Be Alright - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 9 aug. 2012
  • Status: Færdig
Efterladt af hende far, en stresset og alt for tit syg mor og så de seks små søskende, som hun passer. 16 årige Rose Horan lever det forfærdelige liv, hvor hun skal passe sin mor samt seks små søskende og opleve at blive forladt af hendes far til fordel for et kendt band, hvor hendes fætter er en del af bandet. Men da hendes fætter Niall Horan en dag dukker op og så pludselig meddeler at han har bestilt en 1 måned og en uges badeferie til Bahamas ændre noget sig. Men han glemte vist at nævne at hans band kommer med. Rose får uventet følelser for den tre år ældre Zayn, men gengælder han dem eller leger han blot med hende?

384Likes
456Kommentarer
34158Visninger
AA

19. I'm sorry.

 

Rosie's Synvinkel

 

Kværkende og hostende kastede jeg op for anden gang i dag. Der var gået sådan cirka 4 dage efter festen og jeg var stadig syg. Fandens! Det var så irriterende, da jeg slet ikke kunne foretage mig andet end at kaste op eller sove i min seng. Kvalmen steg op i mig hvert andet minut eller sådan noget og det væreste var nok at jeg hadede at kaste op.

Jeg rejste mig op, da jeg havde kastet op. Med rystende bevægelser tog jeg fat i min tandbørste og begyndte at børste mine tænder. Da jeg ikke længere havde fornemmelsen af kaste op længere skyllede jeg min mund og var så ude af toilettet. Toilettet og jeg havde nærmest været bedstevenner for tiden.

Svimmel prøvede jeg at gå ned af trapperne. Ikke om jeg ville på mit værelse og ned under dynen. Jeg var sådan set ligeglad med om jeg skulle støde på Zayn derned bare jeg ikke skulle være lonely på mit værelse. Det var begyndt at blive deperimende synes jeg. Så heller støde på Zayn og klare de efterfølgende konsekvenser.

Rose! Hvorfor er du kommet ned?” spurgte far bekymret. Ved siden af ham sad mor med en affaldspose og kastede op. Fedt! Det var så noget af grunden til at jeg fik kvalme igen.

Pose,” fremstammede jeg med en hånd for munden. Far nikkede forstående og greb affaldsrullen og kom med hastige skridt hen til mig med den. Uden videre begyndte jeg at kaste op igen. Tårerne trillede ned af mine kinder og jeg fik lyst til at kalde på min mor, som da jeg havde været mindre. Få hende til at holde om mig og trøste mig.

Da jeg igen var færdig skubbede jeg den fra mig og rejste mig med rystende ben op for at gå op igen. Der var helt klart bedre på mit værelse, hvis jeg slap for at kaste op ligeså snart min gravide mor kastede op. Og det var ret tit.

Alles blikke var rettet mod mig. Og med alle sad hele 13 beboer, der boede her med deres blikke mod mig. Det var ubehagelig, men jeg havde også rettet opmærksomheden mod mig selv ved at kaste op ligeså snart jeg viste mig. Smart, virkelig smart, Rose. Bemærk sarkasmen..

Skal jeg følge dig?” spurgte far blidt. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke brug for hjælp.

Jeg hjælper hende, Mr. Horan,” sagde en forhadt stemme beroligende til min far. Det var Zayn, der blidt tog fat i min underarm og førte mig op ad trapperne. Jeg protesterede ikke. Det ville bare tiltrække opmærksomhed og jeg ville ikke have opmærksomhed. Da vi var ude af syne rev jeg min fri fra hans greb.

Jeg nåede kun at tage to til tre skridt før jeg var ved at falde. Kun med Zayn's hjælp undgik jeg at kysse med det marmor belagte hårde gulv. Hjælpeløst indså jeg at jeg var for svimmel og syg til selv at gå. Det var nok derfor jeg hadede at være syg. Når jeg blev syg var det overdrevet syg.

Uden ord hjalp han mig ind på mit værelse og lagde mig blidt ned i min seng. Jeg lukkede øjnene hårdt i. Hvor er min facade? Hvor er du blevet af? Var det ikke meningen at jeg ikke være hjælpeløs foran Zayn eller foran nogen som helst? Hvordan ka det så være at jeg lige nu sidder og græder lydløst og Zayn så holder mig i hånden? Jeg kunne virkelig godt bruge en forklaring!

