Be Alright - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 9 aug. 2012
  • Status: Færdig
Efterladt af hende far, en stresset og alt for tit syg mor og så de seks små søskende, som hun passer. 16 årige Rose Horan lever det forfærdelige liv, hvor hun skal passe sin mor samt seks små søskende og opleve at blive forladt af hendes far til fordel for et kendt band, hvor hendes fætter er en del af bandet. Men da hendes fætter Niall Horan en dag dukker op og så pludselig meddeler at han har bestilt en 1 måned og en uges badeferie til Bahamas ændre noget sig. Men han glemte vist at nævne at hans band kommer med. Rose får uventet følelser for den tre år ældre Zayn, men gengælder han dem eller leger han blot med hende?

385Likes
457Kommentarer
34691Visninger
AA

7. Madness!

"Hvad fanden laver du, Zayn?!" råbte Niall vredt. Hans ansigt var blevet helt rødt af vrede og han tog tre skridt hen til Zayn. "Hun er for fanden kun seksten?!" Zayn svarede ikke, men kiggede bare ned. Niall begyndte at skubbe ham, men Zayn reagerede heller ikke på det tidspunkt. Det irriterede mig lidt at han ikke forsvarede sig mod Niall, der tydeligvis var helt vild rasende, men jeg forstod også ham. For som Niall sagde var jeg seksten. Ikke at det var lidt, men jeg var mindreårige.

Mine egne kinder var helt røde, fordi jeg var blevet flov og skammede mig en smule. Han var jo trods alt nitten, men det var jo ham, der kyssede mig? Og du kyssede tilbage sagde en indre stemme. Stemmen gav mig lyst til at krybe ned i et hul og aldrig dukke op igen. I mens forgik skænderiet mellem Zayn og Niall stadig. Nu var Zayn også begyndt at deltage, men kun for at sige et ord og så blive afbrudt igen. 

"Niall stop! Jeg.." begyndte Zayn, men blev med det samme afbrudt af Niall. Jeg tænkte selv på hvilket argument han ville bruge, da jeg slet ikke kunne se et godt forsvar. Han havde kysset på en mindre årige. Som havde kysset med, gentog den indre stemme igen.

"Du sagde at du ville vente på hende foran huset og at vi andre kunne sove. Hvor er du bare spild af tid! Af venskab! Hvordan kunne du nedværdige dig til at kysse min mindreårige kusine?!" råbte han rasende. Den røde kulør havde stadig ikke efterladt hans ansigt.

"Niall.." sagde jeg, men han kigge ikke engang på mig. 

"Du er voksen, Zayn!" fortsatte han. Endnu engang prøvede jeg om jeg kunne fange hans opmærksomhed, men forgæves. Han hverken så mig eller hørte mig. Niall var stoppet med at skubbe ham i brystet, men gik ind frem og tilbage foran Zayn, mens munden stadig kørte. Han var ved at blive godt irriterende nu og jeg kunne se på Zayns ansigt at han syntes at Niall havde stor ret til at rase ud og skælde ud på ham. Det var bare synd at jeg ikke var af samme mening. 

"NIALL!"  Styrken og højden i min egen stemme overraskede mig selv. Niall og Zayn kiggede begge på mig omgående, hvilket satte et tilfreds smil på mine læber, da med det samme forsvandt, da det ikke lige frem var tidspunktet at smile tilfreds på. 

"Hør, det var ikke Zayn, der kyssede mig. Det var mig. Og han skulle til at skubbe mig væk, da du råbte. Derfor fløj han væk fra mig og det samme gjorde jeg!" forklarede jeg ham hårdt. Tøvende kiggede han over på Zayn, der ikke rigtigt gjorde eller sagde noget, men forholdte sig ubevægelig. 

"Er det rigtigt, Zayn?" spurgte han. Zayn svarede ikke, men det gjorde jeg til gængel. 

"Så du tror jeg lyver?" spurgte jeg vredt. 

"Det gøre du jo så tit, så hvem ved," svarede han tilbage. Vreden kogte ind i mig og min skuespillerevne gjorde det muligt for mig at gøre vreden ægte. 

