Be Alright - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 9 aug. 2012
  • Status: Færdig
Efterladt af hende far, en stresset og alt for tit syg mor og så de seks små søskende, som hun passer. 16 årige Rose Horan lever det forfærdelige liv, hvor hun skal passe sin mor samt seks små søskende og opleve at blive forladt af hendes far til fordel for et kendt band, hvor hendes fætter er en del af bandet. Men da hendes fætter Niall Horan en dag dukker op og så pludselig meddeler at han har bestilt en 1 måned og en uges badeferie til Bahamas ændre noget sig. Men han glemte vist at nævne at hans band kommer med. Rose får uventet følelser for den tre år ældre Zayn, men gengælder han dem eller leger han blot med hende?

384Likes
456Kommentarer
34237Visninger
AA

8. Nice to meet you.. No its not!

Jeg blev stadig ved med at kigge på ham. I starten havde det været et overrasket blik, som meget hurtigt skiftede til et iskoldt. Lige nu var det det iskolde blik han blev myrdet med, men det så ikke ud til at han havde bemærket det. Han smilede bare det største smil. Først da han lagde an til et kram reagerede jeg. 

"Flyt dig fra mig," sagde jeg bare koldt. Han stoppede midt i bevægelsen og kiggede mærkeligt på. Uforstående. Kort sagt fattede han ikke hvorfor jeg var så kold i mod ham. Selv en idiot kunne da regne ud hvorfor jeg var sådan i mod ham. 

"Hvad er der skat?" spurgte han med et smil der langsomt blegnede. 

"One Direction er lige derhenne, far," sagde jeg og pegede hen på dem hver især. Louis og Liam var travlt optaget af deres kærester. Harry havde ryggen til, så det var kun Niall og Zayn der opdagede at jeg pegede på dem. Og hvordan kunne han lige spørger om hvad der var? 

"Det ved jeg godt. Jeg ved godt at One Direction er taget på ferie, skat," svarede han stadig med et uforstående udtryk i ansigtet. 

"Så er det jo godt. Gå over til dem," Min stemme havde antaget en trodsig klang med en smule vred i. Niall var kommet op på siden til os og Ally var ved min side. Far kiggede først på Niall og derefter på Ally for måske at se om, der var noget at hente. Niall trak på skulderene og Ally kiggede væk. Ally var ved vist med mig, selvom jeg aldrig havde delt mine tanker omkring det emne med hende. 

Jeg vendte mig brat om, da han igen prøvede at række ud efter mig. Jeg satte kursen mod mor. Selvom jeg stadig var sur over den tidligere episode var det kun ret at hun fik afvide at far var dukket op. Hun var jo trods alt min mor og jeg ville altid holde med hende lige meget hvad hun gjorde. 

"Mor, far er her," Ligeså snart ordene var kommet ud af min mund kiggede mor på mig med store øjne og en let adskilt mund. Hendes næsebor bevægede sig en smule, så man kunne se hendes vrede udtrykes i dem. Hendes krop stvinede midt i en bevægelse, hvor hun skulle tage Madeline op på sin hofte. Madeline sagde en klynke lyd, men forsvandt da mor ikke så ud til at reagere. 

"Hvor er han?" sagde hun så. Koldt og følelsesladt. Far ville ikke få det godt efter mor var blevet færdig med ham. Min dårlig samvittighed rørte på sig, da jeg følte en smule tilfredshed med det. Det var jo direkte ondt at tænke på. Der var jo også noget galt med mig, så...

"Ovre ved Niall," konstartede jeg og pegede. Hun nikkede med et stramt smil til mig og satte med stive skridt kursen over mod ham. Han lagde ikke mærke til hende før hun var helt henne ved ham. Og han fik også et helt forskrækket udtryk i ansigtet, da hun dukkede op ved ham. 

"Det bliver ikke behageligt for far," kommenterede Ally, der var gået med mig. Jeg nikkede tavs. Måske skulle vi gå tættere på? Eller var det uhøfligt? Det endte nok med at jeg troppede op ved siden af Niall og lyttede med. Ally stod tæt ved siden af mig, men der var så heller ikke andre lytter end mig, Ally, Zayn og Niall. Heldigvis var alle andre travlt optaget af deres eget. 

