All I Want Is You - One Direction

Addison Crame på 18 år lever et helt normalt liv i London. Hun har lige afsluttet skolen, og skal nu derfor tilbringe sin sommer i Manchester med sine tre veninder. Dagene står på druk, shopping og drenge. Men hvad sker der når Addison en dag støder ind i den berømte Liam Payne? De to udvikler hurtigt et godt venskab, men Addison får lidt mere end et venskab i tankerne. Desværre har Liam en kæreste, og han elsker hende højt. Men hvad sker der når Liam egentlig finder ud af, at han måske også har følelser for Addison? Kan han i den sidste ende holde sig til Danielle?

330Likes
379Kommentarer
31938Visninger
AA

11. Tenttrip

”The truth is I'm in love with you..” ”Please, Cleme, skru væk fra det lort,” sukkede Cover for tiende gang i løbet af en film, som hun absolut ikke gad at se. ”Hvorfor?” spurgte Clementine irriteret og fastholdte blikket på fjernsynet. ”Fordi det er lort,” hyssede Cover igen og så over på mig med et dræberblik, der selvfølelig var tegnet til Clementine. Gud, hvor de elskede hinanden.

”Det er ikke lort!” fastslog Clementine hurtigt og så vredt over på Cover. ”Oh my god, I to? Hvorfor går I hele tiden hinanden på nerverne?” sagde Lisa mindst ligeså irriteret, som jeg var begyndt at være.

Her i de sidste to uger har Cover og Clementine været så forfærdelig irriterende. De svarede hinanden igen, skændtes, diskuterede, snakkede næsten aldrig ordentligt til hinanden. Og det var Lisa og jeg da godt træt over, for det var virkelig surt at høre på nogle af sine gode veninder snakke så grimt til hinanden.

”For helvede, så tag det her lort.” Clementine kastede fjernbetjeningen hårdt hen mod Cover, så den ramte hende på brystet. Hun så vredt på Clementine, der rejste sig og gik ud i gangen, hvorefter hun smuttede ovenpå. Nå, så blev hun sur.

”Kælling,” mumlede Cover og skruede væk fra kanalen, som fjernsynet var gået i stå på. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke gad at se det, som Clementine så, men jeg ville ikke sige det, som Cover gjorde. Hun gik måske lidt over gevind der.

”Cover, måske skulle du tage at slappe lidt af,” sagde Lisa pludselig og kiggede skarpt på hende. Cover løftede øjenbrynene og sendte hende et irriteret blik. ”Lisa, bland dig nu bare udenom.” ”Hvorfor? Det er fucking irriterende at høre dig og Cleme skændtes. Vi er for fanden da på ferie. Kommet her for at slappe af, og så skændtes I bare som om I ikke har noget bedre at tage jer til.” Lisa rejste sig hårdt op fra sofaen og slog surt ud med armene, imens hendes toneleje var steget et par oktaver.

Cover så vredt på hende og rejste sig så pludselig også op. Åh nej, det der orkede jeg virkelig ikke nu. ”Luk røven, og..” Jeg gad ikke høre på det. Jeg rejste mig hurtigt og gik med faste skridt ovenpå, imens jeg kunne høre Cover råbe af Lisa. Og lidt efter kom Lisas stemme. Fedt, så skændtes de bare.

Jeg måtte uden tvivl være Schweiz.

Et suk undslap min mund, da jeg satte mig ned på min seng, og jeg lukkede ørerne hurtigt for at få dæmpet Covers og Lisa stemmer, der lød nedenunder. Det var trælst, at de skændtes, men jeg havde set det komme for mig. De tre piger – Cover, Lisa og Clementine – kunne ikke leve med hinanden i tre måneder uden at skændtes.

Heldigvis gik det aldrig udover mig. Jeg tror, at pigerne havde fattet, at jeg ikke ville være en del af deres skænderier. Det var også derfor, at jeg aldrig kom op at skændtes med dem. Jeg havde ikke det der store temperament, og jeg blev ikke tøsesur eller sådan noget. Mere neutral. Så ja, man kunne vel godt kalde mig Schweiz.

