(1D) Fanget i et eventyr (Pause)

April Loreen er en forkælet 17 årig pige, som ikke rigtig tænker over alt det gode i sit liv, før hun mister det. Hun bor med sine forældre i Californien, og har har fået en shopping tur til London. Hun vælger at tage hendes bedsteveninde Leonora med. Aprils forældre tager med, da pigerne ikke var over 18. Da flyet skal til at lette bliver det et slemt stormvejr, og flyet styrter ned. Da de lander på vandet, og flyet begynder at synke, husker April hvad hun har lært alle de mange gange hun ellers har skulle flyve. Aldrig puste rednings vesten op før de er ude af flyveren. Efter Aprils forældre går i panik, når hun ikke at se dem, men ved at de synker ned med flyet. Da Leonoras fod uheldigvis sidder fast i sædet, bliver hun trukket med ned i dybet. Kun April når op til havoverfladen inden hun selv er ved at drukne. Hun bor nu i Londons midte, og møder (u)heldigvis den skønne Zayn Malik. De begynder at hænge ud sammen, og hun falder stille og roligt for ham. Men er kærligheden gengældt?

28Likes
16Kommentarer
2201Visninger
AA

2. Jeg har tabt (Forhistorie)

 

 

”April?” Leonora kom smilende ind af døren til mit værelse. Jeg skreg op. ”Leonora!” Jeg gav hende et kæmpe kram, og vi fniste.  Hun gik ud og kom derefter ind, med en kæmpe pink kuffert. ”Hvad har du dog med?” spurgte jeg og prøvede på at bære hendes kuffert over på min seng. ”Bare det jeg behøver” sagde hun med et stort grin. Jeg kiggede på hende med et blik der spurgte om jeg måtte åbne den. Hun nikkede. Kufferten var fyldt med hårprodukter, en kæmpe makeup taske, en masse tyggegummi, og en lille bunke tøj. Jeg kiggede undrende over på hende. Hun trak på smilebåndene. ”Jeg skal da shoppe derhenne, jeg får ikke brug for meget af mit eget tøj” sagde hun og små fniste igen. Jeg rystede på hoved af hende. Det var bare så typisk Leonora. Havde hun regnet med at vi skulle shoppe dagen lang? Vi skulle jo også have tid til at sole os! Jeg smilede sødt til hende. Hun var altid glad, fuldstændig hyper, men det var det der gjorde hende så speciel.

Jeg havde en fuldstændig neon grøn kuffert. Jeg var hel vild med den. Klassen lækreste dreng, Zack, havde nemlig skrevet en hilsen på den. Han ville have mig, jeg vidste det bare. ”Nåh jeg hører at dig og Zack kyssede ude på toilettet” sagde hun og smilede stort. ”Ja det er vildt ik?” jeg smilede, og begyndte pludselig at sige noget, selv jeg synes var lidt bitchet. ”Han var okay, men jeg tror bare han skal være glad for at have fået lov til at kysse mig”. Jeg var bare en teenage pige der ikke værtsatte livet. Og hvorfor mon? Jeg havde det perfekte liv, intet var galt, jeg kunne få hvem jeg ville. Jeg kunne gå hen vifte lidt med håret foran en dreng og han ville automatisk følge med mig. Jeg var eftertragtet. VAR.

”Hvornår tager vi af sted” vi var gået ind på mine forældres værelse, som lige havde lagt den sidste bog ned i deres kuffert. ”Gå ned efter æblerne, vi kører om lidt” min mor smilede. Jeg tror bare hun var glad for at slippe væk fra hverdages stress. Hun arbejdede som advokat, og her for tiden var der mange sager, altså det var jo fedt nok, for jo flere sager, jo flere penge.  Jeg var ret forkælet. Eller faktisk meget. Og det havde steget mig til hoved. Jeg havde brugt flere tusinde af mine forældres penge, på at købe en bil, til mig selv. Jeg tænkte ikke klart, alt jeg ville, var at bruge penge, på mig selv. Jeg var selvisk, men indså det først selv, da jeg mistede hvad jeg havde kært. 

Vi stod i lufthavnen, og Leonora og jeg gik ind på en Mc Donalds der var, mens mine forældre bar rundt på vores håndtasker. Min mor kom gående ind til og med et smil på læben. ”Nu er det nu” sagde hun, og vinkede os mod udgangen.

