All I Want Is You - One Direction

Addison Crame på 18 år lever et helt normalt liv i London. Hun har lige afsluttet skolen, og skal nu derfor tilbringe sin sommer i Manchester med sine tre veninder. Dagene står på druk, shopping og drenge. Men hvad sker der når Addison en dag støder ind i den berømte Liam Payne? De to udvikler hurtigt et godt venskab, men Addison får lidt mere end et venskab i tankerne. Desværre har Liam en kæreste, og han elsker hende højt. Men hvad sker der når Liam egentlig finder ud af, at han måske også har følelser for Addison? Kan han i den sidste ende holde sig til Danielle?

330Likes
379Kommentarer
31933Visninger
AA

14. Sad

 

Jeg gik direkte op på mit værelse, da jeg kom ind i huset. Eftersom jeg ikke havde lyst til at være sammen med pigerne, gik jeg ikke stuen, og så var mit humør generelt bare ikke særlig godt lige nu. Selvfølelig var det på grund af Liam. Jeg hadede følelsen af, at han aldrig ville blive min. Uanset hvor meget jeg kæmpede. Han var lykkelig, og jeg ville aldrig nogen siden spolere det forhold, som ham og Danielle havde. Han fortjente at være lykkelig. Det gjorde han virkelig.

Jeg lå med hoved ned i puden så fordybet i tanker, at jeg slet ikke hørte døren til mit værelse gik op. Det opdagede jeg først, da der kom stemmer henne fra den af. ”Add?” Tre pigestemmer snakkede i munden på hinanden, hvilket undrede mig lidt. De lød rolige, ikke så hidsige og irriterende, som de plejede.

Jeg kiggede op fra puden og hen mod døren, hvor Cover, Lisa og Clementine stod. De kom straks hen til mig og satte sig på min seng. ”Undskyld, vi er så kede af det,” sagde Lisa langsomt og så trist på mig. Jeg løftede øjenbrynene forundret. ”Over hvad?” spurgte jeg langsomt. Clementine smilede svagt til mig tog min hånd, der lå på madrassen. ”Vi har været dumme, vi ved det,” fortalte Cover og så undskyldende på mig.

Jeg havde været så optaget af mine tanker om Liam, at de andre tanker var forsvundet. Fedt. Han overtog min hjerne. Jeg sukkede lydløst og smilede svagt til pigerne. ”Er vi så okay igen, alle sammen?” sagde Lisa og smilede skævt. Pigerne nikkede og ventede vist nok bare svar fra mig. Jeg grinede kort, før jeg også nikkede en enkelt gang.

”Godt!” Lisa og Clementine rejste sig og så nysgerrigt på mig. ”Skal du med ned og se film? Vi holder Friends-maraton.” Selvom jeg elskede Friends, følte jeg ikke lyst til at set det. Jeg havde brug for at være en smule alene med mine tanker. Derfor takkede jeg også nej med en hovedrysten og et lille smil. ”Ikke i dag. Jeg har ondt i hovedet,” mumlede jeg og lukkede øjnene kort. Faktisk følte jeg, at jeg havde hovedpine. Det var underligt, men pludselig følte jeg mig bare syg. Kærlighedssorger.

”Nå, okay. Cover, kommer du?” De kiggede på Cover, der blev siddende i min seng, imens hun fandt en cigaret frem fra hendes pakke. ”Lige om lidt. Bare gå ned og start,” sagde hun og ledte efter hendes lighter, som hun så til sidst fandt. Lisa og Clementine nikkede og forsvandt så hurtigt ud af døren.

Jeg betragtede undrende Cover, der sad og satte ild til sin cigaret og tog et sug. Hun så med løftet øjenbryn. ”Spyt ud,” sagde hun og satte sig helt op i sengen, så hun kunne læne sig op ad væggen. Jeg så forvirret på hende i et øjeblik. ”Add, du vil ikke bilde mig ind, at du er så trist for sjov. Hvad sker der?”

Hun havde afsløret mig. Og jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke kunne lyve over for hende. Hun var den tætteste veninde, jeg nogen sinde havde haft, så hun kendte mig bedre end nogen anden.

