA

3. You are like a child!

"Av for fanden!" udbrød han nede fra gulvet. Bekymret gik jeg ned i knæ for at se hvad, der var sket med ham. Jeg fjernede hans hånd, der lå på panden, hvor døren havde ramt, for at se hvor slemt det stå til. Han havde fået et blåt mærke og en lille bule, der tydeligt kunne ses. Jeg følte mig en smule skyldig, når han nu havde fået det blåt mærke på panden.

"Undskyld! Det var virkelig ikke med vilje!" begyndte jeg undskyldende, men blev en smule mistænktsom lidt efter. "Hvad laver du egentligt her? Er du en tyv?!" Jeg rejste mig op og kiggede efter et våben, der kunne gøre ham bevidstløs, hvis nu han havde tænkt sig at flygte eller angibe mig. 

"Rolig nu, girl. Først angriber du mig med en dør og efter er jeg pludselig en tyv. Easy," sagde han mumlende, men tydelig, og rejste sig op. Han gned på mærket, så jeg tydeligt kunne se at det gik ondt på ham. Han henledte næsten mine tanker fra det, at han måske var en tyv, der var brudt ind i et - måske - låst hus. 

"Men hvordan kom du egentlig ind her, hvis du ikke har er en tyv?" spurgte jeg og fik med det samme øje på en vase, der lå på kommoden ved siden af sengen. Og faktisk så lignede han faktisk lidt Zayn Malik, men ham her var lækre end Zayn Malik, så det kunne nok ikke være ham..

"Ind af døren selvfølgelig," svarede han og trak på skulderne. Jeg sendte ham et blik som han åbenbart ikke brød sig meget om og ændrede derfor teknik. I mens var jeg stille kommet tættere på kommoden med vasen uden at han havde lagt mærke til det. Jeg manglede stadig at vide, hvordan han var kommet ind. 

"Jeg kom ind med en nøgle. Altså dem der, der har forskellige former, men alle kan åbne en dør op?" forklarede han som om jeg var dum. 

"Hvem gav dig den eller rettere sagt, hvem stjal du den fra?" 

"Stjal! Beskylder du mig for at stjæle?! Hvem fuck er du selv og hvordan kom du selv ind?!" Han fik nok en smule nok af mit tonefald, men vidste jeg ikke nogle skridt til ville jeg kunne stikke af. Et skridt, to, tre. NU!

Impulsivt løb jeg ind i ham, så han ikke kunne fange mig. Min vægt var for meget for ham, så han faldt over på gulvet. Jeg selv var næsten ved at følge med, men jeg brugte væggen som balance og løb derfor videre ud. 

"Hej, Rosie. Hvor løber du hen og har du forresten mødt Zayn?" Jeg blev mødt af Niall ligeså snart jeg var kommet ud af værelset og havde besluttet mig for at skrige som om ti vilde heste var efter mig. 

"Zayn?" spurgte jeg uden at forstå hvad han mente. 

"Er Zayn her? Altså Zayn som i Zayn Malik?" spurgte jeg ham mærkeligt og fik et nik tilbage. "Så den person, der er ind i det rum der," sagde jeg og pegede. "er Zayn Malik?" Endnu engang nikkede han og fik mig dermed til at se dum ud. Havde jeg lige kastet mig løbende ind Zayn Malik og smidt ham på gulvet, fordi jeg troede han var en tyv? Okay, det var også Zayn fra One Fucking Direction, men so what? Jeg havde også et øjeblik tænkt på om det var ham, men havde slået det hen.

"Den pige er syg i hovedet!" råbte Zayn vredt og brød stilheden, der var kommet mellem Niall og jeg. 

"Hvad?" sagde Niall.

***

Jeg var virkelig ikke god til mennesker. Virkelig. Hvis jeg havde kigget godt efter ville jeg snildt have set at mennesket var en af Nialls bedstevenner. Faktisk var resten af bandet her ogå, så nu var vi her i den her luksus hytte, hvor alle havde et værelse for os selv. Det skal lige siges at vi nu i alt er 13 personer. Vildt!

Zayn havde gennem hele dagen sendt mig onde blikke, hvilket jeg også godt kunne forstå. Det var bare ikke sådan jeg opførte mig. De andre drenge fra bandet grinte bare af det, men ville have dræbt mig hvis han var kommet noget til. Zayn dræbte mig allerede med øjnene...

Normale mennesker ville nok have undskyldt over for ham, men det havde jeg ikke. I stedet havde jeg sat en facade op, der sagde at jeg havde så meget mere ret til det. Hvilket jeg selvfølgelig ikke havde. Wow! Jeg var virkelig venlig, jeg var. En bule samt et blåt mærke havde jeg givet ham.

Vi sad nu i spisestuen. Altså en stuen helt for sig selv, hvor man kun spiste mad, så som morgenmad, aftensmad, middagsmad og så videre. Helt klart rige mennesker. Tjener og au-pair piger havde de også. Au-pair pigerne var til de tre små, så den her ferie skulle jeg ikke vågne op klokken syv eller otte om morgen. Helt klart luksus.

Kokkene, som de også havde, havde lavet lasagne til aftensmad. Virkelig lækkert, men jeg havde ikke rigtig nogen appetit efter flyveturen herned. 

"Har I haft en god flyvetur, Christina?" spurgte Niall høfligt mor. Mor nikkede blot. Efter den pludselig sygdom efter Madeline var hun begyndt at snakke mindre og hendes sociale aktivitet var blevet betydelig mindre end før, hvor den var enorm. 

"Tak for mad," sagde jeg, da jeg var blevet træt af at sidde og lade som om jeg stadig spiste, når jeg for længst var stoppet med at spise af maden. Trætheden og jetlaget var ved at overmande mig, så jeg besluttede at børste mine tænder og gå på hovedet i seng. 

"Skal jeg putte Madeline, mor?" spurgte jeg med et gab. Hun nikkede, men rystede igen på hovedet. "Det gør au-pair pigerne, skat," Jeg nikkede og gik ud, men hørte en stol blive trukket. 

"Jeg går også i seng," Stemmen tilhørte Zayns og den var betydelig varmere end den var overfor mig. Op ad trappen skulle jeg og det skulle Zayn også, så jeg skyndte mig op ad den for ikke at gå op ad den sammen med ham. Men da jeg kom op faldt jeg i staver da han ikke kom op. Måske brugte han de nederste værelser.

Pludselig fløj jeg nogle meter væk og ned på gulvet. Nogen havde skubbet mig, som så var Zayn, fandt jeg ud da jeg vendte mig om. Han stod med et ondskabsfuldt smil på læberne og et glimt i øjet, der sagde at det bare var hævn for at skubbe ham ned. Og så havde han ikke valgt at sove i de nedeste værelser

Jeg bed det i mig og børstede det u eksisterende snavs væk fra mit tøj. Hvis det var sådan han ville have det, var det sådan han ville få det. 

"Hvor er du barnlig," kommenterede jeg med et falsk smil. Han gav mig elevatorblikket, men jeg ignorede det selvom det fik mig til at føle mig som en hest, der skulle vurderes. 

"Måske," svarede han blot, hvilket fik mig til at nikke bekræftende.

"Helt klart barnlig,"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...