All I Want Is You - One Direction

Addison Crame på 18 år lever et helt normalt liv i London. Hun har lige afsluttet skolen, og skal nu derfor tilbringe sin sommer i Manchester med sine tre veninder. Dagene står på druk, shopping og drenge. Men hvad sker der når Addison en dag støder ind i den berømte Liam Payne? De to udvikler hurtigt et godt venskab, men Addison får lidt mere end et venskab i tankerne. Desværre har Liam en kæreste, og han elsker hende højt. Men hvad sker der når Liam egentlig finder ud af, at han måske også har følelser for Addison? Kan han i den sidste ende holde sig til Danielle?

330Likes
378Kommentarer
32369Visninger
AA

18. Sadness

 

Addisons synsvinkel

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til, at Liam skulle hjælpe mig hjem. Jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle gøre, da jeg så ham. Da jeg prøvede at kigge væk, var det bare som om hans blik låste sig fast i mit. Udover det var smerten i min krop også så slem, at jeg ikke kunne tænke på andet end den og ikke ham.

Jeg kunne mærke trængen til at kaste op kom frem igen. Langsomt vendte jeg hovedet hen mod toilettet. Jeg lukkede øjnene og gjorde klar til, at der skulle komme mere op, og det føltes egentlig som om, der var noget på vej, men det gjorde der ikke. Jeg lavede bræklyde ned i toilettet, og det føltes som om min mave prøvede at tvinge mere op, men der kom intet. Til gengæld to mavekramperne over, og en tåre rendte igen ned ad min kind.

”Hey, hvad sker der?” spurgte Liam, da han trådte ind på toilettet til mig. Jeg ignorerede ham og snøftede kort. Ikke på grund af ham, men smerterne. De var uudholdelige. ”Addie,” bad han, efter han havde sat sig ned på hug og tog fat i mit håndled. ”Ikke nu, Liam,” mumlede jeg og sank en klump. Min hals var helt tør og føltes som sandpapir. ”Jeg vil gerne hjem,” hviskede jeg næsten. Liam nikkede forstående og rejste sig. ”Kan du godt selv gå?” spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede lidt. Alligevel tog han fat i min anden hånd, så han havde fat om dem begge. Så hjalp han mig på mine rystende ben.

Jeg bed mig hårdt i læben, da smerterne blev forværret. Ukontrolleret begyndte jeg at græde og krympede mig sammen. ”Addison, hvad sker der?” spurgte Liam igen. Jeg ignorerede ham og tog mig til min mave. ”Addison,” blev han ved. Jeg rystede på hovedet og hulkede højt, hvilket fik ham til at lægge sine hænder på mine skulder. ”Addison, kig på mig,” bad Liam. Jeg gjorde ikke som han sagde, kiggede derimod bare ned i gulvet. Jeg havde for travlt med at koncentrere mig om min smerte og mine tårer, der generede mig, når de løb ned ad mine kinder.

”Addison. Kig så på mig for helvede,” udbrød Liam pludselig i et lidt hårdt tonefald. Jeg blev overrasket over hans tonefald, og fordi jeg var påvirket af alkohol, en smule skræmt. Han havde aldrig talt sådan der før. Derfor så jeg også op på ham.

”Fortæl mig hvad der er galt, så kører vi hjem,” sagde han blidt og strøg mig blidt over kinden. ”Jeg har virkelig ondt i maven,” snøftede jeg. Han nikkede lidt. ”Fryser du?” spurgte han. Jeg nikkede. Det var en mærkelig blanding det hele. Jeg både frøs og svedte. ”Har du stadigvæk kvalme?” sagde Liam og kiggede stadigvæk alvorligt på mig. Jeg rystede lidt på hovedet. ”Mit hoved dunker,” mumlede jeg.

Han aede mig blidt på kinden og begyndte derefter at tage sin hættetrøje af, som han gav mig på. Jeg protesterede ikke. Den fik mig til at føle mig bedre tilpas – udenpå. Indeni havde jeg det af helvedes til.