Alligevel havde jeg ikke rigtig lyst til at fortælle hende om det. Cover havde altid haft held i kærlighed. Jeg var hendes veninde, der var en taber, når det gjaldt drenge.

”Er det Liam?” spurgte hun pludselig og lød et kort øjeblik en smule forvirret over sit eget spørgsmål. Jeg svarede ikke, men kiggede bare ned i min pude. Jeg kunne tydeligt føle hendes blik på mig, hvilket fortalte mig, at hun sad og kiggede på mig, som om hun havde fået bingo. ”Vent lidt..” mumlede hun for sig selv.

Hun havde opdaget det helt. Det vidste jeg.

Hun kiggede indtrængende på mig, hvilket fik mig til at kigge op. ”Add, er du.. vild med Liam?” spurgte hun langsomt. Jeg kiggede væk fra hendes blik og bed mig i læben. Hvor ville jeg dog for alt i verden ønske, at jeg kunne side og smile. Det kunne jeg bare ikke. Der var intet lykkeligt over denne her kærlighed. Tværtimod hadede jeg den. Jeg ville ønske, at den forsvandt hurtigt igen.

”Shit, ej, det er godt!” udbrød Cover godtroende. Jeg kiggede straks hen på hende og rystede ivrigt på hovedet, hvilket fik hende til at se undrende på mig.

”Du husker vel ikke, at jeg fortalte dig, at han har en kæreste,” mumlede jeg lavt. Hendes smil forsvandt en smule og blev erstattet af et undskyldende ansigtsudryk. ”Fuck. Sorry,” konstaterede hun stille. Jeg trak på skuldrende og legede med mine hænder. ”Er du okay?” spurgte hun en smule bekymret Jeg nikkede kort, selvom jeg bestemt ikke følte mig okay. Jeg havde det af helvedes til.

”Jeg har bare ondt i hovedet. Jeg tror, at jeg går i seng nu,” sagde jeg kort og rejste mig op. Cover betragtede mig lidt og rejste sig så også. ”Er du sikker?” Jeg nikkede og smilede svagt. ”Helt sikker.”

Hun kiggede lidt på mig, før hun endelig rejste sig og gik hen mod døren. Inden hun forsvandt ud af den, vendte hun sig hurtigt om, ”Add, sig hvis jeg kan gøre noget. Okay?” sagde hun roligt. Jeg nikkede kort, og så hende gå.

Der blev dejligt stille på værelset igen, men som minutter gik, blev der bare for stille. Jeg lå med alt for mange tanker i hovedet om Liam. Jeg havde det så dårligt med at kunne lide ham. Det skulle ikke have gået så langt. Det var en fejl.

 

***

 

Klokken var snart 12, og jeg var virkelig træt. Jeg havde op til flere gange prøvet at falde i søvn, men havde opgivet. Mine tanker kørte rundt og gjorde mig totalt ukoncentreret. Jeg var så forvirret. Fortvivlet. Forelsket.

Det hele tog pludselig så hårdt på mig. Jeg følte, at jeg var blevet rakket ned. At min verden bare skulle falde sammen med et knips. Jeg havde bare aldrig nogen sinde følt noget så stærkt for en dreng, men pludselige gjorde jeg det, og nu kunne jeg ikke andet end at tænke på det. Tænke på, at han ikke kunne lide mig. Tænke på, at han kun ville være min ven og intet mere. Det gjorde så forfærdelig ondt at tænke på, og jeg havde op til flere gange været ved at græde. Da jeg mødte Liam første gang, havde jeg aldrig troet, at han skulle få mig til at græde. Det var jo heller ikke bevidst fra hans side. Han var jo bare ham. Og det var det, jeg var faldet for.

Han betød så meget for mig, og jeg kunne næsten ikke bære tanken om, at han ville forsvinde ud af mit liv.

Jeg drejede hovedet hurtigt, da jeg hørte en lyd fra døren til mit værelse. Den blev langsomt åbnet, og Cover stak hovedet ind ad den. Hun fik straks øje på mig og løftede øjenbrynene lidt. ”Skulle du ikke sove?” spurgte hun og trådte ind, hvorefter hun lukkede døren igen. Jeg satte mig langsomt op. ”Kan ikke,” mumlede jeg. Hun kiggede sørgmodigt på mig og satte sig ned i min seng.