Jeg greb fat i min iPhone og trykkede på lås op knappen. Min skærm lyste, og til min glæde havde Liam skrevet en besked. Hurtigt gik jeg ind under vores samtaler og læste den.

'Sker der noget hos jer? Det lyder som om i råber?'

Fedt, at de kunne høre det.

'Pigerne skændes...'

Jeg sendte sms'en og lagde mig ned i sengen, så mit hoved lå og hvilede sig på den bløde pude. Kort efter vibrerede min telefon, og jeg så forventningsfuldt på skærmen.

'Nå :( Det er jeg ked af. Du er vel ikke indblandet, vel?'

Jeg grinede for mig selv og rystede på hovedet af ham. Det var sådan et typisk Liam-spørgsmål. De to uger, der var gået, var gået stærkt. Jeg havde næsten brugt al min tid sammen med drengene. Vi havde været i byen sammen, sovet hjemme i deres sommerhus, holdt skovture og fisket (det gik bedre end sidste gang, ja). Og så havde Liam været med mig til lægen dagen efter vores fisketur, for at få bekræftet om jeg havde hjernerystelse eller ej. Det viste sig, at jeg havde fået et ordentligt gok i nøden, men jeg var heldig at slippe med meget slemme smerter i hovedet. Hvad jeg umiddelbart ville kalde en hjernerystelse, men det var åbenbart bare 'meget slemme smerter i hovedet'.

Jeg havde også brugt nogle dage sammen med Liam alene. Vi var blevet virkelig gode venner. Han var så sød og sjov, og jeg elskede at være i hans nærvær. Han fik mig altid til at grine og smile. Og så kunne han få en varm, vidunderlig følelse til at flyve rundt i min krop, når han smilede.

Problemet var, at jeg flere gange havde overvejet, hvilken fase jeg var på vej ind i. Jeg havde op til flere gange brugt timer på at tænke, inden jeg skulle sove, om jeg var ved at få mere end venskabelige følelser for ham. Hver gang jeg tænkte på det, landede et tung sten i min mave, og jeg fik det underligt og dårligt.

Men jeg vidste det ikke endnu. Jeg havde overvejet tanken, men jeg vidste ikke, om den var sand. Den skræmte mig, gjorde mig urolig og dårlig tilpas. Derfor rystede jeg den altid af mig, og lod som om det bare var mine tanker, der gik over gevind.

Jeg svarede Liam med et nej og fik hurtigt svar tilbage.

'Godt så :-D Hvaaa, har du lyst til at komme over? Drengene og jeg skal sove i telt'

Nu? Jeg kiggede hen på klokken, der viste 23:43. Det var godt nok sent. Men jeg ville ærlig talt hellere være der end her.

'Kommer nu :) Skal jeg have noget med?'

Jeg rejste mig og kiggede hurtigt hen mod plankeværket, hvor jeg kunne se smålys fra. Drengene måtte være i haven ved siden af, garanteret i gang med at slå telt op.

'Bare dig selv og noget varmt tøj!'

Jeg smilede kort ved sms'en og tjekkede mig selv ud i spejlet. Jeg havde et par almindelige joggingbukser og en langærmet, sort trøje, der sad en smule stramt, på. Mit hår hang løst ned ad min ryg og formede et v med spidserne. Sidste uge havde jeg brugt en masse penge på at blive klippet. Faktisk var det Harry, der overtalte mig til det, da vi var i centeret. Men forandring var godt, og jeg kunne lide det.

Jeg lagde min telefon ned i lommen og gik ud af døren, hvor stemmerne stadigvæk lød højt. Denne gang var Clementines stemme dog også blandet i det. Så var de vel alle tre gået i gang. Jeg sukkede og gik nedenunder, hvor jeg tog sko på. Jeg gik ind i stuen, og lige som da Lisa skulle til at råbe noget, brød jeg ind, ”jeg smutter,” sagde jeg kort og vendte mig herefter om. Jeg var ikke sikker på, at de overhovedet registrerede det, eftersom de bare gav sig til at råbe.

