(1D) Fanget i et eventyr (Pause)

April Loreen er en forkælet 17 årig pige, som ikke rigtig tænker over alt det gode i sit liv, før hun mister det. Hun bor med sine forældre i Californien, og har har fået en shopping tur til London. Hun vælger at tage hendes bedsteveninde Leonora med. Aprils forældre tager med, da pigerne ikke var over 18. Da flyet skal til at lette bliver det et slemt stormvejr, og flyet styrter ned. Da de lander på vandet, og flyet begynder at synke, husker April hvad hun har lært alle de mange gange hun ellers har skulle flyve. Aldrig puste rednings vesten op før de er ude af flyveren. Efter Aprils forældre går i panik, når hun ikke at se dem, men ved at de synker ned med flyet. Da Leonoras fod uheldigvis sidder fast i sædet, bliver hun trukket med ned i dybet. Kun April når op til havoverfladen inden hun selv er ved at drukne. Hun bor nu i Londons midte, og møder (u)heldigvis den skønne Zayn Malik. De begynder at hænge ud sammen, og hun falder stille og roligt for ham. Men er kærligheden gengældt?

28Likes
16Kommentarer
2189Visninger
AA

3. Årsdagen

 

 

Et år. Et år siden ulykken skete. Det var i dag, at jeg skulle tage mig sammen, til endelig at komme mig over tabet. Jeg rejste mig søvnigt fra sengen, og gik overmod køkkenet, der lugtede at pizzaen fra i går. Jeg åbnede forsigtigt boksen, og tog et stykke. Jeg smed den ind i køleskabet, og kig videre ud mod stuen, og satte mig i sofaen. Jeg havde mest lyst til bare at sidde i sofaen, og dovne den af hele dagen. Men jeg havde lovet mig selv, at få noget ud af dagen for en gangs skyld. Jeg gned mig et par gange i øjnene, og tændte søvnigt for fjernsynet. Jeg lænede mig tilbage i sofaen, og lukkede stille mine øjne, og selvom jeg kun følte at det havde dem lukket i et par sekunder, havde jeg sovet endnu en time af dagen, væk. Jeg tog min mobil op fra bordet. ’Skal vi mødes i centeret klokken tre? -Denise’ jeg smilede stort, og svarede selvfølgelig ja. Hvis ikke jeg selv kunne tvinge mig ud af lejligheden, kunne Denise. Jeg gik i samme klasse som hende, og vi var ret gode veninder. Jeg havde dog altid sagt nej, når hun spurgte om vi var bedste veninder. Jeg havde ikke haft en bedste veninde, siden Leonora, og jeg havde ikke tænkt mig at bruge resten af mit liv på at tænke tilbage på hende. Hun havde betydet meget for mig, og jeg var rædselsslagen for at noget lignende skulle ske igen. Jeg havde aldrig fortalt nogen om ulykken, fordi jeg var bange for at bryde sammen, og derefter få særbehandling. Det var ikke lige det jeg havde brug for. Én god ting, var dog kommet ud af ulykken, og det var at følge min drøm. Jeg fløj aldrig tilbage til Amerika. Jeg havde ikke lyst til at se fortiden i øjnene. Jeg havde brugt arvs pengene, på at flytte ind i min egen lejlighed, her i Londons midte, men det var ikke som jeg havde drømt det ville blive. Dengang havde jeg jo troet at den der boede i London, boede i paradis. Men det fandt jeg hurtigt ud af ikke var sandt. Men der var nu godt nok lige hvor jeg boede.