”Jeg gætter på, at du tænker på Liam,” sagde hun roligt. Jeg måtte åbenbart være virkelig nem at læse.

Jeg svarede ikke, men kiggede bare hen mod den store glasvæg. ”Add, fortæl mig om det,” beordrede Cover, og jeg kunne nemt føle hendes indtrængende blik på mig. Et suk fløj ud af mine læber, og jeg kiggede på hende igen. ”Hvad er der at fortælle? Jeg kan godt lide, Liam ja. Jeg kan ikke få ham, fordi han har en kæreste, nej,” svarede jeg en smule koldt.

Hun så bare på mig, som om hun var totalt upåvirket af mit toneleje. ”Fortæl mig, hvad der er så godt ved ham,” sagde hun lidt efter. Jeg kiggede lidt undrende på hende. Hvorfor ville hun vide det?

Jeg trak på skuldrende. ”Han er Liam...” mumlede jeg langsomt. Hun nikkede og gjorde tegn til, at jeg skulle fortsætte.

”Det er bare hans måde at være på. Han gør mig rolig og tryg. Jeg elsker, når han er i nærheden af mig. Det er som om, at vi kan snakke om alt, selvom vi ikke har kendt hinanden i evigheder..” Jeg undlod at fortælle mere, da det bare ville blive til en omgang overfladisk pladder.

”Hvordan er han over for dig?” spurgte Cover og så interesseret på mig. Jeg skar tænder lidt, da jeg tænkte over det. ”Som en ven, vel,” konstaterede jeg kort. Hun løftede øjenbrynene. ”Uddyb det, tak.” Jeg kom automatisk til at tænke på situationen i dag. ”Han vil gerne hjælpe mig med problemer. Han blev lidt ked af det, da jeg fortalte Harry om et problem, som jeg ikke fortalte ham. Og så er han generelt bare sød og sådan..”

Hun nikkede eftertænksomt. ”Måske skulle du tage noget afstand til ham.” Lige noget som jeg ikke gad at høre. Jeg havde bestemt ikke lyst til at tage afstand til ham. Men hvis det kunne hjælpe på følelserne, var det måske en god idé.

”Måske,” mumlede jeg roligt. Hun nikkede igen og tog så min hånd. ”Prøv at høre. Han er en sommerforelskelse. Når vi kommer hjem herfra, så glemmer du ham. Okay?” Hun rejste sig og gik hen mod døren. ”Jeg smutter i seng nu. Så godnat.” Jeg vinkede hurtigt. ”Godnat,” hviskede jeg, da hun var gået ud.

Jeg følte mig straks helt alene og tom, imens jeg tænkte på det, som hun lige havde sagt. Liam var da ikke bare en sommerforelskelse. Han var mere end det. Og jeg ville bestemt ikke bare glemme ham. Jeg var hårdt ramt, og jeg vidste, at det ville tage tid at komme af med følelserne igen.

 

***

 

Liams synsvinkel

Jeg forstod ikke, hvad der var galt med Add. Hun havde bare forladt mig i indkørslen og var gået sin vej i går. Jeg havde nærmest ikke tænkt på andet, siden jeg trådte ind ad døren til huset igen. Hvad havde der været galt? Hun var tydeligvis meget ked af det, det kunne jeg i hvert fald godt se. Det undrede mig bare, at hun ikke ville sige, hvad der var galt. Hun plejede ellers altid at fortælle mig, hvis der var problemer eller noget, men denne gang gjorde hun det ikke. Og ærlig talt sårede det mig en smule.

Jeg var bekymret for, om hun ikke stolede på mig. Troede, at jeg tvivlede på hende. For det gjorde jeg bestemt ikke. Tværtimod det helt modsatte. Ifølge mig havde vi et stærkt venskab allerede, men jeg var lidt bange for, at hun ikke havde det på samme måde.

Det var også derfor, at jeg var gået hen til hende for at snakke dagen efter, hun havde været hos os. Jeg ville gerne vide, hvordan det stod til med hende og sådan lidt. Måske spørge hvordan hun egentlig havde det med mig. Hun var begyndt at opføre sig en smule anderledes, havde jeg bemærket. Og det undrede mig også i den grad.