"Zayn, gå indenfor. Jeg vil gerne snakke med, Niall," Zayn stod stadig stille, hvilket i den sidste ende fik mig til at spekulere på om han overhovedet var til stede blandt os. Men han bevægede sig da, da Niall sendte ham et nik. Så var han pludselig hurtigt oppe af de trin trapperne havde og inden for. 

"Zayn ventede på mig herude ved trappetrinet. Han begyndte at skælde mig ud for at komme så sent og for at have stukket af. Jeg svarede ham noget så ligegyldigt tilbage, hvilket fik hans blod til at koge over, så han tog fat i mine arm og pressede dem mod stedet, hvor vi stod. Så begyndte han endnu engang frustret at skælde mig ud og så kyssede jeg ham. Han prøvede at skubbe mig væk, så kom du. Så brød helvedet løs," løj jeg fortællende. Hele igennem forklaringen havde Niall kigget på mig med et skeptisk blik, men til sidst lod han til at godkende min forklaring. 

"Okay, så tror jeg bare vi glemmer den her episode. Jeg snakker med Zayn om det," svarede han med et mildere blik og stemme. 

"Du skylder ham en undskyldning," sagde jeg og lagde armene over kors. Det overraskede mig en smule at jeg sagde det. 

"Det gør jeg måske," sagde han konstaterende, men det var tydeligt at se at han selv mente at han skyldte Zayn en undskyldning. Godt for alle. "Godnat, Rosie og forvent endnu en skideballe igen i morgen," tilføjede han smilende. 

"Godnat Niall og det gør jeg allerede, men jeg tror ikke den bliver ligeså slem som din," svarede jeg træt med et gab. Det sidste jeg hørte til Niall den nat var hans latter.

***

Jeg vågnede op ad en varm hånd, der lå på min kind. Forsigtigt åbnede jeg øjnene, men lagde endnu en gang mærke til den varme hånd på min kind. Det var sådan set den hånd, der fik mig til at vågne op noget hurtigere, da det hverken var en lille baby hånd eller de store søskende. 

"Flyt dig fra mig," sagde jeg og kiggede mistænktsom på personens hånd. Måske var det en god ide at se op på menneskets ansigt, Rose? Det var det, så jeg kiggede op. Ansigtet afslørede en personen jeg ikke ligefrem havde forventet at dukke op her så tidligt. 

Det var min mor, der sikkert var dukket op for at skælde mig ud. 

"Hvor var du henne i går aftes, Rose?" spurgte hun og flyttede sin hånd min kind og til sengetøjet, hvor jeg straks lagde mærke til hvordan den rystede. Hun var helt klart rasende på mig, så jeg valgte at være uskyldig og lydig. 

"Ude," svarede jeg træt og kvalte et gab. Svaret var åbenbart ikke forklaring nok. 

"Hvorhenne ude? Jeg ved sgu godt at du var ude i går aftes. Oven i købet uden tilladelse!" Hendes øjne blev små af raseri og straks efter tog hun hendes hånd op og stak mig en lussing, der kunne høres i hele mit værelse. Tårerene begyndte at presse sig på, men jeg prøvede at skubbe dem tilbage. 

"Så nu er du begyndt at slå på dine børn?" sagde jeg vred og kunne mærke at en ulydig tåre var sluppet fri fra mit forsvarsrække. Nu kunne hun ikke undgå at se at jeg var ked af det. Hastigt tørrede jeg den væk, men hun havde fået øje på den. Satans! 

"Du har stuerrest," sagde hun blot og valgte at forlade mit værelse. Raseriet vældede op i mig, men igen valgte jeg at presse min vrede væk. Men alligevel kunne vreden høres i min stemme samt forfærdelsen. 

"Stuerrest?!" udbrød jeg forfærdet. "Jeg er femten mor!" 

"Åbenbart ikke en voksen femten årige endnu!" svarede hun tilbage og lukkede døren efter sig. Rasende slog jeg på min hovedpude og kunne igen mærke tårerne presse på. Da de efterhånden trillede ned kunne jeg ikke skelne om det var vredestårer eller tårer, fordi mor havde stukket mig en lussing. 