”Er du klar?” spurgte han og kørte en hårtot om bag mit øre. ”Ja,” mumlede jeg. Han tog min hånd og hjalp mig med at gå fremad. Det gjorde virkelig ondt. Jeg kunne mærke tårerne, der kørte ned ad mine kinder.

Og det gjorde det ikke ligefrem bedre, da vi kom ud på selve klubben igen. Jeg tørrede mine kinder, der garanteret var smurt ind mascara, så det hjalp nok ikke. Liam skubbede mig blidt fremad og gemte vores hænder bag min ryg, så folk ikke lagde helt så meget mærke til dem. Det gik jo heller ikke, at folk begyndte at lave rygter om os. Han havde jo stadigvæk Danielle.

Vi passerede endelig dørmanden og fik lov til at gå i fred og ro. Det var som om, at der ikke var nogen, der opdagede os. Hvis der var, var jeg også lidt ligeglad lige nu. Jeg havde brug for at sidde ned. Ligge ned. Sove. Et eller andet, der kunne gøre noget bedre.

”Jeg holder her,” guidede Liam, indtil vi endte ved hans velkendte bil. Han hjalp mig ind, hvilket resulterede i mere smerte, og jeg begyndte igen at græde. Det var til gengæld først, da han havde lukket min dør og gik hen til sin. Jeg fik lige nået at tørre mine øjne, inden han åbnede sin og satte sig ind.

Før jeg overhovedet nåede at registrere det ordentligt, satte han nøglen i tændingen, startede motoren, og så kørte vi ellers af sted. Jeg lukkede øjnene og sank en masse klumper, imens jeg tog mig til maven i et forsøg på at gøre det bedre. Det hjalp lidt – måske skyldtes det bare, at jeg sad i en virkelig mærkelig stilling. Men det hjalp, og det var det vigtigste lige nu.

Jeg kunne mærke Liams blik på mig af og til, men ignorerede det. Jeg havde ikke rigtig lyst til at snakke med ham. Ikke efter han bare havde forladt mig nede i søen. Det gjorde også bare ondt at tænke på, og en enkelt tåre gled langsomt ned ad min kind.

Bilen stoppede pludselig, og jeg åbnede modvilligt øjnene og så rundt. Vi holdt i indkørslen til mit sommerhus. Liam var hurtigt ude af bilen og kom over til mig. Jeg havde ikke lyst til at bevæge mig og sad derfor bare stille.

”Okay, bare sid stille, så har jeg dig,” sagde han og spændte min sele op for mig. Jeg nikkede bare, uviden om hvad han ville, men da han pludselig tog et fast greb om mig, vidste jeg godt, hvad han ville. Han fik mig med besvær ud af bilen og bar mig så i en akavet brudestilling. Forsigtigt vendte han sig om og lukkede døren med hoften.

Jeg følte mig tryg i hans arme, og det fik smerterne til at dæmpe en smule af, da jeg tænkte mere på ham end på dem. Han bar mig op til døren, hvor han tog ekstranøglen, som lå i den lille fulgekasse, der hang ved siden af hoveddøren. Han låste døren op, lagde nøglen tilbage og tog lidt bedre fat i mig, hvorefter han gik indenfor. Uden at se på mig en eneste gang, lukkede han døren efter sig og gik forsigtigt ind i stuen med mig.

”Jeg lægger dig på sofaen, okay?” sagde han alvorligt. Jeg nikkede og kunne pludselig mærke noget blødt under mig. Liams arme forsvandt langsomt, men et tæppe fløj straks over min krop. Jeg knugede det indtil mig og lukkede øjnene, i et forsøg på at slappe lidt mere af, så smerten blev formindsket. Jeg trak vejret dybt og sank regelmæssige klumpe, hvilket hjalp lidt af og til.

Liam kom hen til mig med et glas vand og rakte det frem mod mig. ”Jeg er ikke tørstig,” mumlede jeg. ”Addie, drik det,” sagde han og så bekymret på mig. Jeg rystede afvisende på hovedet og vendte mig en smule væk fra ham. At se på ham gjorde ondt. At han oveni købet skulle lege sygeplejersker for mig, gjorde endnu mere ondt. Jeg ville ikke have, at han skulle bekymre sig om mig.