Jeg ringede på dørklokken og kiggede hurtigt rundt på huset, da døren blev åbnet foran mig. Jeg havde allermest håbet på at se Addison åbne, men hendes veninde, der vist nok hed Cover, stod i døren og så på mig.

”Hej, Liam?” sagde hun undrende, som om hun havde set et spøgelse. Jeg smilede svagt og nikkede. ”Godmorgen. Er Addison hjemme?” spurgte jeg nysgerrigt og kløede mig på kinden. Hun kiggede i nogle få sekunder på mig, hvorefter hun smilede undskyldende. ”Hun ligger desværre og sover nu. Dårlig nattesøvn, du ved...” Jeg kunne mærke skuffelsen stige. Så var den plan gået i vasken.

”Er hun ok?” sagde jeg en smule bekymret. Hun kiggede lidt mærkeligt på mig, men nikkede så smilende. ”Hun har det helt fint,” svarede hun kort. Det lød nu meget overbevisende, men jeg havde en underlig følelse af, at hun egentlig løj. Men hvorfor skulle hun ærlig talt lyve?

”Nå.. Vil du så ikke sige, at jeg har været her, og jeg gerne vil snakke med hende senere, hvis hun har tid?” spurgte jeg og smilede svagt. Cover nikkede langsomt og sendte mig et smil. ”Det skal jeg nok.” Jeg nikkede taknemligt og vendte mig om, hvorefter jeg gik hen mod sommerhuset igen.

Nu kunne jeg vel ligeså godt finde et eller andet og slå tiden ihjel med, indtil Addison ville komme hen og snakke.

 

***

 

Addisons synsvinkel

Jeg var stadigvæk enormt træt, da jeg vågnede næste morgen, som jeg vel ligeså godt kunne kalde for eftermiddag. Da jeg først var faldt i søvn langt ud på natten, havde jeg sovet helt til klokken halv tre, hvilket for mig var ret stort. Og det mærkelige var så, at jeg stadigvæk var træt. Men så måtte jeg vel bare gå i seng tidligt i dag.

Jeg havde lige været i bad og fået noget rent tøj på. Eftersom vejret ikke var særlig godt i dag, endte det bare med et par jeans og en almindelig, sort trøje.

Langsomt bevægede jeg mig nedenunder og ind i stuen, hvor pigerne sad i sofaen og gloede fjernsyn, hvilket efterhånden måtte være en vane nu. ”Godmorgen,” smilede Lisa til mig. Jeg smilede svagt. ”Eftermiddag,” rettede jeg selv og kiggede på Cover, der bare sad og kiggede lidt på mig. Da hun endelig opdagede, at jeg faktisk så på hende, smilede hun bare og gjorde et nik.

”Sovet godt?” spurgte Clementine og smilede stort. Jeg trak på skuldrende. ”Helt fint, tak..”

Jeg gik hen i køkkenet og skænkede mig selv en stor kop te. Da jeg ikke var sulten, droppede jeg maden. Mit blik røg i smug hen på Cover, der sad og kiggede koncentreret ud i luften. Der var et eller andet mærkelig ved det. Hun plejede nærmest altid at snakke, men åbenbart ikke nu. Måske tænkte hun bare, at jeg havde brug for en pause fra al snakken, og det kunne jeg kun give hende ret i.

 

***

 

Hele dagen foregik indenfor. Jeg havde takket nej til pigerne, der spurgte, om jeg ville med i centeret. Jeg orkede det ikke lige nu. På en mærkelig måde følte jeg mig syg og havde egentlig bare mest lyst til at ligge i min seng og græde mine øjne ud af hovedet. Men hvad ville det dog hjælpe? Ingenting.

Det var begyndt at irritere mig, at Liam gik mig så meget på. Hvordan kunne jeg få så store følelser for ham på ingen tid? Det var da umuligt! Især når jeg vidste, at han havde en kæreste og var lykkelig med hende. Jeg burde have indset, at der aldrig blev noget imellem mig og ham. Det burde jeg virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...