"Jeg hader dig, mor!" hviskede jeg og trak mine knæ op til min hage, mens jeg lænede mig mod min seng. "Jeg hader mit liv, mor, far, One Direction, Niall, Zayn, verdenen! Hvorfor kunne jeg ikke have et liv som Stella eller Sophie?! Arghh!!" Som jeg havde til vane begyndte jeg at slå på mig selv, når jeg blev vred. Mit ben blev sparket mod sengkanten samtidige med at jeg slå min hånd ned i mit knæskal. Jeg stoppede først, da smerten blev for stor for mig. Derefter rejste jeg mig fra min seng og besluttede at klæde mig på. 

Sulten var begyndte at gnave i min mig, men jeg ville ikke gå ned lige for øjeblikket, da mor kunne befinde sig der nu. Jeg havde besluttet at undgå hende i dag og måske også de næste igen. Savnet af min mobil var blevet større, men så blev jeg nødt til at smide resterene af min stolthed væk og tigge om mobil, når jeg godt vidste at jeg ikke ville få den uden at jeg havde tigget hende i timevis og kysset hendes fødder.

Draget af larmen, der kom fra et sted udenfor mit vindue gik jeg der hen til mit vindue, men kunne umiddelbart ikke få øje på genstanden, der havde tiltrukket så meget opmærksomhed. Lidt efter forsvandt larmen også, men det betød ikke at jeg fjernede mig fra vinduet, da jeg havde fundet en behagelig og smuk udsigt fra vinduet, så jeg blev siddende travlt optaget af mine tanker. 

Forskrækket faldt jeg ned fra vindueskarmen af en fløjten. Jeg sendte et vredt blik ud af vinduet, men fandt så ud af at det var Zayn, der havde fløjtet til mig. Han gjorde tegn til at jeg skulle komme ned, så jeg rystede på hovedet. Han trak på skulderen for at spørge på hvorfor. Jeg åbnede den tunge vindue for at forklare hvorfor. 

"Stuerrest," svarede jeg og trak blot på skulderen. 

"Stuerrest," gentog han grinende. Jeg sendte ham et surt blik. 

"Jeg er ikke over atten ligesom dig, vel?" Da han stoppede med at grine forstod jeg mening med svaret. 

"Undskyld, jeg mente det ikke på den måde," sagde jeg undskyldende og han trak på skulderene. Måske for at sige at det var lige meget eller for at sige at det var det sikkert. 

"Vi ses," sagde han med et stramt smil, der straks fik mig til at hælde til det sidste. Han var helt sikkert blevet såret af mine ord. Fandens. Jeg gav mig selv en mentalt lussing, da min hånd stadig var vred og smertede, hvis jeg brugte den. Så dum som jeg havde været havde jeg slået min højre hånd til slagene. 

Nå, jeg måtte jo få tiden til at gå, så jeg måtte sikkert gå i gang med noget interessant, der kunne opholde mig i nogle timer. 

***

"Vi skal til stranden, Rosie!" udbrød Ryan lige så snart han brasede ind på mit værelse. Hans ansigt der blev prydet af et stort smil gjorde mg misunderlig. Jo, der også var sammen med ham, satte sig med et ryk på min seng med et hvin, der sagde hvor glad hun var. Det kunne jeg ikke fornægte hende, da det virkelig var sjældent vi tog nogen som helst steder hen. Den her ferie var i det hele taget en sjældenhed. 

"Hvem skal med?" spurgte jeg nysgerrigt. Hvis mor skulle med kunne jeg måske også få lov..

"Alle bortset fra mor," begyndte Jo smilende. Mit håb forvandles hurtigt til nedtrykthed. "Drengene tager nogle venner med. Simon Cowell ankom forleden dag sammen med sin kone og datter her i et hus nogle huse fra os. Cher Lloyd samt Danielle, Liams kæreste, og Eleanor, der er Louis kærester kommer," sluttede hun mens hun brugte hånden for at se om hun havde glemt nogen. Det havde hun åbenbart ikke. 