”Så hælder jeg det i dig,” lød det et minut efter fra Liam. Jeg ignorerede ham og stirrede bare op i det mørke loft. Jeg hørte ham sukke og lidt efter kunne jeg høre glasset blive placeret på sofabordet. Håbet om at han ville gå, steg, men da en hånd pludselig tog fat i min under tæppet, vidste jeg, at han ville blive. Og det gjorde mig bare endnu mere ked af det.

”Addison, kig på mig,” sagde han og trykkede min hånd en gang. Jeg bed mig i læben og ignorerede ham igen. Jeg ville ikke se på ham. Jeg ville ikke høre ham sige, at han var ked af det. Jeg ville ikke føle mere smerte, end jeg allerede gjorde.

”Vil du ikke nok kigge på mig?” spurgte Liam trist, imens han forsigtigt nussede min hånd med sin tommelfinger. Jeg sank en klump, der havde sat sig i min hals. Mine øjne blev langsomt blændet, men jeg gjorde intet ved det. Jeg følte ikke en gang, at jeg havde energi til at løfte min hånd op og tørre den tåre, der gled ned af min kind, væk.

Langsomt drejede jeg hovedet, så jeg så på Liam. Sorgen og bekymringen var tydelig i hans øjne, og det fik et par tårer til at følge efter den første. ”Addison, jeg er virkelig ked af det,” begyndte han og tørrede mine kinder med hans frie hånd. Han kiggede lidt på mig med et trist ansigtsudryk, som om han sad og tænkte alting igennem. Jeg vidste ikke, hvad jeg håbede på, at han ville sige. Alt han kunne gøre, som ville gøre mig tilpas var at fortælle om de ikke-eksisterende følelser han havde for mig.

”Hvor gør det ondt?” spurgte han langsomt og kørte en tot hår om bag mit øre. ”I min mave,” svarede jeg med en grødet stemme. Han nikkede og aede blidt min kind, hvorefter han tog sin telefon op ad lommen. Jeg lukkede øjnene og nød hans hånd om min, imens han gjorde det, han nu havde gang i. Det eneste, der afholdt mig fra at falde i søvn, var smagen af opkast og smerterne i min mave. Og så følelserne, der praktisk talt hang i luften.

Jeg åbnede først mine øjne igen, da Liam slap min hånd. Jeg så ham gå fra sofaen og hen i køkkenet. Han formåede at larme en smule, inden han kom tilbage til mig med en klud i hånden. Forsigtigt lagde han den på min pande, så en sum kuldegysninger fløj igennem min krop, da vandet på den var virkelig koldt.

”Det skulle gerne hjælpe,” mumlede han og satte sig ned på gulvet ved siden af mig. Jeg svarede ikke, men koncentrerede mig bare om at slappe lidt af. ”Har I en varmepude her?” spurgte Liam og kørte en hånd tænkende igennem håret. ”Det ved jeg ikke,” fortalte jeg og tog en lidt dyb indånding. Han nikkede og tog efter nogle sekunder min hånd igen, som om han havde overvejet det nøje.

Inderst inde ville jeg ønske, at jeg kunne ligge og fryde mig over, at Liam holdte mig i hånden. Men det kunne jeg ikke. For jeg var langtfra glad lige nu. Jeg følte, at alt var galt. Og at han havde en kæreste, kørte rundt indeni mig og sendte farlige signaler rundt i min krop. Jeg kunne ikke klare tanken. Og det fik udelukkende kvalmen til at stige.

Jeg kunne mærke min mave trække sig underligt sammen og gøre tegn til min krop, at jeg skulle kaste op. Det fik mig til at begyndte at bevæge mig uroligt.