Der var dejlig sommerkøligt udenfor. Solen havde skinnet virkelig meget i dag, så det var rart med noget, der mindede om almindeligt efterårsvejr.

Jeg skyndte mig hen ad fortorvet og kunne allerede høre stemmer der. ”Hvor er pløkkerne?” ”Er det overhovedet vandtæt?” Jeg smilede for mig selv, da jeg trådte ind i indkørslen og gik direkte om i haven. Det tog Louis mindre end et sekund at opdage mig.

”Hey, Add!” sagde han og kom hen og gav mig en krammer. Jeg grinede kort og trak mig tilbage. ”Hey, Louis,” smilede jeg langsomt og så, hvad drengene havde gang i. De prøvede at sætte telt op, men om det var rigtigt eller forkert, kunne jeg ikke helt bedømme. Det så i hvert fald sjovt ud.

”Addison, min ven!” råbte Harry henne fra teltet og rejste sig op. Jeg smilede til ham og gik hen til ham. Han åbnede sine arme og gav mig følelsen af at få en god entré. ”Hej, Harry. Det er også godt at se dig.” Han grinede lavt og varmt og trak sig så tilbage. ”I lige måde. Det var faktisk min idé at invitere dig!” Han blinkede til mig, imens vi hørte host bag ham. Det kom så fra Niall. ”Det var Liams..” mumlede han, nok for jeg ikke skulle høre det. Jeg grinede lidt og betragtede ham samle den lange stang, der skulle igennem teltsiderne, for at det kunne stå oprejst.

”Niall, du gør det helt forkert,” blev jeg nødt til at sige og klemte et grin inde. Han så hen på mig med et forvirret ansigtsudryk. Det samme gjorde Harry. Nu da jeg lagde mærke til, var det kun os tre, der var i haven. Louis, Zayn og Liam måtte være indenfor.

”Hvordan skal jeg så gøre?” spurgte han fortvivlet og rejste sig op med et smil, der vendte nedad. Jeg smilede til ham og gik frem. ”Prøv at give mig den. Så fold presenningen ud, det er den der holder det vandtæt,” fortalte jeg og gik i gang med at samle stangen rigtigt. Han nikkede og gjorde, som jeg sagde.

Herefter fik vi i fællesskab samlet teltet, så det stod rigtigt. ”Pløkkerne skal ned i hullerne her,” sagde jeg til Harry og pegede ned på hullet. Han nikkede og trampede en i, hvilket udløste et hyl af smerte fra ham. Jeg begyndte at grine og rystede på hovedet, imens jeg gik nogle skridt tilbage, indtil jeg mærkede nogle arme omkring mit liv.

”Er han sjov eller sådan noget?” Jeg smilede ved stemmen og vendte mig hurtigt om, hvor jeg mødte synet af Liams fantastiske ansigt. ”Ja, ret så meget,” konstaterede jeg og så tilbage, hvor Harry stod og ømmede sig. Mit smil blev større, og jeg så tilbage på Liam, der bare stod og smilede til mig. ”Tak for invitationen,” mumlede jeg, imens han krammede mig langsomt. Jeg elskede virkelig at stå i hans varme favn. Desværre landede den varme følelse igen i min mave, selvom jeg bad til, at den ville forsvinde.

”Altid. Jeg tænkte, at vi manglede dig,” svarede han blidt og strøg en finger ned ad ryggen, hvilket sendte underlige signaler rundt i min krop. En smule fortvivlet trak jeg mig tilbage, hvilket så ud til at undre Liam en smule. Jeg sendte ham bare et hurtigt smil og vendte mig om og gik hen mod drengene, der havde lynet teltet op.