Jeg fik en kort top, og en par hullede gamacher på. Jeg stod lidt foran spejlet, og studerede, det ar der aldrig var blevet mindre. Arret jeg havde fået da jeg prøvede at komme forbi de panikslagene mennesker, og prøvede at rede mit eget liv. Selviske mig. Jeg havde flere gange siden, haft skyldfølelsen siddende i baghovedet. ’Hvorfor forlod du hende? Hun var din bedste veninde’ og ’Du havde alt, men hvad har du nu? Intet. Du har intet at leve for’ Selvom jeg havde haft meget svært ved det, lykkedes det mig alligevel, efter et halvt års tid, at få lagt dem helt tilbage i hovedet, og prøvede at være taknemlig for at jeg havde overlevet. Jeg svag mit hår lidt fra side til side, og besluttede mig til sidst for at sætte det i en løs fletning. Jeg trak min bluse lidt ned så man ikke kunne se min mave for meget. Inden for det sidste år havde jeg taget et par kilo på. Jeg kunne stadigvæk huske, hvor meget jeg gik op i vægt og udseende dengang. Dengang hvor jeg altid havde den korteste top på, så man kunne se min navle piercing. Jeg sukkede. Hvorfor havde jeg overhoved fået lavet den? Den gjorde satans ondt, og jeg synes den så, så grim ud.

Jeg låste døren efter mig, og tog min mobil ned i baglommen. Jeg skulle til at lukke elevator døren, da drengen der boede overfor mig, halvråbte om jeg gad holde døren. Han stillede sig ind ved siden af mig og smilede stort. ”Hey April, hvad skal du så i dag?” Jeg smilede stort, og legede let med mit hår. ”Jeg tager i centeret med Denise” Han trykkede på knappen, og vendte sig derefter mod mig igen. ”Lyder hyggeligt, så må du hilse” Han steg ud af elevatoren, med et smil. Jeg trykkede på knappen der førte til lobbyen, og lagde mine nøgler ned i min taske. Jeg sukkede dybt. Igen havde jeg ladet mig distrahere af hans udseende. Vi var aldrig nået længere i vores samtaler fordi jeg aldrig havde taget mig sammen til at spørge hvad han skulle. Jeg var blevet så genert efter ulykken. Så skrøbelig.

Jeg satte mig ind i bilen, og skrev til Denise at jeg var på vej. Jeg rettede på bakspejlet, og sendte mig selv et beroligende smil. Jeg skulle nok komme gennem dagen. Solen skinnede, jeg havde sommerferie, og jeg skulle i centeret med Denise. De tre bedste ting jeg kendte til. Jeg var nu ikke så meget for at shoppe, men at høre om hendes dag, gjorde mig altid i bedre humør, på dårlige dage. Jeg rettede let på mit pandehår, der hang helt ned til mine øjenbryn. Jeg tog en dyb indånding og startede bilen. Jeg følte mig dog alligevel skyldig, hver gang jeg sad i herinde. Over at jeg havde brugt så mange penge på mig selv, og om jeg nogensinde havde værdsat alt den kærlighed, de havde givet mig. 

                                        ***

”Hvad med den her, er den ikke køn til mig?” Hun trak forhænget fra, og kom ud i en baby lyserød, lang kjole. Jeg nikkede stille og tog en bid af min muffin. ”Du spiser da også hele tiden” Hun slog mig blødt på skulderen og gik med et glimt i øjet tilbage i omklædningsrummet. Hun havde ret. Jeg kunne ikke lade hver med at spise. Jeg rejste mig og gik over til spejlet. Jeg mærkede hvordan min mave rumlede, men valgte ikke at spise mere af min muffin. Jeg smed den ud i skralde spanden, og tog en slurk af min vand. Jeg skulle måske overveje at gå på slanke kur? ”Okay, jeg er færdig, skal vi gå?” Hun kiggede efter mig, og gik med tunge skridt hen til mig. ”Hvordan kan du være så tynd når du spiser hele tiden?” Hun slog på sin egen mave, og derefter på min. Jeg kiggede undrende på hende. ”Hvad mener du?” Jeg kiggede tilbage ned på min mave. Godt nok bulede den ikke ud af, men dengang… Jeg rystede på hovedet af mig selv, og tog endnu en tår af min vand. ”Kom” Hun tog fat i min hånd, og rev mig væk fra spejlet.