”Hvad sker der?” spurgte Liam bekymret og rejste sig. Jeg åbnede munden, men der kom ingen lyd ud af min mund, imens jeg fik sat mig alt for hurtigt op, så det hele svimlede for mig. ”Skal du kaste op?” sagde Liam og fik et lettere panisk udtryk i ansigtet. Jeg nikkede, og han hjalp mig på benene. Faktisk hjalp han mig hele vejen ud på badeværelset og holdte mit hår, da jeg stak hovedet ind over toilettet, imens ulækre lyde fandt deres vej ud af min mund. Men der kom intet op. Ikke det mindste. Og det fik mig til at tænke på, om jeg endelig havde fået kastet det hele op.

”Prøv at tage en dyb indånding,” hørte jeg Liam sige. Jeg gjorde som han sagde og fik med lidt besvær mig selv til at gå til ro. Han hjalp mig igen op og stå, og da jeg endelig fandt min egen balance, gik jeg hen til vasken. Jeg så mig selv i spejlet og måtte indrømme, at jeg så virkelig forfærdelig ud. Men jeg orkede ikke at gøre noget ved det, så jeg greb bare fat i min tandbørste og børste mine tænder, så den klamme smag forsvandt i min mund. Liam havde stod bag mig og betragtede mig imens, som om han ventede, at der skete noget og var klar til at træde frem. Jeg spyttede indholdet i vasken og børstede min tandbørste en gang, inden jeg vendte mig om. Jeg så lidt på Liam, der stod og kiggede bedrøvet på mig, inden han stak sine arme frem mod mig. ”Kom her,” sagde han. Jeg adlød og endte med et hulk i hans arme. Han aede mig blidt på ryggen, imens jeg bare lukkede øjnene og nød hans berøringer og beroligende jeg.

Sådan stod vi bare i lidt tid, og i den tid føltes det næsten som hele min verden blev bedre. Jeg endte i hvert fald med at trække mig lidt fra Liam. ”Har du det dårligt?” spurgte han hurtigt. Jeg rystede lidt på hovedet. ”Jeg har det bedre,” mumlede jeg langsomt. Han nikkede roligt og bed sig i læben. Jeg kiggede ned i gulvet og prøvede at lade være med at fokusere på, at det var Liam, der stod foran mig. Det var bare enormt svært. Han påvirkede mig alt for meget.

”Addison?” sagde han efter en lang stilhed. ”Liam?” svarede jeg stille. To fingre blev placeret under min hage og skubbede den bevidst opad, så jeg endte med at kigge ham i øjnene. Han stadigvæk berøvet ud. Som om et eller andet pinte ham. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, var det garanteret mig.

”Jeg er virkelig ked af det,” fortalte han. ”Det har du allerede sagt,” mumlede jeg. Han kiggede lidt ned i gulvet. ”Det ved jeg,” hviskede han imens. ”Men jeg er virkelig ked af det,” fortsatte han og så endelig op på mig igen. ”Jeg var ikke rigtig klar over, hvad jeg egentlig havde gang i, den dag vi var i søen. Jeg.. Det var forkert af mig bare at gå. Og det har været endnu mere forkert af mig ikke at tage kontakt til dig i stedet for bare at lade som om, at du ikke betyder noget for mig – for det gør du. Virkelig. Og til tider-” han så ned igen og kneb øjnene en smule sammen ”-betyder du måske lidt for meget for mig.”

Jeg sank en klump ved Liams ord. Hans undskyldning var godkendt. Det havde den i princippet vel hele tiden været, da jeg sådan set ikke var sur på ham. Og han skyldte mig vel ikke engang en undskyldning. Han havde jo ikke gjort noget.

Han kiggede ned i gulvet og sukkede. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige, så jeg blev bare stående og så tavst på ham. At udtrykke mig med ord havde måske ikke altid været en fordel ved mig. Jeg havde svært ved at få følelserne presset ud igennem læberne. De sad fast indeni.

Til sidst så han endelig på mig. Til gengæld klemte han øjnene sammen, som om han stod og overvejede noget, og før jeg reagerede på så meget andet, tog han fat i mine hænder, imens han fangede mit blik med øjnene. Jeg havde aldrig set dem sådan før. Fyldt med kærlighed. Tristhed.

”Lov mig, at du glemmer det her,” mumlede han, før han uden tøven, med en høj fart pressede sine læber imod mine.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...