I'll See You Again

Denne historie er inspireret af Westlife's helt fantastiske sang, I'll see you again. Prøv engang at lytte til den, så forstår I sikkert lettere, hvad jeg mener med historien.

Harry og Louis' forhold havde ikke kørt så godt på det sidste. Harry havde været jaloux på Eleanor, og det var gået ud over deres venskab. De andre drenge havde forsøgt at få dem bragt sammen igen, for de kunne ikke holde ud at se både Harry og Louis som de var nu; det var så tydeligt, at de savnede hinanden. De sad i hver sin ende og kiggede ned i jorden, og deltog ikke rigtig i samtalen, der gik mellem drengene. Nogle gange, når Louis ikke så det, løftede Harry hovedet og kiggede over på ham med fugtige øjne, og så ud som om, at han mest af alt havde lyst til at løbe over til ham og give ham et kram. Og Louis havde det på samme måde.

7Likes
1Kommentarer
877Visninger
AA

2. A new sunrise, a new day..

"Harry og Louis, hør lige her." Alle drengene kiggede op, da Liams rolige stemme lød gennem rummet. "Vi kan altså ikke holde ud at se jer sådan. I laver aldrig noget mere, I sidder bare og sidder. Og det er garanteret af den samme grund. Vi kan jo tydeligt se, at I savner hinanden. Det letteste ville altså være, hvis I tog jer sammen, og fik gjort noget ved det. Det kan godt være, at I er sure på hinanden, men der skal to til at skabe et problem. Og der skal også to til at løse det."

Liam kiggede rundt på de andre drenge, som for at se, hvad de ville sige. "I bliver altså nødt til at gøre noget. Eleanor er for længst ude af verden, så det nytter ikke at sidde her og være sur over hende," kom det fra Niall. "I var jo de bedste venner før, hvorfor ikke give det en chance? Jeg tvivler på, at I vil fortryde det." Zayn nikkede bare.

Alle tre kiggede over på Louis og Harry. Louis sad og kiggede ned i gulvet, som var han forstenet, mens Harry kiggede på ham med tårer i øjnene. Så åbnede Harry munden: "Lou..." sagde han bare. Hans stemme var rusten, af ikke at være brugt så længe - drengene havde nemlig holdt en pause med at synge, for bandet kunne ikke fungere, så længe to var uvenner. "Undskyld. Du.. du fortjener ikke, at jeg har behandlet dig sådan." Det sidste var en hæs hvisken, men Louis hørte det uden problemer. Han løftede hovedet, og kiggede Harry i øjnene. De andre drenge forlod rummet for at lade dem tale ud i fred, men hverken Louis eller Harry så det. De så kun hinanden.

"Jeg burde sige undskyld, jeg skulle ikke have valgt hende frem for dig, jeg burde have vidst, at hun ville svigte, jeg burde.." "Stop, Louis. Det her er ikke din fejl. Jeg skulle ikke have taget det så personligt, selvfølgelig blev du glad for at se hende. Du havde jo savnet hende, ikke? Jeg var et fjols, der ikke kunne forstå det. Undskyld, Lou." Harrys stemme blev kraftigere, da han ville overbevise Louis. "Som Liam sagde, der skal to til at skabe et problem," kom det fra Louis. Harry kiggede bare på ham. Så rejste han sig, men ikke for at gå, som Louis troede. Han gik over til ham ,og trak ham ind i et kram. "Jeg har savnet dig," hviskede Louis. "I lige måde, Lou. Du aner ikke hvor meget," hviskede Harry tilbage.

Da de tre andre drenge kom ind i rummet igen, så de Harry og Louis stå tæt sammen i et kram. De kiggede glade på hinanden, og lige pludselig begyndte alle tre at grine. Nialls høje, gennemtrængende glade latter hoppede gennem luftfen, mens Zayns og Liams mere dæmpede lød i baggrunden. Louis og Harry gav slip på hinanden, og vendte sig om mod de tre andre. Så begyndte de også at grine, højt og befriende. "Gruppekram!" råbte Niall pludselig, og alle 5 samledes i midten af lokalet i én stor, grinende bunke. "Det er godt at have jer tilbage," sagde Zayn, da de havde grinet færdig, og lå og pustede på gulvet. "Ja, dét er det!" indstemte Niall og Liam. Harry og Louis kiggede på hinanden, og smilede.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...