Be Alright - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 9 aug. 2012
  • Status: Færdig
Efterladt af hende far, en stresset og alt for tit syg mor og så de seks små søskende, som hun passer. 16 årige Rose Horan lever det forfærdelige liv, hvor hun skal passe sin mor samt seks små søskende og opleve at blive forladt af hendes far til fordel for et kendt band, hvor hendes fætter er en del af bandet. Men da hendes fætter Niall Horan en dag dukker op og så pludselig meddeler at han har bestilt en 1 måned og en uges badeferie til Bahamas ændre noget sig. Men han glemte vist at nævne at hans band kommer med. Rose får uventet følelser for den tre år ældre Zayn, men gengælder han dem eller leger han blot med hende?

384Likes
456Kommentarer
34173Visninger
AA

12. Stop thinking, Rose!

Frustreret og bekymret gik jeg frem og tilbage i venteværelset. Ally, Ryan, Jo og de små var blevet efterladt der hjemme. Ally og Ryan havde protesteret en smule, da det var blevet meddelt at de blev tilbage, men sådan blev det jo. De havde ringet nogle par gange. Jeg kendte sådan set ´grunden til at de ikke havde kimet os ned. Det var nok fordi de vidste hvordan jeg var når jeg var bekymret. Det fandt One Direction så også ud af bare nogle minutter efter vi ankom.

Drengene var gået med samt far der gik, ligeså frustreret og bekymret som jeg, rundt i venteværelset. Hans blik viste en masse følelser, men ikke følelser der lige var til at opfange hurtigt nok. Jeg nåede da at opfange fortrydelse, sorg og bekymring. Han havde bare at fortryde sin ikke gennemtænkte handling, da han forsvandt for otte måneder siden, da Madeline kun var 6 måneder. Overlod alt ansvaret for hele syv børn til en 32 årige kvinde.

En hånd tog fat i min arm og stoppede mine skridt, der efterhånden var blevet hurtigere og hurtigere i takt med at jeg blev mere bekymret. Far havde nu sat sig ned og hånden, der holdte mig fast tilhørte Liam. Danielle var gået med, men Eleanor var blevet tilbage for at passe de små sammen med Ally og au pair pigerne, som de lige for øjeblikket ikke brød sig om.

Jeg kunne faktisk godt se at min mors pludselig besvimmelse ikke passede drengene. De havde snart to års dag for bandet og en stor fest skulle finde sted i et nærliggende hus, som de havde lejet til dagens formål. Kun fem dage efter ville Cher holde sin fødselsdagsfest i selv samme hus, og hvor de har lovet at hjælpe tilgængel for at hun også hjælper til deres to års dag, så tidspunktet passede i hvert fald ikke drengene.

”Rolig nu, Rose,” beroligede han mig. ”Det er sikkert ikke noget stort.” Jeg nikkede og prøvede på at overbevise mig selv. Prøvede på at få tankerne til at forsvinde fra min hjerne om hvad der muligvis skyldtes mors pludselig besvimmelse. Måske var.. Nej, det kan ikke passe for hun har alligevel ikke været sammen med nogen lige siden far. Og desuden besvimede man ikke og vågnede ikke op, hvis man var.. Åh, det passer alligevel ikke.

Jeg rev mig væk fra Liam, da tankerne om mors pludselig sygdom måske skyldtes noget så simplet som graviditet. Men som sagt kunne det jo ikke passe, når mor ikke havde været sammen med nogen lige siden far. Alligevel kunne det jo muligvis passe. Mor var en fantastisk skuespiller og rigtig god til ikke at vise hendes følelser.

Måske havde hun haft en kærste uden at oplyse os om det? Måske...

”Slap nu af, Rose!” udbrød Harry bekymret. Bekymret?! Han kunne jo ikke være bekymret for mig, når vi slet ikke kendte hinanden. Måske.. Hvorfor var det at ordet måske hele tiden var i mine tanker lige nu.

”Jeg går på toilet, folkens. Og I ringer med det samme, hvis lægen kommer ud, mens jeg er på toilettet. Forstået?” spurgte jeg. De nikkede lidt trætte i det, så jeg vendte mig om og forsvandt. Jeg var nok den, der kom med de største problemer. Mig og min evige tænken med hovedet. Hvorfor virkede det ikke, når jeg var i skole? Fandens!

Okay, easy, Rosie! Easy! Slap af. De har ret. Du er ved at blive sindsyg af dine tanker. Måske skulle jeg drikke mine tanker og sanser ud. Altså det var ikke noget jeg ville gøre seriøst, men jeg havde hørt at det virkede perfekt for mange timer. Seriøst, jeg ville dø, hvis de doktorer (læger?) ikke snart kom ud fra det værelse og kom med nogle nyheder, gerne gode.