Vi kom ind i flyet og jeg satte mig straks ved vinduet. Leonora satte sig ved siden af mig, og smed sin taske ned ved sine fødder. Jeg tog noget tyggegummi ind i munden, og sad og betragtede de lækre drenge der sad foran os. Vi fniste lidt, og drengene rejste sig fra sædet, og vendte sig mod os. De smilede sødt og rakte hånden frem. ”Alexander” sagde den ene og rakte hånden, frem mod Leonora. Hun tog imod den, og smilede sødt. ”Leonora” sagde hun og fniste lidt mens hun langsomt vendte blikket mod mig. Hun gav mig et ’ Han - er - min’ blik.  Jeg nikkede stille, og smilede. Jeg var glad på hendes vegne. Jeg kiggede på drengen der stod foran mig. Jeg smilede let til ham, og legede lidt med mit hår for at vise ham at jeg var interesseret. Han stak en hånd frem til mig. ”Oliver” sagde han og smilede sødt til mig. Jeg tog hans hånd. ”April” sagde jeg og blinkede til ham. Han fik et stort smil på læben. De satte deres sæde ned for at kunne snakke med os. Leonora fnes igen. Det så ud som om hun kunne lide ham.

Vi lettede, og jeg holdt Leonoras hånd. Det var første gang at hun skulle ud og flyve. Hun var lidt skræmt over at det gik så hurtigt. Jeg begyndte at grine. Hendes ansigts udtryk,  fandt jeg meget komisk. Hun slappede af, da vi først var helt oppe og man nu igen måtte rejse sig. Jeg gabte, og kiggede mig forvirret rundt. Mine øjne begyndte at føles tunge, og jeg valgte at følge hvad min hjerne gav mig besked på.

Jeg vågnede igen, ved at Leonora sad og prikkede til mig. ”April, lyt” sagde hun med et bekymret udtryk i ansigtet.  Jeg lagde mærke til en lyd komme ude fra. Jeg kiggede ud af vinduet, og fik det største chok, da jeg så at noget på den ene vinge var revet af. En dame talte i højtalerne, og først der blev jeg ordentlig bange. Damen i højtalerne lød som om hun selv var ved at gå i panik, mens hun med en urolig stemme, sagde at vi alle skulle spænde os fast, og tage en rednings vest på.  Jeg så panikken i Leonoras øjne, da stemmen i højtalerne pludselig stoppede, mens hun forklarede hvordan man gjorde. Hun tog fat i min hånd og kiggede mig i øjnene. ”Vi styrter ned ik?” sagde hun og jeg kunne se på hende at hun var ved at knække sammen.  Jeg fik tårer i øjnene, og kiggede ud af vinduet. Jeg så at vi fløj længere og længere ned ad. Jeg vidste at det var enden. Vi skulle dø. Mit blik blev helt tomt. Jeg var ikke til stede.  Ikke længere.  Leonora sad og ruskede i mig. ”April!” hun begyndte selv at græde. Jeg tog fat i hendes hånd.

Vi landede hårdt på vandet. Jeg fik et hårdt slag i nakken, og jeg kunne mærke smerten løbe gennem mig. Jeg rejste mig hurtigt da jeg hørte folk puste deres redningsveste op. ”Nej lad vær i kan ikke komme ud” råbte jeg og folks opmærksomhed lå nu på mig. Jeg kunne se at min mor allerede havde pustet den op. Jeg fik tårer i øjnene og ventede bare på at de fik åbnet dørene så vi kunne komme ud. Vandet kom løbende hen af gulvet jeg stod på. Jeg rev mig væk fra alle de folk der i panik prøvede at fjerne sig fra deres plads, og skulle til at løbe mod udgangen da jeg lagde mærke til at Leonora ikke fulgte efter mig. Jeg løb tilbage til hende, og prøvede at få rejst hende op. Hun kiggede ned på hendes fod, den sad fast i sædet foran og hendes fod var sprunget op. Jeg kunne ikke klare at se på det. ”Kom ud herfra” sagde hun og kyssede mig på panden. ”Ikke uden dig!” råbte jeg. ”Nu” råbte hun og pustede sin rednings vest op. ”Smut” råbte hun af mig. Jeg så en sidste tåre løbe ned af hendes kind inden jeg løb mod den nærmeste udgang.

Jeg havde snart ikke mere luft tilbage da jeg begyndte at kunne se lyset over vandet. Jeg brugte mine sidste kræfter til trække i snoren til redningsvesten, så den pustede sig op. Jeg flød langsomt opad, mens jeg kastede et sidste blik på flyet, der var på vej mod havets bund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...