Be Alright - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2012
  • Opdateret: 9 aug. 2012
  • Status: Færdig
Efterladt af hende far, en stresset og alt for tit syg mor og så de seks små søskende, som hun passer. 16 årige Rose Horan lever det forfærdelige liv, hvor hun skal passe sin mor samt seks små søskende og opleve at blive forladt af hendes far til fordel for et kendt band, hvor hendes fætter er en del af bandet. Men da hendes fætter Niall Horan en dag dukker op og så pludselig meddeler at han har bestilt en 1 måned og en uges badeferie til Bahamas ændre noget sig. Men han glemte vist at nævne at hans band kommer med. Rose får uventet følelser for den tre år ældre Zayn, men gengælder han dem eller leger han blot med hende?

384Likes
456Kommentarer
34153Visninger
AA

2. Here we go!

"Hvornår tager vi så afsted?" spurgte jeg glad, men uden at vise at jeg var det. Afventende kiggede jeg på ham, men lagde mærke til at han ikke kiggede på mig, men noget bag mig. Derfor vendte jeg mig om for at se hvad det var, der tiltrak hans opmærksomhed. Det var Ally, der stod bag mig sammen med Madeline. 

"Hvornår tager vi afsted hvorhen?" spurgte hun forvirret, men med et forventningsfuld øjne. Og for engangsskyld var jeg glad for at jeg kunne glæde hende med den her nyhed. Vi trængte alle virkelig meget til at tage på en ferie. Jeg sendte hende et stort smil for at vise hende at det var noget, der var godt. Automatisk viste der sig et smil på hendes læber. 

"Hvad er det? Kom nu Rosie!" plagede hun smilende uden at jeg rigtig havde åbnet munden endnu. Typisk! Så utålmodig som hun altid var, men så meget mere fornuftig end mig...

"Du fortæller det, Niall," sagde jeg og glemte helt min fjendtlighed til ham på grund af det han lige havde fortalt mig. Facaden blev en smule lettet fra ansigtet og jeg følte en glæde som jeg ikke havde følt i meget lang tid. Niall løj ikke. Niall holdte hvad han lovede. Han var ikke ligesom far, der ombestemte sig i sidste øjeblik. Jeg fik lyst at skrige min glæde ud og lige nu var jeg ligeglad med at Niall så resterende af min facade forsvinde. 

"I skal på badeferie i Bahamas..." mere nåede han ikke rigtig at sige før han blev afbrudt af en skrigende Ally, der i en fart havde lagt Madeline forsigtet på gulvet og havde krammet Niall ikke forsigtet. Faktisk tror jeg hun maste ham og at han havde brug for noget ilt lige for øjeblikket. 

Det var ikke sjovt at blive krammet af Ally, da hun klemte alt luft ud af dig, men hendes kram var også så sjældne at du ikke kunne andet end at værdsætte dem. Men Niall havde ikke besøgt os eller haft tid til os i de 2 år han havde været berømt. De to år havde far også forsømt os. Igen opbyggede jeg min facade op igen. Det var Nialls skyld at far ikke havde tid til os længere. Nialls skyld at han helt forlod os for otte måneder siden.

"Så er det nok, Ally," udbrød jeg strengt og bestemt, hvilket straks fik hende revet løs fra Niall. Folk, der fik et kram af Ally, brugte som regel tiden efter til at indsamle ilt, men Niall kiggede med det samme over på mig med det forhadte såret blik på mig. 

"Lad være med at kigge sådan på mig!" udbrød jeg hårdt. Egentligt var det ikke noget, der skulle have sluppet ud af min mund, men nu var det sagt og jeg måtte stå til ansvar til mine ord. "Jeg hader når du kigger sådan på mig!" Jeg valgte at fortsætte og slutte der, men Niall fik nok af mig.

"Hvorfor er du egentlig sådan mod mig, Rose? Hvad har jeg nogensinde gjort dig, som får dig til at hade mig så meget?" spurgte han vred. Hvad ragede det ham? Det var da mine følelser og mine grunde. Dem behøvede han da ikke afvide, vel...?

"Ally, gå. Jeg kommer om lidt," Anden gang i dag sendte jeg hende ud for at snakke med Niall. Men denne gang tror jeg ikke jeg ville snakke med ham, jeg tror mere han ville skælde mig ud, mens jeg tavs ville stå model. 

"Jeg har givet dig en ferie til Bahamas i en måned og en uge. Jeg har været sød mod dig eller så vidt jeg ved. Jeg tror heller aldrig jeg har behandlet dig dårligt før, så fortæl mig venligst hvad jeg har gjort dig, Rose! Hvad har jeg nogensinde gjort dig?!" rasede han. Det var den søde og aldrig vrede Niall, der råbte af mig lige nu. Så jeg har virkelig dummet mig nu. Men alligevel valgte jeg ikke at svare ham og efterlade ham fortvivlet og uden svar. 

"Tak for turen," sagde jeg bare og forsvandt. 