Undskyld, Rosie,” begyndte han trist. Jeg kiggede op på ham igennem mine tårvæddet øjnene. Han var en smule sløret, men jeg kunne tydeligt høre hvad det var han sagde. ”Undskyld for min behandling af dig. Undskyld at jeg fik dig til at tro at jeg brugte dig. Undskyld at jeg brugte dig. Undskyld for at jeg gjorde dig ked af det. Undskyld for at du nu græder. Undskyld, undskyld, undskyld!”

Overrasket kiggede jeg på ham igen. Pyt skidt, Rose. Du drømmer. Han kan umuligt have undskyldt. Eller kunne han...? Omtåget nev jeg mig i armen.

Av,” mumlede jeg en smule blondine dum. Selvfølgelig ville det gøre ondt, hvis jeg nev mig selv. Jeg himlede med øjnene. Han kiggede afventende på mig, men jeg havde ikke tænkt mig at svare. Han måtte lide præcis som mig. Med en smule besvær vendte jeg mig om på siden, så han ikke kunne se mit ansigt. Min facade var væk. Mit ansigt afslørede for meget af mig.

Rosie?” spurgte han og jeg kunne høre den nervøse klang, der havde sneget sig ind i hans stemme. Jeg kneb øjnene i og prøvede at holde nogle forræderiske tårer tilbage. ”Jeg er så ked af det, Rose.”

Så begyndte de gudnådemig at trillede ned af mine kinder. Lidt efter snøftede jeg og havde afsløret mig selv. Nu vidste han at jeg græd. Grædende knugede jeg siden af min pude indtil mig. Knugede bare uden at vide hvorfor. Jeg var ligeglad med at han vidste at jeg græd. Jeg var ligeglad. Han havde alligevel ødelagt mig.

Jeg kunne høre at han havde rejst sig. Automatisk troede jeg at han ville gå. Forsvinde. Uden at jeg ville det begyndte jeg at græde højere. Mere som om jeg ikke ville have at han gik. Og det var også rigtigt. Jeg ville ikke have at han gik. Jeg ville have at han blev hos mig. Holdte om mig. Kyssede mig.

Rosie. Så så,” mumlede han og lagde sine arme omkring. Rystende knugede jeg ham indtil mig i stedet for. Han lagde sin hånd over mit hår og begyndte at ae det. Jeg lod ham gøre det. Følte mig tryg uden at jeg ville det.

Forgæves prøvede jeg at lukke af for mine tanker og følelser.

 

Zayn's Synvinkel.

 

Beroligende vuggede jeg hende frem og tilbage. Prøvede på at hun skulle falde til ro eller falde i søvnen. For hver gang hendes krop gennem rystede af en ny omgang gråd smertede det dybt inde i mit hjerte. Jeg følte mig endnu skyldig, da jeg først kunne se hendes sorg. Hendes sorg over at jeg havde såret hende dybere end jeg havde først havde antaget. Jeg følte mig som et monster.

Så så,” blev jeg ved med at mumle. Håbede hele tiden at hun til sidst ville falde til ro. Slappe en smule af eller stoppe med at græde. Hendes vejrtrækning var besværet og hun skiftvis snøftede og hulkede. Alt det kunne jeg både mærke og høre. Mit hjerte bankede på grund af vores nærhed og det bankede også fordi jeg kunne mærke hendes smerte. Den smerte jeg havde så skyldigt havde påført hende.

Så så,” gentog jeg igen manisk. Igen aede jeg hende over håret. Med et rejste hun sig og vendte sig om med sine tårvæddet øjne og kiggede på mig med et blik, der kunne skære en sten midt over, hvis det skulle hver.

Jeg hader dig, Zayn Malik!” nærmest råbte hun og skubbede mig væk, så jeg nærmest var ved at falde ned fra sengen. På få sekunder stod hun to meter væk fra mig og så ud til at hun aldrig ville røre om det så skulle være med en ildtang. Kun på nogle få sekunder havde hun ændret sig fra hjælpeløs og trist til hadefuld og vred. Og det værste var nok at det var mig, det hele var rettet mod.

Rolig nu, Rosie,” prøvede jeg, men hun ville ikke lytte. Hun blev rød i hovedet af vrede og tog en dyb indånding.

Hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at jeg faktisk hedder Rose og at kun mennesker jeg kan lide kalder mig Rosie?!” spurgte hun vredt. Det var egentligt ironisk, når vi begge godt vidste at hun elskede mig. ”Kald mig aldrig andet! Okay?!”

Jeg nikkede for at føje hende.

