Salvatore søskende...

Det er en historie som jeg vil skrive hen af af vejen fra sæson 1, men hvis jeg ikke får det hele med eller misser noget så .. sorry! :)

8Likes
3Kommentarer
2000Visninger
AA

6. Vampyr.

 

Det var stuepigen der kom ud og satte sig ved siden af hende. ”Alondra min skat, jeg har dårligt nyt meget dårligt nyt”. ”du taler til mig som om jeg er en lille pige, jeg er femten” sagde hun. ””jeg kan klare det” ”okay store pige” sagde hun lidt drillende, men blev så alvorlig igen. ”jeg er så ked af det skat” sagde stuepigen. ”Hvad, hvad er der?” ”dine brødre, øhm” ”Hvad er der med dem?” sig det”! Næsten råbte hun. ”De kom ikke hjem i går, vi formoder at de er…” ”sig det ikke!” græd Alondra, jeg vil ikke vide det.

Stefan satte sig ved siden af Damon, som sad og kiggede ud over søen. ”Hun er død” sagde han helt væk. ”Mener du Katherine?” ”Ja, Emily fortalte at de havde fanget hende og ført hende derned, hun kan ikke komme tilbage igen” sagde Damon. ”Emily siger vi skal drikke menneskeblod for at blive vampyrer” sagde Stefan for at snakke om noget andet end Katherine, han havde husket hvordan hun så ud, blodig som et monster. ”hvorfor skulle jeg det, jeg har intet tilbage uden Katherine, jeg vil ikke leve uden hende” sagde han og gik.

Stefan kom tilbage fra at have vasket det værste blod af, sin skjorte, hans sanser var hundrede gange forstærket, han kunne se meget længere og høre meget bedre. Han gik tilbage til der hvor han var vågnet, Damon var blevet færdig med at vaske sig før ham og var gået i forvejen.

Det var blevet mørkt nu. Alondra lå med åbent vindue, som hende og Anna havde aftalt. Der kom en vind og pludselig stod Katherine ved siden af hende. Overraskende nok blev Alondra ikke overrasket, hun kunne se det irriterede Katherine. ”Hej miss Pierce” sagde Alondra roligt. ”Farvel miss Salvator” sagde Katherine. ”Inden de gør det” sagde Alondra ”Ja miss Salvator” sagde Katherine kækt. ”vær sød at passe på dem” sagde Alondra stille. ”Farvel miss Salvator, farvel for evigt” sagde Katherine. Katherine tog fat om hovedet på Alondra og rev til siden.

Stefan gik ind i huset, han listede, han kunne høre at hans far stadig var oppe, sammen med Jonathan Gilbert, en af dem der var med til at jage vampyrerne. Efter at han var gået, glider Stefan stille ind i værelset, da hans far vender sig om og ser ham, kigger han på Stefan som om han har set et spøgelse. ”Stefan, men du døde jo, vampyr!” Det sidste ord spyttede han. ”Det er lige meget fader, jeg kom for at sige farvel, jeg skal drikke blod for at blive til en vampyr og det ville jeg aldrig gøre, heller ikke Damon” sagde Stefan febrilsk. Hans far gik i hjørnet af værelset hvor hans gevær stod, og tog det og begyndte at lade, men Stefan var derhenne på få sekunder o flåede det fra ham, men geværet gik af. Der lå hans far døende, og det eneste han kunne tænke på var den dejlige røde væske der flød fra hans skudsår. Han satte sig på hug ved siden af sin far ”bare lidt” tænkte han og smagte på det, det var himmelsk, det var som om noget tog over ham, bare lidt mere og lidt mere… det begyndte at gøre ondt i hans gummer, og pludselig trængte to hugtænder gennem hans tandkød, han far stirrede på ham i rædsel. Men ikke længe efter lukkede han øjnene, og gik bort. Stefan følte sig bedre end nogensinde for det var den mest fantastiske følelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...