Be Alright - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 9 aug. 2012
  • Status: Færdig
Efterladt af hende far, en stresset og alt for tit syg mor og så de seks små søskende, som hun passer. 16 årige Rose Horan lever det forfærdelige liv, hvor hun skal passe sin mor samt seks små søskende og opleve at blive forladt af hendes far til fordel for et kendt band, hvor hendes fætter er en del af bandet. Men da hendes fætter Niall Horan en dag dukker op og så pludselig meddeler at han har bestilt en 1 måned og en uges badeferie til Bahamas ændre noget sig. Men han glemte vist at nævne at hans band kommer med. Rose får uventet følelser for den tre år ældre Zayn, men gengælder han dem eller leger han blot med hende?

385Likes
457Kommentarer
34545Visninger
AA

20. Will you?

ROSIE'S SYNVINKEL

 

Jeg slog øjnene op og kiggede direkte ind i min fars blå bekymrede øjne. Fovirret kiggede jeg mig til den ene side, men kunne stadig ikke se hvad der foregik. Pludselig vred jeg mig rundt som en slange og mit blik mødtes Zayn's. På en eller anden måde føltes det som om jeg var ved at drukne, hvis han ikke snart forsvandt fra det samme værelse som mig. Jeg prøvede at fortælle ham det med blikket og det så ud til at det virkede.

Han vendte sig trist om og Harry lagde sin hånd på hans skulder. Da de begge var gået kunne jeg trække vejret mere frit. Hvad lavede jeg her? Hvad skete dig? Hvorfor var de alle omkring mig? Med et mærkede jeg den hårde gulv under mig. Jeg lå på gulvet? Underligt.

"Hvad er der sket?” spurgte jeg forvirret. De kiggede på hinanden. Med et underligt blik udvekslede de blikke og kiggede så tilbage til mig. Jeg kunne i hvert fald ikke lide deres udveksling af blikke. Den gjorde mig urolig. Som om der var sket noget jeg ikke vidste eller kendte til.

”Kan du slet ikke huske det?” spurgte Niall og lænede sig frem mod mig. Irriteret rystede jeg på hovedet. Lignede jeg måske en der vidste hvad der foregik. Han vendte sit blik væk og tav. Det begyndte at blive mere end irriterende. End af dem snakkede og jeg følte mig en smule udsat ved at ligge på gulvet og ikke vide hvorfor jeg gjorde det.

”Du besvimmede, skat,” svarede far til sidst. Forbløffet kiggede jeg på ham. Besvimmet? Hvordan besvimmet? Det hårde gulv begyndte at irritere mig noget mere. Pludselig kunne jeg huske hvad der var sket. Zayn havde været her. Han havde hentet mig fra stuen, da jeg var begyndt at kaste op, indså jeg. Zayn havde været her alene sammen med mig.

Vores samtale inden jeg besvimmede vendte tilbage til mig.

 

Du har ødelagt mig, Zayn. Ødelagt mit liv. Knust mit hjerte og trampet på mine følelser!” sagde jeg vredt og med et blik, der kunne dræbe rettet mod mig. ”Hvordan kan du så bare komme og tror at jeg tilgivet dig?! Komme og ae mig i håret. Kramme. Lade som om alt nu skal gå blive godt igen?!”

Rose...”

Du er så egoistisk!” blev jeg ved. Mine bevægelse mistede pludselig deres kraft. Jeg begyndte at svaje frem og tilbage som jeg ville gå i gulvet hvert minut det skulle være. Jeg pegede med min pege finger mod ham. ”Jeg hader dig!” sagde jeg for tredje gang i dag tror jeg.

Undskyld,” hviskede han stille.

Det kan du sagtens sige!” Med de ord ramlede jeg sammen og lidt efter lå jeg på gulvet. Bevidstløs

 

”Jeg besvimmede,” mumlede jeg. Min krop rystede en smule, da far nikkede på hovedet over min lille kommentar, der alligevel ikke havde været en kommentar eller havde den? Jeg følte mig usikker og det havde været som jeg havde været på en eller anden slags stof. Jeg hader sagt til Zayn, at jeg hadede ham. Mente jeg det virkelig?

Efter at have tænkt noget tid rystede jeg mentalt på hovedet. Nej, jeg hadede ham ikke, men han ar ikke min yndlingsperson for tiden og han fattede det ikke.

”Jeg er okay, far. Bare foretag jeg de normale ting i var i gang med. Jeg skal nok klare mig,” prøvede jeg at overbevise dem om. En smule tvivlsomt kiggede de på mig, men indvilligede alligevel til sidst. Da den sidste havde lukket døren efter sig trak jeg dynen op over mig og begyndte at græde. Jeg følte mig fortabt og helt igennem trist.

Min mave gik forfærdeligt ondt og jeg havde det dårligt, men jeg orkede alligevel ikke at rejse mig op for at brække mig. Jeg blev sovende i min seng og besluttede at tage det som det kom. Hvis jeg skulle brække mig ville jeg gøre det på mit gulv og selv tørre det op igen. Om jeg så skulle brække mig af synet igen. Jeg var ligeglad. Bare jeg rejste mig fra min trygge lille hule.