”Hvad skal vi egentlig sove på?” spurgte Niall og tændte en lommelygte derinde, eftersom det var mørkt, og kun noget af den smukke solnedgang kunne tydes over søen. ”Luftmadrasser,” sagde Zayn, der på mystisk vis også var dukket op. Han så hen på mig og fangede mit blik. ”Hey, Add,” smilede han og kom hen til mig. Han gav mig et duftende kram, hvorefter han trak sig tilbage med et skævt smil på læberne. ”Godt du kom. Har du lyst til at puste denne her op?” Han rakte en grøn dims frem mod mig, der nok skulle blive til en luftmadras, når man pustede den op. Jeg grinede kort og nikkede så. ”Jojo.” Han smilede taknemmeligt. Jeg satte mig ned på en af stolene, der stod lige ved teltet og gik i gang med at puste for vildens sky, selvom det var ret hårdt, og jeg blev hurtigt forpustet.

”Altså, Zayn, du har da ikke bare ladet damen gøre det hårde vel?” kunne jeg høre Harrys strenge stemme skælde ud. Jeg begyndte at grine og pustede bare videre. Madrassen var endelig ved at tage form. ”Hey, hun sagde ja?” forsvarede Zayn sig og kiggede bebrejdende hen på mig. Jeg rystede på hovedet af ham og kiggede så væk, så mit blik landede på Liam, der var på vej ud i haven med soveposer og puder. Han gik målrettet hen til teltet og smed tingene derind. ”Hvor er Addison?” spurgte han og så hurtigt rundt om teltet, indtil han fik øje på mig. Et lettet smil røg hen over hans læber, imens han gik hen mod mig. ”Jeg troede lige, at du var gået igen,” grinede han og slog sig ned på stolen ved siden af mig. Jeg smilede og tog dimsen jeg pustede i væk fra munden.

”Har Zayn bare ladet dig puste den op?” sukkede han og tog den fra mig. Jeg smilede skævt. ”Det går. Jeg dør ikke ligefrem,” svarede jeg og så ned på madrassen, der efterhånden havde fået en del luft. ”Det ville jeg da også blive ked af,” grinede han og lukkede dutten på dimsen, så luften ikke røg ud. Sådan. Et styks luftmadras. Så manglede vi vel bare en. Og den var Louis vist i gang med at puste op.

Pludselig lød et højt råb henne fra mit sommerhus af, og jeg vidste, at det var Cover, der eksploderede. Hun måtte virkelig være sur, siden hun råbte sådan der. ”Wow, er de ved at dræbe hinanden eller sådan?” halvråbte Niall til mig med løftet øjenbryn. Jeg sukkede og trak på skuldrende. ”Hvad skændes de overhovedet over?” spurgte Liam, da vi gik hen mod teltet igen. Jeg så hen på ham. ”Jeg ved det ærlig talt ikke. Cover og Clementine skændtes hele tiden, og det er virkelig irriterende at høre på. Lisa blandede sig denne her gang,” forklarede jeg langsomt. Han så lidt trist på mig og nikkede så.

”Hvorfor er du ikke med?” Spørgsmålet kom fra Harry, så jeg så hurtigt hen på ham. ”Hvad var det for et spørgsmål, Harry?” spurgte Louis undrende og stod og kæmpede med den anden luftmadras. Jeg grinede lidt og smilede så. ”Jeg er ikke så meget for skænderier. Jeg fortrækker at være neutral,” svarede jeg bestemt og ærligt. ”Du er altså Schweiz,” tilføjede Zayn roligt, hvilket fik mig til at se hen i hans smukke brune øjne, som lyste op i mørket. ”Hmm, det kan vel godt sige.” Jeg sende ham et svagt smil og et trak på skuldrende, da jeg kunne mærke min iPhone vibrere i min lomme.

Langsomt trak jeg den op, ligesom da jeg kunne høre en bil køre ud fra indkørslen fra mit sommerhus af. Min skærm lyste op, og jeg så, at Cover havde skrevet.

'Smutter på hotel i nat. Gider ikke de to. Sorry for du skulle høre på alt vores lort xx'

Tog hun nu på hotel på grund af det? De måtte virkelig have skændtes så. Nå, der var vel intet at gøre ved det. Dog irriterede det mig lidt, at Cover havde skrevet til mig, som om jeg var hendes lillesøster. Men det kun fordi, hun vidste hvor meget jeg havde imod, at de skændtes sådan.