 

***

"Er alt klar? Og er I her alle?" råbte min mor for at få vores opmærksomhed. Heldigvis havde mor været rask og ikke været så stresset som hun plejer lige op til ferien og havde kunnet være med til at hjælpe til forberedelserne. Derfor skulle jeg ikke lave helt så meget som jeg plejede, men når mor var rask fulgte der også glæde med. Og min søskende havde sådan en forfærdelig vane med at gøre folk de er glade for at se sure. Især dem de kendte rigtg godt og ikke var generte overfor. Derfor havde mor været noget sur, da Selly havde ødelagt en vase, Ryan havde smidt en lampe ned så den gik itu og Oliver var ved at smide Madeline ud af vinduet..

"Ja, mor," svarede jeg efter havde sikret mig at vi alle var her og alt var klaret. Hun nikkede og gjorde tegn til at vi skulle gå hen mod vores gate og vente der i stedet for at vi fyldte hele vejen. 

Niall var gået i forvejen med et tidligere fly i dag, da han ville have at alt var klar, når vi ankom. Jeg er i hvert fald glad for at han ikke slæbte hele hans band med og min far. Det ville være forfærdeligt, hvis far dukkede op. Han dukkede måske kun op fordi One Direction var der eller for at holde en gratis ferie med sin familie. Åh rend mig!

"Alle der skal med Gate 24 bedes komme hen til flyet. Alle der skal med Gate 2 bedes komme hen til flyet," lød det i højtalerne. Vi var lige ankommet til sidepladserne, da vi igen rejste os hen for at skynde os hen til flyet. Vi var vist kommet forsent ud af huset. 

Vores pas blev kigget igennem og vi afleverede alt drikkevarer og flydende som vi ikke måtte have med ind og så gik det ellers ind i flyet med os. Farvel kolde Irland og velkommen varme Bahamas. Det bliver en god måned. 

***

"Kommer Niall og henter os, Rosie?" spurgte mor mig, da vi kom ned fra flyet og var tjekket igennem alle sikkerheds øvelserne. Nu stod vi foran lufthavnen og ventede på at Niall måskede dukkede op. Eller faktisk var vi lige kommet ud og var stoppet op, fordi mor måske troede at Niall måske ville hente os. 

"Nej, han sagde han ikke havde tid, fordi han skulle ordne noget, mor. Hvornår har han måske tid til os?" sagde jeg retorisk og trak på skulderne. Jeg kunne mærke det blik min mor sendte mig og krympede mig. Mor var lige blevet nogenlunde rask og så sendte hun mig sure blikke på grund af den hund til Niall. Okay, undskyld, men lige nu var jeg ikke specielt glad for ham. 

"Lad os komme afsted, mor. Han gav mig adressen. Vi skal bare tage en taxa, så når vi frem på under 20 minutter," Hun nikkede. Jeg rejste mig for at praje en taxa eller to, der kunne køre os hen til huset, hvor vi skulle bo den næste måned og en uge. For fanden, jeg glemmer aldrig den ekstra uge, vel? 

Heldigt for os fandt jeg en villig taxachauffør, der kunne køre os alle sammen og billigt. Fantastisk!

***

"Niall?" råbte jeg, da jeg åbnede døren ind til hytten. Hvor dumt af ham! Han havde ikke engang gidet at låse døren ind til hytten, der mere lignede et hus, men jeg tror bare jeg kalder det en hytte. Der var to etager og da jeg trådte ind så det endnu mere luksus ud. Der var nogle fantastisk flotte sofaer og et tv-fladskærm med mindst 40 tommer. Gulvet var prydet af marmor, mens væggen var tapet til i nogle smukke mønstre fra op og ned. Trappen var lavet af træ, der var mørkt og der var noget guld agtigt, der lå op på det. 

Intet svar konstarterede jeg, da jeg kunne løsrive mig fra hyttens indretning, der bare var magisk! Typisk! Han havde sikkert glemt os og havde taget ind til byen eller stranden. "Han er her ikke, mor, tror jeg," sagde jeg og viftede dem ind. Han var her sikkert ikke..

"Hvor han dum, Rosie. Døren var jo åben," udbrød Oliver, ham på fem hvis I havde glemt det. Selv Oliver vidste hvor dum han var. Man går ikke fra et ulåst hus. 

"Mor, bare gå op, så tager Ally, Ryan, Jo og jeg taskerne op til vores værelse," sagde jeg og lagde en beroligende hånd på hendes skulder. Det kunne godt være hun havde været rask i de seneste par dage, men hvorfor udfordre skæbnen og lade hende have ansvaret i længere tid endnu? Vi var alligevel ankommet. 

"Jo, se lige om der er værelse hernede. Ryan bliv med hende. Ally tag en kuffert eller to og gå med mig," kommanderede jeg og bar selv to tasker og var allerede oppe ad trappen. Mor var forsvundet ude af syne, så det var kun os fire, der kunne ses nu. 

Med foden sparkede jeg blidt det første værelse op for at lægge en de to tasker. Det var lidt lige meget, hvor stort værelset var. Men jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg trådte ind og hørte en person ømmede sig kraftigt og ikke kunne se ham. Lidt efter kiggede jeg ned og så at personen lå på gulvet og at jeg havde lukket døren op i ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...