"Hej, Christina," hilste far med et smil, der samtidige også viste en smule af hans usikkerhed og andre blandede følelser. Han stemme rystede en smule, men det ville min nok have gjort. Fars handling havde været helt utilgiveligt. Jeg fattede stadig ikke helt at han havde gjort det. 

"Hej, Mark. Jeg ser at du har besluttet at kommer tilbage igen," bemærkede hun tørt. Han reagerede slet ikke, men slog bare blikket ned. "Det ser sådan ud." tilføjede mor koldt og gik tættere på. 

"Hvad laver du her?" Tonen var iskold og afvisende. Mor ville tydeligvis have far til at gå tilbage til det sted, hvor han var forsvundet fra. Han var virkelig ikke velkommen her og det gjorde mor også tydelig. 

"Jeg er kommet for at besøge min familie," svarede han stadig med blikket klistret til jorden. Mor slog en tør latter op og satte en hånd i siden. 

"Kommet for at besøge din familie? Den selv samme familie du stak af fra?" spurgte hun med et såret blik som hun prøvede at skjule med et koldt blik. "Forsvind, Mark!" 

"Christina..." prøvede far undskyldende. 

"FORSVIND!" råbte hun rasende. Ally hulkede stille ved siden af mig. Alle havde deres blikke mod os nu. Mor prøvede at ignorede det så meget som hun kunne, men det påvirkede hende. Men fars handling styrede hende mere nu, da det var første gang i otte måneder hun havde set eller måske snakket med ham. 

"Chris.." gentog han undskyldende. Det var så dråben, der fik bægeret til at flyde over hos mor. 

"FORSVIND! Forresten hedder jeg Mrs. Moore når du tiltaler mig fra nu af. Forstået?" Med de ord vendte hun ryggen til og gik fra ham. Far stod med et hjælpeløs mine tilbage og så efter hende. Han så i den retning hun var forsvundet i lang tid efter hun ikke var til syne længere. 

"Ally," sagde han og rakte ud efter hende. Rystende på hovedet vendte hun også ryggen til og løb efter mor. Jeg fulgte efter med det samme, men ikke uden at have sendt ham et blik, der sagde han selv var skyld i alt det her. 

"Far, bare forsvind," rådede jeg ham til inden jeg forsvandt efter mor og Ally. Hvis han svarede hørte jeg i hvert fald ikke svaret. Mark Horan havde tydeligvis ødelagt stemningen her. 

"Rose!" råbte Niall efter mig, men jeg ignorede ham. 

"Ally, vent på mig," råbte jeg efter hende og satte farten ydeligere op. Hun vendte sig om og kiggede på mig med et undskyldende blik, mens hun gesturlede til huset, hvor kun mor befandt sig. Jeg nikkede forstående, så jeg løb i mit eget tempo ind.

"Rose!" råbte Niall igen. "Vent nu." Ikke på mine egne vilkår i hvert fald. Ligeså snart jeg tog fat i døren tog en anden hånd fat i min arm. Nialls. Fandens. Jeg burde seriøst stoppe med at bande så meget. Lige meget om det var inde i mit hoved eller højlydt. 

"Hvad er der?" sagde jeg irriteret. "Mor er sikkert ked af det." 

"Din måde at snakke med din far på var lidt ondt. Dine ord sårede ham, Rose," sagde han og ignorede mine ord. Jeg sukkede med himmel vendte øjne. 

"Hans handlinger sårede mig. Ikke kun mig også min mor, Niall!" sagde jeg. "Han efterlod os til fordel for jer. Synes du ikke det er ondt? Nu skal du ikke tage far til forsvar fordi han er din Onkel." 

Han nikkede. Måske forstod han det. Måske ikke. Da jeg denne her gang begyndte at gå ind stoppede han mig ikke. Jeg nåede så heller ikke langt igen, da jeg blev stoppet igen. 

"Er du okay, Rosie?" spurgte Zayn. Jeg nikkede, men blev stående. Et eller andet i mig blev tiltrækket af Zayn, så jeg ikke kunne efterlade ham med sådan et blik som han så på mig med. Åh nej, glem mine tanker fra lige før. Jeg følte mig ikke en smule tiltrækket af Zayn. Jeg følte mig slet ikke tiltrækket af Zayn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...