'Okay, ses xx'

Jeg sendte beskeden og kiggede op fra skærmen. Drengene var i gang med at lægge madrasserne ind i teltet, og de kunne lige akkurat være der. ”Add, vil du ikke hjælpe mig med at hente slikket?” spurgte Niall, eftersom han var den eneste, der stadigvæk stod udenfor, og drengene gad åbenbart ikke at gå ud fra teltet. ”Jo, selvfølelig,” nikkede jeg og smilede. Han sendte mig et stort smil, og så gik vi hen til hoveddøren.

Vi fortsatte ind i køkkenet, hvor Niall fandt alverdens slik, chips og dåsesodavand frem. ”Må jeg ikke tage et æble?” spurgte jeg og skævede til frugten, der lå i en skål på køkkenbordet. Han så med løftet øjenbryn på mig, men nikkede. ”Du må tage, hvad du har lyst til,” sagde han venligt. Jeg smilede som tak og tog et rødt æble, som jeg vaskede.

Vi gik ud i teltet igen, hvor drengene var kommet i soveposerne og allerede lå, hvor de havde lyst. Harry lå yderst til højre, Louis ved siden af, Zayn yderst til venstre med Liam ved siden af sig. Og så var der så to pladser ved siden af ham og Louis.

”Her, tag det her,” sagde Niall og gik i gang med at læsse al slikken og maden ind i teltet, hvorefter han gik ind og lagde sig ved siden af Louis. Hvilket ville sige, at jeg skulle ligge ved siden af ham og Liam. Han gik i gang med at tage sine bukser af, imens han pakkede sig ind i soveposen.

”Kom ind, Add,” sagde Harry og smilede til mig, imens han vendte lommelygten hen mod mig, hvilket gjorde ondt. ”Så lad være med at gøre mig blind,” svarede jeg og tog hånden for lyset. ”Ups,” mumlede han hurtigt, hvilket udløste drengenes smågrin.

”Er I sikre på, at I ikke mangler noget?” spurgte jeg og så rundt på dem alle. ”Og skal huset ikke låses?” De så på mig, som om jeg havde stillet et rimelig godt spørgsmål. ”Altså, jeg tror vi har det hel...” ”Jeg mangler mine smarties!” konstaterede Niall hurtigt, da han rodede sit slik igennem. Jeg smilede af ham. ”Niall, lad hende nu bare blive,” mumlede Liam kort. ”Nej, nej, det er fint, Liam,” insisterede jeg hurtigt.

”Men huset skal vel bare låses af. Med mindre du skal tisse senere..” sagde Louis. Jeg rømmede mig kort og rystede på hovedet. ”Jeg kan godt holde mig til i morgen,” svarede jeg kort og tog imod nøglen, som han stak frem. Han smilede og nikkede så.

Jeg rejste mig og småløb ind i huset, der virkede overraskende uhyggeligt, da jeg var der alene. Jeg skyndte mig at tisse af og ærgrede mig over, at Liam ikke havde sagt, at jeg skulle tage tandbørste med. Hmm, jeg måtte overleve en enkelt dag.

Da jeg med besvær havde fundet Nialls smarties, gik jeg ud igen og låste hoveddøren. Det var det. Så gik jeg ud i haven og hen mod teltet, hvor der lød høj drengesnak fra. ”Fandt du mine smarties?” lød det første spørgsmål, så snart jeg var indenfor synsvinkel. Jeg smilede og kastede dem i hovedet på Niall. ”Hov, sorry,” sagde jeg hurtigt så undskyldende på ham. Han grinede bare og åbnede æsken. Jeg tog mine sko af. De blev sat sammen med drengenes. Så trådte jeg ind i teltet og lukkede 'døren'.

Det gik langsomt, men jeg kom ned og ligge i soveposen, der allerede virkede utrolig indelukket. ”Her, jeg har dit æble,” sagde Liam og rakte det frem mod mig. Jeg så om på ham, så vores blikket mødtes, imens jeg stille tog imod det.