Du har ødelagt mig, Zayn. Ødelagt mit liv. Knust mit hjerte og trampet på mine følelser!” sagde hun vredt og med et blik, der kunne dræbe rettet mod mig. ”Hvordan kan du så bare komme og tror at jeg tilgivet dig?! Komme og ae mig i håret. Kramme. Lade som om alt nu skal gå blive godt igen?!”

Rose...”

Du er så egoistisk!” blev hun ved. Hendes bevægelse mistede pludselig deres kraft. Hun begyndte at svaje frem og tilbage som hun ville gå i gulvet hvert minut det skulle være. Hun pegede med sin pege finger mod mig. ”Jeg hader dig!” sagde hun for tredje gang i dag tror jeg. Mit hjerte begyndte at snøre sig sammen. Jeg følte mig dybt ramt.

Undskyld,” hviskede jeg stille.

Det kan du sagtens sige!” Med de ord ramlede hun sammen og lidt efter lå hun på gulvet. Bevidstløs. Rapt var jeg hos hende og ruskede i hende.

Rosie?” sagde jeg en smule panikslagent. Hun svarede ikke og føltes som en dukke. Hun var helt slap og øjnene var lukkede i.

Harry?” råbte jeg højt. Intet svar. Jeg prøvede igen og stadig intet svar. Hvis jeg skulle have hjælp blev jeg nødt til at rejse mig op for at hente den ellers ville der ingen hjælp komme indså jeg.

Forsigtigt og blidt lagde jeg hende ned og rejste mig op. Med hurtige skridt løb jeg ned af trappen.

Rose er besvimmet!” råbte jeg og fik dem alle til at vende sig forskrækket om.

Hvad?!” udbrød hendes mor. Hendes far rejste sig – han havde siddet ved siden af Christina – og var henne ved trapperne meget hurtigt. Drengene var efter ham efterfølgende. Au pair pigerne dukkede op og holdte børnene tilbage.

Hvor er hun?!” spurgte han bekymret og jeg pegede hastigt, der hvor hun lå så lang som hun var.

Rosie?” sagde han og klappede hende blidt på kinderne. Lidt efter åbnede hun øjnene og kiggede op sin far med de samme blå øjnene.

Gudskelov!” udbrød han lettet. Jeg åndede også lettet. Hun fik vredet sig om og kiggede på mig. Hendes ord i blikket var tydelige.

'UD!'

Jeg nikkede og vendte mig om. Forsigtigt blev hånd lagt på min skulder. Det var Harry, der gav mig et opmuntrende smil. Trist gengældte jeg det. 

Hun hader mig,” hviskede jeg modløs, da vi var kommet ud. Mine skuldre var blevet slappe og mit blik opgivende. Hun hadede mig. Det var en forfærdelig tanke, men hun havde sagt det så mange gange. Så mange gange at jeg næsten ville tro på det. Var begyndt at tro på det. Troede på at hun talte sandt. Rose løj ikke. Eller jo, men hun havde sagt det så mange gange?

Hun hader dig ikke, Zayn,” sagde Harry støttende. Jeg rystede på hovedet.

Hun hader mig, Harry. Hun har sagt det hver gang hun har set mig lige siden festen. Eller måske før det også. Hun hader mig!” Harry rystede blot på hovedet. Han satte sig og klappede på sædet ved siden af. Slapt kastede jeg mig ned ved siden af ham.

Hun hader dig ikke. Hun prøver at bilde sig selv ind at hun hader dig, men det gør hun ikke. Det kan hun slet ikke ifølge alt det du har fortalt mig. Hun elsker dig. Elsker dig! Hører du?” prøvede Harry at bilde mig ind. Vredt rejste jeg mig op. Harry kiggede overrasket på mig. Han havde nok også ret. Zayn Malik viste ikke sine dybeste følelser og jeg er sikker på at lige nu kunne Harry læse mig som en åben bog.

Tak, Harry. Du prøver at bilde mig ind at hun gør, men ellers tak Harry. Du er en ven i verdens klasse. Men hun.. elsker mig ikke,” sagde jeg og rystede på hovedet. Det havde været sværre at sige at hun ikke elsker mig end at sige at hun hader mig. At sige hun ikke elske mig var sværre, fordi at så var det rigtigt. Elske var et stort ord og det var ikke nemt, men det er had også. Men det var nemt at komme til at hade. Meget nemt. For eksempel hvis man gjorde noget forfærdeligt.

Har du udført planen?” spurgte Harry hovedrystende. Et enkel ryst på hovedet.

Så se at komme i gang med den så,” Sukkende nikkede jeg. Det ville kun gør det værre, men det ville tilfredsstille Harry da. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...