”Har fyre overhovedet følelser?” hviskede jeg mig til mig selv. Det havde været et spørgsmål jeg mange gange før havde stillet mig selv. Havde fyre overhovedet følelser? Følte det kærlighed, sorg eller had? Følte de overhovedet andet end at blive tilfredsstillet? Jeg var ikke en dreng og jeg stolede ikke på en dreng. Selv da jeg havde været tretten havde jeg ikke kunne fordrage drenge. Altså jeg havde ikke været forelsket i dem. Jeg havde behandlet dem pænt, men hvis de blev nævnt på en kærligheds måde var de blevet ignoret. Ondt, men jeg kunne ikke lide drenge på den måde. Kunne ikke lide dem overhovedet. Jeg hader dig (ikke), Zayn!!

 

**

 

ZAYN'S SYNVINKEL

 

Sukkende greb jeg højtalerne med guitar melodien og tog en dyb indånding foran Rosies dør. Jeg vendte mig og kastede et sidste blik på Harry. Han sendte mig en tommel op finger og jeg nikkede nervøs. På trods af at Rosie hadede mig havde Harry insisteret på at jeg prøvede alligevel.

Til sidst eller faktisk i starten havde jeg indvilliget. Det havde ikke krævet meget at overtale mig, men det var jo nok fordi jeg havde været trist. Og da jeg først havde lovet det, så var der ingen vej uden om. Jeg holder altid hvad jeg lover.

Med tre bank bankede jeg på og åbnede efterfølgende døren. Rosie sov med hovedet vendt væk fra mig og så mig derfor ikke.

”Forsvind, jeg orkede ikke nogen!” udbrød hun uden at vende sig om. Fantastisk! Med en hurtig bevægelse stak jeg ledningen ind i den nærmeste stikkontakt. Lidt efter lød der en guitar lød. Det havde været Harry, der foreslog sangen. Han havde hørt hende høre den, så han synes det var en god ide.

Da hun hørte min stemme vendte hun sig med et sæt, men jeg kunne ikke læse hendes ansigtsudtryk bortset fra at jeg kunne se at hun havde grædt. Mit hjerte snørede sig sammen, men jeg blev ved.

 

Across the ocean, across the sea

Startin' to forget the way you look at me now

Over the mountains and across the sky

Startin' to forget the way you look in my eyes

And for you,

I would walk

A thousand miles

To be in your arms

Holding my heart

Oh I, Oh I...I love you..”

Zayn, lad være. Forsvind,” mumlede hun, men jeg ignorede hende og afsluttede sangen.

Baby we can make it through anything

Cause everything's gonna be alright,

Be alright,

Through the sorrow, through the fights

Everything’s gonna be alright

Be alright...”

 

Jeg indrømmer det. Det ville have set federe ud, hvis jeg havde stået med en guitar, men jeg kunne ikke spille guitar ligesom Niall. Og jeg ville under ingen omstændigheder bede ham om og lærer mig det, så ville han havde lugtet lunten og jeg ville have mistet en betydningsfuld ven. Tro mig, men han ville aldrig tilgive mig, hvis han fandt ud af at jeg havde kysset hans kusine og oven i købet såret hende.

Men hvis jeg derimod fortalte ham det stille og roligt ville han være rasende over det et stykke tid, men indse at jeg elskede hende og lade mig vinde hendes hjerte. Men det var nok for sent, når jeg nu havde såret hende og alt det.

Se, nu snakker jeg inde i mig selv, fordi Rose er helt musestille. Hun har ikke sagt noget som helst og har gjort mig nervøs. ”Undskyld, det var måske ikke en god ide,” mumlede jeg og vendte mig om.

Vent, Zayn!” sagde hun og fik mig til at vende mig om. ”Jeg ved hvad du mener med alt det her, men jeg er stadig hårdt ramt. Stadig såret over det, men jeg kan ikke tilgive dig så let. Ikke bare ved at du synger for mig og så kiggerr afventende på mig. Jeg forstår hvad du mener med sangen og ja..” Hun holdte en pause og lukkede øjnene. ”Den passer helt perfekt til mig og hvordan jeg har det og måske hvordan du har det, men jeg kan ikke, Zayn.” Tårerne var ligeså stille begyndt at trille ned af hende kinder og hendes stemme var blevet grødet.

Undskyld,” sagde jeg stille. Uden at kigge på hende forsvandt jeg ud af døren. Ligeså snart jeg var forsvundet ud af døren kunne jeg høre hendes hulken. Den skar i mit hjerte og jeg var ved at græde med hende.

Opgivende gik jeg ind på mit værelse og fandt en spændt og støttende Harry. Jeg rystede på hovedet.

Hun gad ikke. Hun accepterede det ikke. Jeg vidste det også, Harry,” sagde jeg efter lang tids tavshed.

Du skal bare give hende tid,” prøvede han. Jeg rystede endnu en gang på hovedet.

Jeg rejser tilbage til London, Harry,”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...