"Cher Lloyd. Altså hende Cher, der vandt fjerdepladsen i X-factor 2010?" spurgte jeg vantro. Fortrydelsen af min impulsive handling i går aftes skyllede ind, da de begge nikkede ivrigt. Cher var ikke min idol, men hun havde set ud til være en fantastisk person med en unik personlighed jeg gerne ville møde. 

"Det' løgn!" udbrød jeg og rejste mig med et sæt fra min seng. Selvom jeg godt vidste at de ikke løj for mig. 

"Kom, Rose," sagde Ryan men jeg rystede på hovedet. Han kiggede spørgende på mig, så jeg forklarede hvorfor. Begge dæmpede straks deres begejstring, da de vidste at jeg bare blev mere misunderlig over det. Jeg havde verdens bedste søskende. 

"Ses," kom det fra Jo, der lukkede døren efter sig. Hun vidste at jeg havde at være i mit værelse med åben dør. Det irriterede mig grænseløst. 

Sukkende satte jeg mig tilbage på min seng og begyndte at læse i min bog igen. Men jeg kunne ikke rigtig koncentere mig, når jeg nu vidste at de andre skulle ud og bade. Det var ikke kun det de distraherede mig fra min læsning. Zayn  og det sårede tonefald i hans stemme. 

Igen blev jeg afbrudt blot en halv time efter. Tror jeg. "Du skal med!" råbte Louis. Efter ham var Jo, Ryan, Oliver og en pige, der muligvis var Eleanor eller Danielle. Hendes skønhed gjorde mig straks misunderlig. Især hendes smukke brune hår. 

"Hvordan fik I hende til det?!" spurgte jeg forbavset. De kiggede hemmelighedsfuldt på hinanden og trak på skulderene. 

"Du skylder os en tjenste," mente Louis, men det sagde jeg mig ikke imod. Jeg ville gøre alt for dem i det her øjeblik! 

Men jeg fattede stadig ikke hvordan de havde gjort. Mor var den stædigeste menneske jeg kendte.

***

"Hvem går først i vandet?" råbte Louis og begyndte straks at løbe. Alle små børnene, bortset fra Madeline og Selly, samt Danielle, Niall, Eleanor og Nichole, der var Simon Cowells datter, Cher løb med. Resten af os, der bestod af mor, Zayn, Liam, Harry, Simon, hans kone, Ian - Zayns ven -, Gemma Styles, Waliyaha Malik, Saffa Malik, Donia og hans forældre samt Niall og Liam familie. Harrys mor ville også have dukket op, men blev forhindret af sin syge søster, der krævede pleje og omsorg, da hun var deltaget ufrivilligt i en bilulykke. 

"Det gør jeg!" råbte Jo grinende. De fleste grinte af dem, men kærligt. 

"Jeg vil også," sagde Selly og sendte mig et surt blik, da det var mig, der havde holdt hende tilbage. Tungen gled ud af min mund og blev peget mod hende. Det syntes hun var sjovt, så hun begyndte at grine. Lidt efter vendte de løbende tilbage igen og delte kram ud. 

Flere rejste sig op og blev forfulgt af de våde. Snart udbrød en kramme/fange kamp ud og alle løb grinende i en retning. Jeg blev selv forfulgt af hele to personer, så det krævede en del af flygte fra dem. Ally og Niall var efter mig, så jeg var godt stolt af at hele to personer ikke kunne fange mig. 

Men glæden stoppede, da jeg faldt ind i en tør person og blev slynget tilbage, fordi jeg havde brugt kræfter på at løbe. Da jeg kiggede op for at se hvem det var blev jeg godt nok overrasket. Da personen så snakkede var jeg så overhovedet ikke i tvivl om at personen stod der. 

"Hej skat," sagde han smilende.

 

NOTE: Jeg ved ikke om Simon Cowell har en familie, så det er opdigtig samt navne på datteren og moren hvis han har børn og kone. Like gerne, da det vil betyde virkelig meget. Much love <33

- Fathiya

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...