Det skete igen.

Den forvirrende og dejlige følelse kom frem.

Hvorfor lige nu og her?

”Hey, Addison, har du egentlig bil?” spurgte Louis mig lidt efter. Jeg rynkede panden lidt. Irrelevant spørgsmål. ”Nej, men jeg kan sagtens køre en..” svarede jeg kort og holdt mit blik op i teltets loft, eftersom Niall lå i vejen, så jeg ikke kunne svare ham direkte. ”Ja, det så vi da første gang vi mødte dig,” grinede Niall hurtigt. Jeg rømmede mig og kunne ikke skjule et smil.

”Jeg kører ikke sådan normalt!” forsvarede jeg mig. Han vendte hovedet om, så vi kiggede på hinanden. ”Havde jeg også sagt.” Jeg rullede med øjnene af ham og smilede så. ”Jeg har ikke brug for en bil. Og så har jeg ikke rigtig råd til det,” sagde jeg til Louis. Han rettede sig lidt op, så han godt kunne se på mig.

”Hvad arbejder du med?” spurgte han nysgerrigt. ”I en tøjbutik på Oxford Street.” Liam kom mig i forkøbet med mit svar, hvilket fik mig til at se underligt hen på ham. Han smilede bare stort til mig, hvilket jeg kun kunne gengælde. ”Uh, hvilken butik?” spurgte Zayn. ”En butik, der hedder Republic,” svarede jeg, eftersom Liam ikke vidste det. ”Hm, har aldrig hørt om den,” mumlede han skuffet. Jeg grinede lidt. ”Den har også været under ombygning, fået nyt navn og alt muligt shit..” Liam så overrasket hen på mig, hvilket fik mig til at se forvirret på ham.

”Du sagde lige shit. Hold da op, det må være den første gang, jeg har hørt dig bande!” Jeg slog en hånd op for munden, da det gik op for mig, at han havde ret. Og jeg var ikke typen, der bandede! ”Hun har været for meget sammen med os,” grinede Harry, hvilket han nok havde ret i.

 

***

 

Vi snakkede og snakkede og snakkede, indtil drengene begyndte at cutte roligt af og snorke. Det var kun Niall og jeg, der stadigvæk var i live. De andre lå og sov som sten, også selvom vi andre larmede lidt.

Jeg var enormt træt og frøs virkelig meget. Måske burde jeg have taget noget mere tøj på. ”Jeg savner min dyne,” mumlede Niall langsomt. Jeg så hen på ham med et lille grin. ”Samme her. Jeg savner bare varme.” Jeg trak soveposen længere over mig, men det hjalp ikke rigtig. Niall rynkede panden lidt. ”Fryser du?” spurgte han en smule bekymret. Jeg nikkede hurtigt og smilede svagt.

Han satte sig hurtigt op. ”Hvad laver du?” sagde jeg forvirret og betragtede ham åbne sin sovepose. Han smilede bare og lynede roligt min sovepose op, hvilket undrede mig. Hvad havde han gang i?

Dog blev jeg roligere, da jeg så, hvad han havde i tankerne. Han lynede vores soveposer sammen, så den blev meget større. Og så ville jeg få det varmere, eftersom han ville give mig kropsvarme. ”Med mindre du selvfølelig har noget imod det..” mumlede han og lagde sig ned igen. Jeg rystede hovedet på hovedet og lænede mig tættere ind imod ham, så jeg med det samme kunne føle hans varme igennem mit tøj.

”Tak, Niall,” sagde jeg langsomt og taknemmeligt. Han så på mig med et stort smil, hvorefter han plantede et lille kys på min kind. ”Selvfølgelig.” Jeg smilede lidt, og kunne mærke hvordan min krop fik det varmere igen ved at ligge ved siden af ham.

Dog følte jeg stadigvæk, at jeg lå forkert. Jeg følte, at jeg burde ligge sammen med person, der lå på min anden side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...