Jeg kom ind på toilettet og fandt et ledig et. Så satte jeg mig på brættet og lod mit hoved falde ned i mine hænder. Mit lange lyse hår dækkede mit ansigt og uden jeg havde lagt mærke til det trillede tårene om kamp ned af mine kinder.

Jeg snøftede efter jeg havde grædt et stykke tid og tørrede mine kinder. Så låste ejeg toiletdøren op og satte kursen hen mod vasken. Uden at kigge tændte jeg for det lune vand, jeg justerede det selv, og plaskede vand på mig ansigt.

Da jeg vurderede at jeg var parat til at gå ud igen forsvandt jeg så ud af toilettet og prøvede at finde vej tilbage. Efter at have gået ind i en forkert dør fandt jeg heldigvis vej tilbage igen. Lidt efter befandt jeg mig os dem jeg kendte og gik som den sidste time den irriterende gang frem og tilbage på gangen.  Mine tanker gik deres egne veje og jeg havde sådan set opgivet at holde styr på dem.

”Rose! Du er jo ved at gå ud af dit gode skind. Tag og køl ned!” prøvede Louis fra sin sideplads ved siden af Zayn. Godt Zayn stadig ikke havde åbnet munden endnu. Jeg tror ikke jeg ville have været stille og rolig, hvis han havde prøvet at snakke med mig. Måske ville jeg have kommet op og skændes med ham her og nu? Nej, det ville nok have været for personligt og Niall ville dræbe mig.

Nu vi tænker/ snakker om Niall, så havde han stadig ikke åbnet sin mund og snakket til mig. Det kunne jo være fordi han var bekymret som mig, men bare holdte sin bekymring på et lavt niveau i stedet for mig, der tænkte for meget.

”Undskyld. Jeg slapper af nu,” sagde jeg og satte mig ned ved siden af far. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle sætte mig og det var også den tætteste siddeplads.

”Argh! Jeg tFænker for meget!” udbrød jeg lidt efter, da mine tanker stadig kværnede inde i mit hoved. Og det væreste var nok at det ikke var relevante tanker jeg tænkte. Måske skulle jeg tælle får? Skulle jeg så ikke have lukket øjnene? Nej, det dropper jeg. Jeg bøjer ord i stedet for. Hvad skal jeg bøje?

”En sydom. Sygdommen. Flere sygdomme. Alle sygdommerne,” begyndte jeg. Jeg kunne mærke et blik fra min venstre side af, så jeg kiggede. Det var min far og hvis blikke kunne dræbe ville hans blik nok have dræbt mig.

”Rose!” sagde han hårdt og strengt. Jeg nikkede med et skyldbevidst mine. Det var nok ikke det bedste navneord lige nu. Måske skulle jeg have bøjet noget i retning med glade stemninger eller humør? Måske noget om sol og strand og glæde.

”Er I Christina Moores familie?” En læge dukkede op og spurgte. Jeg kunne have kysset ham. Alligevel ikke. Gamle mænd med rynker var nok ikke nogle jeg ville have kysset på. Måske Zayn... SHUT UP, ROSIE! Det er ikke relevant! Og desuden er Zayn et.. STOP!

”Ja,” svarede far bekymret. Hastigt stod han på fødderne og stod næsten helt oppe på fjæset af lægen. Den gamle læge rykkede lidt væk. Det var nok ikke behageligt at være så tæt på en mand du ikke kendte. ”Hvad er der galt med hende?” Jeg gik op på siden af ham efterfulgt af Niall. Resten af drengene holdte sig lidt i baggrunden, da det jo egentlig var os, der var hendes familie. Alligevel lyttede de med på nyhederne. De stod bare ikke så tæt på som os.

”Intet stort. Altså hvis man kan kalde en graviditet noget stort?” svarede han smilende. ”Tillykke.”

”A’HVAD?!” råbte jeg. ”Måske besvimmer jeg. Sig det løgn!” 

_____________________________________________________________________________________________

A/N

Hej fantastiske læser!

Jeg ville bare bede jer besvare nogle spørgsmåler. Altså om hvad jeg kan gøre bedre og sådan noget. 

(1) Ja, hvad kan jeg gøre bedre? Er der for lidt spænding?

(2) Er kapitlerne for korte? Skal jeg skrive dem længere? Er de for lange, så skal jeg skrive dem kortere?

(3) Hvad synes I om Rosie? Er hun for snobbet, vred og temperantsfuld? Bander hun for meget? 

Jeg vil være meget glade, hvis I tog jeg tid til at besvare spørgsmålene. Og glem ikke at like. Det ville betyde rigtigt meget for mig også :D

- Fathiya xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...