”Åh nej ikke igen” jeg rullede med øjnene, da jeg fik øje på plakaten med One Direction på. Jeg gik altid direkte forbi dem. Jeg forstod ikke hvorfor folk var så vilde med dem. Endnu et boyband, der tror de er bedre end alle andre. Yay… Jeg tog fat i plakaten og rev den ned fra pælen den hang på. ”OMG se det er One Directions dukker, skal du ikke købe en?” spurgte Denise for sjov, og prikkede mig i siden, med sin albue. ”OMG One Direction, det er bare så in!” Jeg rullede med øjnene, og faldt ud i et kæmpe latteranfald, da en pige på vores alder, gav os dræberblik, over det vi havde sagt. Hun havde en 1D trøje på, og stod med sine fingre og aede trøjen forsigtigt. Jeg prøvede at holde mit grin inde, men jeg brød ud i latter, hvilket kun kunne gøre folk pinlig berørt. Min latter var stor, mærkelig, og ja.. pinlig. Jeg hadede at grine offentligt.

                                                                                  ***

”Ses vi i morgen?” Hun åbnede døren til bilen og lænede sig ind for at få fat i sin taske. Jeg nikkede hurtigt. ”Samme tid?” Jeg smilede stort til hende. Hun nikkede og sendte mig et luft kys. Jeg startede bilen igen, og kørte ud på vejen. Jeg var blevet van til at køre den sammen rute, men i dag skete der noget anderledes. En kvinde jeg aldrig havde set før, stod i midten af udgangen. Jeg ventede, og smilede let, men hun rykkede sig ikke. Jeg gjorde tegn til at jeg skulle forbi men hun nikkede bare og blev stående. Jeg kiggede undrende på hende, da hun pludselig gik hen til bildøren og satte sig ind. ”Øhm undskyld kan jeg hjælpe dig?” Jeg smilede let til hende, men hun kiggede bare ud af vinduet, og tog selen på. ”Jaer jeg skal ind til London midte” Hun gjorde tegn til at jeg skulle køre. Jeg kiggede undrende på hende. ”Nåh. Nej undskyld det her er ikke en taxa” Jeg smilede venligt, men hun blev bare siddende. ”Jeg regnede med at en ung pige som dig, nok godt kunne hjælpe mig derind” Jeg kiggede igen undrende på hende, men hun trak bare på skuldrende. ”Jeg kan fortælle dig noget om din familie” Jeg stivnede og mit smil forandrede sig til en tåre. ”Hvad mener du?”. ”April jeg kan snakke med dine forældre” Jeg kiggede måbende på hende og startede bilen. Jeg kørte hende hurtigt ind til Big Ben, og hun lagde en seddel i min hånd.”Du har ikke brug for at snakke med dem endnu. Men tro mig, når jeg siger at du kan mærke, når du får brug for råd. Ring når du er klar” Hun steg ud af bilen. Jeg kiggede måbende ud af forruden og derefter tilbage på hende. Men hun var væk. Jeg kiggede bagud, men hun var ikke til at finde.

                                                                                 ***

Jeg trådte ind af døren, og kiggede over på mit ur. Klokken var kvart over ni, så hvordan kunne jeg pludselig føle mig så træt? Jeg kastede mig overdrevet, over i sofaen, og tog min mobil frem. Jeg gik ind på twitter, og så at Denise havde twettet om vores dag i centeret. Jeg smilede småt da jeg læste kommentarerne. ’Lyder hyggeligt’ og ’Hils’ stod der mest. Jeg tog en dyb indånding, og tændte for fjernsynet. ’One Direction, er tilbage her i London og gør koncert..’. ”Blah blah blah”  jeg tog lyden fra, og kiggede ud af vinduet. Jeg kiggede op på aftensolen. Det fik mig straks til at smile. Jeg vidste at de var deroppe et sted. Jeg trak min halskæde, frem fra toppen, og tog den i hænderne. Jeg kyssede den blidt. Det var en halskæde Leonora havde givet mig, på vores tre års dag, som bedste veninder. ”Jeg elsker dig” Jeg blinkede op mod himmelen, og så lyset dæmpe sig en smule, da jeg sagde det. Hun havde hørt det. Jeg var fuldkommen sikker.

Jeg er frygtelig ked af at jeg havde glemt historien her, men jeg har været fuldt optaget af mine andre historier. Jeg ville også sige tusind tak fordi i gad vente så længe, og fordi i har gidet at læse mine andre historier! Det betyder frygtelig meget! Husk at skrive "mere", hvis i stadigvæk gider læse den efter så lang tid ;-)

-A <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...