I'll See You Again

Denne historie er inspireret af Westlife's helt fantastiske sang, I'll see you again. Prøv engang at lytte til den, så forstår I sikkert lettere, hvad jeg mener med historien.

Harry og Louis' forhold havde ikke kørt så godt på det sidste. Harry havde været jaloux på Eleanor, og det var gået ud over deres venskab. De andre drenge havde forsøgt at få dem bragt sammen igen, for de kunne ikke holde ud at se både Harry og Louis som de var nu; det var så tydeligt, at de savnede hinanden. De sad i hver sin ende og kiggede ned i jorden, og deltog ikke rigtig i samtalen, der gik mellem drengene. Nogle gange, når Louis ikke så det, løftede Harry hovedet og kiggede over på ham med fugtige øjne, og så ud som om, at han mest af alt havde lyst til at løbe over til ham og give ham et kram. Og Louis havde det på samme måde.

7Likes
1Kommentarer
879Visninger
AA

3. ..but in the winter, the days are short, and the darkness will return.

Det var midt om natten. Drengene var halvfulde, men glade. De var lykkelige over, at Louis og Harry havde fundet hinanden igen, og det skulle selvfølgelig fejres. Men nu var festen ved at være slut, og drengene var ved at gå hver til sit. Liam og Niall var kørt hjem sammen, da de boede lige over for hinanden. Zayn havde bestilt en taxi, der lige havde hentet ham fra natklubben. Så der var kun Louis og Harry tilbage, og de besluttede sig for at gå hjem. De boede også tæt sammen, så de kunne følges ad. Og mens de gik der på det mørke fortov, gik de og snakkede.

"Hazza?" Louis lød ret alvorlig.
"Ja, Lou?" svarede Harry, lidt undrende.
"Jeg er bare så glad for, at du ville tilgive mig for hvad jeg gjorde."
"Men Louis, som jeg har sagt tusind gange nu, så er det langt fra utilgiveligt at savne sin eks-kæreste, når det var hende der skred." Harry snakkede roligt og tålmodigt, for han ville så gerne have Louis til at forstå, at det ikke var hans fejl.
Der var en lille pause i samtalen, men pludselig stoppede de begge op samtidig. "Så er vi her vidst, du skal bare lige over vejen," sagde Harry.

Louis svarede ikke lige med det samme. Han løftede langsomt sin hånd, tog blidt fat om Harrys kæbe, og løftede hans hoved, så Harry kunne se lige ind i hans lysende, smukke blå øjne. "Hazza.. jeg har sådan savnet dig. Og der er lige noget, jeg må fortælle.." Louis holdt en pause, og hans smukke blå øjne smuttede et kort øjeblik væk fra Harrys grønne. "Hvad er det, Lou?" spurgte Harry, hans stemme var lav, og lød hæs. Louis' hjerte sprang et slag over ved lyden. "Det er bare fordi.. Nej, bare glem det. Ikke noget alligevel." "Lou.." "Jeg fortæller det i morgen!" sagde Louis med et drillende smil. Så vendte han sig om, og begyndte roligt at gå over vejen.

"Louis?" råbte Harry efter ham. Han svarede ikke, men vendte sig om så han kunne se Harry. "Jeg.. Jeg elsker dig, Louis!" Louis stirrede på ham, og åbnede munden for at svare. Men i samme sekund kom den sorte bil rundt om hjørnet. Harry så det hele. Han så, hvordan bilen kom kørende i alt for høj fart. Han så, hvordan Louis overrasket vendte sig om mod den. Og i næste øjeblik så han at Louis lå på jorden, helt stille, og at bilen forsvandt ud i den mørke nat.

Harry var helt i chok. Han løb så hurtigt han kunne over til Louis. Han trak vejret, og hans blå øjne kiggede søgende efter Harrys normalt så klare, grønne. Harry gik i panik, da han så Louis kæmpe for at fastholde sit blik mod hans øjne. Han skyndte sig at finde sin telefon, og ringede efter en ambulance. Han sagde, at de skulle skynde sig, at det var alvorligt. "Ja, vi kommer," sagde de. Og Harry troede dem. Så snart de havde lagt på, ringede han hulkende efter Liam og bad ham komme. Liam tog de to andre med. Da de kom, blev de mødt af et forfærdeligt syn. Harry sad grædende, midt ude på midten af vejen og holdt Louis' hånd, mens han talte lavt og beroligende til ham. De kunne tydeligt se, at den var hel gal med Louis. Han lå helt urørlig, selv om Harry gjorde hvad han kunne, for at holde kontakten til ham.

**********

Harry sad ved Louis, og ventede på, at der kom nogen. Han ventede på ambulancen, og han ventede på de andre drenge. Pludselig kom der en svag, jamrende lyd fra Louis, hvilket fik tårerne fra Harrys øjne til at løbe endnu hurtigere ned over hans ansigt. Både af lettelse over, at Louis stadig var i live, men også af sorg over, at han led. Harry bøjede sit hoved, så hans ansigt var ved siden af Louis'.
"Louis? Det skal nok gå alt sammen, det skal nok blive bedre. Du skal nok få det godt igen, det lover jeg. Men du må ikke forlade mig. Hører du, Louis!? For alt i verden, ikke forlad mig. Jeg elsker dig, Louis. Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig.."

**********

Sådan fandt de andre drenge ham. Siddende ved Louis' døde krop. Det var tydeligt, at livet havde forladt Louis, at sjælen var fløjet sin vej. Hans før så smukke og glitrende blå øjne var nu kolde, og havde mistet sit livslys. Harry sad ved hans side, og mumlede fortvivlet et eller andet. Liam gik hen til ham, og trak ham ind i et kram. Men Harry ville ikke, han ville blive siddende ved Louis. Han vristede sig fri fra Liam, og satte sig igen. Og først da hørte Liam, hvad Harry uophørligt mumlede til Louis: "Jeg elsker dig. Du må ikke forlade mig igen. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker.." Det skar i Liams hjerte. De to andre drenge stod sammen lidt længere borte og græd. Liam trak Harry op, og hev ham med over til de to andre. Så stod de alle fire tæt sammen og græd. De havde mistet en nær ven, og der skulle gå lang tid, før deres liv blev nogenlunde normalt igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...